Der er intet der driver som mentale og fysiske udfordringer.
Imorgen, nytårsaftensdag, prøver jeg igen at presse citronen og se, hvad krop og psyke siger til en rask lille løbetur i sneen. For det er jo vitterligt smukke sneklædte landskaber der i høj grad indbyder til løbeture.
Anledningen er, at "verdens sidste marathon i 2005", Socialmarathon afholdes her på Amager. Af tilmeldingsgebyret går de 100,- til Rigshospitalets Børneafdeling.
Løbeturen bliver dog samtidig mit første forsøg på en ultradistance. En flok hardcore ultraløbere har etableret en tradition, hvor de mødes på Hovedbanegården inden marathonet starter - og så løber de 8 km ud til start. Derved kommer distancen op over 50 km og er således et ultraløb.
Jeg har selvfølgelig meldt min ankomst til ultraløberne - det skal nok blive sjovt, hvis jeg da overhovedet kan følge med de første 8 km :-) Om ikke andet får jeg da lejlighed til at møde nogle af de løbere, hvis fantastiske præstationer jeg igennem nogen tid har fulgt på hjemmesider og blogs.
Det kunne være en fantastisk måde at slutte et skelsættende år af på, men lad os nu se :-) Under alle omstændigheder bliver det en stillesidende nytårsaften :-)
/Kasper
fredag, december 30, 2005
Når nytårsforsæt bliver nytårsfortsæt
Når folk nytårsaften i et øjebliks klarsyn giver løfter til sig selv og måske andre om at kvitte smøgerne, se mindre tv eller kun drikke i weekends, får det let et noget ynkeligt udtryk. Særligt da de fleste af sådanne nytårsforsæt oftest kun varer til nytårsmorgen, hvor tømmermændene skal bekæmpes med 20 Prince, en reparationsbajer og skihop fra Garmisch-Partenkirchen :-) Jeg har derfor aldrig rigtig haft den store fidus til nytårsforsæt.
Men én gang skal jo være den første – og mit forsæt er da også lidt anderledes. Det er nemlig at fortsætte træningsindsatsen fra de sidste 3 måneder i hele 2006. Det har (med mindre og af praktiske/tidsmæssige årsager helt nødvendige afvigelser) kørt rigtig godt, med godt og vel 1 dag om ugen uden træning, og med hver 5.-6. uge med markant nedsæt mængde.
Det lyder måske som meget – så meget at det er vanskeligt at nå i en travl hverdag. Men ikke overraskende handler det om planlægning. Det er efterhånden blevet fast rutine, hver søndag at planlægge den kommende uges træning i forhold til arbejde, møder, aftaler og andre gøremål. Det hører selvfølgelig med til historien, at jeg til en vis grad kan planlægge min arbejdstid selv – men princippet om den ugentlige planlægning kan jeg under alle omstændigheder anbefale.
Så mit nytårsforsæt bliver et ”fortsæt”. Måske med den tilføjelse, at der fortsat er plads til forbedring på det ernæringsmæssige område, der jo spiller en helt afgørende rolle ift. at opnå de ønskede resultater af træningen.
/Kasper
Men én gang skal jo være den første – og mit forsæt er da også lidt anderledes. Det er nemlig at fortsætte træningsindsatsen fra de sidste 3 måneder i hele 2006. Det har (med mindre og af praktiske/tidsmæssige årsager helt nødvendige afvigelser) kørt rigtig godt, med godt og vel 1 dag om ugen uden træning, og med hver 5.-6. uge med markant nedsæt mængde.
Det lyder måske som meget – så meget at det er vanskeligt at nå i en travl hverdag. Men ikke overraskende handler det om planlægning. Det er efterhånden blevet fast rutine, hver søndag at planlægge den kommende uges træning i forhold til arbejde, møder, aftaler og andre gøremål. Det hører selvfølgelig med til historien, at jeg til en vis grad kan planlægge min arbejdstid selv – men princippet om den ugentlige planlægning kan jeg under alle omstændigheder anbefale.
Så mit nytårsforsæt bliver et ”fortsæt”. Måske med den tilføjelse, at der fortsat er plads til forbedring på det ernæringsmæssige område, der jo spiller en helt afgørende rolle ift. at opnå de ønskede resultater af træningen.
/Kasper
torsdag, december 29, 2005
Ufrivillig krydstræning
Nu hvor sneen har lagt sig tungt over landet, må det være på høje tid med en juleopdatering.
Jeg benyttede de sidste dage før jul til at pakke cyklen i bilen og forlægge til mine forældre. Udover selskabet, den gode mad og konfekt var det også fint at kunne få cyklen indendøre til lidt seriøs adskillelse, vedligehold og samling.
Som det er fremgået andetsteds, så havde den midterste klinge mistet en tand - og jeg har i det hele taget længe haft lyst til at blive lidt klogere på mekanikken. Der er nu engang en vis tilfredsstillelse ved at kunne adskille og samle det man cykler rundt på.
Jeg hang således cyklen op i loftet på værkstedet derhjemme og gik igang med det nyanskaffede værktøj, reservedele m.v. Det er altså ualmindeligt dejligt at have cyklen oppe i arbejdshøjde - og værktøj indenfor rækkevide!
D. 23. cyklede jeg afsted på den nysamlede cykel. Turen gik (eller skulle gå) ca. 20 km af en nedlagt jernbane og derefter en tur i skoven og derfra tilbage. Efter ca. 15 km på sporet får jeg en sivende punktering. No problem, jeg havde jo en ekstra slange og en god gammel manuel pumpe med. Eneste "lille" problem var, at pumpen ikke kunne pumpe presta-ventiler - og det var både primær- og reserveslangen :-/
Så jeg måtte bestille afhentning hjemmefra - og istedet tage hunden med på løbetur.
Næste dag var jeg blevet klogere (troede jeg). Min mor har presta-ventiler på hendes cykel, og jeg lånte bare hendes minipumpe. Klog af skade kontrollerede jeg selvfølgelig lige dette inden afgang - og den pumpede fint en reserveslange op. Afsted det gik, samme rute som sidst. Og NØJAGTIG samme sted punkterer jeg så igen. Frisk går jeg igang med slange-udskiftningen. Det viser sig bare, at mors pumpe måske nok kan pumpe en slange op - men SLET ikke kan skabe så meget tryk, at det kan pumpe hverken en hel eller halv bar i dækket (en bekymring min far faktisk tidligere gav udtryk for). Facit blev det samme som dagen før: Afhentning i bil. Årsagen til de sammenfaldende punkteringer blev iøvrigt opklaret i ventetiden på afhentning. Kommunens folk havde været venlige at foretage beskæring af buske (herunder brombær- og tjørnebuske) langs banen i de foregående dage. Og selvom de havde fjernet de store grene lå der småkviste spredt ud. Skod!
Det kom frem allerede før pakkerne kom under træet, at den nærmeste familie faktisk ikke havde fundet ud af hvad "SKS Airgun til CO2-patroner" var for en størrelse. Så mit juleønske om en ordentlig cykelpumpe hang pludselig i en tynd tråd.
I juledagene viste det sig dog, at Jytte og Bendt havde gennemskuet ønskesedlen, og Jytte havde været hos RBS i Vanløse og hente vidunderet.
Herudover indløb der flere rigtigt lækre trænings-trøjer (de er nu alle testet og "godkendt" :-) ) samt et rigt mål af gavekort m.v. til grej - sidstnævnte skal snarest omsættes til cutting edge grej der mere end matcher Sørens (lidt lækre, men også fesne) flaskeholder :-)
/Kasper
Jeg benyttede de sidste dage før jul til at pakke cyklen i bilen og forlægge til mine forældre. Udover selskabet, den gode mad og konfekt var det også fint at kunne få cyklen indendøre til lidt seriøs adskillelse, vedligehold og samling.
Som det er fremgået andetsteds, så havde den midterste klinge mistet en tand - og jeg har i det hele taget længe haft lyst til at blive lidt klogere på mekanikken. Der er nu engang en vis tilfredsstillelse ved at kunne adskille og samle det man cykler rundt på.
Jeg hang således cyklen op i loftet på værkstedet derhjemme og gik igang med det nyanskaffede værktøj, reservedele m.v. Det er altså ualmindeligt dejligt at have cyklen oppe i arbejdshøjde - og værktøj indenfor rækkevide!
D. 23. cyklede jeg afsted på den nysamlede cykel. Turen gik (eller skulle gå) ca. 20 km af en nedlagt jernbane og derefter en tur i skoven og derfra tilbage. Efter ca. 15 km på sporet får jeg en sivende punktering. No problem, jeg havde jo en ekstra slange og en god gammel manuel pumpe med. Eneste "lille" problem var, at pumpen ikke kunne pumpe presta-ventiler - og det var både primær- og reserveslangen :-/
Så jeg måtte bestille afhentning hjemmefra - og istedet tage hunden med på løbetur.
Næste dag var jeg blevet klogere (troede jeg). Min mor har presta-ventiler på hendes cykel, og jeg lånte bare hendes minipumpe. Klog af skade kontrollerede jeg selvfølgelig lige dette inden afgang - og den pumpede fint en reserveslange op. Afsted det gik, samme rute som sidst. Og NØJAGTIG samme sted punkterer jeg så igen. Frisk går jeg igang med slange-udskiftningen. Det viser sig bare, at mors pumpe måske nok kan pumpe en slange op - men SLET ikke kan skabe så meget tryk, at det kan pumpe hverken en hel eller halv bar i dækket (en bekymring min far faktisk tidligere gav udtryk for). Facit blev det samme som dagen før: Afhentning i bil. Årsagen til de sammenfaldende punkteringer blev iøvrigt opklaret i ventetiden på afhentning. Kommunens folk havde været venlige at foretage beskæring af buske (herunder brombær- og tjørnebuske) langs banen i de foregående dage. Og selvom de havde fjernet de store grene lå der småkviste spredt ud. Skod!
Det kom frem allerede før pakkerne kom under træet, at den nærmeste familie faktisk ikke havde fundet ud af hvad "SKS Airgun til CO2-patroner" var for en størrelse. Så mit juleønske om en ordentlig cykelpumpe hang pludselig i en tynd tråd.
I juledagene viste det sig dog, at Jytte og Bendt havde gennemskuet ønskesedlen, og Jytte havde været hos RBS i Vanløse og hente vidunderet.Herudover indløb der flere rigtigt lækre trænings-trøjer (de er nu alle testet og "godkendt" :-) ) samt et rigt mål af gavekort m.v. til grej - sidstnævnte skal snarest omsættes til cutting edge grej der mere end matcher Sørens (lidt lækre, men også fesne) flaskeholder :-)
/Kasper
tirsdag, december 27, 2005
Off season is off
Sneflokke kommer vrimlende / hen over Diger trimlende - og alligevel er det lykkedes at genoptage en nogenlunde regelmæssig træningsindsats. Det er også stærkt tiltrængt. Knæerne knirker, benene slæber og farten - hvis man overhovedet kan bruge det begreb - er, så alle kan være med.
Men nuvel, man skal jogge før man kan spurte, og vi har jo svoret at være tidligt i form, så 2006-sæsonen kan blive gylden og bære os mod nye højder. Derfor er det også med determineret mine, at Jesper og jeg har genstartet vores morgenløbeture. På egen hånd fik jeg bevæget mig rundt i mine barndommens gader den 22. og 24., og her til morgen trodsede Jesper og jeg vintervejret og fik humpet en tur rundt i Københavns mørke gader iført flere lag tøj end der var ederdunsdyner og madresser under prinsessen på ærten i H.C. Andersens eventyr.
Konklusion: der er plads til forbedring. Men mens løbeformen langsomt bygges op, svømningen holdes vedlige og der kastes længelsfulde blikke efter den enkeltstartscykel, som forhåbentlig er i hus, når asfaltsæsonen starter, så kunne jeg jo passende montere årets aero-dynamiske julegave: en flaskeholder til montering bag sadlen. Vigtigste funktion: intimidering af modstandere. Meget fiks lille sag med plads til to dunke, min elskede, men hidtil ubrugte CO2-pumpe og en ekstra CO2-patron. Altsammen i læ af ens røv. Sehr praktisch!
Men nuvel, man skal jogge før man kan spurte, og vi har jo svoret at være tidligt i form, så 2006-sæsonen kan blive gylden og bære os mod nye højder. Derfor er det også med determineret mine, at Jesper og jeg har genstartet vores morgenløbeture. På egen hånd fik jeg bevæget mig rundt i mine barndommens gader den 22. og 24., og her til morgen trodsede Jesper og jeg vintervejret og fik humpet en tur rundt i Københavns mørke gader iført flere lag tøj end der var ederdunsdyner og madresser under prinsessen på ærten i H.C. Andersens eventyr.
Konklusion: der er plads til forbedring. Men mens løbeformen langsomt bygges op, svømningen holdes vedlige og der kastes længelsfulde blikke efter den enkeltstartscykel, som forhåbentlig er i hus, når asfaltsæsonen starter, så kunne jeg jo passende montere årets aero-dynamiske julegave: en flaskeholder til montering bag sadlen. Vigtigste funktion: intimidering af modstandere. Meget fiks lille sag med plads til to dunke, min elskede, men hidtil ubrugte CO2-pumpe og en ekstra CO2-patron. Altsammen i læ af ens røv. Sehr praktisch!
tirsdag, december 20, 2005
Så synes datoen at ligge klar!
20. august er der tilsyneladende Ironman i DK - http://www.ironmanscandinavia.com/
Lad os se, om det bliver til noget - indtil videre kan vi jo satse på at formen topper sidst i august 2006...
søndag, december 18, 2005
Næste sæson lurer
Nu er alt det mtb-kørsel jo for så vidt udmærket - men vi ved jo godt allesammen, at det er på asfalten, det er rigtig sjovt.
Derfor er det også ganske fornøjeligt at, der nu så småt er begyndt at komme stævne-datoer på Dansk Triathlon Forbunds hjemmeside (www.dtrif.dk).
Så der er jo al mulig grund til at allerede nu at plotte datoer ind i kalenderen - vi er naturligvis nødt til at vende tilbage til Frø ½-ironman i Jels (Kasper, de har endda en kortere rute samme dag, så skal du kun overleve 500m crawl). Og næste sæson må naturligvis også rumme et par hurtige sprint-løb, så det bliver prøvet. Endelig er Silkeborg også vært for en ½-ironman - og det område skulle jo være rigtig smukt (og sikkert også lidt mere bakket end Jels).
Så der er masser til kalenderen - og der skulle være god lejlighed til at huske på de vise ord: Sometimes you're ahead, sometimes you're behind. The race is long, but in the end, you're only racing against yourself.
Derfor er det også ganske fornøjeligt at, der nu så småt er begyndt at komme stævne-datoer på Dansk Triathlon Forbunds hjemmeside (www.dtrif.dk).
Så der er jo al mulig grund til at allerede nu at plotte datoer ind i kalenderen - vi er naturligvis nødt til at vende tilbage til Frø ½-ironman i Jels (Kasper, de har endda en kortere rute samme dag, så skal du kun overleve 500m crawl). Og næste sæson må naturligvis også rumme et par hurtige sprint-løb, så det bliver prøvet. Endelig er Silkeborg også vært for en ½-ironman - og det område skulle jo være rigtig smukt (og sikkert også lidt mere bakket end Jels).
Så der er masser til kalenderen - og der skulle være god lejlighed til at huske på de vise ord: Sometimes you're ahead, sometimes you're behind. The race is long, but in the end, you're only racing against yourself.
Skal de køre den vej??
Dagens etape af Slush-cup var ingen succes. Vejret var ellers perfekt og nuvel, formen kunne være bedre, ikke mindst gårsdags julefrokost taget i betragtning, men det var ikke det, der stod i vejen for successen.
Noget kunne tyde på at der var et par af arrangørerne, der også havde været sent oppe og stadig havde lidt promiller i blodet for da folk skulle ud på anden omgang blev de vinket den forkerte vej rundt og dermed kørte folk lige pludselig imod hinanden. Ikke så smart, når stierne var smalle nok til at det i forvejen var svært at overhale og komme frem.
Så det endte med en total aflysning efter kaos og forvirring. Ærgerligt ærgerligt! Måske især for Kasper der havde overnattet på tre stole og var cyklet hele vejen op - og endda næsten kom til tiden.
