Der er snart ikke længe til nytår - og dermed til den traditionsrige social-ultra-marathon.
Socialmarathon er jo et næsten almindeligt motionsløb - hvor der afvikles løb på både ½ og hel marathon-distance. Helt ordinært er løbet dog ikke idet der løbes socialt (dvs. samlet i grupper) og depoterne er også noget mere overdådige end man sædvanligvis oplever! :-)
Løbets overskud går i øvrigt til Rigshospitalets børneafdeling, så det er jo heller ikke helt usympatisk.
En lille flok (sidste år var vi 12) mødes på Hovedbanegården en times tid før starten og løber de ca. 8 km. ud til starten på Amager. Derved kommer dagens distance op over 50km og kvalificerer derfor som et ultraløb.
Sidste år måtte Søren desværre udgå med en skade undervejs i løbet. Så Søren har stadig sin første ultra til gode. Og 31/12 er jo sidste chance for at gennemføre store præstationer i 2007 - så hvis man er lidt i underskud på dén konto er muligheden jo lige til højrebenet!
Hvad siger du Søren - er du klar på at lukke 2007 af med en kraftpræstation af de store?
/Kasper
tirsdag, december 04, 2007
lørdag, december 01, 2007
Marathon til trods
(Bort)forklaringerne var linet op i den forgangne uge. Jeg overvejede meget seriøst at melde fra Weinekes 600 Marathon på Lolland. I seneste indlæg fik jeg kort beskrevet min lille forlæns salto med mountainbike. Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle pines længe med det. Såvidt jeg kan vurdere, har jeg reddet mig et bukket/trykket ribben.
Så de seneste to uger har det været komplet umuligt at løbetræne. Men jeg havde sporet lidt fremgang, og nu da jeg havde betalt startgebyret kunne jeg jo lige så godt tage til Lolland.
Det skulle man nok ikke have gjort. I hvert fald løb man ligesom hvis man havde et konstant sidestik. Det kan man godt blive lidt træt af. Og helt åbenlyst løber man og kompenserer på alle mulige måder - med de problemer det medfører.
Jeg må blankt tilstå, at et almindeligt marathon aldrig har været så hårdt som idag. Både mentalt og fysisk. Fik alt for lidt energi og væske (depotet var ikke helt optimalt synes jeg, men det var sikkert også min skyld) - så det lykkedes mig at supplere min i forvejen ynkelige tilstand med et ellers sjældent møde med "muren" omkring de 32. Mentalt var det uhørt vanskeligt at overskue bare at gennemføre. Der var jo en helt rimelig forklaring.
Men jeg har en fast regel for marathon: Fra 17-27 km er der "frozen zone" - her kan der ikke træffes beslutning om at udgå. Jeg var godt nok tæt ved at give mig selv dispensation omkring de 20. Men når man først når de 27 er man jo ligesom snart i mål. Søren - måske var en sådan regel et relevant værktj for dig også? :-)
Jeg måtte ned at gå utallige gange fra 32 og hjem. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg kom ind i 4:28 eller deromkring - en hel halv time senere end for en måned siden hvor ruten endda var meget langsommere - og jeg bare løb stille og roligt for at nyde turen.
Og hvad kan man så bruge sådan en oplevelse til? Det er ikke så tosset at få trænet og genopfrisket kompetencer indenfor decideret overstyring af den umiddelbare lyst til at standse med noget der gør nas. For alle ved jo at "Champion is not one who never fails, but one who never quits".
/Kasper
Så de seneste to uger har det været komplet umuligt at løbetræne. Men jeg havde sporet lidt fremgang, og nu da jeg havde betalt startgebyret kunne jeg jo lige så godt tage til Lolland.
Det skulle man nok ikke have gjort. I hvert fald løb man ligesom hvis man havde et konstant sidestik. Det kan man godt blive lidt træt af. Og helt åbenlyst løber man og kompenserer på alle mulige måder - med de problemer det medfører.
Jeg må blankt tilstå, at et almindeligt marathon aldrig har været så hårdt som idag. Både mentalt og fysisk. Fik alt for lidt energi og væske (depotet var ikke helt optimalt synes jeg, men det var sikkert også min skyld) - så det lykkedes mig at supplere min i forvejen ynkelige tilstand med et ellers sjældent møde med "muren" omkring de 32. Mentalt var det uhørt vanskeligt at overskue bare at gennemføre. Der var jo en helt rimelig forklaring.
Men jeg har en fast regel for marathon: Fra 17-27 km er der "frozen zone" - her kan der ikke træffes beslutning om at udgå. Jeg var godt nok tæt ved at give mig selv dispensation omkring de 20. Men når man først når de 27 er man jo ligesom snart i mål. Søren - måske var en sådan regel et relevant værktj for dig også? :-)
Jeg måtte ned at gå utallige gange fra 32 og hjem. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg kom ind i 4:28 eller deromkring - en hel halv time senere end for en måned siden hvor ruten endda var meget langsommere - og jeg bare løb stille og roligt for at nyde turen.
Og hvad kan man så bruge sådan en oplevelse til? Det er ikke så tosset at få trænet og genopfrisket kompetencer indenfor decideret overstyring af den umiddelbare lyst til at standse med noget der gør nas. For alle ved jo at "Champion is not one who never fails, but one who never quits".
/Kasper
mandag, november 19, 2007
Sejr uden kamp
Det blev en god og terrænorienteret weekend. Lørdag begav jeg mig ud i et orienteringsløb i Danstrup Hegn. Jeg har ikke haft et kort i hånden siden Coastzone Exteme Marathon i maj – men det gik sådan set meget pænt. Jeg konverterede den lange rute (8,7 km fugleflugt) med orientering i kategori svær til 12 km faktisk tilbagelagt. Det gik ikke så hurtigt – men det var simpelthen så fantastisk at løbe rundt derude, at det ville være en skam at slutte tidligt! :-) Jeg kan kun på det varmeste anbefale Øst-karussellen hvor man bare kan møde op og for skaldede 25 kr. får både kort til ejendom og udlagte baner i alle sværhedsgrader og længder.
Jeg havde afsat et par timer søndag til at endnu en gang at henvise Søren Friis til en indbyrdes andenplads i Craft X-Duathlon. Jeg har jo holdt døren på klem for at tage en enkelt afdeling i al fairness, så Søren fik mulighed for revanche. Søren selv har jo tidligere tilkendegivet, at han ville stille til start i samtlige afdelinger for netop at søge revanche for sit nederlag i sidste sæson.
Min overraskelse var derfor stor da Søren ikke stod klar i startfeltet da jeg ankom i sidste øjeblik (Generelt anbefaler jeg at varme op!). Men når jeg nu alligevel var i Helsingør kunne jeg jo lige så godt tage turen selv. Min MTB-teknik var håbløs. Så vidt jeg kan sammenregne var det også kun min anden tur på cyklen i løbet af de senest 13 måneder. Hmmm…det er sgu ikke godt nok!
Det er derfor ikke usandsynligt at det var manglende rutine der kostede et lille uheld på cyklen. Der var på en singletrack nedkørsel et lille 50 cm drop som jeg havde kørt uden problemer de første to gange. Men tredje gang den skulle forceres kom der samtidigt hurtigere ryttere bagfra der bad om passage. Måske bremsede jeg – og i hvert fald kom vægten ikke bagover – for jeg lavede en ganske nydelig salto ud over styret. Det må have set enten sjovt eller halsbrækkende ud, for de hurtige folk insisterede i hvert fald på at se mig på benene før de kørte videre. Hvad ligner det også at skræmme en newbie på et så kritisk sted?! :-) Jeg er dog helt opmærksom på, at selvom jeg fortsat er noget bovlam, så kan uheldet ikke karakteriseres som et styrt; der var jo ikke blodspor på stedet.
Jeg kom ind i 1:40 – hvilket var 16 minutter efter Jeppe Staghøj. Morten Høgsbro lå indtil 400 meter fra mållinjen på en imponerende 5.-plads overall. Men en ankelforvridning på cross-løberuten satte imidlertid et ærgerligt punktum på denne afdeling. Jeg spår et heftigt comeback d. 9. december!
Det er jo lidt ærgerligt, at sæsonens xduathlon-deltagelse for min part skulle blive uden Sørens deltagelse. Men jeg vil ikke holde mig tilbage fra at betragte det som en sejr uden kamp! :-)
/Kasper
Jeg havde afsat et par timer søndag til at endnu en gang at henvise Søren Friis til en indbyrdes andenplads i Craft X-Duathlon. Jeg har jo holdt døren på klem for at tage en enkelt afdeling i al fairness, så Søren fik mulighed for revanche. Søren selv har jo tidligere tilkendegivet, at han ville stille til start i samtlige afdelinger for netop at søge revanche for sit nederlag i sidste sæson.
Min overraskelse var derfor stor da Søren ikke stod klar i startfeltet da jeg ankom i sidste øjeblik (Generelt anbefaler jeg at varme op!). Men når jeg nu alligevel var i Helsingør kunne jeg jo lige så godt tage turen selv. Min MTB-teknik var håbløs. Så vidt jeg kan sammenregne var det også kun min anden tur på cyklen i løbet af de senest 13 måneder. Hmmm…det er sgu ikke godt nok!
Det er derfor ikke usandsynligt at det var manglende rutine der kostede et lille uheld på cyklen. Der var på en singletrack nedkørsel et lille 50 cm drop som jeg havde kørt uden problemer de første to gange. Men tredje gang den skulle forceres kom der samtidigt hurtigere ryttere bagfra der bad om passage. Måske bremsede jeg – og i hvert fald kom vægten ikke bagover – for jeg lavede en ganske nydelig salto ud over styret. Det må have set enten sjovt eller halsbrækkende ud, for de hurtige folk insisterede i hvert fald på at se mig på benene før de kørte videre. Hvad ligner det også at skræmme en newbie på et så kritisk sted?! :-) Jeg er dog helt opmærksom på, at selvom jeg fortsat er noget bovlam, så kan uheldet ikke karakteriseres som et styrt; der var jo ikke blodspor på stedet.
Jeg kom ind i 1:40 – hvilket var 16 minutter efter Jeppe Staghøj. Morten Høgsbro lå indtil 400 meter fra mållinjen på en imponerende 5.-plads overall. Men en ankelforvridning på cross-løberuten satte imidlertid et ærgerligt punktum på denne afdeling. Jeg spår et heftigt comeback d. 9. december!
Det er jo lidt ærgerligt, at sæsonens xduathlon-deltagelse for min part skulle blive uden Sørens deltagelse. Men jeg vil ikke holde mig tilbage fra at betragte det som en sejr uden kamp! :-)
/Kasper
torsdag, november 08, 2007
Broken Challenge?
Swiss Alpine K78 var stort. Men hvis man nu tilføjer lidt distance, bibeholder antallet af højdemeter og så iøvrigt gennemfører turen i frostvejr og gennemsnitligt 54 cm sne - så har man Broken Challenge der afholdes i Harzen d. 9. februar 2008 som set på Dourun.
Det lyder vanvittigt hårdt. Men fedt. Hvad siger du Søren Friis - er du frisk? (andre kan også byde ind!)
/Kasper
Det lyder vanvittigt hårdt. Men fedt. Hvad siger du Søren Friis - er du frisk? (andre kan også byde ind!)
/Kasper
søndag, november 04, 2007
En tur i skoven...
Jeg ved ikke om jeg skal le eller græde. Det er naturligvis stærkt tilfredsstillende, at min blotte deltagelse i Newline Skovmarathon kan fylde Søren Friis med så megen ærefrygt, at han helt vælger at melde fra og dermed lave en DNS. Omvendt er det jo vanære på Vivamus-navnet. Det er dog trods alt en formildende omstændighed, at Sørens tilmelding var som TRI4-medlem.
Men selvom jeg måtte kigge langt efter Søren i startfeltet var det en helt fantastisk tur i St. Dyrehave. Vejret kunne ganske enkelt ikke blive bedre. Høj sol fra en skyfri himmel og helt vindstille. Skoven er som bekendt i sin skønneste dragt i denne tid - så det var alt i alt en stor fornøjelse.
Turen gik helt som planlagt - kørte i komfortgear, og kom i mål i 3:58. Det vigtigste var dog, at turen gik let og - efter forholdene - ubesværet. Stik mod sædvane gik de første km fint, jeg havde ikke overspist morgenmaden denne gang og havde set så meget frem til turen, at mismodet ikke fik tag i mig før jeg blev varm.
I'm back!
Men selvom jeg måtte kigge langt efter Søren i startfeltet var det en helt fantastisk tur i St. Dyrehave. Vejret kunne ganske enkelt ikke blive bedre. Høj sol fra en skyfri himmel og helt vindstille. Skoven er som bekendt i sin skønneste dragt i denne tid - så det var alt i alt en stor fornøjelse.
Turen gik helt som planlagt - kørte i komfortgear, og kom i mål i 3:58. Det vigtigste var dog, at turen gik let og - efter forholdene - ubesværet. Stik mod sædvane gik de første km fint, jeg havde ikke overspist morgenmaden denne gang og havde set så meget frem til turen, at mismodet ikke fik tag i mig før jeg blev varm.
I'm back!
lørdag, november 03, 2007
Klar til en rolig dag i skoven
Omend registreringen først sker på dagen, så har det nu i nogle dage ligget helt fast, at Skovmarathon i Hillerød bliver med min deltagelse.
Det er tredje gang jeg deltager - og jeg ser som de foregående år frem til, at St. Dyrehave er klædt i efterårets prægtige farver. Skulle det regne lidt mindre end sidste år er det såmænd også i orden.
Som det tidligere har fremgået, så er det ikke målet med søndagens tur at løbe stærkt - men alene at få en god lang tur ud af det. Formen er ganske enkelt ikke til yderligere ambitioner. Særligt mangler der lange træningsture - de sidste ligger i april-maj. Så jeg satser på at genfinde glæden ved de lange stræk - så der igen kan komme lidt længere løb i loggen.
Vi må se hvordan det går. Er jo endnu ikke udgået på et marathon eller derunder - og har ikke fantasi til at forestille mig, at det skulle ske i morgen! :-)
/Kasper
Det er tredje gang jeg deltager - og jeg ser som de foregående år frem til, at St. Dyrehave er klædt i efterårets prægtige farver. Skulle det regne lidt mindre end sidste år er det såmænd også i orden.
Som det tidligere har fremgået, så er det ikke målet med søndagens tur at løbe stærkt - men alene at få en god lang tur ud af det. Formen er ganske enkelt ikke til yderligere ambitioner. Særligt mangler der lange træningsture - de sidste ligger i april-maj. Så jeg satser på at genfinde glæden ved de lange stræk - så der igen kan komme lidt længere løb i loggen.
Vi må se hvordan det går. Er jo endnu ikke udgået på et marathon eller derunder - og har ikke fantasi til at forestille mig, at det skulle ske i morgen! :-)
/Kasper
mandag, september 24, 2007
Duathlon Sorø
Årets formodentlig sidste konkurrence på den smalsporede var Sorø Triathlon Klubs traditionsrige duathlon. En fremragende måde at tilbringe en lørdag eftermiddag på - høj sol, smukke omgivelser med skiftezone og løberute ved Sorø Sø og Sorø Akademi. Også den 30km lange cykelrute var flot og afvekslende omend pænt kuperet. Resultatlisten foreligger endnu ikke, men jeg tror det endte med en 7. plads i tiden 1:37 på de 7,0-30-3,5 km.
Jeg havde et fornuftigt race omend hverden løbet eller cyklingen var specielt hurtig. Jeg løb længe sammen med en anden på første løbedel, men han gav den gas den sidste omgang og fik et hul på en 20-30 sekunder. Dem fik han dog sat til i T1, hvilket fik hans kone til at råbe at nu blev han overhalet! Om det knuste hans selvtillid ved jeg ikke - jeg så i hvert fald ikke mere til ham før mål. Det lykkedes mig at hente to af de hurtige løbere på cyklen, herunder en klubkammerat, men fik desværre så lille et hul til sidstnævnte, at jeg ikke kunne modstå hans solide afsluttende løb, men måtte lade ham løbe.
Alt i alt en udmærket dag - en weekend uden konkurrence er jo en weekend uden mening. Endelig kan jeg jo også glæde mig til den nu fastlagte træningstur næste år til La Santa - uhhh, det bliver stort!
Jeg havde et fornuftigt race omend hverden løbet eller cyklingen var specielt hurtig. Jeg løb længe sammen med en anden på første løbedel, men han gav den gas den sidste omgang og fik et hul på en 20-30 sekunder. Dem fik han dog sat til i T1, hvilket fik hans kone til at råbe at nu blev han overhalet! Om det knuste hans selvtillid ved jeg ikke - jeg så i hvert fald ikke mere til ham før mål. Det lykkedes mig at hente to af de hurtige løbere på cyklen, herunder en klubkammerat, men fik desværre så lille et hul til sidstnævnte, at jeg ikke kunne modstå hans solide afsluttende løb, men måtte lade ham løbe.
Alt i alt en udmærket dag - en weekend uden konkurrence er jo en weekend uden mening. Endelig kan jeg jo også glæde mig til den nu fastlagte træningstur næste år til La Santa - uhhh, det bliver stort!
mandag, september 10, 2007
God vind og barberede ben
Søndagen bød på valget mellem at prøvekøre ruten til næste weekends hotcup-finale eller prøve kræfter med cykelløbet Bastrup Sø Rundt. Valget faldt på sidstnævnte - der er trods alt lidt længere imellem jeg kører egentlige cykelløb.
Og jeg skal love for, at der er stor forskel på at køre cykeldelen på en triathlon og så et egentligt cykelløb. I stedet for at køre med en jævn belastning så kører man med store pulsudsving, fordi det gælder om at følge med den rigtige gruppe. På en dag med meget vind og ivrige cyklister ei hobetal blev der i den grad kørt til på den store klinge på de 136km som den læste tur rundt var. Der blev accellereret ud af svingene, spurtet op af bakkerne og i det hele taget rykket i tide og i utide, hvis man synes at der var lidt for mange der lå på hjul og lukrerede på den gratis læ.
Nu er 136km jo ingen ting - det er jo ikke engang tæt på 180km og så skal man ikke løbe noget marathon bagefter, så jeg havde fra starten besluttet at lægge hårdt fra land og se hvordan det gik. Så jeg lå længe med i det store foreste felt - hvor alle de andre havde barberede ben og hvor der ikke var en eneste alu-cykel at spore. På stigningerne og sidevindsstykkerne knækkede feltet dog flere gange over og der måtte lukkes huller. En aktivitet som jeg også tog del i, men hullerne blev dog flere og flere og kræfterne til at rykke færre og færre så jeg endte i en mindre gruppe på først fire og siden fem, hvilket dog kun fik tempoet til at dale en lille smule. Samarbejdet gik dog fint og vi kørte hjem i 3:47, hvilket rakte til en 38.-plads blandt de 110-120 deltagere - uden at fare vild eller køre forkert, men bestemt med tunge ben efter de sidste timers spinningagtige cykling med konstant temposkift. Belært af tidligere erfaringer havde jeg taget fire flasker energidrik med så jeg både kunne undgå at køre i depot og samtidig undgå sorte pletter for øjnene de sidste tyve kilometer. Det lykkedes perfekt, hvilket jeg også tror har haft betydning for at jeg føler mig godt restitueret efterfølgende.
Konklusion: det er hårdt, men sjovt at køre egentlige cykelløb - mere af det!
Og jeg skal love for, at der er stor forskel på at køre cykeldelen på en triathlon og så et egentligt cykelløb. I stedet for at køre med en jævn belastning så kører man med store pulsudsving, fordi det gælder om at følge med den rigtige gruppe. På en dag med meget vind og ivrige cyklister ei hobetal blev der i den grad kørt til på den store klinge på de 136km som den læste tur rundt var. Der blev accellereret ud af svingene, spurtet op af bakkerne og i det hele taget rykket i tide og i utide, hvis man synes at der var lidt for mange der lå på hjul og lukrerede på den gratis læ.
Nu er 136km jo ingen ting - det er jo ikke engang tæt på 180km og så skal man ikke løbe noget marathon bagefter, så jeg havde fra starten besluttet at lægge hårdt fra land og se hvordan det gik. Så jeg lå længe med i det store foreste felt - hvor alle de andre havde barberede ben og hvor der ikke var en eneste alu-cykel at spore. På stigningerne og sidevindsstykkerne knækkede feltet dog flere gange over og der måtte lukkes huller. En aktivitet som jeg også tog del i, men hullerne blev dog flere og flere og kræfterne til at rykke færre og færre så jeg endte i en mindre gruppe på først fire og siden fem, hvilket dog kun fik tempoet til at dale en lille smule. Samarbejdet gik dog fint og vi kørte hjem i 3:47, hvilket rakte til en 38.-plads blandt de 110-120 deltagere - uden at fare vild eller køre forkert, men bestemt med tunge ben efter de sidste timers spinningagtige cykling med konstant temposkift. Belært af tidligere erfaringer havde jeg taget fire flasker energidrik med så jeg både kunne undgå at køre i depot og samtidig undgå sorte pletter for øjnene de sidste tyve kilometer. Det lykkedes perfekt, hvilket jeg også tror har haft betydning for at jeg føler mig godt restitueret efterfølgende.