Jeg fik dog prøvekørt indstillingen af min forskifter som jeg havde bakset med over en time i går og det var fedt at den skiftede som en drøm. Jeg havde også sat et smallere Michelin-dæk bagpå så jeg bedre kunne skære mig igennem mudderet. Men da det var adskillige frostgrader og jorden var stenhård var det dog ikke den bedste disponering. Måske skulle jeg også have lukket lidt luft ud af dækkene - 4 bar var lidt rigeligt at køre med, når det hele var så hårdt.
En omgang nåede jeg og ruten var faktisk god. Mindre teknisk end sidste etape, så jeg var kun nede en enkelt gang - det var dog også med en del fart på et lige stykke, hvor hjulet skred ud fordi den kom ned i et frossent hjulsport, men jeg var ninja-hurtigt oppe igen. Et stykke længere nede af sporet fandt jeg dog ud af, at min kuretur ikke bare havde leveret en minimal hudafskrabning på mit knæ, men også ramt quick-releasen på mit forhjul som nu stod og klaprede og vrikkede fra side til side. Ikke ligefrem befordrende for cyklens styreegenskaber, så jeg måtte af og spænde det fast igen.
Resten af turen gik glat - men desværre også en kort fornøjelse.
Noget kunne tyde på at der var et par af arrangørerne, der også havde været sent oppe og stadig havde lidt promiller i blodet for da folk skulle ud på anden omgang blev de vinket den forkerte vej rundt og dermed kørte folk lige pludselig imod hinanden. Ikke så smart, når stierne var smalle nok til at det i forvejen var svært at overhale og komme frem.
Så det endte med en total aflysning efter kaos og forvirring. Ærgerligt ærgerligt! Måske især for Kasper der havde overnattet på tre stole og var cyklet hele vejen op - og endda næsten kom til tiden.
Jeg fik dog prøvekørt indstillingen af min forskifter som jeg havde bakset med over en time i går og det var fedt at den skiftede som en drøm. Jeg havde også sat et smallere Michelin-dæk bagpå så jeg bedre kunne skære mig igennem mudderet. Men da det var adskillige frostgrader og jorden var stenhård var det dog ikke den bedste disponering. Måske skulle jeg også have lukket lidt luft ud af dækkene - 4 bar var lidt rigeligt at køre med, når det hele var så hårdt.
En omgang nåede jeg og ruten var faktisk god. Mindre teknisk end sidste etape, så jeg var kun nede en enkelt gang - det var dog også med en del fart på et lige stykke, hvor hjulet skred ud fordi den kom ned i et frossent hjulsport, men jeg var ninja-hurtigt oppe igen. Et stykke længere nede af sporet fandt jeg dog ud af, at min kuretur ikke bare havde leveret en minimal hudafskrabning på mit knæ, men også ramt quick-releasen på mit forhjul som nu stod og klaprede og vrikkede fra side til side. Ikke ligefrem befordrende for cyklens styreegenskaber, så jeg måtte af og spænde det fast igen.
Resten af turen gik glat - men desværre også en kort fornøjelse.
onsdag, december 14, 2005
December-savl
Kasper er jo vældig aktiv i denne blog - hvilket er ganske glimrende. Vi andre synes jo at være lidt magelige for tiden (men Jesper og jeg har dog startet morgenløbetræningen om igen), med følgelig færre store resultater at prale med på disse sider.
Det mener Kasper og vores mental-coach Dolph naturligvis er en dårlig undskyld - vi kan jo bare skrive om, hvilket lækkert grej, vi går og savler over i den kolde vintertid. Makes sense - vi skal jo ikke glemme, hvorfor vi i sin tid kastede os over netop triathlon...
Så her er den: the object of my wet December dreams...
Ja, hvem ville ikke gerne starte sæsonen på en enkeltstarts-carbon-lækkerbisken fra Isaac. Og herregod, 25k uden hjul for dura-ace-udgaven, det skulle vel nok kunne lykkedes - en dag.
Hvad skal man med balance, når man svømmer?
Konkurrence er jo bare sjovere end træning - også selv om det måske i virkeligheden mest er træning, der er behov for.
Derfor drog jeg også i forrige weekend med en håndfuld fra svømmeklubben til Frankfurt for at prøve den 1. tri-disciplin af for sig selv - vel at mærke mod svømmere, der ikke sparer benene til cykel- eller løbe-delen.
Da crawl er den foretrukkene stilart blev de valgte discipliner henholdsvis 50m, 100m og 400m fri, samt en 4 x 50m fri holdkap.
En interessant oplevelse. Konklusion: der bliver svømmet stærkt. Rigtig stærkt. Og så er der visse mere tekniske ting - folk er gode til at vende og til startspringet og her har jeg allerede sat flere sekunder til på de 400 meter. Der skal trænes noget teknik på disse punkter.
Endelig gik min 50m ikke optimalt - da alle havde indtaget sine pladser og stod foroverbøjede med fat om skamlen var ikke alle helt i ro og derfor varede det uforholdsmæssigt længe inden startskuddet lød. Så længe, at jeg fik overbalance og ganske langsomt væltede forover og ned i vandet. Jeg nåede lige at få hovedet ovenvande igen da jeg hørte starten gå. Selv en blind dommer ville derfor kunne have dømt min tyvstart og 50 meteren resulterede derfor i en diskvalifikation. Så kan jeg lære det!
Derfor drog jeg også i forrige weekend med en håndfuld fra svømmeklubben til Frankfurt for at prøve den 1. tri-disciplin af for sig selv - vel at mærke mod svømmere, der ikke sparer benene til cykel- eller løbe-delen.
Da crawl er den foretrukkene stilart blev de valgte discipliner henholdsvis 50m, 100m og 400m fri, samt en 4 x 50m fri holdkap.
En interessant oplevelse. Konklusion: der bliver svømmet stærkt. Rigtig stærkt. Og så er der visse mere tekniske ting - folk er gode til at vende og til startspringet og her har jeg allerede sat flere sekunder til på de 400 meter. Der skal trænes noget teknik på disse punkter.
Endelig gik min 50m ikke optimalt - da alle havde indtaget sine pladser og stod foroverbøjede med fat om skamlen var ikke alle helt i ro og derfor varede det uforholdsmæssigt længe inden startskuddet lød. Så længe, at jeg fik overbalance og ganske langsomt væltede forover og ned i vandet. Jeg nåede lige at få hovedet ovenvande igen da jeg hørte starten gå. Selv en blind dommer ville derfor kunne have dømt min tyvstart og 50 meteren resulterede derfor i en diskvalifikation. Så kan jeg lære det!
tirsdag, december 13, 2005
Outdoor førstehjælp
Sidste tirsdags "træning" med USG Adventureholdet var en teori-lektion i "Outdoor førstehjælp". I visse tilfælde er der jo forskel på hvad der bør gøres, hvis man kommer til skade i vildmarken, i forhold til mere civiliserede omstændigheder hvor professionel hjælp er umiddelbar nær.
Jesper har jo ellers hidtil beredvilligt sørget for, at holdets førstehjælpskundskaber blev vedligeholdt. Men på det seneste har han desværre været lidt tilbageholdende ift. at lade os eksperimentere med primitiv feltkirurgi :)
Deltagere på USG Adventure-holdet kan hente Tejs Jansens let neddroslede præsentation her. Desværre er en række af de gode sår-billeder m.v. udeladt i denne version :-)
/Kasper
Jesper har jo ellers hidtil beredvilligt sørget for, at holdets førstehjælpskundskaber blev vedligeholdt. Men på det seneste har han desværre været lidt tilbageholdende ift. at lade os eksperimentere med primitiv feltkirurgi :)
Deltagere på USG Adventure-holdet kan hente Tejs Jansens let neddroslede præsentation her. Desværre er en række af de gode sår-billeder m.v. udeladt i denne version :-)
/Kasper
søndag, december 11, 2005
En strabadserende tur i skoven
Idag var der endnu engang mulighed for at komme i skoven sammen med en flok hårde drenge. Søren og Jesper havde andre planer for søndagen, men det skulle naturligvis ikke afholde mig.
Denne søndag var det Triathleten i Blovstrød der opstillede rammerne for 2. afdeling af Craft X-Duathlon.
Dagen skulle dog også vise sig at være mit første rigtige møde med mudder og ælte. Det overgik i hvert fald hvad jeg tidligere har cyklet rundt i :-) Der var ikke store vandpytter, men omkring 7-10 cm muddermasse på store dele af den 5 km strækning der skulle tilbagelægges 4 gange.
Jeg havde heldigvis det rigtige værktøj til opgaven. Så sent som igår skiftede jeg nemlig til mine nyindkøbte 1.80" Nobby Nick mudderdæk. De har selvfølgelig større knopper end mine almindelide cross country dæk - men er også meget smallere. Dermed gnaver de sig meget hurtigere ned i mudderet og får dermed greb i de fastere jordlag. Det bliver selvfølgelig tungt at træde når man på den måde kører _i_ og ikke _på_ mudderet, men til gengæld kommer man fremad, kan holde sig i sporet og ligger ikke og fedter rundt ovenpå mudderet. Endelig har det smalle dæk også den fordel, at den pakker mindre mudder (og her snakker vi kg).
Jeg havde været forbi lørdag sen eftermiddag med de store lygter på cyklen for at prøvekøre ruten. Imidlertid var det frostvejr lørdag og dermed et godt fast underlag - det skulle ændre sig til søndag med 8 grader celcius fra morgenstunden :-)
Billedet er fra 1. gennemkørsel af MTB-ruten og inden det begyndte at blive rigtigt mudret. Her er både den og jeg jo praktisk talt endnu rene :-) Det blev jeg mildt sagt ikke ved med at være. Jeg noterer i den forbindelse det iboende problem, at det tidspunkt man på en cykelrute har tid til at drikke fra drikkedunken også samtidig er det tidspunkt hvor man kører alt mudderet af dækkene - nemlig når man lige kortvarigt er ude på en grusvej og ikke risikerer styrt ved at tage den ene hånd fra styret.
Distancen er den samme i alle afdelinger er cuppen: 3 km terrænløb - 10 km MTB - 3 km terrænløb - 10 km MTB - 3 km terrænløb. Det forløb faktisk uden problemer - selvom det langtfra går så hurtigt som jeg kunne ønske. Men det retter sig vel på et tidspunkt? :-)
Grejet fungerede 99% idag. Jeg havde monteret at par almindelige pedaler for at undgå skifte fra cykelsko til løbesko. Det var rigtigt godt. Jeg smed kæden en enkelt gang - ganske som jeg jo har oplevet før. Da jeg kom hjem opdagede jeg under vedligeholdelsen, at jeg har kørt en tand af den midterste klinge...det er formentlig årsagen til mine små kædeproblemer - eller også er det en konsekvens :-)
Så sig lige til, hvis du skal bestille stumper hos Bike-Discount :-)
/Kasper
Denne søndag var det Triathleten i Blovstrød der opstillede rammerne for 2. afdeling af Craft X-Duathlon.
Dagen skulle dog også vise sig at være mit første rigtige møde med mudder og ælte. Det overgik i hvert fald hvad jeg tidligere har cyklet rundt i :-) Der var ikke store vandpytter, men omkring 7-10 cm muddermasse på store dele af den 5 km strækning der skulle tilbagelægges 4 gange.
Jeg havde heldigvis det rigtige værktøj til opgaven. Så sent som igår skiftede jeg nemlig til mine nyindkøbte 1.80" Nobby Nick mudderdæk. De har selvfølgelig større knopper end mine almindelide cross country dæk - men er også meget smallere. Dermed gnaver de sig meget hurtigere ned i mudderet og får dermed greb i de fastere jordlag. Det bliver selvfølgelig tungt at træde når man på den måde kører _i_ og ikke _på_ mudderet, men til gengæld kommer man fremad, kan holde sig i sporet og ligger ikke og fedter rundt ovenpå mudderet. Endelig har det smalle dæk også den fordel, at den pakker mindre mudder (og her snakker vi kg).
Jeg havde været forbi lørdag sen eftermiddag med de store lygter på cyklen for at prøvekøre ruten. Imidlertid var det frostvejr lørdag og dermed et godt fast underlag - det skulle ændre sig til søndag med 8 grader celcius fra morgenstunden :-)Billedet er fra 1. gennemkørsel af MTB-ruten og inden det begyndte at blive rigtigt mudret. Her er både den og jeg jo praktisk talt endnu rene :-) Det blev jeg mildt sagt ikke ved med at være. Jeg noterer i den forbindelse det iboende problem, at det tidspunkt man på en cykelrute har tid til at drikke fra drikkedunken også samtidig er det tidspunkt hvor man kører alt mudderet af dækkene - nemlig når man lige kortvarigt er ude på en grusvej og ikke risikerer styrt ved at tage den ene hånd fra styret.
Distancen er den samme i alle afdelinger er cuppen: 3 km terrænløb - 10 km MTB - 3 km terrænløb - 10 km MTB - 3 km terrænløb. Det forløb faktisk uden problemer - selvom det langtfra går så hurtigt som jeg kunne ønske. Men det retter sig vel på et tidspunkt? :-)
Grejet fungerede 99% idag. Jeg havde monteret at par almindelige pedaler for at undgå skifte fra cykelsko til løbesko. Det var rigtigt godt. Jeg smed kæden en enkelt gang - ganske som jeg jo har oplevet før. Da jeg kom hjem opdagede jeg under vedligeholdelsen, at jeg har kørt en tand af den midterste klinge...det er formentlig årsagen til mine små kædeproblemer - eller også er det en konsekvens :-)
Så sig lige til, hvis du skal bestille stumper hos Bike-Discount :-)
/Kasper
onsdag, december 07, 2005
Julemad og vægten...
Lad os først og fremmest slå fast, at nedenstående på ingen måde er eller kan blive et problem for medlemmer af Dum Vivumus Vivamus. Med viljer af stål og som disciplinerede krigere kan julemad naturligvis ikke komme på tværs af hverken planlagte vægt- eller formkurver.
Men skulle der nu være enkelte læsere der er nervøse for julefrokoster og "den gode danske juletradition" iøvrigt, så er her 9 nutrition nibbles :-).
/Kasper
Men skulle der nu være enkelte læsere der er nervøse for julefrokoster og "den gode danske juletradition" iøvrigt, så er her 9 nutrition nibbles :-).
/Kasper
mandag, december 05, 2005
Google kan endelig lide os...
Det tog lidt tid, men Google har endelig tilgivet de første versioner af denne blog - og er begyndt at indeksere os regelmæssigt... Fedt :-)
Man kan allerede begynde at se på statistikken, at vi får besøgende på siden via Google. Typiske søgeord der tilsyneladende ender med at klikke på vores side er: Adventureracing, gear, ekstremsport og Forerunner :) Spændende at se, hvor meget trafik der kommer fra Google når vi får optimeret lidt mere, og får endnu flere interessante og sjove artikler på.
Imorgen tirsdag holder Jespers og mit USG Adventurerace-hold førstehjælpskursus. Jesper har foreslået at vi laver en noshow da det jo "bare er førstehjælp - lad os løbe en tur istedet". Måske en anelse kæk holdning hans hyppige uheld taget i betragtning :)
/Kasper
Man kan allerede begynde at se på statistikken, at vi får besøgende på siden via Google. Typiske søgeord der tilsyneladende ender med at klikke på vores side er: Adventureracing, gear, ekstremsport og Forerunner :) Spændende at se, hvor meget trafik der kommer fra Google når vi får optimeret lidt mere, og får endnu flere interessante og sjove artikler på.
Imorgen tirsdag holder Jespers og mit USG Adventurerace-hold førstehjælpskursus. Jesper har foreslået at vi laver en noshow da det jo "bare er førstehjælp - lad os løbe en tur istedet". Måske en anelse kæk holdning hans hyppige uheld taget i betragtning :)
/Kasper
søndag, december 04, 2005
Skovdebut for nye sko
I forrige uge tog jeg mine mere eller mindre nedbrudte løbesko med til Marathonsport for at finde et par værdige afløsere.
Ekspedienten kiggede mistroisk på mig da jeg fremholdte de gamle sko - han mente det var mange km siden, at de havde ydet nogen støddæmpning af betydning. Han foreslog, at jeg lige skulle tage én løbetur mere i dem før de skulle ud - og det skulle være på løbebånd. Hans gennemgang herefter viste, at udover at skoene var fuldstændigt udtjente så var de faktisk slet ikke i nærheden af at passe til mig.
Efter deres sædvanlige seriøse fremgangsmåde fandt han nogle forskellige sko frem som skulle ligge indenfor mit range (som er normalt til ganske let overpronation). Et par passede både intuitivt og på løbebåndet. Det blev til et par Asics Nimbus VII
Og de har sandelig også været fede at løbe i - en HELT anden løbeoplevelse.