Konklusion: det er hårdt, men sjovt at køre egentlige cykelløb - mere af det!
torsdag, september 06, 2007
En weekend uden konkurrence er en weekend uden mening
Et lille opsamlingsheat på de seneste dages konkurrencer. Torsdag i sidste uge blev der kørt klubmesterskab i enkelstart ved Blovstrød. To omgange og i alt 24-25km var en lidt kort tur og heller ikke mange fra klubben havde fundet vej i det halvdårlige vejr. Men den slags må man jo bide i sig - selv om Pinarello'en ikke bryder sig om at blive våd.
Jeg fik ikke varmet meget op og nåede egentlig ikke rigtig at få gang i benene på de to omgange som jeg tilbagelagde i en acceptabel, men ikke vanvittig høj fart som dagens 6. hurtigste. Det kunne være gjort bedre, men omvendt var der også nogle rigtig skarpe enkeltstartsspecialister som virkelig brillierede på dagen. Hatten af for dem.
Turen til Blovstrød tjente dog også det formål at prøvekøre cykelruten til søndagens tri i Blovstrød. Jeg havde naturligvis efterlevet det Carøe'ske bud om at stille op på den lange distance som var 600-36-7,5, men da klubben afholdt klubmesterskab på mellemdistancen ændrede jeg på dagen distancen til 400-24-5. Løbet var præget af rigtig hård vind på cykel-delen så jeg tror jeg kørte flere minutter langsommere end om torsdagen. Nuvel, vilkårene var jo ens for alle - hvad værre var at løbet og især cykeldelen var alt for kort. Klubbens hurtigt svømmende unge talenter var naturligvis oppe af vandet med et fornuftigt forspring selv den korte svømmedistance taget i betragtning. Det lykkedes mig at hente Andreas på cyklen, men ikke med meget, så der gik ikke mange kilometer af løbeturen før jeg kunne høre hans ivrige små skridt komme nærmere og nærmere bagfra. Det var der ikke meget at gøre ved, men jeg synes egentlig selv, jeg havde et fornuftigt afsluttende løb omend ikke helt på højde med i Hillerød.
Jeg havde dog fundet den gode løbeform frem til dagen efter, hvor afdelingen stillede med to hold til DHL-stafetten. Vi skulle naturligvis give resten af firmaet baghjul, hvilket også lykkedes - med en margin på mere end otte minutter. Jeg løb 4. og 5. tur i rap og havde en fantastisk god tur rundt i mine nye Nike Mayflys, der føles fjerlette som om man løber i bare tæer. Disponeringen var lige i øjet og 2. omgang få sekunder hurtigere end første til en sluttid på 37:12. Hvis bare man kunne knalde det af på en afsluttende ti'er, så ville det der tri-pjat slet ikke være så svært igen...
Jeg fik ikke varmet meget op og nåede egentlig ikke rigtig at få gang i benene på de to omgange som jeg tilbagelagde i en acceptabel, men ikke vanvittig høj fart som dagens 6. hurtigste. Det kunne være gjort bedre, men omvendt var der også nogle rigtig skarpe enkeltstartsspecialister som virkelig brillierede på dagen. Hatten af for dem.
Turen til Blovstrød tjente dog også det formål at prøvekøre cykelruten til søndagens tri i Blovstrød. Jeg havde naturligvis efterlevet det Carøe'ske bud om at stille op på den lange distance som var 600-36-7,5, men da klubben afholdt klubmesterskab på mellemdistancen ændrede jeg på dagen distancen til 400-24-5. Løbet var præget af rigtig hård vind på cykel-delen så jeg tror jeg kørte flere minutter langsommere end om torsdagen. Nuvel, vilkårene var jo ens for alle - hvad værre var at løbet og især cykeldelen var alt for kort. Klubbens hurtigt svømmende unge talenter var naturligvis oppe af vandet med et fornuftigt forspring selv den korte svømmedistance taget i betragtning. Det lykkedes mig at hente Andreas på cyklen, men ikke med meget, så der gik ikke mange kilometer af løbeturen før jeg kunne høre hans ivrige små skridt komme nærmere og nærmere bagfra. Det var der ikke meget at gøre ved, men jeg synes egentlig selv, jeg havde et fornuftigt afsluttende løb omend ikke helt på højde med i Hillerød.
Jeg havde dog fundet den gode løbeform frem til dagen efter, hvor afdelingen stillede med to hold til DHL-stafetten. Vi skulle naturligvis give resten af firmaet baghjul, hvilket også lykkedes - med en margin på mere end otte minutter. Jeg løb 4. og 5. tur i rap og havde en fantastisk god tur rundt i mine nye Nike Mayflys, der føles fjerlette som om man løber i bare tæer. Disponeringen var lige i øjet og 2. omgang få sekunder hurtigere end første til en sluttid på 37:12. Hvis bare man kunne knalde det af på en afsluttende ti'er, så ville det der tri-pjat slet ikke være så svært igen...
tirsdag, september 04, 2007
Vinterplanen
I erkendelse af, at planer er vigtige - og forpligtende planer er vigtigst, er det vist på sin plads at redegøre for planerne for efteråret.
Der skal nogle gode lange løb i kalenderen. Newline Skovmarathon er en nyklassiker som jeg vil fornøje mig med for tredje gang. I år handler det alene om at nyde turen og genfinde fornøjelsen ved de lange ture. Øvelsen bliver at nå at få lidt volumen på træningen inden dette marathon - uden at øge for progressivt og dermed risikere skader. Det har mildt sagt stået sløjt til i lang tid.
(Ultra)socialmarathon nytårsaftensdag ligger helt fast i kalenderen. Det bliver også tredje år.
Om jeg finder lyst og lejlighed til igen at lege med Søren til X-Duathlon holder jeg stadig en dør på klem for. Det var jo en fornøjelse i høj klasse da jeg her i foråret satte tingene på plads :-)
Sidst, men ikke mindst, går turen i marts/april igen til et træningsophold på Club LaSanta.
Der skal nogle gode lange løb i kalenderen. Newline Skovmarathon er en nyklassiker som jeg vil fornøje mig med for tredje gang. I år handler det alene om at nyde turen og genfinde fornøjelsen ved de lange ture. Øvelsen bliver at nå at få lidt volumen på træningen inden dette marathon - uden at øge for progressivt og dermed risikere skader. Det har mildt sagt stået sløjt til i lang tid.
(Ultra)socialmarathon nytårsaftensdag ligger helt fast i kalenderen. Det bliver også tredje år.
Om jeg finder lyst og lejlighed til igen at lege med Søren til X-Duathlon holder jeg stadig en dør på klem for. Det var jo en fornøjelse i høj klasse da jeg her i foråret satte tingene på plads :-)
Sidst, men ikke mindst, går turen i marts/april igen til et træningsophold på Club LaSanta.
søndag, august 26, 2007
Muddersjov
Gårsdagens konkurrenceunderholdning var henlagt til Buresøen og Haretris off-road triathlon, som jeg også deltog i sidste år. Erfaringen, mtb-teknikken og formen var bedre i år, så det var en smal sag at forbedre min elendige præstation fra sidst, hvor jeg gik helt død på løbet, da jeg glemte at få væske med på cyklen.
Efter 3 svømmerunder af 300m i en Buresø med overraskende mange krusninger på vandet på grund af en del vind var jeg oppe og hurtigt på cyklen. De 25km mtb rute var ikke specielt teknisk - den kunne køres hele vejen rundt, men til gengæld var den ekstremt våd. De fleste steder kunne man køre uden om de værste mudderhuller, men oftest var den hurtigste vejr ret igennem så vand og mudder stod til alle sider. Den første omgang var hård inden jeg fik pulsen fra den hurtige svøm og T1 under kontol og gang i benene. Men hurtigt fandt jeg en fornuftig rytme og havde en god cykling.
Det er væsentligt sværere at disponere kræfterne på en mtb sammenlignet med cykeldelen i en almindelig triathlon og de 25km var også væsentligt hårdere end de 40 km jeg kørte sidste søndag. Også de 10km løberute var væsentligt hårdere med nogle virkelig grimme stigninger og et halsbrækkende nedløb. Både den hårde cykeltur og den kuperede rute gjorde, at jeg ikke havde så hurtigt et afsluttende løb. Der var rimelig stor afstand mellem deltagerne, så der var heller ikke rigtig meget at løbe efter på sidste omgang, så det blev til et anstændigt, men langt fra imponerende pace på 47 min/10 km. Sluttiden blev 2:25:11, hvilket rakte til en femteplads overall og en agegroup 2. plads.
Jeppe havde også fundet vej til Buresø og var som sædvanligt godt kørende på cyklen. Han sluttede i 2:30:10 efter at have taget et par minutter på mig på cyklen som han smed igen på løbet.
Alt i alt en udmærket dag - hvor jeg i øvrigt kunne hjembringe en fornem lodtrækningspræmie i form af et par nye løbesko, som jeg er spændt på at prøve af.
fredag, august 24, 2007
Raceplaner 2008
Der er stadig saft og kraft i 2007-sæsonen, der allerede har vist sig at blive endnu en lærerig sæson - dog også endnu en sæson, hvor det ikke lykkedes at indfri det klare, erklærede hovedmål: IM-gennemførelse.
Efter snart ikke så få forsøg skulle man efterhånden tro, at det var på tide at sadle om og koncentrere sig over mere overkommelige tri-konkurrencer på kortere distancer. Ingen tvivl om at de korte distancer tiltrækker mig endnu mere, men jeg har dog ikke i sinde at kapitulere overfor den fulde, ultimative distance.
Efter bønhørig research af de tilbageværende IM-muligheder (man skal jo prøve noget nyt, og jeg har jo allerede været lidt omkring ;-) er den foreløbige plan faldet på IM-Roth den 25. maj 2008. Det er nu målet for den tidlige 2008 sæson af flere årsager. Det er et stort og velorganiseret løb, det ligger nærmere end Lanzarote og Sydafrika og det er tidligt på sæsonen samtidig med at det har en mindre kuperet cykelrute end fx Nice. Alternativet fra IM Switzerland, der rutemæssigt minder meget om Roth, men valget falder altså foreløbig på det tidlige race (Schweiz ligger knap en måned efter Roth) for dels at kunne udnytte træningslejren på Lanzarote optimalt og dels for at kunne fokusere resten af sæsonen på kortere distancer optil en halv IM.
2007 har dog stadig et par items på kalenderen. I morgen kører jeg off-road triathlon med start i Buresø - det var et sjovt stævne sidste år, dog fik jeg drukket alt for lidt på cyklen, da jeg glemte min camelbag. Så der er rig mulighed for forbedring i år. Senere skal der køres tri i Blovstrød, duathlon i Sorø - det var også et godt race sidste år, og så skal der selvfølgelig køres afsluttende afdelinger af både dust- og hot-cup. 17. oktober er der et langt mtb-løb i Grib skov - det bliver interessant at køre det som en afveksling fra de korte, intensive dust/slush/hot-cups og endelig bliver der forhåbentlig mulighed for at køre Craft x-duathlon og slush-cup til vinter i lighed med tidligere (der er desuden noget revanche til gode på dette felt i forhold til kco).
Efter snart ikke så få forsøg skulle man efterhånden tro, at det var på tide at sadle om og koncentrere sig over mere overkommelige tri-konkurrencer på kortere distancer. Ingen tvivl om at de korte distancer tiltrækker mig endnu mere, men jeg har dog ikke i sinde at kapitulere overfor den fulde, ultimative distance.
Efter bønhørig research af de tilbageværende IM-muligheder (man skal jo prøve noget nyt, og jeg har jo allerede været lidt omkring ;-) er den foreløbige plan faldet på IM-Roth den 25. maj 2008. Det er nu målet for den tidlige 2008 sæson af flere årsager. Det er et stort og velorganiseret løb, det ligger nærmere end Lanzarote og Sydafrika og det er tidligt på sæsonen samtidig med at det har en mindre kuperet cykelrute end fx Nice. Alternativet fra IM Switzerland, der rutemæssigt minder meget om Roth, men valget falder altså foreløbig på det tidlige race (Schweiz ligger knap en måned efter Roth) for dels at kunne udnytte træningslejren på Lanzarote optimalt og dels for at kunne fokusere resten af sæsonen på kortere distancer optil en halv IM.
2007 har dog stadig et par items på kalenderen. I morgen kører jeg off-road triathlon med start i Buresø - det var et sjovt stævne sidste år, dog fik jeg drukket alt for lidt på cyklen, da jeg glemte min camelbag. Så der er rig mulighed for forbedring i år. Senere skal der køres tri i Blovstrød, duathlon i Sorø - det var også et godt race sidste år, og så skal der selvfølgelig køres afsluttende afdelinger af både dust- og hot-cup. 17. oktober er der et langt mtb-løb i Grib skov - det bliver interessant at køre det som en afveksling fra de korte, intensive dust/slush/hot-cups og endelig bliver der forhåbentlig mulighed for at køre Craft x-duathlon og slush-cup til vinter i lighed med tidligere (der er desuden noget revanche til gode på dette felt i forhold til kco).
Fighterhjerte
Intet kunne ligge mig fjernere end at drille med et enkelt mislykkedes IM-forsøg (eller lidt flere). Men kunne det gavne at få syn for, i hvilken tilstand andre slæber sig over stregen - så hjælper jeg naturligvis gerne.
Nedenstående videoklip stammer fra Ironman Hawaii (verdensmesterskaberne) 1997 hvor der kæmpes om 4. og 5.-pladsen for kvinder.
Der er vist ikke megen tvivl om hvorfor netop disse damer har kvalificeret sig til verdensmesterskaberne. Winners never quit - quitters never win :-)
Nedenstående videoklip stammer fra Ironman Hawaii (verdensmesterskaberne) 1997 hvor der kæmpes om 4. og 5.-pladsen for kvinder.
Der er vist ikke megen tvivl om hvorfor netop disse damer har kvalificeret sig til verdensmesterskaberne. Winners never quit - quitters never win :-)
søndag, august 19, 2007
Årets mest tilfredsstillende race
Dagens konkurrence var henlagt til Hillerød, hvor menuen stod på 500m-40km-10km tri i et kæmpemæssigt motionsstævne med forskudt start. Vejret og distancen var noget nær perfekt for mit vedkommende - kort, intensiv, ikke for meget svømning og let vind og lav temperatur. En dag skabt til at et hurtigt race.
Svømningen foregik med start hvert 20 sekund i en spiralbane, så allerede på de første 500m gav jeg mig i færd med overhaling på overhaling og kom op af vandet efter 8 min. Ikke verdensklasse svømning, men armene var lidt tunge efter gårsdagens mange flyttekasser. Skiftezonen var enorm og folk tog sig god tid, en del publikummer havde også forvildet sig der ind og deltagere, med senere starttidspunkter. Et par højllydte "PAS PÅ!", "PAS PÅ!" fik dog de fleste til at flytte sig som jeg stormede frem til min cykel. Endnu en gang klokkede jeg en optimal T1 og så var det bare om at træde til. Der var god fart i cyklen på trods af at ruten faktisk var ret teknisk - mange små stier, sving, rundkørsler og mærkværdigt underlag betød, at koncentrationen skulle være på plads. Der blev ikke taget særskilt mellemtid på transitionerne, men cyklingen incl. T1 og T2 i den laaange skiftezone blev overstået på 1:04 så farten har formodentlig været lige så høj som i Køge sidste weekend.
Efter en lige så optimal T2 var jeg ude på løbet, der viste sig at være en Helvede-I-Nord-lignende kuperet rute i skoven. Imod sædvane kunne jeg forcere på løbet og heri ligger dagens store tilfredsstillende nr. 1. Det afsluttende løb har aldrig været min force, men i dag følte jeg overskud og evne til at løbe den krævende rute på 43 min. Ingen rekord 10k, men for mit vedkommende, ruten taget i betragtning og som afslutning på en tri med maxpuls hele vejen = meget tilfredsstillende. Men naturligvis fortsat et indsatsområde for træningen. Det vil KCO sikkert glædeligt være behjælpelig med i craft-cup-regi senere på året...
Ved ca. 6km henter jeg en af de løbende foran. Han holder et solidt pace og jeg når ganske langsomt op til ham. Han virker overrasket over at blive hentet på løbet og råber "godt løbet". Jeg gengælder komplimentet og opfordrer ham til at hænge på fordi jeg kun løber lidt stærkere. Det gør han, men det viser sig at være en bjørnetjeneste fra min side, for han løb sådan set på grænsen i forvejen og efter knap en kilometer slår han helt ud og jeg kunne regne ud på hans sluttid, at han har løbet det sidste stykke meget langsomt. Well, jeg gjorde det kun for at være flink :-)
Sluttiden blev 1:57 hvilket rakte til en samlet 7. plads og en agegroup 2. plads i det kæmpemæssige felt med 409 atleter. Top-10 resultat i så stort et felt blev dagens store tilfredsstillelse nr. 2. Der var en håndfuld velkørende klubkammerater med, så det var selvfølgelig rart at kunne poste et godt resultat sammen med flere af dem. En statskundskaber på det hold, jeg var instruktor for i sin tid, havde også fundet vej til racet og lavede en rigtig pæn debutpræstation - men altså lidt langsommere end sin gamle lærer ;-)
Den forskudte start og så mange deltagere giver egentlig et lidt specielt race. Man jagter konstant den forankørende og jeg overhalede mange både i vandet, på cyklen og løbet - og holdt alle bag mig, også på løbet. Super motiverende. Helt sikkert et race der skal i kalenderen næste år igen. Og så må målet være at shave 45 sek af svømningen og løbe under 40min på det afsluttende løb.
Dagens store tilfredsstillende nr. 3 startede med m og sluttede med arabou...
Svømningen foregik med start hvert 20 sekund i en spiralbane, så allerede på de første 500m gav jeg mig i færd med overhaling på overhaling og kom op af vandet efter 8 min. Ikke verdensklasse svømning, men armene var lidt tunge efter gårsdagens mange flyttekasser. Skiftezonen var enorm og folk tog sig god tid, en del publikummer havde også forvildet sig der ind og deltagere, med senere starttidspunkter. Et par højllydte "PAS PÅ!", "PAS PÅ!" fik dog de fleste til at flytte sig som jeg stormede frem til min cykel. Endnu en gang klokkede jeg en optimal T1 og så var det bare om at træde til. Der var god fart i cyklen på trods af at ruten faktisk var ret teknisk - mange små stier, sving, rundkørsler og mærkværdigt underlag betød, at koncentrationen skulle være på plads. Der blev ikke taget særskilt mellemtid på transitionerne, men cyklingen incl. T1 og T2 i den laaange skiftezone blev overstået på 1:04 så farten har formodentlig været lige så høj som i Køge sidste weekend.
Efter en lige så optimal T2 var jeg ude på løbet, der viste sig at være en Helvede-I-Nord-lignende kuperet rute i skoven. Imod sædvane kunne jeg forcere på løbet og heri ligger dagens store tilfredsstillende nr. 1. Det afsluttende løb har aldrig været min force, men i dag følte jeg overskud og evne til at løbe den krævende rute på 43 min. Ingen rekord 10k, men for mit vedkommende, ruten taget i betragtning og som afslutning på en tri med maxpuls hele vejen = meget tilfredsstillende. Men naturligvis fortsat et indsatsområde for træningen. Det vil KCO sikkert glædeligt være behjælpelig med i craft-cup-regi senere på året...
Ved ca. 6km henter jeg en af de løbende foran. Han holder et solidt pace og jeg når ganske langsomt op til ham. Han virker overrasket over at blive hentet på løbet og råber "godt løbet". Jeg gengælder komplimentet og opfordrer ham til at hænge på fordi jeg kun løber lidt stærkere. Det gør han, men det viser sig at være en bjørnetjeneste fra min side, for han løb sådan set på grænsen i forvejen og efter knap en kilometer slår han helt ud og jeg kunne regne ud på hans sluttid, at han har løbet det sidste stykke meget langsomt. Well, jeg gjorde det kun for at være flink :-)
Sluttiden blev 1:57 hvilket rakte til en samlet 7. plads og en agegroup 2. plads i det kæmpemæssige felt med 409 atleter. Top-10 resultat i så stort et felt blev dagens store tilfredsstillelse nr. 2. Der var en håndfuld velkørende klubkammerater med, så det var selvfølgelig rart at kunne poste et godt resultat sammen med flere af dem. En statskundskaber på det hold, jeg var instruktor for i sin tid, havde også fundet vej til racet og lavede en rigtig pæn debutpræstation - men altså lidt langsommere end sin gamle lærer ;-)
Den forskudte start og så mange deltagere giver egentlig et lidt specielt race. Man jagter konstant den forankørende og jeg overhalede mange både i vandet, på cyklen og løbet - og holdt alle bag mig, også på løbet. Super motiverende. Helt sikkert et race der skal i kalenderen næste år igen. Og så må målet være at shave 45 sek af svømningen og løbe under 40min på det afsluttende løb.