Idag skulle de så første gang ud i en rigtig skov - til O-løb ved Bregnerød. De fine nye sko - de havde virkelig ikke fortjent sådan en besudling. De blev totalt spurt i mudder, indvendig og udvendig. Indvendig fordi skoen en enkelt gang blev stående i mudderet mens jeg løb videre. Mine sokker var selvsagt ikke rene da de efterfølgende skulle tilbage i skoen :-)
Man burde i virkeligheden nok overveje at købe et par track-sko. De har meget bedre greb, og holder i højere grad fødderne tørre.
Jeg kan i høj grad anbefale tri-drengene at vove jer ud i skoven. Udover selve træningen i orientering generelt og orientering under løb (som nogle har mere brug for end andre :-) ) - så styrker det led og sener markant. Jeg kan tydeligt mærke, at mine fødder idag er trætte på en helt anden måde, end hvis jeg bare har drønet rundt i Søndermarken eller Fælledparken. Forhåbentlig kan den rette mængde terræntræning forebygge forvredne ankler m.v. Der er ikke noget mere surt end skader - og da især op til og under et race.
Så det er bare op på dupperne drenge! :)
/Kasper
Ekspedienten kiggede mistroisk på mig da jeg fremholdte de gamle sko - han mente det var mange km siden, at de havde ydet nogen støddæmpning af betydning. Han foreslog, at jeg lige skulle tage én løbetur mere i dem før de skulle ud - og det skulle være på løbebånd. Hans gennemgang herefter viste, at udover at skoene var fuldstændigt udtjente så var de faktisk slet ikke i nærheden af at passe til mig.
Efter deres sædvanlige seriøse fremgangsmåde fandt han nogle forskellige sko frem som skulle ligge indenfor mit range (som er normalt til ganske let overpronation). Et par passede både intuitivt og på løbebåndet. Det blev til et par Asics Nimbus VIIOg de har sandelig også været fede at løbe i - en HELT anden løbeoplevelse.
Idag skulle de så første gang ud i en rigtig skov - til O-løb ved Bregnerød. De fine nye sko - de havde virkelig ikke fortjent sådan en besudling. De blev totalt spurt i mudder, indvendig og udvendig. Indvendig fordi skoen en enkelt gang blev stående i mudderet mens jeg løb videre. Mine sokker var selvsagt ikke rene da de efterfølgende skulle tilbage i skoen :-)
Man burde i virkeligheden nok overveje at købe et par track-sko. De har meget bedre greb, og holder i højere grad fødderne tørre.
Jeg kan i høj grad anbefale tri-drengene at vove jer ud i skoven. Udover selve træningen i orientering generelt og orientering under løb (som nogle har mere brug for end andre :-) ) - så styrker det led og sener markant. Jeg kan tydeligt mærke, at mine fødder idag er trætte på en helt anden måde, end hvis jeg bare har drønet rundt i Søndermarken eller Fælledparken. Forhåbentlig kan den rette mængde terræntræning forebygge forvredne ankler m.v. Der er ikke noget mere surt end skader - og da især op til og under et race.
Så det er bare op på dupperne drenge! :)
/Kasper
torsdag, december 01, 2005
Så skal der spares sammen...
Grundlæggende er de fysiske aktiviteter der beskrives på denne side sekundære - det handler jo primært om, at diverse idrætsgrene legitimerer indkøb af lækkert grej. Og vi ved jo alle, hvad kriteriet for at vinde i det store løb er...?
Et eksempel på lækkert must-have bliver videreudviklingen af Garmin Forerunner 301 som både Henrik, undertegnede og nu også snart Hans Henrik er indehaver af.
Den nye kommer formentlig til at hedde Forerunner 305, formfaktoren er noget mindre, og måske vigtigst så er det en Sirf-GPS med langt bedre modtagelsesevner. Der var helt markant forskel da jeg fik en tilsvarende Sirf-GPS i bilen.
Er der nogen der vil købe en gennemtestet Forerunner 301 til levering i 2Q06 ?
/Kasper
Et eksempel på lækkert must-have bliver videreudviklingen af Garmin Forerunner 301 som både Henrik, undertegnede og nu også snart Hans Henrik er indehaver af.
Den nye kommer formentlig til at hedde Forerunner 305, formfaktoren er noget mindre, og måske vigtigst så er det en Sirf-GPS med langt bedre modtagelsesevner. Der var helt markant forskel da jeg fik en tilsvarende Sirf-GPS i bilen.Er der nogen der vil købe en gennemtestet Forerunner 301 til levering i 2Q06 ?
/Kasper
søndag, november 27, 2005
Ingen brug for CO2
Så var der endelig et løb i kalenderen - 2. afdeling af Slush-cuppen, afholdt i Hillerød og med deltagelse af Kasper, min ven Preben og hans (Lanzarote-Ironman)-søn Lasse.
Jeg havde jo fra starten set spændt frem til løbet - især spændt på, hvordan det ville være med så mange cykelryttere (over 300) på den 8km-lange rute og hvordan det ville være både skulle koncentrere sig om at blive på cyklen og køre hurtigt. Dertil kommer at formen, med mindre vi taler ren crawl-form, ikke just er toppende for tiden og en let forkølelse - alt sammen medvirkende til at justere forventningerne godt ned til at køre med og lære hvordan det foregår.
Anderledes forholdt det sig selvfølgelig for Kaspers vedkommende - han løber/cykler jo alt hvad der viser sig for tiden uden at det på nogen måde synes at slide på systemet eller gå ud over formen. Således helt restitueret fra sit marathon tidligere i november så han tændt ud i samme startboks som mig. Men det skulle naturligvis snart vise sig, at han ikke havde lært Dolphs lektie om ordentlig forberedelse grundigt nok. For efter at have sat mig - naturligvis blot med ganske få sekunder ;-) - på første runde punkterede han på anden omgang og uden ekstra slange eller pumpe med så var der ikke meget Ninja tilbage over ham.
Når man skal konstatere, om en patient er hjernedød foretager man en undersøgelse af, om patienten reagerer på smertepåvirkning, belysning og irritation af øjnene og skylning af øregangen med koldt vand. Det undersøges også, om der kommer brækningsreaktion og hosterefleks ved irritation i svælg og luftrør, og om patienten selv kan trække vejret uden for respiratoren. I Kaspers tilfælde kunne man nøjes med at konstatere dødens indtræden, hvis han giver op - for før sker det naturligvis ikke. Så han gjorde da også et ihærdigt forsøg på at fastholde sin føring på anden omgang ved at løbe i mål med cyklen på ryggen. Han havde næsten fortjent at lykkedes med det foretagende, men så langt var han trods alt heller ikke foran.
Ak ja, nu har jeg troligt for jeg ved ikke hvilken gang medbragt min fine CO2-pumpe og ekstraslange, men ak, uden at få brug for det fine grej ;-) Og så var jeg jo nødt til at køre en omgang mere mens Kasper kunne spare på benene - der kunne jeg tilgengæld godt have brugt noget mere O2.
Jeg synes selv jeg kørte et hæderligt løb formen taget i betragtning - jeg var af cyklen nogle gange, men bortset fra ét sted, hvor et stort træ spærrede vejen og alle stod af, kørte jeg faktisk alle passager igennem i mindst én af de tre runder - og ofte var det pga. trængsel på ruten, man var nødt til at klikke ud af pedalerne. Der var en del teknisk vanskelige passager, men i det hele taget en varieret og underholdende rute uden meget halsbrækkende nedkørsler eller fuldstændigt umulige bakker, uden at der dog på nogen måde var tale om en flad rute. I det hele taget er det jo karakteristisk, at man kører med mere varieret intensitet end på landevej, hvor pulsen er mere jævn. Men det er nok et spørgsmål om træning (der som jo bekendt jf. Jesper, som i øvrigt naturligvis var savnet i dag, gir øvelse.
Til sidst kan jeg så nævne, at Lasse naturligvis blæste igennem og kom langt før mig selvom han nåede at punktere undervejs og først fik luft i hjulet da hans far kom forbi med en pumpe. Tja, hvad man ikke har med i lommen må man have i benene - og så hjælper det jo, hvis man er udstyret med Ironman-ben til lejligheden.
Jeg havde jo fra starten set spændt frem til løbet - især spændt på, hvordan det ville være med så mange cykelryttere (over 300) på den 8km-lange rute og hvordan det ville være både skulle koncentrere sig om at blive på cyklen og køre hurtigt. Dertil kommer at formen, med mindre vi taler ren crawl-form, ikke just er toppende for tiden og en let forkølelse - alt sammen medvirkende til at justere forventningerne godt ned til at køre med og lære hvordan det foregår.
Anderledes forholdt det sig selvfølgelig for Kaspers vedkommende - han løber/cykler jo alt hvad der viser sig for tiden uden at det på nogen måde synes at slide på systemet eller gå ud over formen. Således helt restitueret fra sit marathon tidligere i november så han tændt ud i samme startboks som mig. Men det skulle naturligvis snart vise sig, at han ikke havde lært Dolphs lektie om ordentlig forberedelse grundigt nok. For efter at have sat mig - naturligvis blot med ganske få sekunder ;-) - på første runde punkterede han på anden omgang og uden ekstra slange eller pumpe med så var der ikke meget Ninja tilbage over ham.
Når man skal konstatere, om en patient er hjernedød foretager man en undersøgelse af, om patienten reagerer på smertepåvirkning, belysning og irritation af øjnene og skylning af øregangen med koldt vand. Det undersøges også, om der kommer brækningsreaktion og hosterefleks ved irritation i svælg og luftrør, og om patienten selv kan trække vejret uden for respiratoren. I Kaspers tilfælde kunne man nøjes med at konstatere dødens indtræden, hvis han giver op - for før sker det naturligvis ikke. Så han gjorde da også et ihærdigt forsøg på at fastholde sin føring på anden omgang ved at løbe i mål med cyklen på ryggen. Han havde næsten fortjent at lykkedes med det foretagende, men så langt var han trods alt heller ikke foran.
Ak ja, nu har jeg troligt for jeg ved ikke hvilken gang medbragt min fine CO2-pumpe og ekstraslange, men ak, uden at få brug for det fine grej ;-) Og så var jeg jo nødt til at køre en omgang mere mens Kasper kunne spare på benene - der kunne jeg tilgengæld godt have brugt noget mere O2.
Jeg synes selv jeg kørte et hæderligt løb formen taget i betragtning - jeg var af cyklen nogle gange, men bortset fra ét sted, hvor et stort træ spærrede vejen og alle stod af, kørte jeg faktisk alle passager igennem i mindst én af de tre runder - og ofte var det pga. trængsel på ruten, man var nødt til at klikke ud af pedalerne. Der var en del teknisk vanskelige passager, men i det hele taget en varieret og underholdende rute uden meget halsbrækkende nedkørsler eller fuldstændigt umulige bakker, uden at der dog på nogen måde var tale om en flad rute. I det hele taget er det jo karakteristisk, at man kører med mere varieret intensitet end på landevej, hvor pulsen er mere jævn. Men det er nok et spørgsmål om træning (der som jo bekendt jf. Jesper, som i øvrigt naturligvis var savnet i dag, gir øvelse.
Til sidst kan jeg så nævne, at Lasse naturligvis blæste igennem og kom langt før mig selvom han nåede at punktere undervejs og først fik luft i hjulet da hans far kom forbi med en pumpe. Tja, hvad man ikke har med i lommen må man have i benene - og så hjælper det jo, hvis man er udstyret med Ironman-ben til lejligheden.
Pre-emptive strike
Heads up!
Når Søren her senere idag publicerer hans version af dagens "Slush-Cup"-afdeling - så må det forventes, at udlægningen er decideret manipulerende og bevidst fejlfortolkende.
Jeg skal naturligvis bistå med de fornødne rettelser og præciseringer så snart vi ser indlægget her på siden!
Og så vil jeg sige som Dolph. Wulf: "Var du lige nede der?" Dolph: "Nej, jeg er lynhurtigt oppe!".
/Kasper
Når Søren her senere idag publicerer hans version af dagens "Slush-Cup"-afdeling - så må det forventes, at udlægningen er decideret manipulerende og bevidst fejlfortolkende.
Jeg skal naturligvis bistå med de fornødne rettelser og præciseringer så snart vi ser indlægget her på siden!
Og så vil jeg sige som Dolph. Wulf: "Var du lige nede der?" Dolph: "Nej, jeg er lynhurtigt oppe!".
/Kasper
søndag, november 20, 2005
1. afdeling af Craft X-Duathlon
Endelig oprandt dagen for første afdeling i Cross-Duathlon-cuppen som sportstøjfirmaet Craft sponsorerer.
Craft X-Duathlon afholdes som en cup over 5 afdelinger i løbet af vinteren. Det tjener som vinteraktivering af triathlon-klubberne i Københavnsområdet. Af deltagerlisten fremgår det også, at den langt overvejende part af deltagerne er medlemmer af f.eks. KTK, Haretri, Triathleten m.v.
Der var mulighed for at vælge kort eller lang - men det kunne selvsagt ikke falde mig ind at vælge sprint-distancen. Sprint distancen var 3 km løb / 10 km MTB / 3 km løb. Den lange distance var 3 km løb / 10 km MTB / 3 km løb / 10 km MTB / 3 km løb.
Man kunne vel næppe forestille sig nogen flottere kulisse end den klare blå himmel og den let frosne skovbund. Havde man ikke været tralvt optaget af at løbe, henholdsvis undgå styrt på cyklen - så havde det været skønt at nyde den flotte rute :-)
Min opladning og morgenklargøring til turen var (helt bevidst), ikke så gennemgørt som til sidste marathon. Men jeg nåede da under første løbetur at ærgre mig over, at det lige præcis var sort castello-ost (den med fåremælken) som jeg afsluttede morgenmåltidet med....osten smagte nu bedst første gang :-)
Tri-drengene glimrede - endnu engang - ved deres fravær. Der var dog heldgvis andre kendte ansigter - ikke mindst Camilla som deltog i DVV's farver på DTU-Adventurerace.
Jeg lagde stille og roligt ud på første løbestræk - og måtte da også se Camilla forsvinde frem foran mig. Nuvel - det var jo helt som forudset, så ingen ærgrelser på dén konto :-)
En hurtig første transition (der skal jeg have luret på lidt taktik til næste gang) - bragte mig dog pludselig foran Camilla igen...men på mountainbike var det dog en stakket frist. Vi kom til en grøft hvor der var tvungen afsidning (til Camillas udtalte irritation: "Den her har jeg altså kørt!" Selv havde jeg helt sikkert alligevel stået af, så fint for mig :-) Men Camilla kom alligevel foran og uden for synsvidde.
Jeg nåede ikke at finde ud af, om det var pga. en punktering/lapning (det frygter jeg! :) ), at jeg imidlertid igen fik kontakt med hende på den allersidste del af cykelturen. En dejlig banet vejstrækning for os MTB-mongoler - hvor jeg kunne sætte lidt fart på cyklen og let hoverende stryge forbi med en formentlig irriterende frisk bemærkning :-)
Det bør nok i al rimelighed nævnes, at Camilla pga. en skade har holdt træningspause - men det gør kun min glæde en lille smule mindre :-)
Jeg kunne over de i 4 gennemkørsler af MTB-ruten konstatere en markant hastighedsfremgang. Det var meget motiverende og en lækker fornemmelse. Der er måske trods alt håb forude?? Og det endda på trods af, at ruten blev mærkbart mere smattet for hver gennemkørsel. Det lykkedes mig også at køre min kæde af, det var en anelse surt at blive overhalet af 5-6 stykker, mens jeg lå og rodede med at montere kæden igen :-)
Den sidste løbetur var indledningsvis lidt hård for knæene - altså pga. omstillingen fra cykel til løb. Men efter en kilometer eller deromkring så gik det bedre. Jeg havde det meste af tiden en løber i sigte lidt fremme - og på de sidste kilometre lagde jeg anstrengelse i at indhente ham - og på samme irriterende måde lave en elegant (omend i virkeligheden noget anstrengt) overhaling. Han tog det imidlertid lidt "ilde op" - og lagde sig lige skarpt i min slipstrøm. Jeg øgede gradvist tempoet, men han holdt ved - og konsekvensen var, at vi indledte et større spurtopgør som jeg lykkeligvis kunne trække mig ud af som vinder.