Dagens store tilfredsstillende nr. 3 startede med m og sluttede med arabou...
torsdag, august 16, 2007
Mere mudder end støv
Gårsdagens afdeling af Dustcup var henlagt til Tokkekøb Hegn og efter flere dage med nedbør var det en godt tung rute, som dog rent teknisk ikke var sindsyg vanskelig. Der var et par korte bakker og rimelig gode overhalingsmuligheder, så ruten passede mig faktisk fint. Det er længe siden jeg har været på mtb'en, så teknikken var ikke 100 pct. skarp og formen var heller ikke helt i top, men jeg kørte da et acceptabelt løb uden styrt eller tekniske problemer.
Fire omgange på 1:28 blev det til og en placering som nr. 74 ud af de 202 startende. Ikke helt tilfredsstillende, men dog acceptabelt formen taget i betragtning. Jeg lagde rimeligt hårdt fra land og holdt både koncentration og tempo igennem løbet. Der var ikke noget spurtopgør til sidst, men undervejs lykkedes det dog at hive et par af de forankørende ind - bl.a. på den første stigning som lå godt for mig og som jeg nåede at prøvekøre to gange mens jeg varmede op.
Fire omgange på 1:28 blev det til og en placering som nr. 74 ud af de 202 startende. Ikke helt tilfredsstillende, men dog acceptabelt formen taget i betragtning. Jeg lagde rimeligt hårdt fra land og holdt både koncentration og tempo igennem løbet. Der var ikke noget spurtopgør til sidst, men undervejs lykkedes det dog at hive et par af de forankørende ind - bl.a. på den første stigning som lå godt for mig og som jeg nåede at prøvekøre to gange mens jeg varmede op.
søndag, august 12, 2007
Gang i benene igen
Dagen idag bød på hele to muligheder for konkurrencepræget træning: en to-timers afdeling af Hotcup'en i Tisvilde eller en triathlon i Køge på distancen 800m-37km-7,5km. Valget faldt på det sidste og jeg kørte et fornuftigt race. Lige bortset fra at jeg blev vist ud på et ekstra loop og derfor kørte 45km i stedet for 37km. Der var derfor ikke mange podieplaceringer at spurte om på den sidste løbetur, som ellers gik fornuftigt.
Ærgerligt, for jeg cyklede rigtig stærkt og holdt et rigtig godt pace hele vejen igennem. Gennemsnitsfarten på cyklen blev på hele 38,7 km/t med et pulsgennemsnit på 169, så der var skub i Pinarelloen som synes at foretrække de korte, intensive distancer. Svømningen gik fint og jeg var oppe af vandet efter 12 minutter. Våddragten kom hurtigt af (shampoo-tricket) og jeg havde igen en rigtig hurtig transition - er sgu ved at have godt fat i skiftene uden så mange dikkedarer.
Det var uden problemer at løbe de 7,5 km, også uden strømper (hvor er det godt at være tilbage i de gamle Nike-sko), men det havde været lidt sjovere, hvis der var nogle at løbe om kap med. Jeg indhentede en del der kørte i senere heats på den korte rute, men det er der jo ikke meget ved. I det hele taget synes jeg det er langt federe at køre samlet start, så man ved, hvor man ligger i feltet undervejs.
Efter et par timers velfortjent hvil var Morten Boesen så elskværdig at invitere på en squash-match, så der var lige lidt bonus-motion sidst på dagen oveni hatten.
Ærgerligt, for jeg cyklede rigtig stærkt og holdt et rigtig godt pace hele vejen igennem. Gennemsnitsfarten på cyklen blev på hele 38,7 km/t med et pulsgennemsnit på 169, så der var skub i Pinarelloen som synes at foretrække de korte, intensive distancer. Svømningen gik fint og jeg var oppe af vandet efter 12 minutter. Våddragten kom hurtigt af (shampoo-tricket) og jeg havde igen en rigtig hurtig transition - er sgu ved at have godt fat i skiftene uden så mange dikkedarer.
Det var uden problemer at løbe de 7,5 km, også uden strømper (hvor er det godt at være tilbage i de gamle Nike-sko), men det havde været lidt sjovere, hvis der var nogle at løbe om kap med. Jeg indhentede en del der kørte i senere heats på den korte rute, men det er der jo ikke meget ved. I det hele taget synes jeg det er langt federe at køre samlet start, så man ved, hvor man ligger i feltet undervejs.
Efter et par timers velfortjent hvil var Morten Boesen så elskværdig at invitere på en squash-match, så der var lige lidt bonus-motion sidst på dagen oveni hatten.
mandag, august 06, 2007
Intet held i Fredericia
The Final Tour som tri-Fredericia havde kaldt deres DM i langdistance-stævne i lørdags var et sidste - febrilsk viste det sig - forsøg på at knække IM-distancen i 2007 efter DNF i IM-Lanzarote og Frankfurt.
Selvom svømningen og ikke mindst T1 gik fint og forholdsvist problemfrit, så kunne jeg allerede på cyklen mærke, at kroppen ikke var klar til en ny max-belastning. Efter 120km på cyklen var der vrøvl med knæet og det blev gradvist værre, så jeg overvejede faktisk på et tidspunkt at stille cyklen allerede efter 150km og dermed springe sjette omgang á 30km over.
Jeg bed imidlertid tænderne sammen, satte tempoet ned og kørte den sidste omgang for i det mindste at få prøvet af, om knæet også ville gøre djævelsk ondt på løbet. Det gjorde det, men så fik jeg da prøvet T2 af og hastet ud på blot 5km løb.
Når svømningen kun gik forholdsvis problemfrit, så skyldes det, at jeg lige som mange andre deltagere, to gange svømmede ind i en brandmand hvilket i den grad gjorde nas efter som det var i ansigtet. Det gjorde faktisk ondt resten af dagen - dog kølede vandet (16,2 grader, brrrr) ansigtet ned, hvilket blot gjorde det til en blandet fornøjelse at komme op af vandet igen efter en fornuftig tid på 1:07:36 - pænt hurtigere end både Lanzarote og Frankfurt.
Helt uden erfaringer havde de tidligere races dog ikke efterladt mig, så jeg havde en virkelig effektiv T1. Jeg havde bestemt mig for at race todelt og havde allerede min langærmede svedundertrøje på under klub-singlet'en i vandet - så det var bare op af vandet, op af bakken til skiftezonen (ja, det var virkelig op af bakke), af med våddragten, på med hjelmen og så cyklen ud af skiftezonen med skoene sat fast i pedalerne. T1 tog 2:22 - over et halvt minut hurtigere end den næsthurtigste i min aldersgruppe, så det var nok dagens største (og vel nok eneste) succesoplevelse.
Indtil knæet begyndte at give problemer holdt jeg et fornuftigt og roligt pace på den temmelig kuperede og blæsende rute på omkring 57-58 min pr. 30km-omgang incl. flere tissepauser på hver omgang (var virkelig opsat på ikke at dehydrere). I alt endte jeg dog med at bruge 6:21 på cyklingen - de sidste og især den sidste runde sparede jeg meget på knæet og kørte langt fra fuld gas.
T2 gik uden problemer og tog 2:11. Jeg var allerede ude af pedalerne og havde slået visiret på hjelmen op, da jeg sprang af cyklen, så det forløb også som planlagt.
Tilbage venter en efterårssæson som forhåbentlig kan byde på nogle mere positive oplevelser på kortere distancer, og så må vi se, hvad 2008 byder hvad angår IM.
lørdag, juli 28, 2007
Hvor er min cykel?!
Mit træningsfokus i øjeblikket er primært målrettet årets sidste IM forsøg i Fredericia 4. august, men jeg overtalte alligevel mig selv til at deltage i TRI4's Aquathlon i formiddags. En overskuelig opgave: 400m svømning, 2km løb, 400m svømning, 2km løb.
Det var uden våddragt, men det betød ikke det store - bortset fra hastigheden naturligvis. Den slags var der naturligvis ikke tid til - transitionerne skulle være meget hurtige så "the keep it simple-rule" applied.
Jeg havde taget en amerikansk ven med som har en stærk svømmebaggrund og selvom han ikke har gjort sig i åbent vand fornægtede teknikken sig ikke - han tog et forspring på ca. 20 sekunder ud af T1. Jeg var dog ok løbende uden at være prangende, men jeg hentede ham og tog lidt forspring til anden svømmetur. At svømme efter første løb er det mest udfordrende ved en aquathlon - pulsen er høj, vejrtrækningen hurtigere, af en eller anden grund er armene også mere spaghetti-agtige og det hele kører jævnt dårligt. Der var en del vind og bølger, men den trekantede bane var så kort, at det ikke var vanskeligt at navigere selvom bøjerne var små.
Jeg måtte slippe et par stærke svømmere forbi på anden svømmetur, men havde en effektiv T2 og havde disponeret rigtigt, så jeg endda kunne øge farten en lille smule på sidste løbestræk.
Jeg er imidlertid alt for langsom en svømmer til at gøre mig gældende i denne disciplin, når distancerne er så korte. Og da jeg, hvis formen ellers er rigtig, normalt kan køre en rimelig hurtig enkeltstart over korte distancer savnede jeg i den grad en tur omkring cyklen :-)
fredag, juli 20, 2007
Those German doctors
Frankfurt IM var et større race end nogensinde prøvet før. Mere end 2200 deltagere, en kæmpe logistik, svømmestart ét sted, T2 og målområde et andet og flere publikummer end man kan forestille sig.
Denne raceberetning har været længe undervejs - begivenhederne skulle lige synke ind. Det var med blandede følelser jeg tog til Frankfurt. Indtil en uge før løbet var meget gået skævt - min enkelstartscykel (og med den mine eneste klik-pedaler) blev stjålet, det lod til at vandet ville være for varmt til våddragt for andet år i træk og det havde oveni det hele været svært at finde motivation til den nødvendige træning.
Alt gik dog ikke så galt som frygtet. Køligere og ikke mindst blæsende vejr fik pisket så meget op i søens springlag, at temperaturen kom betragteligt under grænsen og Pinarelloen var faktisk ganske udmærket at køre på - med Jespers pedaler, da mine egne ikke var nået frem med posten (jeg måtte naturligvis købte den eksotiske look keo topmodel med titaniumsaksel, som ingen cykelhandler i kongeriget havde hjemme).
Svømningen gik bedre end på Lanzarote - tiden var nogenlunde den samme, men følelsen og rytmen var langt bedre selv med manglende svømmetræning. Og på trods af at der var abnormt mange svømmere der piskede rundt i Landener Waldsee denne morgen, så var ruten faktisk lagt, så der var væsentligt mindre skubben. En meget bred start og ingen skarpe sving synes at være den rette opskrift. Eneste irritationsmoment på svømningen var et stykke ca. 2/3-dele inde i svømmedelen, hvor man kom meget tæt på bredden og hvor vandet derfor var lavt og meget mudret. Havde jeg haft lejlighed til at prøvesvømme søen havde jeg holdt lidt længere afstand her, selvom de havde kostet et par ekstra meter. Generelt gik navigationen og disponeringen godt og jeg kom op af vandet uden problemer.
På cyklen havde jeg belært af erfaringen fra Lanzarote kun to mål: energi/væske-indtag og let, let, let tråd så der var knæ og ben tilbage til løbet. Jeg lod alt og alle køre. Min puls kom ikke over 130 de første 100 km og den ene gråhårede mand efter den anden i fuld cykelornat kørte omkring mig. "Målet er gennemførsel, målet er gennemførsel" gentog jeg for mig selv i hovedet mens jeg tykkede energibarer og kørte energidrik ned. Også på cykelruten var opbakningen fra publikum fantastisk. Ruten bestod først af ca. 20 km fra søen lidt syd for Frankfurt og ind til T2 og målområdet, hvor en rundstræk på 80km startede, som skulle gennemkøres to gange. Langs stort set hele denne 80km rute var der publikum og på de større stigninger, herunder især en særdeles ubehagelig brostensklædt en af slagsen var publikum totalt eksalterede. Det føltes som om man førte Tour de France op ad Alpe d'Huez, når man tramper op ad brostenene med en meters bredde mellem de to publikumsmasser, der huer og hepper en hele vejen op. Fantastisk og gåsehudsfremkaldende. Kun med nød og næppe modstod jeg fristelsen til at give fuld gas - "målet er gennemførsel".
Den tilbageholdte, grænsende til den indestængte cykling betalte sig efter T2. Jeg kom af cyklen uden krise og uden at have kørt over evne. I modsætning til Lanzarote var der ingen ubehagelig modvind de sidste kilometer, så de gik lige så let som de første. En kontrolleret, effektiv transition og jeg var i løbeskoene. Ingen problemer at holde et pace omkring 4:45 min/km og på den måde gik de første 10 km som en leg. Jeg indhentede mange, men også mange som allerede havde løbet flere omgange.
Her begynder problemerne så. Vejrudsigten for Frankfurt stod på lyn, torden og regn efter middagstid. Regnen udeblik imidlertid, men en trykkende varme slap vi ikke for og på trods af at jeg kørte ekstremt behersket på cyklen har jeg svedt mere end jeg har lagt mærke til. Fra 5km til 25km af løbet kan jeg ikke tage væske ind, hvilket uden tvivl skyldes at jeg har ladet mig dehydrere. Jeg forsøger uophørligt med meget små mængder og forsøger at holde min velkendte følgesvend kvalmen i ave. De første to omgange af 10km går fornuftige og jeg holder et sjældent set jævnt tempo, løber gennem depoterne og har bortset fra et par vabler ingen biomekaniske problemer. Men jeg løber på lånt tid. Da jeg passerer 25km er det slut. Over bare én km er tempoet gået markant ned, pulsen er i vejret og jeg er begyndt at fryse selvom temperaturen er dagens varmeste. Nu skal der væske til, hvad end det vil ned eller ej. Jeg kan ikke bedømme afstanden, så jeg løber lige ind i bordet i depotet så der ryger mere væske i bukserne på en af de frivillige end der gør i halsen på mig.
30 sekunder senere følger to samaritter mig ind i deres telt og endelig byder menuen på en cru der er til at få glæde af: 2 x 500ml intravenøst saltvand. Just what the doctor ordered - hit me Smithy.
Dér sluttede IM-Frankfurt så for mit vedkommende - ville gerne være nået helt frem til målstregen (ikke kun fordi der var opstillet 100 spa-bade til fri afbenyttelse) og følte egentlig, at benene var til det og jeg havde disponeret fornuftigt. Men ak, det er rigtigt, som en af de rigtig stærke kvindelige Kona-specialister Natascha Badmann siger: "Winning the Ironman is like building a house with many walls. If one wall is left out, the house won't stand". Uden den rigtige væske/energi-strategi går det ikke. Erfaring kan ikke købes.
Erfaring kan man kun slide sig til. Derfor har jeg også efter særdeles moden overvejelse besluttet mig til at teste den erfaring, jeg har høstet i Sherbourne, Lanzarote og Frankfurt af i årets sidste IM-forsøg. Lige inden fristens udløb har jeg tilmeldt mig IM-Fredericia d. 4. august. En vanskelig beslutning, som jeg har truffet efter at have prøvet formen af med noget målrettet træning de sidste par uger. Over hele linjen synes jeg formen er tilbage på niveau som før Frankfurt. Svømning måske endda lidt over. Jeg har sat en tri-saddel og en enkeltstartsbøjle på Pinarelloen og er efter lidt justeringer faktisk meget tilfreds med min position på cyklen. Så har jeg droppet mine Addidas løbesko - jeg troede, det var muligt at vende sig til dem og at jeg på et tidspunkt ville komme til at løbe ordentligt i dem. Jeg havde dem med til Lanzarote i uge 10+11, men endte med at løbe i dem en enkelt gang. Siden har de irriteret mig gang på gang og nu ryger de altså. Da jeg ikke synes at ville finde et nyt par før efter Fredericia er jeg altså gået tilbage til mine Nikees. Ingen tvivl om at de synger på sidste vers, men de passer mig langt bedre, så det bliver dem, der skal bære mig igennem i det jyske. Jeg har også fundet ud af at en tridragt i én del egner sig perfekt til korte races, men ikke til et langt løb, hvor der er stor sandsynlighed for at man undervejs skal på toilettet mindst én gang. Har man tilmed en cykeltrøje udenover skal den først af, så skal tridragten ned, racenummeret af osv. Her er det langt lettere med en todelt dragt og det er også mere fleksibelt i forhold til vejret på løbet.
Det var et par af erfaringerne - tilbage står at naile den helt rigtige energi/væske-strategi. Det bliver udfordring nummer uno. Jeg overvejer at løbe med et væskebælte på løbet og eksperimenterer for tiden under træningen med at drikke og indtage gel under løbet - noget jeg normalt aldrig gør på korte løbeture.
Tilbage er der vist kun at fortsætte træningen lidt endnu og så krydse fingrene :-)
Denne raceberetning har været længe undervejs - begivenhederne skulle lige synke ind. Det var med blandede følelser jeg tog til Frankfurt. Indtil en uge før løbet var meget gået skævt - min enkelstartscykel (og med den mine eneste klik-pedaler) blev stjålet, det lod til at vandet ville være for varmt til våddragt for andet år i træk og det havde oveni det hele været svært at finde motivation til den nødvendige træning.
Alt gik dog ikke så galt som frygtet. Køligere og ikke mindst blæsende vejr fik pisket så meget op i søens springlag, at temperaturen kom betragteligt under grænsen og Pinarelloen var faktisk ganske udmærket at køre på - med Jespers pedaler, da mine egne ikke var nået frem med posten (jeg måtte naturligvis købte den eksotiske look keo topmodel med titaniumsaksel, som ingen cykelhandler i kongeriget havde hjemme).
Svømningen gik bedre end på Lanzarote - tiden var nogenlunde den samme, men følelsen og rytmen var langt bedre selv med manglende svømmetræning. Og på trods af at der var abnormt mange svømmere der piskede rundt i Landener Waldsee denne morgen, så var ruten faktisk lagt, så der var væsentligt mindre skubben. En meget bred start og ingen skarpe sving synes at være den rette opskrift. Eneste irritationsmoment på svømningen var et stykke ca. 2/3-dele inde i svømmedelen, hvor man kom meget tæt på bredden og hvor vandet derfor var lavt og meget mudret. Havde jeg haft lejlighed til at prøvesvømme søen havde jeg holdt lidt længere afstand her, selvom de havde kostet et par ekstra meter. Generelt gik navigationen og disponeringen godt og jeg kom op af vandet uden problemer.
På cyklen havde jeg belært af erfaringen fra Lanzarote kun to mål: energi/væske-indtag og let, let, let tråd så der var knæ og ben tilbage til løbet. Jeg lod alt og alle køre. Min puls kom ikke over 130 de første 100 km og den ene gråhårede mand efter den anden i fuld cykelornat kørte omkring mig. "Målet er gennemførsel, målet er gennemførsel" gentog jeg for mig selv i hovedet mens jeg tykkede energibarer og kørte energidrik ned. Også på cykelruten var opbakningen fra publikum fantastisk. Ruten bestod først af ca. 20 km fra søen lidt syd for Frankfurt og ind til T2 og målområdet, hvor en rundstræk på 80km startede, som skulle gennemkøres to gange. Langs stort set hele denne 80km rute var der publikum og på de større stigninger, herunder især en særdeles ubehagelig brostensklædt en af slagsen var publikum totalt eksalterede. Det føltes som om man førte Tour de France op ad Alpe d'Huez, når man tramper op ad brostenene med en meters bredde mellem de to publikumsmasser, der huer og hepper en hele vejen op. Fantastisk og gåsehudsfremkaldende. Kun med nød og næppe modstod jeg fristelsen til at give fuld gas - "målet er gennemførsel".
Den tilbageholdte, grænsende til den indestængte cykling betalte sig efter T2. Jeg kom af cyklen uden krise og uden at have kørt over evne. I modsætning til Lanzarote var der ingen ubehagelig modvind de sidste kilometer, så de gik lige så let som de første. En kontrolleret, effektiv transition og jeg var i løbeskoene. Ingen problemer at holde et pace omkring 4:45 min/km og på den måde gik de første 10 km som en leg. Jeg indhentede mange, men også mange som allerede havde løbet flere omgange.
Her begynder problemerne så. Vejrudsigten for Frankfurt stod på lyn, torden og regn efter middagstid. Regnen udeblik imidlertid, men en trykkende varme slap vi ikke for og på trods af at jeg kørte ekstremt behersket på cyklen har jeg svedt mere end jeg har lagt mærke til. Fra 5km til 25km af løbet kan jeg ikke tage væske ind, hvilket uden tvivl skyldes at jeg har ladet mig dehydrere. Jeg forsøger uophørligt med meget små mængder og forsøger at holde min velkendte følgesvend kvalmen i ave. De første to omgange af 10km går fornuftige og jeg holder et sjældent set jævnt tempo, løber gennem depoterne og har bortset fra et par vabler ingen biomekaniske problemer. Men jeg løber på lånt tid. Da jeg passerer 25km er det slut. Over bare én km er tempoet gået markant ned, pulsen er i vejret og jeg er begyndt at fryse selvom temperaturen er dagens varmeste. Nu skal der væske til, hvad end det vil ned eller ej. Jeg kan ikke bedømme afstanden, så jeg løber lige ind i bordet i depotet så der ryger mere væske i bukserne på en af de frivillige end der gør i halsen på mig.
30 sekunder senere følger to samaritter mig ind i deres telt og endelig byder menuen på en cru der er til at få glæde af: 2 x 500ml intravenøst saltvand. Just what the doctor ordered - hit me Smithy.
Dér sluttede IM-Frankfurt så for mit vedkommende - ville gerne være nået helt frem til målstregen (ikke kun fordi der var opstillet 100 spa-bade til fri afbenyttelse) og følte egentlig, at benene var til det og jeg havde disponeret fornuftigt. Men ak, det er rigtigt, som en af de rigtig stærke kvindelige Kona-specialister Natascha Badmann siger: "Winning the Ironman is like building a house with many walls. If one wall is left out, the house won't stand". Uden den rigtige væske/energi-strategi går det ikke. Erfaring kan ikke købes.
Erfaring kan man kun slide sig til. Derfor har jeg også efter særdeles moden overvejelse besluttet mig til at teste den erfaring, jeg har høstet i Sherbourne, Lanzarote og Frankfurt af i årets sidste IM-forsøg. Lige inden fristens udløb har jeg tilmeldt mig IM-Fredericia d. 4. august. En vanskelig beslutning, som jeg har truffet efter at have prøvet formen af med noget målrettet træning de sidste par uger. Over hele linjen synes jeg formen er tilbage på niveau som før Frankfurt. Svømning måske endda lidt over. Jeg har sat en tri-saddel og en enkeltstartsbøjle på Pinarelloen og er efter lidt justeringer faktisk meget tilfreds med min position på cyklen. Så har jeg droppet mine Addidas løbesko - jeg troede, det var muligt at vende sig til dem og at jeg på et tidspunkt ville komme til at løbe ordentligt i dem. Jeg havde dem med til Lanzarote i uge 10+11, men endte med at løbe i dem en enkelt gang. Siden har de irriteret mig gang på gang og nu ryger de altså. Da jeg ikke synes at ville finde et nyt par før efter Fredericia er jeg altså gået tilbage til mine Nikees. Ingen tvivl om at de synger på sidste vers, men de passer mig langt bedre, så det bliver dem, der skal bære mig igennem i det jyske. Jeg har også fundet ud af at en tridragt i én del egner sig perfekt til korte races, men ikke til et langt løb, hvor der er stor sandsynlighed for at man undervejs skal på toilettet mindst én gang. Har man tilmed en cykeltrøje udenover skal den først af, så skal tridragten ned, racenummeret af osv. Her er det langt lettere med en todelt dragt og det er også mere fleksibelt i forhold til vejret på løbet.
Det var et par af erfaringerne - tilbage står at naile den helt rigtige energi/væske-strategi. Det bliver udfordring nummer uno. Jeg overvejer at løbe med et væskebælte på løbet og eksperimenterer for tiden under træningen med at drikke og indtage gel under løbet - noget jeg normalt aldrig gør på korte løbeture.
Tilbage er der vist kun at fortsætte træningen lidt endnu og så krydse fingrene :-)
onsdag, juni 13, 2007
Koldere vejr ønskes
Som før skrevet - en ulykke kommer sjældent alene. Om knap 20 dage skal der køres IM-Frankfurt - som nævnt uden tri-cykel.
Alt tyder imidlertid også på at det bliver uden våddragt, hvilket næsten er endnu værre. Grænsen for våddragt er 24 grader celcius og temperaturen forlyder nu at være på 24,5 grader. Det ville i øvrigt ikke være sensationelt idet våddrager også blev forbudt sidste år. Langt fra nogen god nyhed - det skaber et væsentligt uforudsigelighedsaspekt til svømningen, vil formodentlig forlænge svømmetiden betragteligt og alt andet lige vil jeg formodentlig komme pænt afkølt op af vandet samtidig med at jeg vil være tvunget til at bruge benene mere end ellers. Øv øv. Det bliver spændende at se om kombinationen af kold vand og benspark kan foretages uden at medføre kramper.
Det har i øvrigt pga. travlhed og manglende motivation været vanskeligt at opretholde den ønskede træningsvolume frem til Frankfurt, hvilket heller ikke lover godt. Selv den relativt begrænsede løbetur med tri4 i onsdags kunne mærkes betragteligt i benene i dagene efter og jeg kom først i løbeskoene igen lørdag morgen.
Men måske er en kold dukkert til at starte med præcis den opskrift der skal til for at slå den rigtige survival-mode an til et løb, hvor ambitionerne nu drejer sig om at gennemføre.
Alt tyder imidlertid også på at det bliver uden våddragt, hvilket næsten er endnu værre. Grænsen for våddragt er 24 grader celcius og temperaturen forlyder nu at være på 24,5 grader. Det ville i øvrigt ikke være sensationelt idet våddrager også blev forbudt sidste år. Langt fra nogen god nyhed - det skaber et væsentligt uforudsigelighedsaspekt til svømningen, vil formodentlig forlænge svømmetiden betragteligt og alt andet lige vil jeg formodentlig komme pænt afkølt op af vandet samtidig med at jeg vil være tvunget til at bruge benene mere end ellers. Øv øv. Det bliver spændende at se om kombinationen af kold vand og benspark kan foretages uden at medføre kramper.
Det har i øvrigt pga. travlhed og manglende motivation været vanskeligt at opretholde den ønskede træningsvolume frem til Frankfurt, hvilket heller ikke lover godt. Selv den relativt begrænsede løbetur med tri4 i onsdags kunne mærkes betragteligt i benene i dagene efter og jeg kom først i løbeskoene igen lørdag morgen.
Men måske er en kold dukkert til at starte med præcis den opskrift der skal til for at slå den rigtige survival-mode an til et løb, hvor ambitionerne nu drejer sig om at gennemføre.
Ny cykel ønskes
En ulykke kommer sjældent alene. Søndag drog jeg til Geels skov for at køre den næstsidste Hot-cup-afdeling inden sommerferien på den forrygende rute jeg havde prøvekørt et par gange om tirsdagen. Vejret var sublimt - rigtig varmt og ruten var knastør og lynhurtig. Den lå lige til mig.
Belært af erfaringen tog jeg det en anelse mere med ro på første omgang end ved tidligere lejligheder - to timer plus omgangen færdig kan hurtig trække tænder ud. Det kostede lidt køkørsel, men på slutningen af første omgang begyndte jeg at lukke lidt mere op og hentede da også folk på alle stigningerne - god fornemmelse!
Halvejs inde i anden runde må jeg have ramt et eller andet der slog min bagskifter-arm skæv for pludselig røg den ind i hjulet da jeg skiftede til den største ring på bagkasetten. Der var god fart på cyklen så bagskifteren blev flået hele vejen med rundt hvilket kostede to egere, et flækket pulleywheel og en helt ubrugelig bagskifter. Satans. Af alle steder netop på denne perfekte rute blev jeg nødt til at bide i det sure æble og trække cyklen hjem.
Æblet skulle imidlertid blive endnu mere bittert. Mandag måtte jeg aflevere cyklen til reperation og tog derfor min centurion på arbejde. Normalt står cyklerne låst inde i cykelrummet, men jeg havde et møde i Forskings- og innovationsstyrelsen ude i byen og tog cyklen i stedet for taxa - vejret var jo trods alt stadigvæk forrygende. Det blev imidlertid med taxa hjem, for da jeg var færdig med mødet var cyklen væk. Endnu mere satans.
Nu var der ikke tale om jordens dyreste enkelstartscykel - men det var nu engang den, jeg havde udset mig at køre på til Frankfurt IM. Indstillingen passede mig perfekt, styret, sadlen, pedalerne - alt det, man vender sig til på en cykel. Nu bliver det efter alt at dømme en tur på Pinarelloen og det er også udmærket, men næppe hurtigste løsning. Og jeg skal have anskaffet mig nye look keo-pedaler, da jeg indtil nu har brugt det samme par på begge cykler. Endelig havde jeg også tænkt mig - når jeg på et tidspunkt fik investeret i den lirede kulfiber-enkeltstarter - at jeg ville bruge styr og sadel fra den gamle. Sådan skulle det åbenbart ikke være. Mere satans!
Belært af erfaringen tog jeg det en anelse mere med ro på første omgang end ved tidligere lejligheder - to timer plus omgangen færdig kan hurtig trække tænder ud. Det kostede lidt køkørsel, men på slutningen af første omgang begyndte jeg at lukke lidt mere op og hentede da også folk på alle stigningerne - god fornemmelse!
Halvejs inde i anden runde må jeg have ramt et eller andet der slog min bagskifter-arm skæv for pludselig røg den ind i hjulet da jeg skiftede til den største ring på bagkasetten. Der var god fart på cyklen så bagskifteren blev flået hele vejen med rundt hvilket kostede to egere, et flækket pulleywheel og en helt ubrugelig bagskifter. Satans. Af alle steder netop på denne perfekte rute blev jeg nødt til at bide i det sure æble og trække cyklen hjem.
Æblet skulle imidlertid blive endnu mere bittert. Mandag måtte jeg aflevere cyklen til reperation og tog derfor min centurion på arbejde. Normalt står cyklerne låst inde i cykelrummet, men jeg havde et møde i Forskings- og innovationsstyrelsen ude i byen og tog cyklen i stedet for taxa - vejret var jo trods alt stadigvæk forrygende. Det blev imidlertid med taxa hjem, for da jeg var færdig med mødet var cyklen væk. Endnu mere satans.
Nu var der ikke tale om jordens dyreste enkelstartscykel - men det var nu engang den, jeg havde udset mig at køre på til Frankfurt IM. Indstillingen passede mig perfekt, styret, sadlen, pedalerne - alt det, man vender sig til på en cykel. Nu bliver det efter alt at dømme en tur på Pinarelloen og det er også udmærket, men næppe hurtigste løsning. Og jeg skal have anskaffet mig nye look keo-pedaler, da jeg indtil nu har brugt det samme par på begge cykler. Endelig havde jeg også tænkt mig - når jeg på et tidspunkt fik investeret i den lirede kulfiber-enkeltstarter - at jeg ville bruge styr og sadel fra den gamle. Sådan skulle det åbenbart ikke være. Mere satans!
søndag, juni 03, 2007
Ny hjelm ønskes
Dagens Dustcup-afdeling var en søndagsetape og sidste dust-afdeling inden sommerferien. Søndagsafdeling er lig med 2 timer + omgangen færdig, så der var lagt i kakkelovnen til en hård eftermiddag i skoven.
Sporet var ved Roskilde og det udmærkede sig ved at være rigtig, rigtig teknisk. Nok det mest tekniske jeg overhovedet har kørt i dust/slush/hot-cup-regi. Der var tilmed nok en 10/90 pct. fordeling mellem stier/singletrack, så det ville være synd at sige at ruten lå godt til mig.
Løbet gik ok den vanskelige rute taget i betragtning og uden problemer med udstyret - jeg var dog af cyklen utallige gange, enten for at løbe de vanskeligste stykker eller med småstyrt og klumren rundt i sporet. Især på sidste omgang hvor kræfterne og koncentrationen var tyndslidt kostede det nogle styrt - et af den helt ud over styret og med hovedet først i jorden hvilket flækkede hjelmen, der heldigvis tog langt det meste af slaget. Det blev kun til en masse mudder og et par enkelte afskrabninger i hovedet - men jeg var lynhurtigt oppe som en ninja og sled mig i mål, mest med tanken på den roulade og cacaomælk, der ventede. Nu mangler der blot én hotcup-afdeling på denne side af sommerferien - desværre også en to-timers sag, så det skal nok blive hårdt igen igen - inden da skal jeg imidlertid have skaffet en ny hjelm.
Sporet var ved Roskilde og det udmærkede sig ved at være rigtig, rigtig teknisk. Nok det mest tekniske jeg overhovedet har kørt i dust/slush/hot-cup-regi. Der var tilmed nok en 10/90 pct. fordeling mellem stier/singletrack, så det ville være synd at sige at ruten lå godt til mig.
Løbet gik ok den vanskelige rute taget i betragtning og uden problemer med udstyret - jeg var dog af cyklen utallige gange, enten for at løbe de vanskeligste stykker eller med småstyrt og klumren rundt i sporet. Især på sidste omgang hvor kræfterne og koncentrationen var tyndslidt kostede det nogle styrt - et af den helt ud over styret og med hovedet først i jorden hvilket flækkede hjelmen, der heldigvis tog langt det meste af slaget. Det blev kun til en masse mudder og et par enkelte afskrabninger i hovedet - men jeg var lynhurtigt oppe som en ninja og sled mig i mål, mest med tanken på den roulade og cacaomælk, der ventede. Nu mangler der blot én hotcup-afdeling på denne side af sommerferien - desværre også en to-timers sag, så det skal nok blive hårdt igen igen - inden da skal jeg imidlertid have skaffet en ny hjelm.
onsdag, maj 30, 2007
Hot-legs
Efter en række dårlige mtb-løb præget af influenza, punkteringer og andre tekniske vanskeligheder bød aftenens hot-cup afdeling på en tilfredsstillende præstation. Jeg havde et godt løb på en rute, der lå godt for mig - ikke for teknisk, men med masser af tons og gode stigninger, der kunne køres med fuld power.
Knap 200 deltagere havde fundet vej til 3. afdeling. Benene var så gode at det rakte til fire omgange med en gennemsnitspuls på 172, så der blev kørt max til i samtlige 77 minutter det tog at fræse igennem. Det rakte til en 52.-plads overall og en 9.-plads i min age-group (19-29). Og denne gang var der ingen piger der blev sluppet forbi selvom der vanen tro var flere rigtig velkørende med i feltet :-)
Især var jeg tilfreds med disponeringen og at det lykkedes mig at fighte hårdt helt til målstregen. Jeg lå på hele sidste omgang i en aggressiv gruppe, der virkelig kørte til og selvom jeg måtte lade et par særdeles stærkt kørende ryttere først over stregen så var det med en vis tilfredsstillelse, at jeg dog fik banket mig foran en af dem på den allersidste stigning på trods af at jeg havde ligget bagerst og kun hængt på med nød og næppe i lang tid. Et sekund før er stadig et sekund og én placering før ;-)
Jeg er også blevet væsentligt bedre til at lægge hårdt ud og køre aggressivt fra starten så der ikke bruges for meget tid på køkørsel. Startloopet i dagens afdeling var kort og ramte hurtigt en hård stigning der tilmed havde et skarpt og stejlt højresving efter kort tid - her var der i den grad trængsel og der var nogen der ramte både mit forhjul og baghjul på vej op af stigningen - så der var kamp om placeringerne fra startskuddet lød.
Søndag står den på 2-timers afdeling af Dustcup - sidst jeg kørte en 2-timers afdeling var det rigtig, rigtig hårdt. Det bliver spændende at se, om jeg formår at disponere fornuftigt og hvordan teknikken opretholdes, når trætheden melder sig. 2-timer er lang tid på maxpuls og det er endnu længere tid på 100 pct. koncentration.
Knap 200 deltagere havde fundet vej til 3. afdeling. Benene var så gode at det rakte til fire omgange med en gennemsnitspuls på 172, så der blev kørt max til i samtlige 77 minutter det tog at fræse igennem. Det rakte til en 52.-plads overall og en 9.-plads i min age-group (19-29). Og denne gang var der ingen piger der blev sluppet forbi selvom der vanen tro var flere rigtig velkørende med i feltet :-)
Især var jeg tilfreds med disponeringen og at det lykkedes mig at fighte hårdt helt til målstregen. Jeg lå på hele sidste omgang i en aggressiv gruppe, der virkelig kørte til og selvom jeg måtte lade et par særdeles stærkt kørende ryttere først over stregen så var det med en vis tilfredsstillelse, at jeg dog fik banket mig foran en af dem på den allersidste stigning på trods af at jeg havde ligget bagerst og kun hængt på med nød og næppe i lang tid. Et sekund før er stadig et sekund og én placering før ;-)
Jeg er også blevet væsentligt bedre til at lægge hårdt ud og køre aggressivt fra starten så der ikke bruges for meget tid på køkørsel. Startloopet i dagens afdeling var kort og ramte hurtigt en hård stigning der tilmed havde et skarpt og stejlt højresving efter kort tid - her var der i den grad trængsel og der var nogen der ramte både mit forhjul og baghjul på vej op af stigningen - så der var kamp om placeringerne fra startskuddet lød.
Søndag står den på 2-timers afdeling af Dustcup - sidst jeg kørte en 2-timers afdeling var det rigtig, rigtig hårdt. Det bliver spændende at se, om jeg formår at disponere fornuftigt og hvordan teknikken opretholdes, når trætheden melder sig. 2-timer er lang tid på maxpuls og det er endnu længere tid på 100 pct. koncentration.
mandag, maj 21, 2007
Elendigt race
Lanzarote-IM blev en skuffelse. Fra start til slut havde jeg et dårligt race og bundlinjen blev, at jeg ikke kunne løbe den sidste halvdelmaraton - denne gang var det knæet, der sagde stop.
Det var nu ikke det eneste, der kom på overarbejde. Jeg havde et dårligt svøm - havde svært ved at navigere og fandt aldrig en fornuftig rytme. Jeg svømmede 7-8 minutter langsommere end i England, hvilket sådan set var acceptabelt taget i betragtning, at det var i havet og at jeg pga. problemerne med nakken ikke har svømmetrænet overhovedet de sidste tre uger - men det var utilfredsstillende, at mærke den manglende rytme og overblik over ruten. Det havde været et stort plus at have gennemsvømmet den før racet.
Det var en meget lang transitionszone, men T1 gik for så vidt udmærket. Jeg måtte omkring toilettet til en hurtig tissetur, men ellers var alt klar på cyklen og jeg skulle bare have våddragten i den rigtige pose og så småløbe frem til cyklen. Jesper havde en god svømning og var kørt, men jeg tog det ganske roligt og havde en fornuftig start. Snart havde jeg fået skyllet den salte smag i munden bort og fandt egentlig en ok rytme på cyklen. Selv i et roligt tempo overhalede jeg mange, hvilket i mit hoved understregede, at svømningen havde været noget over par på dagen.
Omkring en fjerdedel inde i cykelbenet når jeg op til Jesper, der cruiser i flot stil derudaf. Vi følges af et kort stykke og der bliver igen lidt afstand. Jeg har et par hurtige tissestop - kunne simpelthen ikke få mig selv til at tisse i bukserne selvom det indgik i overvejelserne - og efter en problemløs opstigning til Teguise kommer Jesper hilsende bagfra, stadig i flot stil.
På det her tidspunkt begynder jeg at blive urolig for min energiindtagelse. Jeg har kørt på med masser af energidrik og to gels, men begynder alligevel at mærke en fornemmelse af tomhed i benene, samtidig med at en begyndende kvalme gør det vanskeligt at indtage mere energi. Jeg bliver lidt forvirret og i tvivl om, hvorvidt jeg har taget for meget eller for lidt ind, så jeg holder en kort pause uden energidrik mens jeg kører op til stigningen før Haria. Så følger den halsbrækkende nedkørsel gennem utallige hårnåle sving, hvor jeg ikke tænker på meget andet end at holde godt fast omkring styret og sørge for at dosere den rette mængde nedbremsning. Jeg er iskold da jeg når bunden så opstigningen til Mirador del Rio straks efter er hård for muskler og knæ selvom jeg træder det laveste gear det meste af vejen.