Oplevelsen af løbet generelt og også af den sidste spurt var, at jeg kunne have sat et noget højere tempo i løbet. Til eftermiddag overvejede jeg faktisk en løbetur - men fornuften sagde mig, at den burde gemmes til mandag :-) Den fornemmelse burde man jo ikke have ovenpå et løb - så der skal gives lidt mere gas næste gang. Men nu ved jeg nogenlunde hvad det hele handler om :-)
Jeg ser allerede frem til de næste fire afdelinger - og hvem ved, måske får tri-drengene i mellemtiden også pudset rusten af cyklerne i kælderen - og sat snørebånd i løbeskoene igen?
/Kasper
Craft X-Duathlon afholdes som en cup over 5 afdelinger i løbet af vinteren. Det tjener som vinteraktivering af triathlon-klubberne i Københavnsområdet. Af deltagerlisten fremgår det også, at den langt overvejende part af deltagerne er medlemmer af f.eks. KTK, Haretri, Triathleten m.v.
Der var mulighed for at vælge kort eller lang - men det kunne selvsagt ikke falde mig ind at vælge sprint-distancen. Sprint distancen var 3 km løb / 10 km MTB / 3 km løb. Den lange distance var 3 km løb / 10 km MTB / 3 km løb / 10 km MTB / 3 km løb.
Man kunne vel næppe forestille sig nogen flottere kulisse end den klare blå himmel og den let frosne skovbund. Havde man ikke været tralvt optaget af at løbe, henholdsvis undgå styrt på cyklen - så havde det været skønt at nyde den flotte rute :-)Min opladning og morgenklargøring til turen var (helt bevidst), ikke så gennemgørt som til sidste marathon. Men jeg nåede da under første løbetur at ærgre mig over, at det lige præcis var sort castello-ost (den med fåremælken) som jeg afsluttede morgenmåltidet med....osten smagte nu bedst første gang :-)
Tri-drengene glimrede - endnu engang - ved deres fravær. Der var dog heldgvis andre kendte ansigter - ikke mindst Camilla som deltog i DVV's farver på DTU-Adventurerace.Jeg lagde stille og roligt ud på første løbestræk - og måtte da også se Camilla forsvinde frem foran mig. Nuvel - det var jo helt som forudset, så ingen ærgrelser på dén konto :-)
En hurtig første transition (der skal jeg have luret på lidt taktik til næste gang) - bragte mig dog pludselig foran Camilla igen...men på mountainbike var det dog en stakket frist. Vi kom til en grøft hvor der var tvungen afsidning (til Camillas udtalte irritation: "Den her har jeg altså kørt!" Selv havde jeg helt sikkert alligevel stået af, så fint for mig :-) Men Camilla kom alligevel foran og uden for synsvidde.
Jeg nåede ikke at finde ud af, om det var pga. en punktering/lapning (det frygter jeg! :) ), at jeg imidlertid igen fik kontakt med hende på den allersidste del af cykelturen. En dejlig banet vejstrækning for os MTB-mongoler - hvor jeg kunne sætte lidt fart på cyklen og let hoverende stryge forbi med en formentlig irriterende frisk bemærkning :-)
Det bør nok i al rimelighed nævnes, at Camilla pga. en skade har holdt træningspause - men det gør kun min glæde en lille smule mindre :-)
Jeg kunne over de i 4 gennemkørsler af MTB-ruten konstatere en markant hastighedsfremgang. Det var meget motiverende og en lækker fornemmelse. Der er måske trods alt håb forude?? Og det endda på trods af, at ruten blev mærkbart mere smattet for hver gennemkørsel. Det lykkedes mig også at køre min kæde af, det var en anelse surt at blive overhalet af 5-6 stykker, mens jeg lå og rodede med at montere kæden igen :-)
Den sidste løbetur var indledningsvis lidt hård for knæene - altså pga. omstillingen fra cykel til løb. Men efter en kilometer eller deromkring så gik det bedre. Jeg havde det meste af tiden en løber i sigte lidt fremme - og på de sidste kilometre lagde jeg anstrengelse i at indhente ham - og på samme irriterende måde lave en elegant (omend i virkeligheden noget anstrengt) overhaling. Han tog det imidlertid lidt "ilde op" - og lagde sig lige skarpt i min slipstrøm. Jeg øgede gradvist tempoet, men han holdt ved - og konsekvensen var, at vi indledte et større spurtopgør som jeg lykkeligvis kunne trække mig ud af som vinder.
Oplevelsen af løbet generelt og også af den sidste spurt var, at jeg kunne have sat et noget højere tempo i løbet. Til eftermiddag overvejede jeg faktisk en løbetur - men fornuften sagde mig, at den burde gemmes til mandag :-) Den fornemmelse burde man jo ikke have ovenpå et løb - så der skal gives lidt mere gas næste gang. Men nu ved jeg nogenlunde hvad det hele handler om :-)
Jeg ser allerede frem til de næste fire afdelinger - og hvem ved, måske får tri-drengene i mellemtiden også pudset rusten af cyklerne i kælderen - og sat snørebånd i løbeskoene igen?
/Kasper
torsdag, november 17, 2005
Dejlig træning
Det er nu fastlagt, at Fjällräven Extreme Marathon i 2006 kommer til at ligge sidste weekend i maj.
Det var jo vores debut og anledning til etablering af DVV i foråret, og der knytter sig derfor store forventninger til denne gang at prøve kræfter med den lange distance.
For at komme lidt i stemning, valgte jeg idag at løbetræne med 10kg oppakning i rygsækken. Det var nogle relativt lette intervaller i kuperet terræn - og vejrtrækningen over de 9 km mindede mig om, at der skal skal lægges en del kilometer i skov og på landevej før jeg er klar til F.E.M. 70 :)
Men nu var det jo også efter dagens godt 50 km cykling :)
/Kasper
Det var jo vores debut og anledning til etablering af DVV i foråret, og der knytter sig derfor store forventninger til denne gang at prøve kræfter med den lange distance.
For at komme lidt i stemning, valgte jeg idag at løbetræne med 10kg oppakning i rygsækken. Det var nogle relativt lette intervaller i kuperet terræn - og vejrtrækningen over de 9 km mindede mig om, at der skal skal lægges en del kilometer i skov og på landevej før jeg er klar til F.E.M. 70 :)
Men nu var det jo også efter dagens godt 50 km cykling :)
/Kasper
søndag, november 13, 2005
MTB-træning mens bladene falder af - og folk falder fra
I dag blev et godt træningspas. Jesper, Kasper, Dolph (i ånden) og undertegnede mødtes i morges kl. 8 for at snuppe en god svømmetur i Hillerødgade forud for en mtb-tur i skoven. Svømmehallen var desværre overraskende nok optaget af en UV-rugby konkurrence, så efter en solid brunch henlagde vi svømmetræningen til Øbrohallen hvor der blev crawlet mv. efter bedste evne. Min beskedenhed forbyder mig at kommentere på mine sprinter med Jesper - blot glæder jeg mig over at jeg holdt hele vejen hjem i vores 500m uden at lade mig stresse til at svømme over evne.
Kasper er jo først begyndt for alvor at træne crawl og vi må sige at det går rigtig godt. Enkelte skønhedsfejl gør energiforbruget pr. meter uhensigtsmæssigt højt, men der er masser at bygge videre på, så vi forventer naturligvis at han deler vores mål om en fuld ironman i 2006-sæsonen. Muligvis bliver han nødt til at tage til New Zealand der ligger til sidst på året for at nå det, men der skulle jo også være flot...!?
Efter svømmeturen måtte vi notere det første - planlagte - frafald, da Jesper havde uopsættelige familiæere forpligtelser andetsteds. Vi havde af samme grund forsøgt at afsætte den ledige mtb til både Boesen, Kaasgaard og HA - men ak, alle udviste en imponerende evne til dårlige undskyldninger for ikke at deltage. Nuvel, Kasper og jeg drog nordpå og håbede på at vejret ville holde tørt i det mindste indtil vi nåede frem.
Vejret holdt fint og ruten havde ændret sig noget siden sidst - der var stadig pænt med mudder på udvalgte passager, men desuden havde skoven drysset et tykt lag farverige blade over alt, hvilket var klædeligt, men samtidig udfordrende og uforusigeligt at køre i. Vi måtte derfor også som vanligt tage et par enkelte småstyrt - men ellers var vores kørsel præget af fornuftig tilbageholdenhed. Vi passerede også åstedet for Jespers dramatiske styrt - og gik pænt ned mens vi så om vi kunne finde den kødklump som Jesper efterlod.
Det var naturligvis mig der stod for det største styrt - på et smalt spor gennem noget mindre, tæt vegetation fik jeg hjulet på den forkerte side af et lille træ og røg derfor ud til højre i sporet hvor jeg hang fast længe nok til at Kasper kunne forevige øjeblikket. Han mente i øvrigt at jeg kunne have klaret det hvis jeg havde haft en højere kadence og havde skåret mig igennem den 3-4cm tykke gren med den store klinge. Han konstaterede at hvis det var ham havde han blot efterladt et spor af savsmul...
Jeg kom dog på benene igen og efter en god tur vendte vi igen næsen hjemad mod syd efter en god træningsdag.
Kasper er jo først begyndt for alvor at træne crawl og vi må sige at det går rigtig godt. Enkelte skønhedsfejl gør energiforbruget pr. meter uhensigtsmæssigt højt, men der er masser at bygge videre på, så vi forventer naturligvis at han deler vores mål om en fuld ironman i 2006-sæsonen. Muligvis bliver han nødt til at tage til New Zealand der ligger til sidst på året for at nå det, men der skulle jo også være flot...!?
Efter svømmeturen måtte vi notere det første - planlagte - frafald, da Jesper havde uopsættelige familiæere forpligtelser andetsteds. Vi havde af samme grund forsøgt at afsætte den ledige mtb til både Boesen, Kaasgaard og HA - men ak, alle udviste en imponerende evne til dårlige undskyldninger for ikke at deltage. Nuvel, Kasper og jeg drog nordpå og håbede på at vejret ville holde tørt i det mindste indtil vi nåede frem.
Vejret holdt fint og ruten havde ændret sig noget siden sidst - der var stadig pænt med mudder på udvalgte passager, men desuden havde skoven drysset et tykt lag farverige blade over alt, hvilket var klædeligt, men samtidig udfordrende og uforusigeligt at køre i. Vi måtte derfor også som vanligt tage et par enkelte småstyrt - men ellers var vores kørsel præget af fornuftig tilbageholdenhed. Vi passerede også åstedet for Jespers dramatiske styrt - og gik pænt ned mens vi så om vi kunne finde den kødklump som Jesper efterlod.
Det var naturligvis mig der stod for det største styrt - på et smalt spor gennem noget mindre, tæt vegetation fik jeg hjulet på den forkerte side af et lille træ og røg derfor ud til højre i sporet hvor jeg hang fast længe nok til at Kasper kunne forevige øjeblikket. Han mente i øvrigt at jeg kunne have klaret det hvis jeg havde haft en højere kadence og havde skåret mig igennem den 3-4cm tykke gren med den store klinge. Han konstaterede at hvis det var ham havde han blot efterladt et spor af savsmul...
Jeg kom dog på benene igen og efter en god tur vendte vi igen næsen hjemad mod syd efter en god træningsdag.
onsdag, november 09, 2005
Dansk AR-magasin
Det første danske Adventure Race magasin ser ud til at blive født i januar 2006. Foreløbig information kan man finde på www.armag.dk.
Bladet bliver reklamefinansieret - men det bliver spændende om konceptet er bæredygtig.
Der står erfarne adventure-kræfter bag, men tidligere har f.eks. magasinet Adventureworld jo radikalt skiftet fokus, formentlig pga. manglende reklamegrundlag. De pleaser nu rejsebranchen og behandler kun f.eks. rejser til tibetanske klostre og mellemamerikanske indianere - og ingenting om grej og udfordringer. Pføj! :)
/Kasper
Bladet bliver reklamefinansieret - men det bliver spændende om konceptet er bæredygtig.
Der står erfarne adventure-kræfter bag, men tidligere har f.eks. magasinet Adventureworld jo radikalt skiftet fokus, formentlig pga. manglende reklamegrundlag. De pleaser nu rejsebranchen og behandler kun f.eks. rejser til tibetanske klostre og mellemamerikanske indianere - og ingenting om grej og udfordringer. Pføj! :)
/Kasper
tirsdag, november 08, 2005
Skidt disponering
I søndags oprandt så dagen, hvor Dum Vivimus Vivamus skulle løbe årets næstsidste marathon. Eller det vil sige - i hvert fald det udsnit af DVV, der ikke var ramt af dårlige undskyldninger i overflod :-)
Da starten gik kl. 11 stod jeg op omkring kl. 0700 og spiste en god portion pasta (der i øvrigt også havde været hovedingrediens i aftensmaden lørdag). Derefter var der lige tid til en god time på øjet inden jeg for alvor skulle op. Det var meget tæt på den perfekte timing og optakt til løbet - og er et forløb jeg vil tilstræbe at gentage næste gang igen. Modsat FEM, North Sea Beach Marathon m.v. startede jeg nemlig ikke ud med mavekneb pga. overspisning for tæt på racestart. Så langt så godt :-)
Og jeg kom faktisk flyvende fra start. Opvarmning er kun ganske let forud for marathon på mit niveau, så man starter ved måske 75% og bliver så gennemvarm efter et par kilometer. ½-marathon og marathon-løbere startede samlet, så der var relativt udmærket tempo - men det var jo svært at vide hvem der havde 21 og hvem der havde 42 km foran sig. Det krævede i hvert fald, at man hele tiden skulle kigge sig underligt over skulderen for at spotte deres startnummer.
Som det vist fremgår af anden post, så har min forberedelse op til dette marathon været fuldstændigt fraværende. Min sidste lange regulære tur ligger forud for North Sea Beach Marathon i juni måned. Den form for forberedelse kan måske nok benyttes som en marker for grundform og viljestyrke, men kan alligevel bestemt ikke anbefales :-) Den manglende viden om egen formåen indebærer to overordnede problemer: 1) Man ved ikke hvilket tempo man kan tillade sig at sætte over en lang distance og 2) Mentalt er det hårdt at man ikke er "vant" til lange distancer - man kan risikere at blive i tvivl, om man nu også har benene til turen når det begynder at gøre ondt.
Jeg forsøgte at lægge min puls hvor jeg mente, at det var rimeligt - uden hensyntagen til hastigheden. Efterhånden som jeg nærmede mig de 7-8 kilometer kunne jeg godt se, at det var nogle pæne tider jeg holdt mig. Og det blev faktisk ved - det gik overraskende nemt og smertefrit, og jeg så på dette tidspunkt ingen grund til at ændre hastigheden. Nu gik det jo lige så godt og "de km der går godt kommer ikke skidt tilbage". Bundhamrende naivt - men når endorfinen begynder at pumpe let, så skal der ikke meget til den slags konklusioner :-)
De første ca. 18 km. lagde jeg faktisk i et tempo der var en smule hurtigere end hastigheden på E-løbet (13,4 km). Om ikke andet burde advarselslamperne måske nok have blinket her :-) Jeg kunne her se, at selv med en buffer til at tære på de sidste 10 kilometer, så var det bestemt inden for rækkevidde at slå min egen gamle rekord fra sidste århundrede. Men dette billede ændrede sig relativt brat omkring de 19-20 kilometer. Benene blev ganske tunge, og lårene var ganske enkelt gået tomme for energi. Til gengæld var især musklen på forsiden strammet sammen og komprimeret som jeg ellers kun husker det fra FEM :-) Så tankerne om at slå min egen PR blev afløst af ærgelser over ikke bare at have løbet målrettet mod en mere afdæmpet målsætning.
Marathondistancen var indrettet således, at man løb ruten på 21.1 sammen med ½-marathon - og i stedet for at løbe i mål med sidstnævnte skulle vi svinge rundt og tage samme tur én gang til. Jeg har sjældent haft mere lyst til at vælge den lette løsning og løbe i mål på hvad der kunne have været en ganske pæn tid på halvmarathon. For de sidste par kilometre havde både været langsommelige og ualmindeligt hårde. Så det stod klart, at det var 21,1 km slid og jernvilje der skulle mønstres. Eneste løsning da jeg nærmede mig målområdet var at lukke øjnene, og for nethinden se den blå flodhest, DVV's mentalcoach. For mit indre øre måtte jeg repetere, at marathon-quittere jo er fuldstændig ubrugelige til opbygningen af fremtidens samfund. Det lykkedes, og jeg kom rundt om den famøse kegle og var på vej ud på 2. runde.