Efter en kontroleret opstigning når jeg toppen samtidig med erkendelsen af jeg ikke har taget for meget energi ind men for lidt. Så ned ryger en halv liter energidrik og så rammer kvalmen mig med et brag. Ind til siden og op med energidrikken igen. På turens højeste punkt har jeg nået løbets laveste. Jeg står af cyklen, besøger port-a-pot'en og går så ombord i depotet på toppen. Coca cola kan rede alt så fem minuter og en halv liter senere er jeg oppe på cyklen igen. Mere cola og to en halv powerbars senere er jeg tilbage i løbet og har nu blot modvinden på de sidste 50 km at slås med. Allerede nu kan jeg mærke mit højre knæ og det gør mig stærkt urolig for det efterfølgende løb.
Tilbage i T2 er knæet ømt allerede inden jeg har løbet et eneste skridt. Samtidig er varmen begyndt at spille ind og jeg har endnu et toilet-besøg. Siddende på det ildelugtende lokum begynder jeg at få koldsved og har et øjeblik seriøse tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet kommer ud at løbe. Jeg samler mig sammen, kommer i løbeskoene og bevæger mig ud på ruten. 4 x 10km ud-hjem rute langs kysten. Stort set pandekage flat og temmeligt varmt. Jeg løber 500m så smerter mit knæ og jeg begynder at gå. Det fortsætter jeg med indtil knæet gør så ondt, at jeg frygter jeg er ved at indkassere en skade. Så kaster jeg håndklædet i ringen og bander over at IM-distancen endnu en gang har fået has på mig. Mens jeg sværger come-back 1. juli i Frankfurt og overbeviser mig selv om at ironman-løb er fascinerende netop fordi de er svære, glæder jeg mig over at Jesper har eksekveret et imponerende flot løb og gennemfører i under 12 timer. Med en så overbevisende debut-præstation kan man da kun ærgre sig over at han fra start har erklæret, at IM var en engangsforteelse. For mit eget vedkommende må jeg blot satse på, at "tredje gang bliver lykkens gang".
Det var nu ikke det eneste, der kom på overarbejde. Jeg havde et dårligt svøm - havde svært ved at navigere og fandt aldrig en fornuftig rytme. Jeg svømmede 7-8 minutter langsommere end i England, hvilket sådan set var acceptabelt taget i betragtning, at det var i havet og at jeg pga. problemerne med nakken ikke har svømmetrænet overhovedet de sidste tre uger - men det var utilfredsstillende, at mærke den manglende rytme og overblik over ruten. Det havde været et stort plus at have gennemsvømmet den før racet.
Det var en meget lang transitionszone, men T1 gik for så vidt udmærket. Jeg måtte omkring toilettet til en hurtig tissetur, men ellers var alt klar på cyklen og jeg skulle bare have våddragten i den rigtige pose og så småløbe frem til cyklen. Jesper havde en god svømning og var kørt, men jeg tog det ganske roligt og havde en fornuftig start. Snart havde jeg fået skyllet den salte smag i munden bort og fandt egentlig en ok rytme på cyklen. Selv i et roligt tempo overhalede jeg mange, hvilket i mit hoved understregede, at svømningen havde været noget over par på dagen.
Omkring en fjerdedel inde i cykelbenet når jeg op til Jesper, der cruiser i flot stil derudaf. Vi følges af et kort stykke og der bliver igen lidt afstand. Jeg har et par hurtige tissestop - kunne simpelthen ikke få mig selv til at tisse i bukserne selvom det indgik i overvejelserne - og efter en problemløs opstigning til Teguise kommer Jesper hilsende bagfra, stadig i flot stil.
På det her tidspunkt begynder jeg at blive urolig for min energiindtagelse. Jeg har kørt på med masser af energidrik og to gels, men begynder alligevel at mærke en fornemmelse af tomhed i benene, samtidig med at en begyndende kvalme gør det vanskeligt at indtage mere energi. Jeg bliver lidt forvirret og i tvivl om, hvorvidt jeg har taget for meget eller for lidt ind, så jeg holder en kort pause uden energidrik mens jeg kører op til stigningen før Haria. Så følger den halsbrækkende nedkørsel gennem utallige hårnåle sving, hvor jeg ikke tænker på meget andet end at holde godt fast omkring styret og sørge for at dosere den rette mængde nedbremsning. Jeg er iskold da jeg når bunden så opstigningen til Mirador del Rio straks efter er hård for muskler og knæ selvom jeg træder det laveste gear det meste af vejen.
Efter en kontroleret opstigning når jeg toppen samtidig med erkendelsen af jeg ikke har taget for meget energi ind men for lidt. Så ned ryger en halv liter energidrik og så rammer kvalmen mig med et brag. Ind til siden og op med energidrikken igen. På turens højeste punkt har jeg nået løbets laveste. Jeg står af cyklen, besøger port-a-pot'en og går så ombord i depotet på toppen. Coca cola kan rede alt så fem minuter og en halv liter senere er jeg oppe på cyklen igen. Mere cola og to en halv powerbars senere er jeg tilbage i løbet og har nu blot modvinden på de sidste 50 km at slås med. Allerede nu kan jeg mærke mit højre knæ og det gør mig stærkt urolig for det efterfølgende løb.
Tilbage i T2 er knæet ømt allerede inden jeg har løbet et eneste skridt. Samtidig er varmen begyndt at spille ind og jeg har endnu et toilet-besøg. Siddende på det ildelugtende lokum begynder jeg at få koldsved og har et øjeblik seriøse tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet kommer ud at løbe. Jeg samler mig sammen, kommer i løbeskoene og bevæger mig ud på ruten. 4 x 10km ud-hjem rute langs kysten. Stort set pandekage flat og temmeligt varmt. Jeg løber 500m så smerter mit knæ og jeg begynder at gå. Det fortsætter jeg med indtil knæet gør så ondt, at jeg frygter jeg er ved at indkassere en skade. Så kaster jeg håndklædet i ringen og bander over at IM-distancen endnu en gang har fået has på mig. Mens jeg sværger come-back 1. juli i Frankfurt og overbeviser mig selv om at ironman-løb er fascinerende netop fordi de er svære, glæder jeg mig over at Jesper har eksekveret et imponerende flot løb og gennemfører i under 12 timer. Med en så overbevisende debut-præstation kan man da kun ærgre sig over at han fra start har erklæret, at IM var en engangsforteelse. For mit eget vedkommende må jeg blot satse på, at "tredje gang bliver lykkens gang".
fredag, maj 18, 2007
Stilhed foer stormen
Saa er jeg vel ankommet til Lanzarote - et hektisk flyskift i Barcelona og en aengstelig venten i lufthavnen i laaaang tid inden min volumioese baggage dukkede op var blot krusninger paa overfladen, alt naaede frem i god behold.
Maria var saa venlig at hente mig lufthavnen saa det var uproblematisk at indregistrere paa La Santa i gaar (Jesper er blevet meget begejstret for La Santa-sangen nu hvor han har hoert den live) og vi kunne nyde en god omgang pasta til aftensmad i gaar i Puerto del Carmen.
Cyklen blev samlet allerede i gaar og proevekoert i dag - alt er paa plads og den er rigget godt til med racenummer, tre flasker, co2-patroner, pumpe, gels, aero-dunk og reservedaek. Den ser lidt overlaesset ud og man laegger naesten ikke maerke til, hvor dyrt et maerke rammen er af... ;-)
Den skal checkes ind i dag kl. 15 og saa er det saadan set bare at vente i spaending paa morgendagens udfordring. Vejret i gaar og i dag er helt perfekt - delvis overskyet og med meget lidt vind, efter Lanzarote-standard naesten vindstille. Forhaabentlig holder det til i morgen, men hvem ved, hvordan vinden blaeser, naar man for alvor kommer op og ud.
Jesper virker taendt, men klager over lidt vaerken i knaeet - det kan maaske blive traels senere, men foreloebig haaber vi det bedste. Hold fingerne krydset derhjemme! Beretning foelger.
Maria var saa venlig at hente mig lufthavnen saa det var uproblematisk at indregistrere paa La Santa i gaar (Jesper er blevet meget begejstret for La Santa-sangen nu hvor han har hoert den live) og vi kunne nyde en god omgang pasta til aftensmad i gaar i Puerto del Carmen.
Cyklen blev samlet allerede i gaar og proevekoert i dag - alt er paa plads og den er rigget godt til med racenummer, tre flasker, co2-patroner, pumpe, gels, aero-dunk og reservedaek. Den ser lidt overlaesset ud og man laegger naesten ikke maerke til, hvor dyrt et maerke rammen er af... ;-)
Den skal checkes ind i dag kl. 15 og saa er det saadan set bare at vente i spaending paa morgendagens udfordring. Vejret i gaar og i dag er helt perfekt - delvis overskyet og med meget lidt vind, efter Lanzarote-standard naesten vindstille. Forhaabentlig holder det til i morgen, men hvem ved, hvordan vinden blaeser, naar man for alvor kommer op og ud.
Jesper virker taendt, men klager over lidt vaerken i knaeet - det kan maaske blive traels senere, men foreloebig haaber vi det bedste. Hold fingerne krydset derhjemme! Beretning foelger.
mandag, maj 14, 2007
Sidste trilletur inden IM
I går stod menuen på Skjoldenæsholm-løbet - 145km landevejsløb som jeg også deltog i sidste år. Jeg havde en kammerat med rundt, hvis ben var lidt rustne på dagen, så det blev ikke nogen tempotur og vi var i alle depoter selvom jeg havde taget ekstra væske med netop for at kunne køre helt igennem - og så fik jeg lov til at agere "Der Jan".
Det var nu alligevel en udmærket tur og fint at få de sidste kilometer og de sidste bakker i benene inden det gør løs for alvor på næste lørdag. Formen er ved at være, hvor den skal - en hård tempotur (15 km med 4:21/min i snit) på løbeben lørdag eftermiddag var ikke til at mærke, da jeg skulle træde zipp-hjulene hen over turens bakker på den meget smukke rute, så det var lækkert. Jeg havde også en følelse af overskud efter de 145km, så det var som det skulle være.
Adskillige kiropraktorbesøg har efterhånden også sat næsten 100 pct. skik på min nakke så jeg er fortrøstningsfuld mht. svømningen, selvom jeg ikke har trænet svømning i nu over en uge. Tror jeg snupper en test-tur i morgen tidlig inden job for lige at få ro i sindet også på det punkt.
Så nu står den på forberedelser til Lanzarote - der er købt solcreme, energidrik, læsestof til flyveturen, visiret til min enkelstartshjelm er ankommet og monteret, og vigtigst af alt, den mentale forberedelse er gået op i gear.
Ingen tvivl om, at det bliver et hårdt løb og at konkurrencen med Jesper for så vidt er åben. Jeg er dog i min visdom nået frem til at det mest hensigtsmæssige er at tvinge mig selv til at ignorere den indbyrdes konkurrence på cykeldelen og første halvdel af marathon-løbet. Så tilbage står at jeg vil svømme for at komme først op af vandet (mest for sjæleroens skyld ;-) og skulle det svigte eller hvis han overhaler på cyklen så må jeg forlade mig på min forbedrede løbeform til at hente ham ind.
Mon ikke der kommer lidt på bloggen om, hvordan det gik :-)
Det var nu alligevel en udmærket tur og fint at få de sidste kilometer og de sidste bakker i benene inden det gør løs for alvor på næste lørdag. Formen er ved at være, hvor den skal - en hård tempotur (15 km med 4:21/min i snit) på løbeben lørdag eftermiddag var ikke til at mærke, da jeg skulle træde zipp-hjulene hen over turens bakker på den meget smukke rute, så det var lækkert. Jeg havde også en følelse af overskud efter de 145km, så det var som det skulle være.
Adskillige kiropraktorbesøg har efterhånden også sat næsten 100 pct. skik på min nakke så jeg er fortrøstningsfuld mht. svømningen, selvom jeg ikke har trænet svømning i nu over en uge. Tror jeg snupper en test-tur i morgen tidlig inden job for lige at få ro i sindet også på det punkt.
Så nu står den på forberedelser til Lanzarote - der er købt solcreme, energidrik, læsestof til flyveturen, visiret til min enkelstartshjelm er ankommet og monteret, og vigtigst af alt, den mentale forberedelse er gået op i gear.
Ingen tvivl om, at det bliver et hårdt løb og at konkurrencen med Jesper for så vidt er åben. Jeg er dog i min visdom nået frem til at det mest hensigtsmæssige er at tvinge mig selv til at ignorere den indbyrdes konkurrence på cykeldelen og første halvdel af marathon-løbet. Så tilbage står at jeg vil svømme for at komme først op af vandet (mest for sjæleroens skyld ;-) og skulle det svigte eller hvis han overhaler på cyklen så må jeg forlade mig på min forbedrede løbeform til at hente ham ind.
Mon ikke der kommer lidt på bloggen om, hvordan det gik :-)
onsdag, maj 09, 2007
Forfulgt af uheld
Alt er ikke gået helt optimalt sportsligt set de seneste dage - alt er dog heller ikke gået dårligt. Efter hotcup'ens 2. afd. og min vælten rundt har jeg døjet med lidt skavanker, især et ubehageligt hold i nakken der løsner langsomt op i løbet af dagen, men vender tilbage efter en nat på langs. Et par besøg hos en kiropraktor skulle dog gerne afhjælpe problemet - dr. Fuentes lover i hvert fald at gøre mig race-klar til IM-Lanzarote.
På grund af småskavanker og med øje for optimal forberedelse til Lanzarote var jeg meget i tvivl om, hvorvidt det var snedigt at starte i dagens 2. afdeling af Dustcup i Ganløse. Jeg var følte dog stort overskud på løbetræningen både mandag og tirsdag, så jeg overtalte mig selv til at drage til Ganløse. Den gode nyhed var, at løbet ikke bød på forværring af nogen skavanker - den dårlige var, at jeg nåede at punktere to gange på fire kilometer af første omgang og kun havde én ekstraslange med. Så det blev en lang tur for en kort tur, der tilmed sølede cyklen og rytteren godt ind i mudder for ruten bar tydelig præg af de seneste dages regn.
Brandærgerligt, for på det tidspunkt lå jeg rigtig godt med - jeg havde gode ben og havde lagt benhårdt fra start. Der var et rigtigt langt tonserstykke inden man kom ind på et rimelig let singletrack, så starten af omgangen lå perfekt til mig.
Der er imidlertid ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for nået: 1) det er slut med mtb før efter Lanzarote, 2) benene føles kanon, 3) jeg lærte, at man skal have mere end én ekstraslange med og at man ikke skal have den lille ring eller låget skruet på ventilen - det tager simpelthen en evighed, især hvis det er en lang ventil, at skrue det lort af mens man sveder ned i øjnene og kun tænker på at få kommet videre. Ja, så fik man den erfaring med.
PS. det forlyder, at mit længe ventede visir til Louis Garneau enkeltstartshjelmen er ankommet til Nørrebro Posthus - så har jeg da på ét punkt et stykke udstyr, som Hr. Duelund ikke har... ;-)
På grund af småskavanker og med øje for optimal forberedelse til Lanzarote var jeg meget i tvivl om, hvorvidt det var snedigt at starte i dagens 2. afdeling af Dustcup i Ganløse. Jeg var følte dog stort overskud på løbetræningen både mandag og tirsdag, så jeg overtalte mig selv til at drage til Ganløse. Den gode nyhed var, at løbet ikke bød på forværring af nogen skavanker - den dårlige var, at jeg nåede at punktere to gange på fire kilometer af første omgang og kun havde én ekstraslange med. Så det blev en lang tur for en kort tur, der tilmed sølede cyklen og rytteren godt ind i mudder for ruten bar tydelig præg af de seneste dages regn.
Brandærgerligt, for på det tidspunkt lå jeg rigtig godt med - jeg havde gode ben og havde lagt benhårdt fra start. Der var et rigtigt langt tonserstykke inden man kom ind på et rimelig let singletrack, så starten af omgangen lå perfekt til mig.
Der er imidlertid ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for nået: 1) det er slut med mtb før efter Lanzarote, 2) benene føles kanon, 3) jeg lærte, at man skal have mere end én ekstraslange med og at man ikke skal have den lille ring eller låget skruet på ventilen - det tager simpelthen en evighed, især hvis det er en lang ventil, at skrue det lort af mens man sveder ned i øjnene og kun tænker på at få kommet videre. Ja, så fik man den erfaring med.
PS. det forlyder, at mit længe ventede visir til Louis Garneau enkeltstartshjelmen er ankommet til Nørrebro Posthus - så har jeg da på ét punkt et stykke udstyr, som Hr. Duelund ikke har... ;-)
torsdag, maj 03, 2007
Og de kaldte det mindre teknisk
Gårsdagens 2. afdeling af årets nyskabelse Hotcup var henlagt til Tisvilde. Hotcup-arrangørerne har på et tidspunkt skrevet på hjemmesiden, at Hotcup-ruterne bevidst var valgt mindre tekniske end storebroderen Dustcup.
Det var nu vanskeligt at se på gårsdagens rute i Tisvilde, som var pænt teknisk - også mere teknisk end jeg lige magtede at køre fornuftigt. Allerede på opvarmningsrunden måtte jeg bide i sandet og indkassere et gevaldigt trælår (nu forstår jeg endelig begrebet trælår - det betyder simpelthen når træ møder lår med høj fart ;-) og en knækket saddel. Ikke lige den optimale start, men jeg fik da humpet på benene, kom tilbage til målområdet og fik intermistisk tapet min saddel fast med gaffa.
Låret gjorde (og gør) dog stadig ondt, så det lagde en dæmper på de helt store eksplosioner, da først løbet kom i gang. Jeg kørte dog ok med på to rimeligt fornuftige og jævne omgange og lagde så tilpas aggressivt ud, at jeg ikke måtte døje med ret stor forsinkelse på første omgang. Tredje gang rundt skulle de tekniske vanskeligheder imidlertid indhente mig. *
På et decideret modbydeligt stykke, hvor man skulle forcere tre små, vakkelvorne og ekstremt smalle broer i træk, gik det galt. Den første bro var over et mudderhul og på tredje omgang var et af de midterste bræt knækket og stod op i vejret så det af broen der kunne køres blev endnu smallere. Lige inden broen var der en stor rod som man skulle undgå og det gjorde at man havde valget mellem to skæve vinkler på broen og at man var nødt til at dreje mens man holdt farten for at komme op på broen. Så meget havde jeg luret - de to første runder var det lige netop lykkes mig at komme venstre om roden og op på broen. Men på grund af det knækkede bræt besluttede jeg mig på tredje omgang i sidste øjeblik for at køre højre om roden. Problemet var blot, at fordi det åbenbart var blevet det gængse valg var sporet gravet dybt foran broen. Jeg fik ikke løftet forhjulet i tide og dermed stoppede cyklen brat foran broen og sendte mig ud over styret. Jeg landede på ryggen lige i mudderpølen og med albuen på broen.
Så det kostede både våde bukser, hudafskrabninger og et ubehageligt hold i nakken. Mens jeg lå og svømmede i mudder kunne den ene efter den anden rytter blæse forbi fordi jeg var nødt til at holde tilbage inden jeg kunne løbe over de to næste broer. Så uheldet skete på det absolut mest uheldige tidspunkt - ikke kun fordi det gav en ordentlig gang buksevand.
Det skal retfærdigvis siges, at Tisvilde er et utrolig flot ramme om mtb-løb. Der er ægte dust-stemning, når man sender 200 ryttere afsted så støvet rejser sig og vejret var intet mindre end perfekt i går. Det er dog lidt svært at nyde kagen efterfølgende, når man ud over cacaomælk og roulade også må bakse med renseservietter til albuen og gaffatape til sadlen. Resultatmæssigt var løbet også en skuffelse - af de 200 deltagere endte jeg lige midt i feltet, og det kan jo gøres bedre.
Det var nu vanskeligt at se på gårsdagens rute i Tisvilde, som var pænt teknisk - også mere teknisk end jeg lige magtede at køre fornuftigt. Allerede på opvarmningsrunden måtte jeg bide i sandet og indkassere et gevaldigt trælår (nu forstår jeg endelig begrebet trælår - det betyder simpelthen når træ møder lår med høj fart ;-) og en knækket saddel. Ikke lige den optimale start, men jeg fik da humpet på benene, kom tilbage til målområdet og fik intermistisk tapet min saddel fast med gaffa.
Låret gjorde (og gør) dog stadig ondt, så det lagde en dæmper på de helt store eksplosioner, da først løbet kom i gang. Jeg kørte dog ok med på to rimeligt fornuftige og jævne omgange og lagde så tilpas aggressivt ud, at jeg ikke måtte døje med ret stor forsinkelse på første omgang. Tredje gang rundt skulle de tekniske vanskeligheder imidlertid indhente mig. *
På et decideret modbydeligt stykke, hvor man skulle forcere tre små, vakkelvorne og ekstremt smalle broer i træk, gik det galt. Den første bro var over et mudderhul og på tredje omgang var et af de midterste bræt knækket og stod op i vejret så det af broen der kunne køres blev endnu smallere. Lige inden broen var der en stor rod som man skulle undgå og det gjorde at man havde valget mellem to skæve vinkler på broen og at man var nødt til at dreje mens man holdt farten for at komme op på broen. Så meget havde jeg luret - de to første runder var det lige netop lykkes mig at komme venstre om roden og op på broen. Men på grund af det knækkede bræt besluttede jeg mig på tredje omgang i sidste øjeblik for at køre højre om roden. Problemet var blot, at fordi det åbenbart var blevet det gængse valg var sporet gravet dybt foran broen. Jeg fik ikke løftet forhjulet i tide og dermed stoppede cyklen brat foran broen og sendte mig ud over styret. Jeg landede på ryggen lige i mudderpølen og med albuen på broen.
Så det kostede både våde bukser, hudafskrabninger og et ubehageligt hold i nakken. Mens jeg lå og svømmede i mudder kunne den ene efter den anden rytter blæse forbi fordi jeg var nødt til at holde tilbage inden jeg kunne løbe over de to næste broer. Så uheldet skete på det absolut mest uheldige tidspunkt - ikke kun fordi det gav en ordentlig gang buksevand.
Det skal retfærdigvis siges, at Tisvilde er et utrolig flot ramme om mtb-løb. Der er ægte dust-stemning, når man sender 200 ryttere afsted så støvet rejser sig og vejret var intet mindre end perfekt i går. Det er dog lidt svært at nyde kagen efterfølgende, når man ud over cacaomælk og roulade også må bakse med renseservietter til albuen og gaffatape til sadlen. Resultatmæssigt var løbet også en skuffelse - af de 200 deltagere endte jeg lige midt i feltet, og det kan jo gøres bedre.
søndag, april 29, 2007
Fremgang på baglæns tri
Dagens konkurrencespecifikke træning stod på nytraditionen Baglænstri i Roskilde, nærmere bestemt ved Fløng. Vejret var perfekt til den lidt særprægede afvikling af først 5km løb, dernæst 20km enkelstart med langsomste løber først på cyklen med 15 sek. i mellem hver start og endelig 500m svøm i Fløng Svømmehal. De korte pauser mellem hver
event og de korte distancer gør, at man har mulighed for at køre på absolut max-power hele vejen.
Sidste år kørte jeg et ok stævne, især på cyklen og tiderne blev 5k løb: 21.41, 20k cykling: 33.59 og 500m svøm: 08.45.
Siden sidste år er formen, evnen til at disponere og udstyret alt sammen forbedret og det kunne glædeligvis også aflæses i dagens resultater: 5km løb: 20.10 (ville gerne have været under 20, men så skulle jeg nok have sprunget den tunge træning over i går), 20km cykling: 31.19 (gennemsnitsfart 38,7 km/t) og 500m svøm: 7.37. Rimeligt tilfredsstillende og hurtigt nok til en 2. plads i min aldersgruppe (herre 18-39).
Der er stadig betydelig plads til forbedring, ikke mindst på løbet - men træning, træning og så skal det nok komme.
Vigtigst af alt: tri-sæsonen er blæst i gang!
event og de korte distancer gør, at man har mulighed for at køre på absolut max-power hele vejen.Sidste år kørte jeg et ok stævne, især på cyklen og tiderne blev 5k løb: 21.41, 20k cykling: 33.59 og 500m svøm: 08.45.
Siden sidste år er formen, evnen til at disponere og udstyret alt sammen forbedret og det kunne glædeligvis også aflæses i dagens resultater: 5km løb: 20.10 (ville gerne have været under 20, men så skulle jeg nok have sprunget den tunge træning over i går), 20km cykling: 31.19 (gennemsnitsfart 38,7 km/t) og 500m svøm: 7.37. Rimeligt tilfredsstillende og hurtigt nok til en 2. plads i min aldersgruppe (herre 18-39).
Der er stadig betydelig plads til forbedring, ikke mindst på løbet - men træning, træning og så skal det nok komme.
Vigtigst af alt: tri-sæsonen er blæst i gang!
søndag, april 22, 2007
Enkeltstart på tyren - deployment of speed weaponry
En weekend uden konkurrence er en weekend uden mening - så det lykkedes mig med møje og besvær at presse Ganløse Enkelstart (3xtyren) ind i et ellers stærkt presset søndagsprogram. Men så var der jo en god grund til at køre stærkere :-)
37 deltagere havde kastet sig over den lange rute og flere stillede på særdeles liret grej. Det var også en stor fornøjelse for første gang i sæsonen at lufte zipp-hjulene - der er mærkbart mere ryk i dem end de væsentligt tungere træningshjul, så der var fart i enkelstarteren.
På grund af dårlige skruer røg min højre armstøtte på enkelstartsstyret af. Heldigvis blev jeg på cyklen selv om det gik ud over balancen og heldigvis var det mens jeg varmede op, så jeg kunne nå at udbedre det til starten gik. Det må udbedres til Lanzarote :-)
Arrangørerne overholdt ikke helt startiderne, så da jeg trillede op til start efter lidt opvarmning blev jeg kaldt frem med det samme og fik at vide at jeg bare kunne køre. Hvor mange sekunder det har kostet ved jeg ikke, men det var lidt ærgerligt. Men da jeg først fik spændt hjelmen og sat gang i hjulene gik det fint fint. Jeg blev noteret for 55.29 hvilket rakte til en femteplads. Det er sådan set ok tilfredsstillende.
Næste søndag står den på en nyklassiker - baglæns tri i Roskilde. Det var faktisk et fedt stævne sidste år, men i år lader det til at jeg må undvære Kaspers selskab, eller hvad?
torsdag, april 19, 2007
Raising the dust
Så lød starten til årets DustCup! Med deltagerrekord (340 deltagere gennemførte!) og flot vejr og ægte dust-stemning gik det løs i går aftes i Geel skov.
Ruten var fantastisk - meget kuperet med rigtig vanskelige op- og nedkørsler, men med et knastørt underlag, der gjorde ruten rigtig hurtig. Der var virkelig mulighed for at give cyklen nogle gevaldige tæsk på lange nedkørsler bogstaveligt talt over stok og sten - det bumpede så meget at man trods hvide knoer på styret flere gange var ved at miste grebet om styret.
Jeg kom dog igennem helt uden styrt på trods af at jeg ikke nåede at køre ruten igennem inden, så teknikken er helt sikkert blevet noget bedre end tidligere. Sjovt som træning hjælper :-)
Jeg havde Jeppe med derop, men det baghjul havde jeg naturligvis ikke mulighed for at holde og han kørte som sædvanlig et godt og hurtigt løb. Han var dog ikke den eneste hurtige der havde fundet vej til sporet. Feltet talte en række tunge drenge, fuldtidsprofessionelle osv. Så støvet rejste sig - og en del af det satte sig fast i ansigtet, så man kom i mål i et ægte dust-cup look.
Man har skrottet motionsklassen så nu kører alle 80 minutter og omgangen færdig. Det gør lige, at man kommer til at pukle lige lidt længere på cyklen. Jeg nåede rundt fire omgange rundt i 1.34:56. Det var ca. et halvt minut efter nummer to - som godt nok havde nået en omgang ekstra, men han var så, ud over heltidsprofessionelle Peter Riis Andersen, så også den eneste for en gangs skyld, der lavede det nummer :-).
Jeg havde en ok start - kom til at stå meget fornuftigt i feltet, så køen på første omgang var minimal. Jeg sluttede som nummer 70 i herreklassen, så det var ok, men stadig med betydelig rum for forbedring. Igen havde få sekunder betydet flere pladser frem.
Alt i alt et godt løb på en suveræn rute - yeeeehaaa, Dust-sæsonen er startet!
Ruten var fantastisk - meget kuperet med rigtig vanskelige op- og nedkørsler, men med et knastørt underlag, der gjorde ruten rigtig hurtig. Der var virkelig mulighed for at give cyklen nogle gevaldige tæsk på lange nedkørsler bogstaveligt talt over stok og sten - det bumpede så meget at man trods hvide knoer på styret flere gange var ved at miste grebet om styret.
Jeg kom dog igennem helt uden styrt på trods af at jeg ikke nåede at køre ruten igennem inden, så teknikken er helt sikkert blevet noget bedre end tidligere. Sjovt som træning hjælper :-)
Jeg havde Jeppe med derop, men det baghjul havde jeg naturligvis ikke mulighed for at holde og han kørte som sædvanlig et godt og hurtigt løb. Han var dog ikke den eneste hurtige der havde fundet vej til sporet. Feltet talte en række tunge drenge, fuldtidsprofessionelle osv. Så støvet rejste sig - og en del af det satte sig fast i ansigtet, så man kom i mål i et ægte dust-cup look.
Man har skrottet motionsklassen så nu kører alle 80 minutter og omgangen færdig. Det gør lige, at man kommer til at pukle lige lidt længere på cyklen. Jeg nåede rundt fire omgange rundt i 1.34:56. Det var ca. et halvt minut efter nummer to - som godt nok havde nået en omgang ekstra, men han var så, ud over heltidsprofessionelle Peter Riis Andersen, så også den eneste for en gangs skyld, der lavede det nummer :-).
Jeg havde en ok start - kom til at stå meget fornuftigt i feltet, så køen på første omgang var minimal. Jeg sluttede som nummer 70 i herreklassen, så det var ok, men stadig med betydelig rum for forbedring. Igen havde få sekunder betydet flere pladser frem.
Alt i alt et godt løb på en suveræn rute - yeeeehaaa, Dust-sæsonen er startet!
torsdag, april 12, 2007
Smoking hot-cup
Årets nyskabelse på mtb-fronten er Hot-cup'en der køres sideløbende med den traditionelle DustCup. Formatet og setup'et er dog meget lig det velkendte: man drøner afsted i 70 min og kører så den påbegyndte omgang færdig.
Første afdeling var i går i Hillerød på en glimrende rute og i flot, flot vejr. Jeg kører med i både Hot-cup'en og Dustcup'en, så der bliver rig lejlighed til mtb-træning i 2007. Jeg havde på forhånd besluttet mig for at give den max-gas og teste den gode form og forbedrede teknik af. Desuden lykkedes det mig at deltage i rutefremvisningen i søndags og jeg var så tidligt i Hillerød i går, at jeg kunne snuppe yderligere to omgange i roligt tempo på ruten som opvarmning. Det er virkelig en enorm fordel at kende ruten godt allerede fra start.
Racet gik godt. Folk gik i den grad til stålet fra startskuddet lød, men selv om jeg ubeskedent og belært af erfaring havde placeret mig forholdsvis langt fremme i startfeltet skabte det første singletrack og de første to stigninger dog en lidt forsinkende kø. Ærgerligt - feltet var så tæt at en sluttid bare ét minut hurtigere ville have betydet fem pladser frem. Nuvel, næste gang må jeg være endnu mere skamløs :-)
Da først der kom plads i sporet var det dog muligt at begynde at hive folk ind og overhale. Den gode Lanzarote-form satte mig i stand til at hente en del på de brede grusstier og det gode kendskab til ruten gjorde mig i stand til sågar at snuppe folk på de tekniske opkørsler. Ruten var spændende - meget afvekslende og med mange små, tekniske stigninger, hvor en masse rødder på vej op gjorde, at man i den grad skulle holde tungen lige i munden. Jeg havde besluttet mig for at give max-gas og det gjorde jeg, og så må man også finde sig i at bide i græsset i ny og næ. Så det blev også til et mindre styrt forårsaget netop af en rigtig drilsk rod, der ikke blev mindre glat som omgangene gik. Jeg var dog lynhurtigt oppe igen som en ninja.
Det lykkedes mig at disponere så jeg kunne presse mig selv hele vejen hjem (4. omgange på 1:25:38). Udstyret havde ingen problemer med den knastørre rute (bortset fra en enkelt meget dyb muddergrav) og klarede også de hidsige pump fra hundrevis af rødder som cyklen blev tvunget stærkt henover. Jeg skal imidlertid have nogle andre briller for jeg svedte så kraftigt, at der samlede sig sved og dug, der totalt ødelagde mit udsyn på sidste omgang. Jeg kunne have taget brillerne af, men besluttede at nøjes med at køre med dem på næsen (har set ekstremt dumt ud) fordi der sidst på omgangen var en lang passage hvor man bogstaveligt talt kørte spidsrod gennem en masse små bøgetræer der nådesløst piskede imod ens ansigt. Og en ridset hornhinde havde jeg trods alt ikke lyst til at indkassere. Men på en rute som er så teknisk og med så mange små forhindringer og sving er udsyn alfa og omega, så det kostede lidt at jeg kun kunne se ordentligt i en smal stribe over mine lortebriller.
Resultatet var altså næsten tilfredsstillende - jeg sluttede som nr. 60 overall og som nr. 10 i min agegroup. Det bliver spændende at se, om jeg kan fastholde det niveau og udbygge det i det samlede klassement ved fremtidige afdelinger. Især bliver det spændende at se, hvordan 2-timers afdelingerne udspiller sig. Den sidste 2-timers jeg kørte i DustCup var monsterhård, men det er jo ens for alle :-)
Første afdeling var i går i Hillerød på en glimrende rute og i flot, flot vejr. Jeg kører med i både Hot-cup'en og Dustcup'en, så der bliver rig lejlighed til mtb-træning i 2007. Jeg havde på forhånd besluttet mig for at give den max-gas og teste den gode form og forbedrede teknik af. Desuden lykkedes det mig at deltage i rutefremvisningen i søndags og jeg var så tidligt i Hillerød i går, at jeg kunne snuppe yderligere to omgange i roligt tempo på ruten som opvarmning. Det er virkelig en enorm fordel at kende ruten godt allerede fra start.
Racet gik godt. Folk gik i den grad til stålet fra startskuddet lød, men selv om jeg ubeskedent og belært af erfaring havde placeret mig forholdsvis langt fremme i startfeltet skabte det første singletrack og de første to stigninger dog en lidt forsinkende kø. Ærgerligt - feltet var så tæt at en sluttid bare ét minut hurtigere ville have betydet fem pladser frem. Nuvel, næste gang må jeg være endnu mere skamløs :-)
Da først der kom plads i sporet var det dog muligt at begynde at hive folk ind og overhale. Den gode Lanzarote-form satte mig i stand til at hente en del på de brede grusstier og det gode kendskab til ruten gjorde mig i stand til sågar at snuppe folk på de tekniske opkørsler. Ruten var spændende - meget afvekslende og med mange små, tekniske stigninger, hvor en masse rødder på vej op gjorde, at man i den grad skulle holde tungen lige i munden. Jeg havde besluttet mig for at give max-gas og det gjorde jeg, og så må man også finde sig i at bide i græsset i ny og næ. Så det blev også til et mindre styrt forårsaget netop af en rigtig drilsk rod, der ikke blev mindre glat som omgangene gik. Jeg var dog lynhurtigt oppe igen som en ninja.
Det lykkedes mig at disponere så jeg kunne presse mig selv hele vejen hjem (4. omgange på 1:25:38). Udstyret havde ingen problemer med den knastørre rute (bortset fra en enkelt meget dyb muddergrav) og klarede også de hidsige pump fra hundrevis af rødder som cyklen blev tvunget stærkt henover. Jeg skal imidlertid have nogle andre briller for jeg svedte så kraftigt, at der samlede sig sved og dug, der totalt ødelagde mit udsyn på sidste omgang. Jeg kunne have taget brillerne af, men besluttede at nøjes med at køre med dem på næsen (har set ekstremt dumt ud) fordi der sidst på omgangen var en lang passage hvor man bogstaveligt talt kørte spidsrod gennem en masse små bøgetræer der nådesløst piskede imod ens ansigt. Og en ridset hornhinde havde jeg trods alt ikke lyst til at indkassere. Men på en rute som er så teknisk og med så mange små forhindringer og sving er udsyn alfa og omega, så det kostede lidt at jeg kun kunne se ordentligt i en smal stribe over mine lortebriller.
Resultatet var altså næsten tilfredsstillende - jeg sluttede som nr. 60 overall og som nr. 10 i min agegroup. Det bliver spændende at se, om jeg kan fastholde det niveau og udbygge det i det samlede klassement ved fremtidige afdelinger. Især bliver det spændende at se, hvordan 2-timers afdelingerne udspiller sig. Den sidste 2-timers jeg kørte i DustCup var monsterhård, men det er jo ens for alle :-)
tirsdag, april 10, 2007
Skovene omkring Århus - En (kort) lidelseshistorie.
Modsat de gode takter der for tiden vises på Sjælland, og postes om her på bloggen, har træningen i Århus desværre ligget underdrejet de sidste par uger. Årsagen har været en slem halsbetændelse/forkølelse jeg reddede mig på en 50k landevejstur, som jeg i forårskådhed (og måske med tankerne på La Santa) kørte i alt for lidt tøj. Dumt.
Efter næsten to uger med feber, snot og ondt i halsen mente jeg dog at i dag måtte være dagen hvor jeg, bogstaveligt talt, skulle op på (jern)hesten igen, og da skovene omkring Århus skulle være meget smukke her i foråret og byde på perfekte kørselsforhold faldt valget på MTB'en.
Sol, vind og perfekt skovbund var der da bestemt også i rigelige mængder, hvad der tilgengæld ikke var noget af var overskud på cyklen. Allerede på første bakke måtte jeg kæmpe efter luften og pulsen lå 10-12 slag højere end normalen. Benene var der som sådan ikke noget galt med, men det var tydeligt at lunger og kredsløb ikke kunne følge med. Sådan noget skal jo normalt køres væk, men efter 4-5 bakker hvor mønstret var det samme, masser af overskud i benene, men en hiven efter luft og en puls 10-12 slag over hvad den plejer at være, samt en begyndende svimmelhed, måtte jeg konstatere at jeg måske ikke var helt ovenpå igen og slukøret luske hjem efter kun en lille time i sadlen.
Jeg håber lungerne kommer lidt til hægterne igen inden træningsturen med et par gutter fra 1900 MTB på torsdag, ellers bliver det hårdt.
Efter næsten to uger med feber, snot og ondt i halsen mente jeg dog at i dag måtte være dagen hvor jeg, bogstaveligt talt, skulle op på (jern)hesten igen, og da skovene omkring Århus skulle være meget smukke her i foråret og byde på perfekte kørselsforhold faldt valget på MTB'en.
Sol, vind og perfekt skovbund var der da bestemt også i rigelige mængder, hvad der tilgengæld ikke var noget af var overskud på cyklen. Allerede på første bakke måtte jeg kæmpe efter luften og pulsen lå 10-12 slag højere end normalen. Benene var der som sådan ikke noget galt med, men det var tydeligt at lunger og kredsløb ikke kunne følge med. Sådan noget skal jo normalt køres væk, men efter 4-5 bakker hvor mønstret var det samme, masser af overskud i benene, men en hiven efter luft og en puls 10-12 slag over hvad den plejer at være, samt en begyndende svimmelhed, måtte jeg konstatere at jeg måske ikke var helt ovenpå igen og slukøret luske hjem efter kun en lille time i sadlen.
Jeg håber lungerne kommer lidt til hægterne igen inden træningsturen med et par gutter fra 1900 MTB på torsdag, ellers bliver det hårdt.
mandag, april 09, 2007
God 2. påskedag
Hvis man ikke er den store kirkegænger, så er det jo med at finde noget andet (relativt) meningsfuldt til 2. påskedag.
Som Søren allerede har omtalt nedenfor, havde vi en fornuftig tur i Tisvilde Hegn. Det var som altid en fornøjelse, der er meget pænt at kigge på mens man nyder de 21.1 km. Naturen altså.
De første 10 km var som sædvanlig et helvede fordi jeg havde spist for meget morgenmad plus et par bananer. Heldigvis er jeg efterhånden så vant til det, at jeg kan trøste mig med at det går over. Men jeg må se at få styr på det, hvis man en dag skal løbe op til sit bedste er det surt at pines med galoperende puls og et mellemgulv der vil ud.
I et tidligere indlæg havde jeg meldt af ville tage det roligt og komme ind i 1:45. Det må man sige lykkedes meget fint, den officielle tid siger nemlig 1:44:32. Det er fem minutter langsommere end sidste år - men (fraregnet Lanzarote) har det også været begrænset med træning den sidste tid. Så det er sådan set fint nok.
Der var et par stykker - for ikke at nævne Søren - som jeg gerne havde løbet fra, men som jeg først ved målgang kunne konstatere også løb halvmarathon. Det må blive næste gang :-)
Vel hjemme i København nåede jeg et glas cola, et påskeæg og tørt tøj, før jeg pakkede cyklen i bilen for at møde Jesper til en tur op til "Tyren" nord for Værløse. Jeg må tilstå, at mine ben ikke var helt tilfredse med min beslutning om at "rulle af" ovenpå formiddagens løbetur. Men det skulle de jo heldigvis ikke bestemme.