Om end med håbløs lav hastighed kunne jeg nu begynde langsomt at tælle ned fra 21. Og jeg blev overhalet af alle dem, der havde forstået at disponere deres løb langt bedre med en mere konstant hastighed. Bakkerne virkede også betydeligt stejlere, længere og hyppigere på anden omgang. Men som det fremgår af højdekurven, så var der jo egentlig også ganske pæne højdeforskelle at lægge oveni de fedtede skovstier og løse blade.
Jeg kom i mål på ynkelige 4:25 - den dårligste tid på et regulært marathon endnu. Fattig på energi og glæde - men til gengæld rig på (dyrekøbte) erfaringer. Men det er sgu utroligt, at man skal begå den slags fuldstændig klassiske fejltagelser på sit 5. marathon :/
Jeg kan på ingen måde garantere, at jeg vil træne målrettet og fokuseret til det næste marathon. Men det er helt sikkert, at jeg mindst vil tage et par lange ture optil løbet - så jeg ikke skyder helt så meget ved siden af næste gang! :-)
torsdag, november 03, 2005
Vi er jo ikke gået helt istå!
Der er indtil flere der har bemærket den udtalte mangel på opdatering af denne side de sidste uger. Enkelte har endda haft den frækhed at antyde, at dem manglende blogaktivitet kunne tages som udtryk for et fald i aktiviteterne.
Tværtom. Nu hvor der ikke er større events før i foråret, er efteråret og vinteren dedikeret relativt uforstyrret (bortset fra Craft X-duathlon) til benhård ninja-style træning.
Ninja-stil kan man imidlertid ikke kalde Sørens MTB-stil. Den er måske snarere lidt guerilla-inspireret (indsmurt i mudder) ala Dolph Lundgreen :-)
Sjældent har jeg ægret mig mere over ikke at medbringe kamera på turen, end i søndags. Nu må Jesper korrigere mig, men omkring 15-20 styrt nåede Søren vel op på - nogle trivielle andre højst spektakulære.
I sagens natur kan styrt være svære at beskrive, men et enkelt skal alligeve forsøges. På vej op af en stejl stigning forsøger Søren at overhale undertegnede med et kækt: "Kom nu Kasper Carøe". Netop som han er sluppet forbi mister han fuldstændigt kontrollen over cyklen. Han svinger 90 grader ud til den ene side og er på vej ind i noget buskads. Men istedet tager han endnu et fuldstændigt ukontrolleret 90 graders sving og er nu på vej NED af bakken. Og først her får det vilde ridt en ende. Søren bliver brutalt kastet af, og lander oven på sin cykel - i en stilling der mest af alt mindede om korpulering af cykelstyret.
Såvidt jeg kunne forstå var det ikke helt uden smerter - på trods af det højt besungne styrbånd som Søren selv har monteret :)
Den samlede tur var forøvrigt for mit vedkommende på 69 klik...
Tværtom. Nu hvor der ikke er større events før i foråret, er efteråret og vinteren dedikeret relativt uforstyrret (bortset fra Craft X-duathlon) til benhård ninja-style træning.
Ninja-stil kan man imidlertid ikke kalde Sørens MTB-stil. Den er måske snarere lidt guerilla-inspireret (indsmurt i mudder) ala Dolph Lundgreen :-)
Sjældent har jeg ægret mig mere over ikke at medbringe kamera på turen, end i søndags. Nu må Jesper korrigere mig, men omkring 15-20 styrt nåede Søren vel op på - nogle trivielle andre højst spektakulære.
I sagens natur kan styrt være svære at beskrive, men et enkelt skal alligeve forsøges. På vej op af en stejl stigning forsøger Søren at overhale undertegnede med et kækt: "Kom nu Kasper Carøe". Netop som han er sluppet forbi mister han fuldstændigt kontrollen over cyklen. Han svinger 90 grader ud til den ene side og er på vej ind i noget buskads. Men istedet tager han endnu et fuldstændigt ukontrolleret 90 graders sving og er nu på vej NED af bakken. Og først her får det vilde ridt en ende. Søren bliver brutalt kastet af, og lander oven på sin cykel - i en stilling der mest af alt mindede om korpulering af cykelstyret.
Såvidt jeg kunne forstå var det ikke helt uden smerter - på trods af det højt besungne styrbånd som Søren selv har monteret :)
Den samlede tur var forøvrigt for mit vedkommende på 69 klik...
Et marathon der skal gå galt
Nå - det ser ud til, at det trækker ud for tri-drengene at tangere, endsige slå, cykel endurance-rekorden :-)
Men lur mig, om de ikke inden længe sætter stødet ind hvor jeg er forsvarsløs: Svømning :-) Men da en endurance-rekord i sagens natur kun kan indehaves af én person, er jeg meget spændt på hvem af de to vandhunde der trækker sig sejrrigt ud af dysten.
Jesper skulle efter sigende normalt ligge bedst i vandet, men har pga. benskaden måttet holde sig af vandet den sidste tid. Så spørgsmålet er, om Søren kan lade være med at lade sig psyke ud af Jespers hastighed og til gengæld tage et par længder ekstra? Jeg venter i spænding :)
I mellemtiden er det min hensigt, at løbe Skovmaren, 42.195 km i St. Dyrehave ved Hillerød.
Træningen til løbet har været ikke-eksisterende. Eller det vil sige, jeg har min almindelige træning hver uge - men jeg har ikke fået trænet lange ture, lange intervaller og hvad man ellers bør pine sig selv med op til et marathon. Så det bliver spændende hvordan det skal gå. Ikke sådan, at jeg er nervøs for at kunne gennemføre i nogenlunde stil - men det bliver ikke nogen imponerende tid :-)
Men igen, jeg har jo til gengæld været rimelig disciplineret omkring denne uges hvil op til raceday :)
/Kasper
Men lur mig, om de ikke inden længe sætter stødet ind hvor jeg er forsvarsløs: Svømning :-) Men da en endurance-rekord i sagens natur kun kan indehaves af én person, er jeg meget spændt på hvem af de to vandhunde der trækker sig sejrrigt ud af dysten.
Jesper skulle efter sigende normalt ligge bedst i vandet, men har pga. benskaden måttet holde sig af vandet den sidste tid. Så spørgsmålet er, om Søren kan lade være med at lade sig psyke ud af Jespers hastighed og til gengæld tage et par længder ekstra? Jeg venter i spænding :)
I mellemtiden er det min hensigt, at løbe Skovmaren, 42.195 km i St. Dyrehave ved Hillerød.
Træningen til løbet har været ikke-eksisterende. Eller det vil sige, jeg har min almindelige træning hver uge - men jeg har ikke fået trænet lange ture, lange intervaller og hvad man ellers bør pine sig selv med op til et marathon. Så det bliver spændende hvordan det skal gå. Ikke sådan, at jeg er nervøs for at kunne gennemføre i nogenlunde stil - men det bliver ikke nogen imponerende tid :-)
Men igen, jeg har jo til gengæld været rimelig disciplineret omkring denne uges hvil op til raceday :)
/Kasper
lørdag, oktober 15, 2005
Ny DVV Endurance Record
Som det vil være de fleste bekendt, så skal man stå tidligt op hvis man vil følge med tri-drengene (AKA Søren og Jesper).
Men det er som om, at de er gået lidt i stå. Snakker og snakker om, at _NU_ skal de også ud at cykle langt. Men der sker ikke meget.
Nu skulle guderne jo forbyde, at der gik konkurrence-mentalitet i DVV. Intet kunne selvsagt ligge vores mentalitet fjernere. Men jeg tænkte alligevel, at lidt sund og uskyldig kompetitiv stemning her off-season nok ville kunne få gang i drengene igen.
Da jeg var færdig med svømmetræningen lørdag formiddag, pakkede jeg derfor tasken og sprang på jernhesten. Nu skulle den have en god tur.
På trods af en smule vind der desværre var mere vestlig end prognosen lovede, og på trods af lidt vejfindingsvanskeligheder i Roskilde (burde nok have taget et kort med) - så gik det fint derudaf. I hvert fald indtil jeg ville skære et hjørne af ruten, og kom ind over noget uhyggeligt kuperet terræn. Det trak tænder ud.
Hos mine forældre nåede jeg at fylde vandflaskerne og spise et par boller før jeg var ude af døren igen. Et kortstudie havde her vist, at ruten hjemad skulle være en anden og umiddelbart fladere.
Det var dog ikke uden vanskeligheder at jeg kørte fra mine forældre, min far havde på dette tidspunkt en flæskesteg i grillen ... uhm!
Hjemad gik vejfindingen trods mørket fint - kun en enkelt gang måtte jeg lige ringe tilbage for at få direktioner. Men det var lidt irriterende ikke at kunne aflæse cykelcomputerens hastighed osv. i mørket, og farten måtte også sænkes på diverse nedkørsler m.v.
Jeg skal have fundet en løsning til fødderne/tæerne. De var meget kolde på hele turen.
Men hjem kom jeg - blot for at konstatere at den lokale pizzamand havde lukket - øv. Men om ikke andet havde tanken om en god varm pizza da holdt mig i gang de sidste 50 km :)
Lidt fakta om turen:
* Tilbagelagt distance 210,4 km på 9t 30m
* Ingen anvendelse af tank, grill m.v. undervejs.
* Kun vandoptankning i pittet i Jerslev hvor jeg også fik de 2 skinkeboller.
* Gade/hverdagscykel, ikke noget fancy racer-pjat her! :) (læs: misundelse!)
* Solokørsel, ingen drafting, pace m.v.
Jeg går selvfølgelig ud fra, at når I slår rekorden så gør I det signifikant - så vi ikke skal rende rundt og lægge 5 km til hver gang der skal sættes ny rekord :)
Men æhh drenge - bolden er nu på jeres banehalvdel... Bite me! :-)
/Kasper
Men det er som om, at de er gået lidt i stå. Snakker og snakker om, at _NU_ skal de også ud at cykle langt. Men der sker ikke meget.
Nu skulle guderne jo forbyde, at der gik konkurrence-mentalitet i DVV. Intet kunne selvsagt ligge vores mentalitet fjernere. Men jeg tænkte alligevel, at lidt sund og uskyldig kompetitiv stemning her off-season nok ville kunne få gang i drengene igen.
Da jeg var færdig med svømmetræningen lørdag formiddag, pakkede jeg derfor tasken og sprang på jernhesten. Nu skulle den have en god tur.
På trods af en smule vind der desværre var mere vestlig end prognosen lovede, og på trods af lidt vejfindingsvanskeligheder i Roskilde (burde nok have taget et kort med) - så gik det fint derudaf. I hvert fald indtil jeg ville skære et hjørne af ruten, og kom ind over noget uhyggeligt kuperet terræn. Det trak tænder ud.
Hos mine forældre nåede jeg at fylde vandflaskerne og spise et par boller før jeg var ude af døren igen. Et kortstudie havde her vist, at ruten hjemad skulle være en anden og umiddelbart fladere.
Det var dog ikke uden vanskeligheder at jeg kørte fra mine forældre, min far havde på dette tidspunkt en flæskesteg i grillen ... uhm!
Hjemad gik vejfindingen trods mørket fint - kun en enkelt gang måtte jeg lige ringe tilbage for at få direktioner. Men det var lidt irriterende ikke at kunne aflæse cykelcomputerens hastighed osv. i mørket, og farten måtte også sænkes på diverse nedkørsler m.v.
Jeg skal have fundet en løsning til fødderne/tæerne. De var meget kolde på hele turen.
Men hjem kom jeg - blot for at konstatere at den lokale pizzamand havde lukket - øv. Men om ikke andet havde tanken om en god varm pizza da holdt mig i gang de sidste 50 km :)
Lidt fakta om turen:
* Tilbagelagt distance 210,4 km på 9t 30m
* Ingen anvendelse af tank, grill m.v. undervejs.
* Kun vandoptankning i pittet i Jerslev hvor jeg også fik de 2 skinkeboller.
* Gade/hverdagscykel, ikke noget fancy racer-pjat her! :) (læs: misundelse!)
* Solokørsel, ingen drafting, pace m.v.
Jeg går selvfølgelig ud fra, at når I slår rekorden så gør I det signifikant - så vi ikke skal rende rundt og lægge 5 km til hver gang der skal sættes ny rekord :)
Men æhh drenge - bolden er nu på jeres banehalvdel... Bite me! :-)
/Kasper
torsdag, oktober 13, 2005
Billeder fra DTU Adventurerace
Så har jeg hentet kameraet hos Jesper, og der er derfor lagt billeder ind på indlægget fra DTU.
Som det fremgår, er der ikke gået nogen stor fotograf tabt i Jesper :-)
/Kasper
Som det fremgår, er der ikke gået nogen stor fotograf tabt i Jesper :-)
/Kasper
onsdag, oktober 12, 2005
En søndagstur på sprintdistance
I søndags blev det traditionsrige Eremitageløb afholdt for 37. gang, og også til dette løb var DVV repræsenteret.
Terrænnet var jo velkendt, DTU var parkeringsplads og man løb da også forbi Raadvad hvor vi på DTU Adventurerace havde en post.
Men ellers var der ikke megen sammenligning. Som førstegangsløber blev man henvist til en start langt nede i rækkerne, for mit vedkommende på den anden side af 15.000. Da der var elektronisk tidstagning der måler netto-tid skulle man jo ikke tro, at det var noget problem at man har 15.000 løbere foran sig - men der tager man fejl.
Samtlige 13.3 km blev ét langt ræs i rabatten, grøfter og hoppende rundt imellem andre løbere på stien. Set i forhold hertil og lidt foregående sygdom var det tilfredsstillende at ende med en tid på 1:06 - en kilometertid på 4:59. Og ikke mindst fordi, at der jo ikke trænes målrettet mod den slags små fjantede sprintdistancer.
Det gode er jeg tidsmæssigt har overhalet over 10.000 andre løbere og derfor næste år kan få et startnummer og plads i en startboks hvor tempoet er noget højere og mulighederne for en ordentlig tid er bedre.
Målet næste år? At komme under én time og ende i "nåletid", altså blandt de 25 % bedste i aldersklassen.
/Kasper
Terrænnet var jo velkendt, DTU var parkeringsplads og man løb da også forbi Raadvad hvor vi på DTU Adventurerace havde en post.
Men ellers var der ikke megen sammenligning. Som førstegangsløber blev man henvist til en start langt nede i rækkerne, for mit vedkommende på den anden side af 15.000. Da der var elektronisk tidstagning der måler netto-tid skulle man jo ikke tro, at det var noget problem at man har 15.000 løbere foran sig - men der tager man fejl.
Samtlige 13.3 km blev ét langt ræs i rabatten, grøfter og hoppende rundt imellem andre løbere på stien. Set i forhold hertil og lidt foregående sygdom var det tilfredsstillende at ende med en tid på 1:06 - en kilometertid på 4:59. Og ikke mindst fordi, at der jo ikke trænes målrettet mod den slags små fjantede sprintdistancer.
Det gode er jeg tidsmæssigt har overhalet over 10.000 andre løbere og derfor næste år kan få et startnummer og plads i en startboks hvor tempoet er noget højere og mulighederne for en ordentlig tid er bedre.
Målet næste år? At komme under én time og ende i "nåletid", altså blandt de 25 % bedste i aldersklassen.
/Kasper
tirsdag, oktober 11, 2005
Død ved kølle!
DVV's dedikerede mentalcoach har begået et frækt rap. Vi har lyttet den på P3, søgt på diverse pirattjenester og sideløbende i mails tryglet DR om at gøre det eksklusive stykke "musik" tilgængelig online. Nu er det endeligt lykkedes.
Det er derfor med stor tilfredshed vi kan konstatere, at Dolphs rap er online. Afsnittet om DVV's fortræffeligheder er vist ved en fejl udgået af radioversionen, men vi forventer at det inden længe vil kunne genhøres i en lounge-version :-)
/Kasper
Det er derfor med stor tilfredshed vi kan konstatere, at Dolphs rap er online. Afsnittet om DVV's fortræffeligheder er vist ved en fejl udgået af radioversionen, men vi forventer at det inden længe vil kunne genhøres i en lounge-version :-)
/Kasper
søndag, oktober 09, 2005
DTU: Endeligt resultat
Så blev de endelige resultater fra DTU Adventurerace offentliggjort. For udover den samlede tid har der jo været et enormt arbejde fra arrangørernes side med at kontrollere klippekort (der vel mere eller mindre alle sammen var totalt opløste) og registreringer fra de bemandede poster. På den baggrund er der blevet tildelt straftider der jo påvirker det endelige resultat.