På trods af lidt regnvejr blev det en fed tur. Jeg havde jo under hele turen udsigt til en fantastisk lækker carbon enkeltstartscykel med udstyr til den helt store guldmedalje. Det var naturligvis alene udsigten der fra tid til anden gjorde, at jeg lagde mig komfortabelt om i læ mens Jesper knoklede nede i (carbon) enkeltstartsstyret.
Jeg er vant til at køre Tyren på den store klinge. Og min stolthed stod i vejen, da vi skulle over de værste bakker, selvfølgelig skulle jeg ikke på "piveskiven" som Jesper :-) Men mine på dette tidspunkt let slidte ben var ikke helt tilfredse med beslutningen, og kvitterede med 2xlægge i krampe. Jeg måtte slippe Jesper ikke lang tid derefter. Anden omgang gik lidt bedre - og vi kunne i det mindste komme samtidig i mål :-)
Nu kan jeg selvfølgelig ikke afsløre vitale og stærkt klausulerede træningsdata. Men jeg vil da ikke undlade at nævne, at eventuelle modstandere til eventuelle konkurrencer i slutningen af maj - nok ikke skal sælge skindet før bjørnen er skudt. Om det er cyklen eller træningstilstanden ved jeg ikke - men det var i hvert fald imponerende takter der blev vist.
Søren har tidligere meldt, at han vil slå Jesper med 15 minutter på svømningen, 1 time på cyklingen og 30 minutter på løbet. Jeg tillader mig efterhånden at tvivle kraftigt på, at Jesper vil tillade dette.
Dagens energiforbrug fra de to træningspas siger omtrent 6.000 kilokal. Tror sørme jeg skal have en hjemmelavet burger (igen) i aften :-)
/Kasper
Som Søren allerede har omtalt nedenfor, havde vi en fornuftig tur i Tisvilde Hegn. Det var som altid en fornøjelse, der er meget pænt at kigge på mens man nyder de 21.1 km. Naturen altså.De første 10 km var som sædvanlig et helvede fordi jeg havde spist for meget morgenmad plus et par bananer. Heldigvis er jeg efterhånden så vant til det, at jeg kan trøste mig med at det går over. Men jeg må se at få styr på det, hvis man en dag skal løbe op til sit bedste er det surt at pines med galoperende puls og et mellemgulv der vil ud.
I et tidligere indlæg havde jeg meldt af ville tage det roligt og komme ind i 1:45. Det må man sige lykkedes meget fint, den officielle tid siger nemlig 1:44:32. Det er fem minutter langsommere end sidste år - men (fraregnet Lanzarote) har det også været begrænset med træning den sidste tid. Så det er sådan set fint nok.
Der var et par stykker - for ikke at nævne Søren - som jeg gerne havde løbet fra, men som jeg først ved målgang kunne konstatere også løb halvmarathon. Det må blive næste gang :-)
Vel hjemme i København nåede jeg et glas cola, et påskeæg og tørt tøj, før jeg pakkede cyklen i bilen for at møde Jesper til en tur op til "Tyren" nord for Værløse. Jeg må tilstå, at mine ben ikke var helt tilfredse med min beslutning om at "rulle af" ovenpå formiddagens løbetur. Men det skulle de jo heldigvis ikke bestemme. På trods af lidt regnvejr blev det en fed tur. Jeg havde jo under hele turen udsigt til en fantastisk lækker carbon enkeltstartscykel med udstyr til den helt store guldmedalje. Det var naturligvis alene udsigten der fra tid til anden gjorde, at jeg lagde mig komfortabelt om i læ mens Jesper knoklede nede i (carbon) enkeltstartsstyret.
Jeg er vant til at køre Tyren på den store klinge. Og min stolthed stod i vejen, da vi skulle over de værste bakker, selvfølgelig skulle jeg ikke på "piveskiven" som Jesper :-) Men mine på dette tidspunkt let slidte ben var ikke helt tilfredse med beslutningen, og kvitterede med 2xlægge i krampe. Jeg måtte slippe Jesper ikke lang tid derefter. Anden omgang gik lidt bedre - og vi kunne i det mindste komme samtidig i mål :-)
Nu kan jeg selvfølgelig ikke afsløre vitale og stærkt klausulerede træningsdata. Men jeg vil da ikke undlade at nævne, at eventuelle modstandere til eventuelle konkurrencer i slutningen af maj - nok ikke skal sælge skindet før bjørnen er skudt. Om det er cyklen eller træningstilstanden ved jeg ikke - men det var i hvert fald imponerende takter der blev vist.
Søren har tidligere meldt, at han vil slå Jesper med 15 minutter på svømningen, 1 time på cyklingen og 30 minutter på løbet. Jeg tillader mig efterhånden at tvivle kraftigt på, at Jesper vil tillade dette.
Dagens energiforbrug fra de to træningspas siger omtrent 6.000 kilokal. Tror sørme jeg skal have en hjemmelavet burger (igen) i aften :-)
/Kasper
Fin tur i Tisvilde
Dagens program stod som planlagt på halvmarathon i Tisvilde - det såkaldte "Helvede i Nord". Det er jo ved at være en tradition - vi var også med sidste år. I år var vejret dog ikke helt så fint, men dog stort set tørt hele vejen rundt. Ruten er fantastisk - hård, men meget flot og afvekslende. Der manglede dog lidt lys for at stemningen var helt i top, men så måtte man jo i stedet arbejde derudaf.
Jeg havde et tilfredsstillende og veldisponeret løb uden problemer eller kriser undervejs hvilket bragte mig hjem i omegnen af en 1:42-1:44, den præcise tid må vente til www.ultimate.dk opdateres. Kasper havde også et som vanligt veldisponeret løb. På en hård rute som dagens er jeg tilfreds med tiden - den vidner også om en vis formfremgang i forhold til samme tidspunkt sidste år. Der blev tiden over 2t, så der var selvfølgelig også lidt at skære af på :-). Det hjalp dog også, at jeg ikke var dopet på Ipren og skulle døje med en voldsomt ømt skulder, som sidste år efter min tur ud over styret på mtb'en.
Ud over en bedre form går det også klart bedre med at disponere undervejs. Jeg lagde hårdt fra start, men det fungerede fint for mig og jeg fandt et godt pace undervejs. Det var udfordrende at holde en jævn intensitet på en så kuperet rute med så afvekslende underlag, men det lykkedes mig med få undtagelser også.
Mon ikke vivamus er at finde til start i Tisvilde igen i 2008.
/Søren
Jeg havde et tilfredsstillende og veldisponeret løb uden problemer eller kriser undervejs hvilket bragte mig hjem i omegnen af en 1:42-1:44, den præcise tid må vente til www.ultimate.dk opdateres. Kasper havde også et som vanligt veldisponeret løb. På en hård rute som dagens er jeg tilfreds med tiden - den vidner også om en vis formfremgang i forhold til samme tidspunkt sidste år. Der blev tiden over 2t, så der var selvfølgelig også lidt at skære af på :-). Det hjalp dog også, at jeg ikke var dopet på Ipren og skulle døje med en voldsomt ømt skulder, som sidste år efter min tur ud over styret på mtb'en.
Ud over en bedre form går det også klart bedre med at disponere undervejs. Jeg lagde hårdt fra start, men det fungerede fint for mig og jeg fandt et godt pace undervejs. Det var udfordrende at holde en jævn intensitet på en så kuperet rute med så afvekslende underlag, men det lykkedes mig med få undtagelser også.
Mon ikke vivamus er at finde til start i Tisvilde igen i 2008.
/Søren
torsdag, april 05, 2007
Gode ben
Oven på en genindflytningsfest var det aftalt, at vi (Jesper, Søren og undertegnede) skulle ud og trille på de smalsporede søndag. Hvis jeg ser bort fra den umiskendelige smag af islay-whiskey i de jævnlige opstød (whiskeyen smagte nu bedste første gang) - en den generelt afmattede krop så blev det nu alligevel til en udmærket tur på ca. 130 km.
Helt samme tur blev det ikke idag, men næsten. 100 km på i forvejen lidt brugte ben fra gårsdagens intervalløb med TRI4. Når dagens blæst tages i tillæg var det faktisk helt udmærket, at Jesper og jeg var i stand til at øge tempoet ift. søndag.Det er selvfølgelig helt galt at jeg får cyklet mere end løbet i disse dage. Men det er nu engang også ret sjovt at få lidt fart i den smalsporede. Så må løbene komme som de vil. Det skal nu nok gå.
På mandag drager SFL og undertegnede til Tisvilde Hegn for at løbe "Helvede i Nord" for anden gang. Det er et halvmarathon, så det giver da lidt km i benene. Og det er sådan set hele formålet - jeg forventer ikke at skulle løbe stærkt. 1:45 ville være fint.
/Kasper
tirsdag, marts 27, 2007
Lanzarote-data
Man begynder snart at glæde sig til 1) trisæsonens start 2) 2008-træningslejren på Lanzarote. Således hjemvendt og fuldt restitueret fra en benhård træningstur begynder man jo så småt at savne den sorgeløse og træningsintensive tilværelse på den lille ø.
Så kan man jo, mens man ser frem til det ultrakorte (men formodentlig lige så intensive) visit i forbindelse med IM'en 19. maj, hygge sig med at analyse de træningsdata, der blev indsamlet på turen.
Ingen tvivl om at træningsfokus frem til 19. maj bliver på stødt og rolig mængdetræning - enhver lejlighed til nogle gode ture på cyklen og i løbeskoene skal udnyttes. Men derfor kan man jo alligevel glæde sig over, at den øgede kvalitet i løbetræningen ser ud til at have givet resultater.
26. november sidste år hejlede Kasper os igennem et forrygende træningspas på Østerbro St. En fremragende, men benhård intervaltrappe. Pånær det længste interval gentog vi øvelsen d. 3. marts på Lanzarote og de data er opløftende læsning. På trods af hård aktivitet i tiden op til intervallerne var der konsekvent mere fart i benene i marts. Bortset fra et enkelt af de korteste intervaller, hvor jeg fik sidestik, ligger tiderne pænt og konsekvent under de samme distancer i november.
Til sammenligning:
Interval / pace nov. / pace marts
400 - 3:41 - 3:00
400 - 3:25 - 3:16
600 - 3:41 - 3:32
800 - 3;49 - 3:39
1000 - 3:58 - 3:48
1200 - 3:59 - ***
1000 - 3:46 - 3:46
800 - 5:43 - 3:47
600 - 3:47 - 3:37
400 - 3:18 - 8:04
400 - 3:30 - 3:23
Med andre ord: Kasper, HA, Anders og hvem der måtte være klar - vi skal snart på Østerbro Stadion igen :-)
/Søren
Så kan man jo, mens man ser frem til det ultrakorte (men formodentlig lige så intensive) visit i forbindelse med IM'en 19. maj, hygge sig med at analyse de træningsdata, der blev indsamlet på turen.
Ingen tvivl om at træningsfokus frem til 19. maj bliver på stødt og rolig mængdetræning - enhver lejlighed til nogle gode ture på cyklen og i løbeskoene skal udnyttes. Men derfor kan man jo alligevel glæde sig over, at den øgede kvalitet i løbetræningen ser ud til at have givet resultater.
26. november sidste år hejlede Kasper os igennem et forrygende træningspas på Østerbro St. En fremragende, men benhård intervaltrappe. Pånær det længste interval gentog vi øvelsen d. 3. marts på Lanzarote og de data er opløftende læsning. På trods af hård aktivitet i tiden op til intervallerne var der konsekvent mere fart i benene i marts. Bortset fra et enkelt af de korteste intervaller, hvor jeg fik sidestik, ligger tiderne pænt og konsekvent under de samme distancer i november.
Til sammenligning:
Interval / pace nov. / pace marts
400 - 3:41 - 3:00
400 - 3:25 - 3:16
600 - 3:41 - 3:32
800 - 3;49 - 3:39
1000 - 3:58 - 3:48
1200 - 3:59 - ***
1000 - 3:46 - 3:46
800 - 5:43 - 3:47
600 - 3:47 - 3:37
400 - 3:18 - 8:04
400 - 3:30 - 3:23
Med andre ord: Kasper, HA, Anders og hvem der måtte være klar - vi skal snart på Østerbro Stadion igen :-)
/Søren
mandag, marts 26, 2007
Lav sol over Hareskoven
Ingen tvivl - foråret er over os! Og det betyder mulighed for mtb-træning efter arbejde. Med x-duathlon'en stadig siddende i benene kunne jeg ikke modstå det forårsagtige vejr men måtte simpelthen snuppe en 1,5 time i det røde spor i Hareskoven. Perfekt, perfekt, perfekt!
Forbløffende få mennesker i skoven - their loss, for sporet var perfekt, bukserne var korte og aftensolen varmede og gav et fantastisk lys og fed mtb-stemning - og så kan man jo ikke lade være med at træde igennem, så det blev også til et fornuftigt træningspas.
På LaSanta lykkedes det stort set cykelpusher I & II (aka KCO og undertegnede) at få HA overbevidst om, at han naturligvis snarest muligt må anskaffe sig en mtb. Hvis ikke det her vejr kan slå hovedet på sømmet ved jeg ikke hvad - under alle omstændigheder skal vi snarest have samlet en trup til en lille trilletur i skoven - den kalder!
/Søren
Forbløffende få mennesker i skoven - their loss, for sporet var perfekt, bukserne var korte og aftensolen varmede og gav et fantastisk lys og fed mtb-stemning - og så kan man jo ikke lade være med at træde igennem, så det blev også til et fornuftigt træningspas.
På LaSanta lykkedes det stort set cykelpusher I & II (aka KCO og undertegnede) at få HA overbevidst om, at han naturligvis snarest muligt må anskaffe sig en mtb. Hvis ikke det her vejr kan slå hovedet på sømmet ved jeg ikke hvad - under alle omstændigheder skal vi snarest have samlet en trup til en lille trilletur i skoven - den kalder!
/Søren
DM X-duathlon
Søndagens race-træning var henlagt til Ganløse og DM i cross-duathlon. 3 km løb/10 km mtb/3 km løb/10 km mtb/3 km løb var distancen - den klassiske også kendt fra Craft x-duathlon cup'en.
Samtidig var racet udset til at tjene som lakmusprøve på post-Lanzarote-formen.
Det var svært at klage over vejret - det var simpelthen det mest perfekte forårs- og racevejr set i år til dato. Varmt, ingen vind, masser af sol. Mtb-ruten var glimrende og passede rigtig godt til min smag - kuperet, men med bakkerne jævnt fordelt og ingen vanvittigt lange stigninger, der smadrer rytmen fuldstændig. Teknisk, men ikke så svær at man måtte af cyklen (bortset fra en enkelt træstamme, hvor cyklen skulle løftes over). Ruten var meget afvekslende og bortset fra en enkelt muddergrøft der lige gav et par sprøjt til ansigtet og cyklen, så var ruten knastør.
Også løbet var godt kuperet, men det var jo som at være tilbage på øen :-)
Forudsætningerne for en god dag var således til stede. Jeg fik lagt lige vel hårdt nok ud på første løbepas - skal love for at folk gik til stålet, så jeg måtte sænke tempoet lidt på andet løb i forhold til første. Cyklingen gik dog godt synes jeg og her kunne jeg - som det før er set - hive et par enkelte tilbage, af dem der var løbet fra mig.
Cykelruten skulle køres to omgange i hvert cykelben og desværre nåede jeg kun lige at vende efter halvdelen af andet cykelben så fik jeg en højlydt punktering på baghjulet. Dårlig karma - ikke mindst fordi jeg selvfølgelig ikke havde hverken pumpe eller slange med. Nå, så kan man jo altid vandre hjem med cyklen på nakken og nyde det gode vejr...
Ærgerligt - men i det mindste godt, at Jesper og Maria så inviterede til en løbetur netop som jeg kom hjem. Jesper har lånt enkeltstarteren til en weekendtur til sommerhus t/r, så den skulle leveres tilbage. Så vidt jeg forstod var han begejstret for den aerodynamiske feel, så mon ikke det slår hovedet på sømmet med anskaffelsen af den Issac... :-)
søndag, marts 18, 2007
En let peeling
Så er første uge på ClubLaSanta for længst gået. Desværre. For det er ualmindeligt lækkert hernede med helt optimale trænings- og afslapningsforhold. Ugen er på én gang gået hurtigt - men omvendt flyder dagene helt sammen, og man roder konstant rundt i dagene og de forskellige aktiviteter vi har deltaget i.
En ting står dog allerede nu lysende klart. Der bliver med sikkerhed en ny tur til LaSanta næste år. De første fem har allerede indtegnet sig på tilmeldingslisten.
Henrik fik først bandagen af sin omvredne ankel fredag, så torsdag formiddag (efter morgensvøm og morgenmad) drog HHK, SFL og undertegnede ud på en cykeltur. Det blæste vel omtrent stormstyrke, og da der ikke er det store læ på øen fik vi fuld fornøjelse af vinden der bar os over bakkerne på udturen. Ved sidevind var det dog særdeles ubehageligt at blive blæst ind på kørebanen. Ikke mindst på de stejle nedkørsler hvor HHK kom op på 80 km/t. Halsbrækkende. Et enkelt sted måtte vi køre gennem en passage hvor sand og grus blev blæst ganske voldsomt over vejen. Det gav en let peeling-effekt på arme og ben :-) Der var mod sædvane heller ikke mange andre der havde vovet sig ud i blæsevejret, hvilket nok også var det mest fornuftige.
SFL og KCO havde meldt sig til en socialt "Hill Run" om eftermiddagen. Ærgerligt bakket når man er bygget til lange lige stræk - men så må man jo bare lide i stedet. Det sociale element fik SFL dog hurtigt ødelagt ved at lægge sig 15 meter ud foran feltet og trække det langt. Da feltet således var i opløsning begyndte flere at løsne op for posen, og Søren måtte se sig overhalet af et par stykker ligesom alt socialt var som dug for solen. Jeg forsøgte blot at holde trit med Søren i blæsten. Det holdt hårdt, og jeg havde aldrig løbet så stærkt hvis jeg ikke var blevet tvunget til det. På den sidste stigning før centret havde jeg dog de bedste ben og kunne smutte fra Søren. Virkelig god træning - og Søren er blevet rigtig godt løbende!
På trods af blæsevejret forsøgte vi os senere på dagen med tennis - vi var også noget ensomme her - simpelthen fordi det var tæt ved håbløst på grund af mere end almindeligt forfløjne bolde i stormen.
Fredag stod på intervaltræning ala KCO (pyramide med omvendt jagtstart) på 400 meter banen. Dvs. efter morgensvømningen. Lungerne var på vej ud af halsen - og benene blev tungere og tungere. Men alle - Camilla inklusive - kom flot igennem. Og kan nu lørdag nyde gevinsten: Dejligt ømme lægge og lår. For Camillas vedkommende har det sat sig så meget i kroppen at blot at grine gør ondt! :-)
Efter intervaltræning tog vi alle ud på endnu en god MTB-tur. Henriks første tur på MTB i det hele taget, men det er vist snart lykkedes turens to cykelpushere at overbevise ham om, at han bliver nødt til at investere i endnu en cykel når han kommer hjem :-)
HHK, SFL og undertegnede skulle partout op på områdets højeste top. Vores forventning om at det ville blive en lidt teknisk klatretur på cykel blev gjort til skamme. Eller det vil sige - en klatretur blev det i hvert fald. Vi kom gående til tops - men nedstigningen var endnu vanskeligere og stejlere, og en tung mountainbike på slæb gjorde det ikke lettere. Ned kom vi dog med kun en enkelt hudafskrabning, det var billigt sluppet.
Søren har som bekendt selv to cykler med herned - men begge til landevej. Så da vi skulle på MTB var hans eneste mulighed at låne (som os andre) på LaSanta. Men Søren får det helt usandsynligt dårligt og en rigtig skidt karma af at cykle på cykler der ikke har en masse italienske carbon lire-ting med frække navne. Han brokker sig i én strøm over hvor håbløs tung og uhåndterlig cyklen er. Ynkeligt. Særligt taget i betragtning at Henrik og jeg nødvendigvis må cykle på tilsvarende lånecykler når vi er på landevej. Og det vel at mærke uden tuderi.