Såvidt jeg kan se af resultatskemaet har de faktisk glemt at give os en 15 min. straf fordi jeg ikke kom til tops på klatrevæggen - men det har nu ingen betydning for placeringen. Alle andre poster fandt vi, og fik dermed INGEN tidsstraf. Ikke andet end den vi gav os selv ved post 16 / Lillerød :-)
Udaf de 76 startende hold ender vi på en hædersfuld 29.-plads. Det synes jeg er MEGET tilfredsstillende. For fremfor alt er holdningen, gejsten og viljen på plads. Og formen, den arbejder vi på :-)
/Kasper
Såvidt jeg kan se af resultatskemaet har de faktisk glemt at give os en 15 min. straf fordi jeg ikke kom til tops på klatrevæggen - men det har nu ingen betydning for placeringen. Alle andre poster fandt vi, og fik dermed INGEN tidsstraf. Ikke andet end den vi gav os selv ved post 16 / Lillerød :-)
Udaf de 76 startende hold ender vi på en hædersfuld 29.-plads. Det synes jeg er MEGET tilfredsstillende. For fremfor alt er holdningen, gejsten og viljen på plads. Og formen, den arbejder vi på :-)
/Kasper
fredag, oktober 07, 2005
Padle-blog og kulfibercykel
Ravn Hambergs blog har jeg med passende intervaller fulgt i lang tid. Hvis man interesserer sig for havkajakpadling er der masser af inspiration til både håndværket, udstyret og turene. Den kan i høj grad anbefales.
Når jeg henviser til den nu, så har det faktisk ikke meget med padling at gøre - men fordi Ravn har fået den ONDESTE carbon liggecykel. Tjek selv på ovenstående link.
Hvis man forbinder liggecykel med morfar, så tager man alvorligt fejl. Hvornår har du f.eks. haft din almindelige cykel oppe på 65 km/t? :)
/Kasper
Når jeg henviser til den nu, så har det faktisk ikke meget med padling at gøre - men fordi Ravn har fået den ONDESTE carbon liggecykel. Tjek selv på ovenstående link.
Hvis man forbinder liggecykel med morfar, så tager man alvorligt fejl. Hvornår har du f.eks. haft din almindelige cykel oppe på 65 km/t? :)
/Kasper
torsdag, oktober 06, 2005
Det man ikke dør af…
To meget fyldte biler fragtede alt udstyr og personer til DTU lørdag formiddag. Udover at modtage et udvalg af kort, indtegne poster fra masterkort m.v. skulle vi også have monteret træksystemer på alle cykler og et andet system til udligning af fart under løb. Vores optakt til løbet var jo blevet lidt anderledes end beregnet på grund af Jespers skade og Camillas tiltræden. Men vi nåede det hele uden problemer – og var pakket og klar da starten gik kl. 12.
Hvert hold startede med foden sat på et kort over DTU-området. Da startskuddet gik måtte kortet vendes og i valgfri rækkefølge skulle man søge ud mod de 5 poster. Dette moment var imidlertid også det mindst succesfulde for arrangørerne – for ude på posterne hang der kortudsnit med postplacering og i mere eller mindre gemte spande lå der små kortlapper. Desværre var de ophængte kort slet ikke til os men til lang distance. Ydermere var der mange hold (herunder os), der slet ikke opdagede alle spandene med kortstumper. Så da vi returnerede til basen efter at have været ud på alle 5 poster, gik vi direkte til de tilstedeværende officials for at få en forklaring. De manglende kortudsnit nødvendiggjorde at vi tog endnu en løbetur rundt på DTU for at samle kortudsnit ind – surt. Men for nogle hold var det gået værre – de var uden at undersøge problemet taget direkte mod de forkerte poster. Så forvirringen var relativ total – og løbsledelsen besluttede dog også meget hurtigt simpelthen at fraregne tiden på denne aktivitet for at stille alle hold lige. Fornuftigt.
Næste element var bike’n’run. Det går i al sin enkelthed ud på, at holdet på 3 personer kun får 2 cykler til rådighed. Her fik vi gjort brug af vores træksystem på cyklerne – så den løbende kunne blive hjulpet hurtigere frem. Det gik rigtig godt – og der var mange der misundeligt kiggede på vores metode og evt. forsøgte at holde fast i hinandens rygsække m.v. Distancen var vel omkring 8-9 km før vi ankom til ”Checkpoint Rude Skov” hvorfra vi igangsatte et ordinært orienteringsløb. Det var vist i øvrigt her vi - første gang af utallige – efter blot et par timer hørte Frøken Friis beklage sig over at kunne lugte sig selv :-) Vi fandt dog hurtigt ud af, at hvis bare han blev holdt til med energibarer fik han tilpas meget mavekneb til at han snakkede mindre. Så det nød vi :-)
Distancen på orienteringsløbet var vel omkring 10 km – vi holdt udmærket fra i forhold til de andre hold med ganske fornuftig navigation og en smart stealth-taktik. Flere gange ankom vi til et område hvor andre hold rendte rundt på må og få i skovbunden og ledte efter posten. Vi fandt hurtigt posten, men i stedet for alle 3 at løbe hen til posten løb Søren og undertegnede ud af området mens Camilla hurtigt og elegant klippede posten og sneg sig væk igen. Dolph ville have været stolt over denne ninjataktik :-)
Efter orienteringsløbet kunne vi samle de to cykler op i checkpointet og via et par poster tage tilbage til DTU. Det var nu begyndt at regne en pæn del. Vi blev dog enige om, at det nok bare var en byge. Det var det sådan set også – det var bare en byge der skulle vare i 8 timer eller mere og som var ledsaget af frisk vind.
Så da vi løbende og cyklende kom tilbage til DTU var vi gennemblødte og jævnt nedkølede. Vel vidende at det kun ville holde et par minutter fik vi lige en tør t-shirt på, og begav os ud igen – denne gang dog på tre cykler og med kurs mod Grib Skov via en række poster undervejs. De var selvfølgelig placeret således, at vi måtte forcere vandløb og andet uvejsomt terræn for at undgå store omveje. Det var her vi fik fortalt Camilla at vi jo faktisk havde til gode at prøve at køre mtb i vådt føre – en melding hun modtog med lige dele overraskelse og udpræget bekymring :-). Søren har jo indtil nu haft den afgjort højeste vælte-rating – men det var faktisk Camilla der ved kørsel på en meget smattet sti lige måtte ned og kysse jorden. Hvilket hun så øvrigt gentog senere om natten. Det er dog også kommet frem, at Camilla faktisk har været på skadestuen 2 gange i år efter fald på mtb’en. Og vi der troede, at det var et skifte til en mere sikker rytter end Jesper :-)
I Grib Skov var der arrangeret et lille stjerneløb med 5 forskellige opgaver der skulle løses. Først afskydning af 1½ liters sodavandsflasker med elastikker. Det var vi ikke ret gode til, og indkasserede en rundtur om en sø som straf. Ruten var dog ikke afmærket, så vi fik den endda gjort længere end nødvendigt.
Herefter måtte Søren montere klatreselen og traversere over en lille sø – hvor Camilla og undertegnede fik manøvreret en gummibåd over til afhentning.
Derfra gik vi til en såkaldt ”stigeløb” hvor vi blev udstyret med en stige, skulle søge i en kompasretning og finde nogle papirlapper der var placeret oppe i træerne.
Herefter skulle to personer holde stigen frit i luften mens den tredje steg til vejrs. Der var ikke megen tvivl om hvem der skulle op på stigen, men det var kun med adskillige forsikringer om, at vi sagtens kunne holde hende :-) Hvilket vi jo også snildt kunne.
Den fjerde aktivitet var et ”memory O-løb”. Konceptet var, at man fik lov at kigge på et o-løbskort med tre indtegnede poster – men skulle efterlade kortet og finde posten blot ved at memorere terræn og vejen til posten. Det var både sjovt og udfordrende og gik rigtig fint. Jeg benyttede lejligheden til at insistere på, at vi skulle bevæge os uden anvendelse af pandelamper for at undgå at trække folk med til posterne – og selvom både Søren og Camilla var noget skeptiske ved den model, så lykkedes det faktisk fint :-)
Sidst men ikke mindst blev vi sendt ud på et MTB O-løb rundt i Grib Skov. En god lang tur der krævede stor koncentration både ift. den tekniske kørsel og i forhold til navigationen. Men det gik nu udmærket, og da vi efter et par timer var færdige kunne vi igen sætte kursen mod DTU.
Imidlertid skulle hjemturen blive lidt længere end forventet. En enkelt post på tilbagevejen voldte store problemer. Jeg ville give meget for et GPS-track af vores rute her, men må nøjes med at konstatere at vi bommede grimt. Det kostede i omegnen af en time før Camilla og jeg selv fik fundet posten. Søren var på dette tidspunkt temmelig ”træt”. Når vi stoppede og studerede kort stod han op og sov, var ved at falde med cyklen og var vanskelig at have en sammenhængende samtale med :-) En grim kombination af træthed og energimangel – men heldigvis kunne vi se frem til lidt at spise når vi kom tilbage til DTU.
Der var vi ca. kl. 06 – hvor vi igen kunne skifte til tørt tøj og ellers gøre klar til en løbetur. Dette skifte skulle efter sigende have taget livet af mange hold – der var en del der valgte ikke at fortsætte på dette tidspunkt pga. nedkøling og udmattelse. Vi havde trods alt også arbejdet hårdt i 18 timer på dette tidspunkt. Men vores moral var bestemt høj – og i vores bog stod der ikke noget om muligheden for at kapitulere :-) Det var hårdt for benene at komme i gang med at løbe efter de tilbagelagte 135 km på MTB – men da først musklerne blev varme og havde vænnet sig til arbejdet gik det ganske udmærket. 500 meter fra DTU gik det op for mig, at jeg kun havde tegnet det ene af to kort af – og mens Søren, der begyndte at bøvle med det ene knæ, fandt alu-redningstæppet frem, løb vi andre den trælse tur tilbage. Koncentrationen var vist udfordret af trætheden :-)
Vi løb ud mod Nybro Kanoudlejning, men da en bro var ”spærret” havde vi valget mellem at lave en vandpassage eller løbe en omvej på 2-3 km. Jesper havde håbet at svømmeturen ville være vores valg, for han stod klar på broen og ventede da vi ankom. Det fleste kan nok forestille sig hans fornøjelse ved at se os kaste os i det iskolde vand – klippe posten på den anden side af bredden og så tage turen tilbage igen. Det var koldt – så koldt at Camilla udviklede en let gasblå ansigtskulør. Men moralen var høj, vi kunne forstå, at den endda var højere end hos de fleste andre hold der bestemt ikke brød sig om svømmeturen.
Det gjorde det ikke meget bedre i.f.t. vores kropstemperatur, at vi umiddelbart herefter skulle ud på et par timers kanotur – med kun 2 pagajer. Camilla blev placeret i midten som navigatør mens Søren og jeg havde bedre muligheder for at arbejde os varme. Disen lå meget smukt over Lyngby Sø, vinden var aftaget og vi kunne nyde solopgangen til vands. Fantastisk! – ikke mindst da den første solstribe ramte os og gav fornyet håb om, at vi nok skulle få varmen igen på et tidspunkt :-)
På land igen blev vi atter stillet overfor valget mellem endnu en vandpassage eller en omvej. Vi valgte den sidste mulighed og løb til den nærmeste ikke-spærrede overgang. Det trak fortsatte veksler på Sørens knæ og selvom Camilla trak som et lokomotiv (for at få varmen?) blev det nødvendigt at gå visse stræk. Men vi vidste, at vi nu næsten var igennem – vi vidste at vi skulle tilbage til DTU – og så derfra ud og finde en sidste post og så tilbage i mål. Vi gættede meget på hvad denne sidste post mon var – og ikke mindst hvor langt fra DTU den lå, og om der skulle løbes eller cykles. Posten var en klatrevæg der både var i nærheden og hvortil det var tilladt at cykle. Søren og Camilla steg fint til vejrs, hvorimod jeg selv ikke nåede til tops og derfor må tage en tidsstraf :-)
Herefter var det hurtigt tilbage på DTU og melde sig i mål – mission completed.
Endnu er de endelige placeringer ikke fastlagt. Derfor kan jeg ikke her skrive præcist hvilken placering vi får. Men baseret på foreløbige resultater ender vi formentlig på en 30.-35. plads ud af omkring 80 startende hold. Men da det er min formodning, at en del hold ikke fik fundet alle poster (det gjorde vi) kunne der godt ligge en overraskelse pga. tidstraffe til vores nærmeste konkurrenter. Det vil vise sig inden længe. Der var en del hold der udgik pga. kulde, udmattelse, skader og svag moral – vel omkring 30 hold. En enkelt røg på hospitalet på grund af kulde, en anden pga. et styrt på cyklen der medførte indre blødninger af ikke nærmere specificeret art.
Vi havde tre succeskriterier til vores deltagelse i DAR: 1) At have det sjovt, 2) at lære en masse om AR og 3) at gennemføre. Vi er enige om, at på alle punkter har deltagelsen levet op til disse kriterier. Erfaringerne man får undervejs er mange, og er i forhold til kommende løb deres vægt værd i guld.
Det er et stort under, at vi ikke efterfølgende har lagt os på stribe med heftige forkølelser eller andre fysiologiske konsekvenser af mange timers nedkøling. Men vores immunforsvar må være stærke. Og som vi alle ved: Det man ikke dør af – gør dig stærkere.
Tak til Jesper for – afbrudt af en enkelt fest på Rigshospitalets Kollegium – at vise sit commitment ved at være på basen eller ude på ruten. Og ikke mindst for med et citat af Mary Schmich at minde os om: ”Sometimes you're ahead, sometimes you're behind. The race is long and, in the end, it's only with yourself.”
Og tak til Camilla og Søren for en rigtig god tur – en udpræget stor fornøjelse at lege med jer :-)
/Kasper
Ps. Næste år skal det være DAR lang distance!
Pps. Billeder på vej
torsdag, september 29, 2005
Ny mand (m/k)
Som det vil være den flittige læser bekendt, så tog Jesper forleden et fald der har dømt ham ude til den kommende weekends DTU Adventurerace.
Søren og jeg har derfor siden vort ophold i ventestuen på Bisbebjerg Hospital overvejet hvem der ville kunne træde til med så kort varsel.
Lykken står jo imidlertid som bekendt den kække bi - og det er ikke kun lykkedes at finde en erstatning for Jesper - men tilmed en helt generel opgradering i forhold dertil. Camilla Plambeck Hansen er hurtigere, mere erfaren, væsentligt mindre perfid (endnu i hvert fald) og markant kønnere end Jesper! :)
Camilla har gået på USG's adventurehold hele sidste år, har på mountainbike deltaget i DustCup og i 24-timers MTB-løb for DMK som hun også træner med.
Med andre ord trækker det op til, at Søren og jeg bliver de svage led på holdet. Et faktum vi vil forsøge at forholde os til med så meget værdighed som man kunne forvente af et par hædersmænd og gode tabere som os :-)
Camillas oprindelige hold til DTU Adventurerace blev også ramt af skader for kort tid siden, så det er et helt sublimt match at vi nu alle tre alligevel får chancen for at gennemføre.
Vi er helt bevidste om, at der blandt læserne af denne side vil være adskillige der aldrig nogensinde ville udsætte sig selv for at deltage i DTU med os - og som vil fraråde enhver anden at gøre det. Så derfor en stor tak til Camilla for at stille op med så kort varsel - og på forhånd undskyld for de perfiditeter og spydige kommentarer som helt uafværgelig følger med når man kæmper på Dum Vivimus Vivamus!
Søren og jeg har derfor siden vort ophold i ventestuen på Bisbebjerg Hospital overvejet hvem der ville kunne træde til med så kort varsel.
Lykken står jo imidlertid som bekendt den kække bi - og det er ikke kun lykkedes at finde en erstatning for Jesper - men tilmed en helt generel opgradering i forhold dertil. Camilla Plambeck Hansen er hurtigere, mere erfaren, væsentligt mindre perfid (endnu i hvert fald) og markant kønnere end Jesper! :)
Camilla har gået på USG's adventurehold hele sidste år, har på mountainbike deltaget i DustCup og i 24-timers MTB-løb for DMK som hun også træner med.
Med andre ord trækker det op til, at Søren og jeg bliver de svage led på holdet. Et faktum vi vil forsøge at forholde os til med så meget værdighed som man kunne forvente af et par hædersmænd og gode tabere som os :-)
Camillas oprindelige hold til DTU Adventurerace blev også ramt af skader for kort tid siden, så det er et helt sublimt match at vi nu alle tre alligevel får chancen for at gennemføre.
Vi er helt bevidste om, at der blandt læserne af denne side vil være adskillige der aldrig nogensinde ville udsætte sig selv for at deltage i DTU med os - og som vil fraråde enhver anden at gøre det. Så derfor en stor tak til Camilla for at stille op med så kort varsel - og på forhånd undskyld for de perfiditeter og spydige kommentarer som helt uafværgelig følger med når man kæmper på Dum Vivimus Vivamus!
tirsdag, september 27, 2005
Ikke mere træning
Weekendens DTU-Adventurerace nærmer sig med hastige skridt. Og som det åbenbart altid er, så lægger man sig især i de sidste uger voldsomt i træningsselen.
Men jeg kan mærke, at det nu er tid til at holde inde hvis overbelastningsskader skal undgås. Efter barmarkstræningen i torsdags har jeg været godt øm i den ene baldemuskel og ned i benet. Og søndagens omtrent 85-90 km på cykel, og de sidste par dages hver især ca. 50 km samt o-løbet idag har sat sine spor: Benene er trætte.
Så fra imorgen kl. 0800 efter svømning er der ikke yderligere træning før det går løs - jeg dropper således barmarkstræningen på torsdag. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at hvis jeg først møder frem, så kan jeg ikke lade være med at give mig selv 100 %. Så det er nok bedre at jeg bliver hjemme :)
Der er iøvrigt nyheder på vej om en substitut for Jesper - men det må følge imorgen. Stay tuned :)
/Kasper
Men jeg kan mærke, at det nu er tid til at holde inde hvis overbelastningsskader skal undgås. Efter barmarkstræningen i torsdags har jeg været godt øm i den ene baldemuskel og ned i benet. Og søndagens omtrent 85-90 km på cykel, og de sidste par dages hver især ca. 50 km samt o-løbet idag har sat sine spor: Benene er trætte.
Så fra imorgen kl. 0800 efter svømning er der ikke yderligere træning før det går løs - jeg dropper således barmarkstræningen på torsdag. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at hvis jeg først møder frem, så kan jeg ikke lade være med at give mig selv 100 %. Så det er nok bedre at jeg bliver hjemme :)
Der er iøvrigt nyheder på vej om en substitut for Jesper - men det må følge imorgen. Stay tuned :)
/Kasper
mandag, september 26, 2005
Træning ned ad bakke
DTU's adventure-race nærmer sig og weekenden inden det store løb var udset til den helst store træningstur hvor alle teknikkerne og udstyret skulle prøves af.
Kasper og Jesper startede dagen med et lille MTB-løb for at "varme op" og efter en lille punktering kunne de så samle mig op til en god tur på MTB rundt i Hareskoven.
Så gik det ellers over stok og sten og rod og sand gennem skoven mens Kasper og Jesper diskuterede højllydt hvorvidt klikpedaler i uvejsomt terræn og på stejle nedkørsler var afgørende for om man var mand eller mus.
Bestemt en hård tur hvor ryg, skuldre, håndled og røv bliver bumpet godt igennem på trods af cyklens affjedring. Vi nåede også at træne vandpassage - som første mand i vandet troede jeg et kort øjeblik de to kanaljer havde narret mig da de på skrømt begyndte at tage tøjet på igen mens jeg lå og pjaskede rundt i det meget våde (og kolde) element kun iført en ikke særligt isolerende tri-dragt. De fik dog også bekvemmet sig i vandet og jeg fik taget to tag af hver svømmeart og så på land igen. Da vi først var kommet på land igen måtte vi egentlig erkende at det var meget forfriskende med en dukkert der samtidig kunne skylle det værste støv af kroppen.
Netop på land igen viste Jesper sine abe-gener ved let og elegant at klatre til tops i et reb - vi andre mente hurtigt det var tid til at komme tilbage på cyklen.
Støvede blev vi dog igen for det er ikke helt let at holde sig i pedalerne når alting bumler rundt og det tilmed går ned ad bakken for derefter hurtigt at gå op ad bakke igen. Så jeg måtte indkassere en del styrt - tror alt i alt jeg kom ud over styret en 3-4 gange plus et par småstyrt. Efter det største styrt måtte jeg endda have værktøjet frem for at foretage en hurtig genopretning af styrets indstilling, men Jesper var dog ikke imponeret over den beskedne mængde blod fra mine overfladiske hudafskrabninger.
Nu er det jo en velkendt sag, at Jesper ikke vil stå tilbage for os andre. Derfor tydede noget også på, at han simpelthen ikke VILLE lade mig have det største styrt. Og ak, han fik sin vilje - på dagens stejleste og længste og mest bumpede nedkørsel tog han nærmest et frit fald ud over styret og tumlede rundt og ned indtil han - med hovedet først - ramte ind i et træ. Det var for så vidt en udmærket måde at stoppe et fald på - her er skaden jo allerede sket. Hvad værre var, at han inden da også fik slået et dybt kødsår i skindebenet.
Så var gode dyr rådne og der måtte ydes førstehjælp. Kasper lagde kyndigt en kompres-forbinding med en af mine ekstra sokker, en pakke energi-kiks, rigeligt med sportstape (som Jesper senere skulle jamre over at hive af sit behårede ben) og en sportstrøje til at holde sammen på det hele.
Da situationen var under kontrol og Kasper var færdig med at ærgre sig over han var forhindret i at forevige situationen med sit kamera da der manglede et memory-kort blev vi enige om at sætte kursen mod Bispebjerg skadestue for at få såret renset og syet. Først udnyttede vi dog ventetiden mens blødningen fortog sig til at indtage dagens aftensmåltid - Pasta à la Friis.
Så var det ellers op på cyklen igen og til skadestuen hvor Jesper efter knap tre timers venten blev syet af en læge og tillige tilset af en yndig sygeplejeske - så yndig at Jesper lige bad hende om at checke en ekstra gang om forbindingen nu også var i orden...
Desværre koster skaden Jespers deltagelse i DTU, men ak ja, når man træner ned ad bakke så sker der uforudsigelige ting. Ærgerligt men vi spår et hurtigt og iøjnefaldende come-back.
Kasper og Jesper startede dagen med et lille MTB-løb for at "varme op" og efter en lille punktering kunne de så samle mig op til en god tur på MTB rundt i Hareskoven.
Så gik det ellers over stok og sten og rod og sand gennem skoven mens Kasper og Jesper diskuterede højllydt hvorvidt klikpedaler i uvejsomt terræn og på stejle nedkørsler var afgørende for om man var mand eller mus.
Bestemt en hård tur hvor ryg, skuldre, håndled og røv bliver bumpet godt igennem på trods af cyklens affjedring. Vi nåede også at træne vandpassage - som første mand i vandet troede jeg et kort øjeblik de to kanaljer havde narret mig da de på skrømt begyndte at tage tøjet på igen mens jeg lå og pjaskede rundt i det meget våde (og kolde) element kun iført en ikke særligt isolerende tri-dragt. De fik dog også bekvemmet sig i vandet og jeg fik taget to tag af hver svømmeart og så på land igen. Da vi først var kommet på land igen måtte vi egentlig erkende at det var meget forfriskende med en dukkert der samtidig kunne skylle det værste støv af kroppen.
Netop på land igen viste Jesper sine abe-gener ved let og elegant at klatre til tops i et reb - vi andre mente hurtigt det var tid til at komme tilbage på cyklen.
Støvede blev vi dog igen for det er ikke helt let at holde sig i pedalerne når alting bumler rundt og det tilmed går ned ad bakken for derefter hurtigt at gå op ad bakke igen. Så jeg måtte indkassere en del styrt - tror alt i alt jeg kom ud over styret en 3-4 gange plus et par småstyrt. Efter det største styrt måtte jeg endda have værktøjet frem for at foretage en hurtig genopretning af styrets indstilling, men Jesper var dog ikke imponeret over den beskedne mængde blod fra mine overfladiske hudafskrabninger.
Nu er det jo en velkendt sag, at Jesper ikke vil stå tilbage for os andre. Derfor tydede noget også på, at han simpelthen ikke VILLE lade mig have det største styrt. Og ak, han fik sin vilje - på dagens stejleste og længste og mest bumpede nedkørsel tog han nærmest et frit fald ud over styret og tumlede rundt og ned indtil han - med hovedet først - ramte ind i et træ. Det var for så vidt en udmærket måde at stoppe et fald på - her er skaden jo allerede sket. Hvad værre var, at han inden da også fik slået et dybt kødsår i skindebenet.
Så var gode dyr rådne og der måtte ydes førstehjælp. Kasper lagde kyndigt en kompres-forbinding med en af mine ekstra sokker, en pakke energi-kiks, rigeligt med sportstape (som Jesper senere skulle jamre over at hive af sit behårede ben) og en sportstrøje til at holde sammen på det hele.
Da situationen var under kontrol og Kasper var færdig med at ærgre sig over han var forhindret i at forevige situationen med sit kamera da der manglede et memory-kort blev vi enige om at sætte kursen mod Bispebjerg skadestue for at få såret renset og syet. Først udnyttede vi dog ventetiden mens blødningen fortog sig til at indtage dagens aftensmåltid - Pasta à la Friis.
Så var det ellers op på cyklen igen og til skadestuen hvor Jesper efter knap tre timers venten blev syet af en læge og tillige tilset af en yndig sygeplejeske - så yndig at Jesper lige bad hende om at checke en ekstra gang om forbindingen nu også var i orden...
Desværre koster skaden Jespers deltagelse i DTU, men ak ja, når man træner ned ad bakke så sker der uforudsigelige ting. Ærgerligt men vi spår et hurtigt og iøjnefaldende come-back.
fredag, september 23, 2005
Alle kan skyde - der skal en jæger til at lade være!
Kajakken har den sidste tid måttet vige for løbesko og mountainbike - men idag var der lejlighed til at stresse af på vandet efter en lidt hektisk uge og formiddag.
Det var egentlig planen at jeg bare ville tage en god lang tur på nogle timer, men jeg fandt nu alligevel Sarasquetaen frem. Den har ikke været ude af skabet siden januar, så den trængte til at blive luftet.
Vejret var mildt og flot og jeg satte kursen mod Nivåbugten. Det var en stor fornøjelse igen at arbejde med kajakken, bølgerne, vinden og solen for at manøvrere sig bedst muligt ind på andefuglene. De var gode til at lægge sig med måger og svaner - og disse fugle er som regel langt mere årvågne end andefuglene. Så det var vanskeligt.
Men det lykkedes nu alligevel at komme på skudhold. Da jeg desværre ikke har været på lerduebanen i år, var jeg noget usikker på min træfning - og den første håndfuld gange jeg fik fugle på skudhold nøjedes jeg med at koncentrere mig om balancen, at indhente fuglen i sigtebilledet og fortsætte flugten med geværet. Det var selvfølgelig fristende at afgive skud - men anskydning er bare enormt usmart.
Om det var mesterøjet, tørtræningen eller bare jagtheld må stå enhver frit at bedømme - men jeg afgav undervejs 2 skud fra højre kammer - og kunne tage 2 ederfugle-hunner med hjem. Begge sideskud traf så vidt jeg kan vurdere i hoved og forreste del af kroppen, så de var forendt inden de ramte vandet! Det er en skudstatistik jeg er yderst tilfreds med - så fred være med de måske 5 andre jeg måske kunne have taget. At tage dem 1:1 er en enorm personlig tilfredsstillelse - kunne det bare være lige så godt hver gang!
FED tur!!
/Kasper
Ps. Jesper - du fik tilbuddet! :)
torsdag, september 22, 2005
Kortholder
Forud for henholdsvis træning i den kommende weekend og DTU i den næstfølgende, har jeg investeret lidt spareskillinger i en kortholder til cyklen.
Der er ikke tale om rocket science, men den udmærker sig især ved nemt at kunne drejes så kort og terræn stemmer overens og ved hurtigt at kunne flyttes til en anden cykel uden værktøj. Det kan være praktisk hvis man roterer funktionen som lead navigator undervejs.
Køn er den dog ikke! (bemærk venligst at det ikke er min cykel der er vist på fotoet :) )
/Kasper
Der er ikke tale om rocket science, men den udmærker sig især ved nemt at kunne drejes så kort og terræn stemmer overens og ved hurtigt at kunne flyttes til en anden cykel uden værktøj. Det kan være praktisk hvis man roterer funktionen som lead navigator undervejs.
Køn er den dog ikke! (bemærk venligst at det ikke er min cykel der er vist på fotoet :) )
/Kasper
tirsdag, september 20, 2005
En god håndfuld...
...links er vores link-sektion blevet opdateret med :-)
At der p.t. ikke er så mange beretninger er i øvrigt ikke udtryk for stilstand - tværtimod. Vi ligger blot i hård træning forud for DTU om små 2 uger. Ikke mindst vores mountainbikes bliver luftet ganske ofte - det er trods alt en relativt ny disciplin for os. Og ja - det koster lidt skrammer :)
/Kasper
At der p.t. ikke er så mange beretninger er i øvrigt ikke udtryk for stilstand - tværtimod. Vi ligger blot i hård træning forud for DTU om små 2 uger. Ikke mindst vores mountainbikes bliver luftet ganske ofte - det er trods alt en relativt ny disciplin for os. Og ja - det koster lidt skrammer :)
/Kasper
onsdag, september 14, 2005
Rygsæk til DTU
Så er det vist afgjort, hvilke rygsække vi skal anvende til DTU Adventurerace om nogle få uger.
Solpaneler, Bluetooth, håndfrit sæt og mobiloplader. Need I say more?
Solar rygsæk
/Kasper
Solpaneler, Bluetooth, håndfrit sæt og mobiloplader. Need I say more?
Solar rygsæk
/Kasper
torsdag, september 08, 2005
Ny mand på holdet
Kære læsere,
Efter dagens fælles multisport træning (Cykel-Kano-Cykel-Løb-Cykel) er det med slet skjult stolthed, at vi kan præsentere endnu et fuldgyldigt medlem af Dum Vivimus Vivamus.
Der er ikke tale om en decideret udøver (af andet end discipin og udrensning af svaghed) - men om vores nye maskot, coach og mentaltræner: Flodhesten Dolph!
Dolph repræsenterer de ypperste værdier i Vivamus: Ingen svage individer, negermusikanter, mandlige frisører og andre 100% pure assholes. Kun disciplinerede krigere som Chuck Norris, BS, Steven Seagal - og så os.
Det er vores forventning, at vort samarbejde med Dolph vil hjælpe os igennem de mange kommende udfordringer.
Efter dagens fælles multisport træning (Cykel-Kano-Cykel-Løb-Cykel) er det med slet skjult stolthed, at vi kan præsentere endnu et fuldgyldigt medlem af Dum Vivimus Vivamus.
Der er ikke tale om en decideret udøver (af andet end discipin og udrensning af svaghed) - men om vores nye maskot, coach og mentaltræner: Flodhesten Dolph!
Dolph repræsenterer de ypperste værdier i Vivamus: Ingen svage individer, negermusikanter, mandlige frisører og andre 100% pure assholes. Kun disciplinerede krigere som Chuck Norris, BS, Steven Seagal - og så os.
Det er vores forventning, at vort samarbejde med Dolph vil hjælpe os igennem de mange kommende udfordringer.
søndag, september 04, 2005
Man har lov at drømme
Nogle gange kan man ikke lade være med at drømme. Tænk hvis det var en selv, der havde mulighed for at deltage i de største og mest udfordrende adventure-races rundt om på jorden. Artic Challenge er ét eksempel, The Raid (tidl. Raid Gauloises) et andet.
Søren Brahe Bohnsens bog "Adventurerace - ét skridt længere" er en enorm appetitvækker på den front.
Anyway, man må jo kæmpe fra det udgangspunkt man har - og samle de (lidt mindre) udfordringer op som man får mulighed for undervejs. Og så kan man jo altid læse lidt om f.eks. Team Tschernings deltagelse i "The Raid" der starter på lørdag:
Artikel om "The Raid"
Team Tschernings egen side
Søren Brahe Bohnsens bog "Adventurerace - ét skridt længere" er en enorm appetitvækker på den front.