For at føje spot til skade lykkedes det Søren at punktere - og uden lappegrej var det på løbeben hjem. Jeg var flink, cyklede nogle hundrede meter forud med den flade cykel i den ene hånd - lagde begge cykler og løb videre. En klassisk disciplin: Bike 'n Run. Jeg havde imidlertid ikke taget højde for Søren "Palland" Friis totale fravær af tilstrækkelige motoriske egenskaber til at kunne cykle på én cykel og trække den anden ved siden af. Efter et par mislykkedes forsøg måtte han opgive - og nu i stedet løbe med to cykler. Man kan nok få øje på komikken.
Også til badminton samme aften peb Søren. I overbevisende stil besejrede HHK sammen med undertegnede modstanderne Camilla og Søren. Og lad os sige det sådan her: Det var ikke Camilla der trak spillet ned på det tabende hold. Jeg kan være nervøs for om vi får SFL tilbage på badmintonbanen - man kunne få det indtryk, at han ikke rigtigt bryder sig om at tabe (især så stort).
Efter morgensvømning lørdag har vi været på squashbanen og for drengenes vedkommende ude på en god lang og kuperet cykeltur. HA & KCO krydsede direkte over i en lille løbetur hvorimod HHK+SFL måtte give fortabt og i stedet begive sig i poolbaren til en snack og en vitamin- og energifyldt smoothie.
[indlæg herefter afbrudt pga. defekt pc :-(]
onsdag, marts 07, 2007
Fortjent hvil
5 timers effektiv daglig træning tærer langsomt - men sikkert på kræfterne. Tirsdag morgen kl. 07:45 stod Søren og undertegnede parat til et halvmaraton. Faktisk var vi fejlagtigt ikke blevet tilmeldt - men vi satsede på, at der var et par DNS'ere som vi kunne overtage startpladserne for. Det stod dog ganske klart, at der ikke skulle megen afvisning til før Søren ville finde tilbage i sin seng - hans motivationen for godt 21 km på tom mave var til at overse :-)
Der var heldigvis lige præcis 2 ledige slots - og dermed ingen undskyldning for ikke at komme frem over stepperne.
Turen var dejligt kuperet - og benene var langt fra friske. Men vi fandt et fint pace og kom stille og roligt frem. Sædvanen tro måtte jeg slide lidt på første halvdel af løbet - hvorimod sidste halvdel var en god og overskudsagtig oplevelse der uden problemer ville kunne være fortsat.
Ganske kort før mål fik Søren endnu en gang lidt mavekvaler og kroppen igangsatte som lyn fra en klar himmel opgylpningsreflekser. Det skulle dog ikke koste mere end et par minutter og vi kom begge ind i en for omstændighederne acceptabel tid.
Efter en lille formiddagslur og frokost begav vi os ud på MTB langs kysten og i det omkringliggende ørkenlandskab. En fremragende tur!
Henrik har desværre forstuvet sin ankel ifm. tennis mandag aften - så han tager det efter doktorens råd stille og roligt nogle dage. Træningen står på øvelser i træningscentret og lidt forsigtig svømning. På fredag skulle han dog være helt klar til at genoptage løb og cykling for alvor.
Dagen i dag har været en både tiltrængt og velfortjent hviledag. Benene har taget godt imod træningen, men skal selvfølgelig også have tid til at superkompensere. Vi har dog ikke kunne holde os helt i skindet, og det blev til 1½ times squash-instruktion/spil ved SFL. Det til trods kan vi nu her til aften melde benene helt klar til såvel morgensvøm, lang cykeltur som efterfølgende "Hill Run" og tennis. Jo, man skal rejse sig ved det træ man er faldet.
mandag, marts 05, 2007
Vivamus henter trofæ hjem
Længe inden afgang hjemmefra var det aftalt, at vi skulle deltage i ”Vulcano Ridge Run” denne søndag. En prægtig tur på tretten meget kuperede kilometre. Vi havde nok ikke været helt forberedte på, at løbet tiltrak så mange mere eller mindre professionelle løbere fra det lokale opland og blandt ClubLaSantas gæster.
Det var en steghed affære med indlagt sandløb – to elementer vi jo ellers kender særdeles godt fra North Sea Beach Marathon. Alle fra delegationen kom flot igennem, Søren først. Det var dog Camilla der blev kaldt til podiet for at modtage løbets fighterpris. Hun var også den løber der havde kæmpet længst tid ude på ruten, så det var meget velfortjent. Det flotte trofæ pryder nu i dagtimerne stuen – og står over hovedgærdet når hun sover.
Søndagen stod herudover på beachvolley, windsurfing og tennis. Det var på vej til beachvolley vi passerede poolområdet, at HHK til stor morskab udbrød følgende: ”I kalder det en børnepool. Jeg kalder det en jagtmark”.
Mandag startede med et lille sprintduathlon, efterfulgt for en udvalgt del af 2½ times cykling, og sidst badminton og tennis for de fleste. Søren fik til stor fortrydelse intet trofæ til duathlon, selv på trods af en flot præstation blandt den første håndfuld i mål.
Benene er for alles vedkommende efterhånden lidt brugte, og vi begynder at se frem til vores semihviledag på torsdag. Inden da skal vi dog have overstået et halvmaraton i morgen, efterfulgt af en gang MTB-træning. Og mon ikke vi får klemt lidt squash og svømning ind i programmet også? :-)
Med andre ord går det strygende hernede – og vi ser frem til at rapportere yderligere hernedefra i løbet af de kommende dage.
/Kasper
Det var en steghed affære med indlagt sandløb – to elementer vi jo ellers kender særdeles godt fra North Sea Beach Marathon. Alle fra delegationen kom flot igennem, Søren først. Det var dog Camilla der blev kaldt til podiet for at modtage løbets fighterpris. Hun var også den løber der havde kæmpet længst tid ude på ruten, så det var meget velfortjent. Det flotte trofæ pryder nu i dagtimerne stuen – og står over hovedgærdet når hun sover.
Søndagen stod herudover på beachvolley, windsurfing og tennis. Det var på vej til beachvolley vi passerede poolområdet, at HHK til stor morskab udbrød følgende: ”I kalder det en børnepool. Jeg kalder det en jagtmark”.Mandag startede med et lille sprintduathlon, efterfulgt for en udvalgt del af 2½ times cykling, og sidst badminton og tennis for de fleste. Søren fik til stor fortrydelse intet trofæ til duathlon, selv på trods af en flot præstation blandt den første håndfuld i mål.
Benene er for alles vedkommende efterhånden lidt brugte, og vi begynder at se frem til vores semihviledag på torsdag. Inden da skal vi dog have overstået et halvmaraton i morgen, efterfulgt af en gang MTB-træning. Og mon ikke vi får klemt lidt squash og svømning ind i programmet også? :-)Med andre ord går det strygende hernede – og vi ser frem til at rapportere yderligere hernedefra i løbet af de kommende dage.
/Kasper
Ømhed under solen
Hermed første beretning fra Vivamus team one’s træningslejr på Lanzarote – et hold præget af begejstring, ondt i røven (badminton aktiverer uvante muskelgrupper) og begyndende Michael Rasmussen tanlines.
Træningslejrens første udfordring viste sig at bestå i at skaffe en taxa fra katastroferamte Nørrebro til lufthavnen tidlig fredag morgen. Det lykkedes og rettidigt kunne team’et samle sig i afgangshallen til fælles indtjekning. Det stod hurtigt klart at der var medbragt betydelige mængder bagage. Der var dog ikke fundet plads til alt udstyr – således kunne Kasper ”Imelda” Carøe med klagende stemme meddele, at han havde måttet lade hele tre par sko blive hjemme. Uha uha.
Selv havde jeg medbragt en beskeden cykeltaske med ca. 5 kubikmeter cykler (enkelstart + racer) og en ikke ubetydelig mængde sportstøj. Det lykkedes dog at få alt checket ind og efter en afslappet flyvetur på 4 timer og 50 min. kunne vi sætte de dengang friske ben på vulkanøen i højt solskin. Siden har vi ikke set en sky og vejret er totalt perfekt til træningen. Varmt, let vind men hverken for varmt eller for blæsende. La Santa komplekset har rige muligheder for R&R mellem de målrettede træningspas. Således har Camilla Martin/Navrantilova Bøje allerede vist sine talenter inden for både badminton og tennis. Team Vivamus har ikke foreløbig udvist de store talenter inden for disse ketchersportsgrene – men der bliver til gengæld udvist stor entusiasme og fightervilje og det kan jo som bekendt rette op på meget.
Første træningsdag startede kl. 8.00 med morgensvømning – knap to klik i jævnt tempo og en forrygende udendørs 8x50m olympisk pool. Efter morgenmaden sadlede teamet racercyklerne og drog ud på en lang 4 timers cykeltur der bar os gennem det ørkenagtige landskab og ikke mindst op ad pæne stigninger der gav mindelser af Tour de France – når man ser bort fra tempoet. Henrik kørte dagens fighterpris hjem efter at have bidt sig godt fast i asfalten og slæbt sig hjem efter at være gået godt og grundigt kold på dagens største stigning.
Nu er flokken så samlet til aftensmad og mentalopladning til morgendagens 13km Ridge Run. Mandag står på en sprintduathlon fra morgenstunden efterfulgt af en lang cykeltur på IM-ruten og tirsdag har Kasper en bizar ide om at vi skal løbe en ½-marathon inden vi snupper en hygge-mtb-tur og slutter dagen af med en squashturnering. Dermed skulle vi gerne være klar til onsdagens mini-triathlon som alle stiller til start i. Det starter fra morgenstunden så mon ikke der bliver tid til nogle gode intervaller på det stadion der ligger i La Santa komplekset om eftermiddagen.
Torsdag er udset til hviledag, så der skal nok bare svømmes lidt jævn svømning og så skal vi have kåret Vivamus-mesteren i minigolf.
/Søren
Træningslejrens første udfordring viste sig at bestå i at skaffe en taxa fra katastroferamte Nørrebro til lufthavnen tidlig fredag morgen. Det lykkedes og rettidigt kunne team’et samle sig i afgangshallen til fælles indtjekning. Det stod hurtigt klart at der var medbragt betydelige mængder bagage. Der var dog ikke fundet plads til alt udstyr – således kunne Kasper ”Imelda” Carøe med klagende stemme meddele, at han havde måttet lade hele tre par sko blive hjemme. Uha uha.
Selv havde jeg medbragt en beskeden cykeltaske med ca. 5 kubikmeter cykler (enkelstart + racer) og en ikke ubetydelig mængde sportstøj. Det lykkedes dog at få alt checket ind og efter en afslappet flyvetur på 4 timer og 50 min. kunne vi sætte de dengang friske ben på vulkanøen i højt solskin. Siden har vi ikke set en sky og vejret er totalt perfekt til træningen. Varmt, let vind men hverken for varmt eller for blæsende. La Santa komplekset har rige muligheder for R&R mellem de målrettede træningspas. Således har Camilla Martin/Navrantilova Bøje allerede vist sine talenter inden for både badminton og tennis. Team Vivamus har ikke foreløbig udvist de store talenter inden for disse ketchersportsgrene – men der bliver til gengæld udvist stor entusiasme og fightervilje og det kan jo som bekendt rette op på meget.
Første træningsdag startede kl. 8.00 med morgensvømning – knap to klik i jævnt tempo og en forrygende udendørs 8x50m olympisk pool. Efter morgenmaden sadlede teamet racercyklerne og drog ud på en lang 4 timers cykeltur der bar os gennem det ørkenagtige landskab og ikke mindst op ad pæne stigninger der gav mindelser af Tour de France – når man ser bort fra tempoet. Henrik kørte dagens fighterpris hjem efter at have bidt sig godt fast i asfalten og slæbt sig hjem efter at være gået godt og grundigt kold på dagens største stigning.
Nu er flokken så samlet til aftensmad og mentalopladning til morgendagens 13km Ridge Run. Mandag står på en sprintduathlon fra morgenstunden efterfulgt af en lang cykeltur på IM-ruten og tirsdag har Kasper en bizar ide om at vi skal løbe en ½-marathon inden vi snupper en hygge-mtb-tur og slutter dagen af med en squashturnering. Dermed skulle vi gerne være klar til onsdagens mini-triathlon som alle stiller til start i. Det starter fra morgenstunden så mon ikke der bliver tid til nogle gode intervaller på det stadion der ligger i La Santa komplekset om eftermiddagen.
Torsdag er udset til hviledag, så der skal nok bare svømmes lidt jævn svømning og så skal vi have kåret Vivamus-mesteren i minigolf.
/Søren
torsdag, februar 22, 2007
Fysiologi ved ekstremsport
I "Ugeskrift for læger" nr. 51/2006 kan man finde en række artikler om ekstrempræstationer, træthed, ernæring til toppræstationer osv.
Mod forventning ikke voldsomt detaljeret, men alligevel interessant og læsværdigt.
Læs artiklerne her
Linket har jeg fundet på Haretri's debatforum.
/Kasper
Mod forventning ikke voldsomt detaljeret, men alligevel interessant og læsværdigt.
Læs artiklerne her
Linket har jeg fundet på Haretri's debatforum.
/Kasper
mandag, februar 19, 2007
Jævn svømmepræstation i Wien
Weekenden stod mere i afslapningens end træningens tegn idet jeg drog med en større flok fra svømmeklubben til Wien for at deltage i et mindre svømmestævne (og for at hygge med Wiener Schnitzel und Weiss Bier).
Selvom der var moratorium for Weiss Bier om fredagen inden svømmestævnet lørdag leverede jeg dog ikke de store præstationer i vandet. Det lykkedes dog at forbedre min PR i 50m fly med 40 hundrededele og jeg svømmede også hæderligt i min del af 4x50m bryst-stafetten i en tid tæt på min PR (som er dårlig, bryst er og bliver jo en håbløs svømmeart).
Udover ovennævnte svømmede jeg 200m fri, 50m fri og 4x50m fri stafet - i hæderlige, men langt fra imponerende tider. Min disponering på 200m var decideret utilfredsstillende. Tilgengæld var turen til Wien både hyggelig og festlig og løbeskoene blev da også rørt en enkelt gang.
Selvom der var moratorium for Weiss Bier om fredagen inden svømmestævnet lørdag leverede jeg dog ikke de store præstationer i vandet. Det lykkedes dog at forbedre min PR i 50m fly med 40 hundrededele og jeg svømmede også hæderligt i min del af 4x50m bryst-stafetten i en tid tæt på min PR (som er dårlig, bryst er og bliver jo en håbløs svømmeart).
Udover ovennævnte svømmede jeg 200m fri, 50m fri og 4x50m fri stafet - i hæderlige, men langt fra imponerende tider. Min disponering på 200m var decideret utilfredsstillende. Tilgengæld var turen til Wien både hyggelig og festlig og løbeskoene blev da også rørt en enkelt gang.
tirsdag, februar 13, 2007
Så kører det igen
Som trofaste læsere ved tilbragte jeg sidste efterår og det første af vinteren i Madrid, et ophold jeg egentligt havde set frem til som en god mulighed for at få trænet perioden igennem i det gode vejr og dermed at holde en rigtig god grundform over vinteren. Sådan skulle det desværre ikke gå, uden at skulle komme ind på for mange undskyldninger så var træningsmulighederne langt fra optimale og resultatet er blevet en noget slatten vinterform, mildest talt.
Det har i øvrigt også ført til en fattig mængde af indlæg fra min hånd det sidste lange stykke tid, der er ikke meget at berette til bloggen når man ikke engang ligger i træning.
Nu er jeg i midlertid vendt hjem til Århus, med alt hvad der hører til af oplagte træningsmuligheder, og efter et par uger med stille optrapning på svømme/cykel/løbe-fronten er der i den kommende weekend træningssamling med klubben og derefter under to uger til La Santa, og så skulle den skarpe træning frem mod sommerens mål gerne være sat på skinner.
Og apro pro sommerens mål, de er som følger; den helt store satsning, og mit primære A-race, bliver Silkeborg 1/2 Ironman d. 26 august. Op til Silkeborg er det min plan at køre en række af de kortere Sprint og OL-distance tri-stævner, både for krydstræningen men også for at få erfaring i skiftene. Samtidigt har jeg tænkt mig at køre de enkelte del-elementer, primært 2k svøm og halvmarathon, af ved nogle B-races men mere om det når jeg får konkrete planer.
Mit andet store A-race vil blive Sjælland Rundt d. 31. juni, der sidste år blev kørt i den korte distance (Sjælland på Tværs ca. 180km) men i år skal køres på de fulde 288km. Hvorvidt nogen af stævnerne får deltagelse af andre Vivamus-folk er ikke endeligt afklaret, men jeg stiler i hvert tilfælde til start.
Det har i øvrigt også ført til en fattig mængde af indlæg fra min hånd det sidste lange stykke tid, der er ikke meget at berette til bloggen når man ikke engang ligger i træning.
Nu er jeg i midlertid vendt hjem til Århus, med alt hvad der hører til af oplagte træningsmuligheder, og efter et par uger med stille optrapning på svømme/cykel/løbe-fronten er der i den kommende weekend træningssamling med klubben og derefter under to uger til La Santa, og så skulle den skarpe træning frem mod sommerens mål gerne være sat på skinner.
Og apro pro sommerens mål, de er som følger; den helt store satsning, og mit primære A-race, bliver Silkeborg 1/2 Ironman d. 26 august. Op til Silkeborg er det min plan at køre en række af de kortere Sprint og OL-distance tri-stævner, både for krydstræningen men også for at få erfaring i skiftene. Samtidigt har jeg tænkt mig at køre de enkelte del-elementer, primært 2k svøm og halvmarathon, af ved nogle B-races men mere om det når jeg får konkrete planer.
Mit andet store A-race vil blive Sjælland Rundt d. 31. juni, der sidste år blev kørt i den korte distance (Sjælland på Tværs ca. 180km) men i år skal køres på de fulde 288km. Hvorvidt nogen af stævnerne får deltagelse af andre Vivamus-folk er ikke endeligt afklaret, men jeg stiler i hvert tilfælde til start.
mandag, februar 12, 2007
Gode krydstræningsmuligheder i sigte
Når vinteren for alvor er begyndt at vise sig kan man jo godt længes efter 1) træningslejren på Lanzarote og 2) trisæsonens start. Det første nærmer sig jo med hastige skridt mens det andet må vente yderligere nogle måneder endnu desværre.
Men der er dog et par gode krydstræningsmuligheder i ikke alt for fjern fremtid. Fjerde afdeling af x-duathlon-eventet Craft-cup'en var jo - når man ser bort fra at Kasper løb fra mig - rigtig god træning. Og netop som vi er vendt hjem fra Lanzarote er lejligheden der igen i femte og sidste afdeling, der i år ligger i Hareskoven. Det er en perfekt lejlighed til 1) at få endnu mere krydstræningserfaring, 2) at prøve formen af efter to ugers intensiv træning på Lanzarote og 3) at varme op til ugen efter, hvor der er DM i x-duathlon i Ganløse på samme distance.
Ingen tvivl om, at de planlagte 3 x IM er A-races på min plan - men der er god skifte erfaring at hente i disse duathlons. Selv skal jeg have testet sko-skifte for at se, om det giver mere mening end at køre hele turen i løbesko. Måske Kasper har brug for at øve sig, så han ikke starter løbet med cykelhjelmen for derefter at smide den inden han skal på cyklen?
DM i sprint-tri i Ganløse sidste år var en fed oplevelse (selvom Thorbjørn Sindballe m.fl. løb fra mig), så et par besøg i Ganløse i 2007 tror jeg også der bliver plads til i min race-kalender. Spørgsmålet er, om jeg får følgeskab af resten af træningslejr-crew'et?
Men der er dog et par gode krydstræningsmuligheder i ikke alt for fjern fremtid. Fjerde afdeling af x-duathlon-eventet Craft-cup'en var jo - når man ser bort fra at Kasper løb fra mig - rigtig god træning. Og netop som vi er vendt hjem fra Lanzarote er lejligheden der igen i femte og sidste afdeling, der i år ligger i Hareskoven. Det er en perfekt lejlighed til 1) at få endnu mere krydstræningserfaring, 2) at prøve formen af efter to ugers intensiv træning på Lanzarote og 3) at varme op til ugen efter, hvor der er DM i x-duathlon i Ganløse på samme distance.
Ingen tvivl om, at de planlagte 3 x IM er A-races på min plan - men der er god skifte erfaring at hente i disse duathlons. Selv skal jeg have testet sko-skifte for at se, om det giver mere mening end at køre hele turen i løbesko. Måske Kasper har brug for at øve sig, så han ikke starter løbet med cykelhjelmen for derefter at smide den inden han skal på cyklen?
DM i sprint-tri i Ganløse sidste år var en fed oplevelse (selvom Thorbjørn Sindballe m.fl. løb fra mig), så et par besøg i Ganløse i 2007 tror jeg også der bliver plads til i min race-kalender. Spørgsmålet er, om jeg får følgeskab af resten af træningslejr-crew'et?
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