Anyway, man må jo kæmpe fra det udgangspunkt man har - og samle de (lidt mindre) udfordringer op som man får mulighed for undervejs. Og så kan man jo altid læse lidt om f.eks. Team Tschernings deltagelse i "The Raid" der starter på lørdag:
Artikel om "The Raid"
Team Tschernings egen side
onsdag, august 31, 2005
Cykelløb
Mens forberedelserne og overvejelserne til DTU adventure-racet i oktober er gået igang og inden den smalsporede skal i vinterhi har jeg besluttet mig for at prøve et traditionelt cykelløb, nemlig 100 km i Holbæk Cykelløb på søndag.
Ingen skiftezoner eller nogen ekstrem distance, så det skal nok blive et godt løb. Mest interessant bliver det at prøve at cykle mange sammen og få mest ud af draftingen, som jo her er tilladt. Det betyder dog samtidig at tri-bøjlen må af.
Jeg har allieret mig med en garvet cykelrytter som allerede har hjulpet med tekniske tips og som jeg har tænkt mig at ligge bagved det meste af vejen - om ikke andet så for at beundre hans italienske fuld-carbon racer med dura-acegruppe og lir for alle pengene.
Og så kan jeg se, at ruten er lagt så man kører lige forbi mit barndomshjem - hvor betænktsomt af arrangørerne. Regner dog ikke med at det bliver nødvendigt at bruge et ekstra depot :-)
Ingen skiftezoner eller nogen ekstrem distance, så det skal nok blive et godt løb. Mest interessant bliver det at prøve at cykle mange sammen og få mest ud af draftingen, som jo her er tilladt. Det betyder dog samtidig at tri-bøjlen må af.
Jeg har allieret mig med en garvet cykelrytter som allerede har hjulpet med tekniske tips og som jeg har tænkt mig at ligge bagved det meste af vejen - om ikke andet så for at beundre hans italienske fuld-carbon racer med dura-acegruppe og lir for alle pengene.
Og så kan jeg se, at ruten er lagt så man kører lige forbi mit barndomshjem - hvor betænktsomt af arrangørerne. Regner dog ikke med at det bliver nødvendigt at bruge et ekstra depot :-)
søndag, august 21, 2005
Succes!
Hårdt var det, men målet blev nået. I tiden 5.40.08 løb jeg tidligere i dag over den målstreg der markerede afslutningen på Jels ½-ironman.
Belært af erfaringerne fra sidste søndags triathlon i Aabenraa forsøgte jeg at disponere kræfterne anderledes - med held. Jeg kom rigtig godt ud af vandet efter 37 min (hvilket faktisk er en svømmehastighed der er højere!) med en langt bedre tilstand end sidst og kom stille og roligt igang på cyklen, som jeg dog nok fik presset lidt for hårdt. Gennemsnitsfarten blev 33 km/t, så det var godt nok.
Det kostede tilgengæld da benene skulle til at løbe - maven var i topform, pulsen god, men benene kunne simpelthen ikke løbe stærkt nok til at jeg blev forpustet. Surrealistisk fornemmelse at benene bare sjokker derud og i øvrigt gør moderat ondt for hvert skridt, men der sker ikke rigtig det helt store fordi muskeludholdenheden simpelthen var brugt op. Varmen havde også sat ind for alvor så jeg benyttede lejligheden til at øve mig i at sikre en stabilt væskeindtag hvilket heller ikke gav mig problemer. På trods af jeg drak ved hver væskedepot var der ingen skvulpen i maven.
Sammenholdt med at der absolut var ingen uheld undervejs - bortset fra af at et af mine midtergear raslede lidt irriterende - så var det en særdeles positiv oplevelse. Dog gav udfordringen også større respekt for den fulde ironman-distance - der mangler stadig en ikke ubetydelig træningsindsats før jeg er i nærheden af en sådan præstation.
Åh jo, så løb Jesper fra mig og tog endnu engang - velfortjent - en solid sejr hjem, mens jeg bevarer mit præsidium for De Gamle Mænds Bitre Klub.
Belært af erfaringerne fra sidste søndags triathlon i Aabenraa forsøgte jeg at disponere kræfterne anderledes - med held. Jeg kom rigtig godt ud af vandet efter 37 min (hvilket faktisk er en svømmehastighed der er højere!) med en langt bedre tilstand end sidst og kom stille og roligt igang på cyklen, som jeg dog nok fik presset lidt for hårdt. Gennemsnitsfarten blev 33 km/t, så det var godt nok.
Det kostede tilgengæld da benene skulle til at løbe - maven var i topform, pulsen god, men benene kunne simpelthen ikke løbe stærkt nok til at jeg blev forpustet. Surrealistisk fornemmelse at benene bare sjokker derud og i øvrigt gør moderat ondt for hvert skridt, men der sker ikke rigtig det helt store fordi muskeludholdenheden simpelthen var brugt op. Varmen havde også sat ind for alvor så jeg benyttede lejligheden til at øve mig i at sikre en stabilt væskeindtag hvilket heller ikke gav mig problemer. På trods af jeg drak ved hver væskedepot var der ingen skvulpen i maven.
Sammenholdt med at der absolut var ingen uheld undervejs - bortset fra af at et af mine midtergear raslede lidt irriterende - så var det en særdeles positiv oplevelse. Dog gav udfordringen også større respekt for den fulde ironman-distance - der mangler stadig en ikke ubetydelig træningsindsats før jeg er i nærheden af en sådan præstation.
Åh jo, så løb Jesper fra mig og tog endnu engang - velfortjent - en solid sejr hjem, mens jeg bevarer mit præsidium for De Gamle Mænds Bitre Klub.
torsdag, august 18, 2005
Brændt barn skyr ikke ilden
Weekendens udfordring i Aabenraa var større end ventet - men dermed blev erfaringshøsten forhåbentlig også tilsvarende større.
Derfor har jeg også i min tørst for at gøre det bedre besluttet at tilsidesætte al mådehold og fornuft og forsøge en ½-ironman i Jels på søndag. Som Batman lærer before he returns: "why do we fall? So that we can learn to pick ourselves up again"...
Udstyret med en større realisme sætter jeg mig nu kun ét mål: gennemførsel.
Jeg forventer, at hvis jeg kan disponere kræfterne bedre under svømningen denne gang og har det godt når jeg kommer op af vandet så kan jeg stødt og roligt slide mig selv gennnem 90 km på cyklen og 21 km på løbeben. Forhåbentlig vil pinslerne vare i omegnen af seks timer - og forhåbentlig vil smerten først melde sig senere end i Aabenraa.
Nu er der blot tilbage at fortsætte den mentale forberedelse - og booke en aftale med sofaen søndag aften...
Derfor har jeg også i min tørst for at gøre det bedre besluttet at tilsidesætte al mådehold og fornuft og forsøge en ½-ironman i Jels på søndag. Som Batman lærer before he returns: "why do we fall? So that we can learn to pick ourselves up again"...
Udstyret med en større realisme sætter jeg mig nu kun ét mål: gennemførsel.
Jeg forventer, at hvis jeg kan disponere kræfterne bedre under svømningen denne gang og har det godt når jeg kommer op af vandet så kan jeg stødt og roligt slide mig selv gennnem 90 km på cyklen og 21 km på løbeben. Forhåbentlig vil pinslerne vare i omegnen af seks timer - og forhåbentlig vil smerten først melde sig senere end i Aabenraa.
Nu er der blot tilbage at fortsætte den mentale forberedelse - og booke en aftale med sofaen søndag aften...
søndag, august 14, 2005
Erfaring kan ikke købes
... men den kan erhverves mod en betaling i blod, sved og tårer. Aabenraa triathlon blev en interessant udfordring - hårdere end ventet, men dog en positiv oplevelse og gode erfaringer til fremtidige stævner.
Målene var sat på forhånd - og hvis det ikke var for Jesper havde jeg nået mine. Tiden blev i omegnen af 2.55, så det i sig selv var tilfredsstillende. Jesper var dog stærkt svømmende, kørende og ikke mindst løbende, så han løb med en fortjent sejr i en overlegen tid som han selv kan få lov at fortælle.
Orienteringen i vand gik ikke fantastisk - men det gik først rigtig galt da jeg nåede cyklen. Allerede inden jeg havde drejet pedalerne én omgang var min puls på 170. Der blev den indtil jeg ramte den bakke, som jeg siden skulle gense yderligere fem gange. Den så egentlig ikke stejl ud - men det var den. Tilgengæld var den så lang at man kunne nå at vænne sig til smerten - næsten. Nedkørslen gik bedre, men generelt betød manglen på en lang lige strækning at jeg aldrig fandt nogen ordentlig rytme på cyklen.
Med en brændende lyst til at kaste op ud over styret lykkedes det mig dog at overhale et par andre i motionsklassen - dog ikke Jesper, hvis baghjul jeg var langt fra. Jeg hæftede mig dog ved, at de få, der overhalede mig på cykelruten alle kørte med pladehjul - det kan jo ikke være nogen tilfældighed :-)
Mens kvalmen fortsatte måtte jeg også en tur i asfalten da jeg (trods de dårlige ben) havde fået lidt for meget fart på rundt om vendepunktet. Det skete dog uden de store skrammer bortset fra en krampe i venstre læg - styrtet blev dog en stor publikumsmagnet og jeg blev nærmest båret videre da jeg steg op på cyklen igen. Næsten i en grad så man følte sig helt som Kyllingen fra Tølløse. Vreden over at være røget af cyklen holdt hele vejen til toppen, den sidste tur op var den bedste på bakken, men ak, jeg måtte af igen for at tisse.
Helt galt gik det dog da jeg havde fået løbeskoene på. Pulsen galloperede igen i vejret og jeg kunne næsten ikke bevæge mig. Læggen drillede stadig men værst var smerten ved at trække vejret og kvalmen der nu også var ledsagen af en stigende trang til at komme på toilettet i et større omfang end det kunne klares i vejsiden.
Så efter første omgang på rundstrækningen var moralen ikke høj - Jesper gjorde dog en stor indsats for at bakke op.
Løbsarrangørerne fortjener i øvrigt en stor applaus - alt klappede og stævnet var præget af en uhyre venlighed fra alle. De kendte vores navne og spurgte meget interesseret til vores oplevelse.
Summa-sumarum: mottoet for denne konkurrence må være: "when pain feels like shit". Motivationen til at gøre et nyt og bedre forsøg er stor.
Mens vi venter på det har Jesper heldigvis lovet at stille op til Natløbet i Holbæk, så chancen for revanche er ikke for langt ude i fremtiden.
And trust me, this guy is burning for revenge!
Læs også: En hård dag
Målene var sat på forhånd - og hvis det ikke var for Jesper havde jeg nået mine. Tiden blev i omegnen af 2.55, så det i sig selv var tilfredsstillende. Jesper var dog stærkt svømmende, kørende og ikke mindst løbende, så han løb med en fortjent sejr i en overlegen tid som han selv kan få lov at fortælle.
Orienteringen i vand gik ikke fantastisk - men det gik først rigtig galt da jeg nåede cyklen. Allerede inden jeg havde drejet pedalerne én omgang var min puls på 170. Der blev den indtil jeg ramte den bakke, som jeg siden skulle gense yderligere fem gange. Den så egentlig ikke stejl ud - men det var den. Tilgengæld var den så lang at man kunne nå at vænne sig til smerten - næsten. Nedkørslen gik bedre, men generelt betød manglen på en lang lige strækning at jeg aldrig fandt nogen ordentlig rytme på cyklen.
Med en brændende lyst til at kaste op ud over styret lykkedes det mig dog at overhale et par andre i motionsklassen - dog ikke Jesper, hvis baghjul jeg var langt fra. Jeg hæftede mig dog ved, at de få, der overhalede mig på cykelruten alle kørte med pladehjul - det kan jo ikke være nogen tilfældighed :-)
Mens kvalmen fortsatte måtte jeg også en tur i asfalten da jeg (trods de dårlige ben) havde fået lidt for meget fart på rundt om vendepunktet. Det skete dog uden de store skrammer bortset fra en krampe i venstre læg - styrtet blev dog en stor publikumsmagnet og jeg blev nærmest båret videre da jeg steg op på cyklen igen. Næsten i en grad så man følte sig helt som Kyllingen fra Tølløse. Vreden over at være røget af cyklen holdt hele vejen til toppen, den sidste tur op var den bedste på bakken, men ak, jeg måtte af igen for at tisse.
Helt galt gik det dog da jeg havde fået løbeskoene på. Pulsen galloperede igen i vejret og jeg kunne næsten ikke bevæge mig. Læggen drillede stadig men værst var smerten ved at trække vejret og kvalmen der nu også var ledsagen af en stigende trang til at komme på toilettet i et større omfang end det kunne klares i vejsiden.
Så efter første omgang på rundstrækningen var moralen ikke høj - Jesper gjorde dog en stor indsats for at bakke op.
Løbsarrangørerne fortjener i øvrigt en stor applaus - alt klappede og stævnet var præget af en uhyre venlighed fra alle. De kendte vores navne og spurgte meget interesseret til vores oplevelse.
Summa-sumarum: mottoet for denne konkurrence må være: "when pain feels like shit". Motivationen til at gøre et nyt og bedre forsøg er stor.
Mens vi venter på det har Jesper heldigvis lovet at stille op til Natløbet i Holbæk, så chancen for revanche er ikke for langt ude i fremtiden.
And trust me, this guy is burning for revenge!
Læs også: En hård dag
onsdag, august 10, 2005
Så mangler vi bare hvilen
Her til aften har Jesper og jeg overstået det sidste træningspas inden søndagens tri-konkurrence. Det blev til en kort cykeltur med et par hurtige spurter for at få lidt hastighed i benene og mærke vejrtrækningen blive hård. Nu mangler kun restitution, hvile og fornuftig ernæring frem til søndag.
Jeg forventer en hård men positiv oplevelse søndag. Træningen har også været en positiv oplevelse selvom vi ikke nåede de træningsmængder vi havde sat os for i det ambitiøse træningsprogram. Længst var vi fra de 300 km løb mens vi var betydeligere tættere på de 800 km cykling. De manglende kilometer skyldes primært at det simpelthen var svært at få afholdt alle de træningspas, der var planer om og så gjorde min korte træningspause under influenzaen også, at der måtte vinkes farvel til nogle træningskilometer.
Vi har dog gjort betydelige erfaringer - både i forhold til konkurrencen, men især også omkring træningen. Jeg forestiller mig bl.a., at vi fremover skal koncentrere træningen i færre, men mere fokuserede træningspas.
Nu skal konkurrencen dog først overstås og målene er de samme: 1) gennemførsel, 2) under tre timer og 3) hurtigere end Jesper. Jeg er efterhånden sikker på de to første, mens den tredje er åben - meget afhænger af dagsformen og af vejrforholdene. Jesper er stadig stærkere i svømningen og trækker et godt langt, sejt træk.
Hvis mål nummer tre skal nås må jeg derfor fokusere på tre ting:
Jeg forventer en hård men positiv oplevelse søndag. Træningen har også været en positiv oplevelse selvom vi ikke nåede de træningsmængder vi havde sat os for i det ambitiøse træningsprogram. Længst var vi fra de 300 km løb mens vi var betydeligere tættere på de 800 km cykling. De manglende kilometer skyldes primært at det simpelthen var svært at få afholdt alle de træningspas, der var planer om og så gjorde min korte træningspause under influenzaen også, at der måtte vinkes farvel til nogle træningskilometer.
Vi har dog gjort betydelige erfaringer - både i forhold til konkurrencen, men især også omkring træningen. Jeg forestiller mig bl.a., at vi fremover skal koncentrere træningen i færre, men mere fokuserede træningspas.
Nu skal konkurrencen dog først overstås og målene er de samme: 1) gennemførsel, 2) under tre timer og 3) hurtigere end Jesper. Jeg er efterhånden sikker på de to første, mens den tredje er åben - meget afhænger af dagsformen og af vejrforholdene. Jesper er stadig stærkere i svømningen og trækker et godt langt, sejt træk.
Hvis mål nummer tre skal nås må jeg derfor fokusere på tre ting:
- Tidstabet under svømningen skal minimeres
- Presset og fighterviljen skal fastholdes hele vejen, ikke mindst mens jeg på cyklen kæmper for at indhente Jespers forspring
- Jeg skal nå at overhale Jesper på cykeletapen uden at give så meget lods at jeg ikke har noget tilbage til løbeturen.
fredag, juli 29, 2005
Tri-tider
Nu nærmer sig jo tiden, hvor Søren og Jesper topper træningsindsatsen her et par uger før konkurrencen.
Skulle restitueringsugen komme til at falde jer lang, kan I jo eksperimentere lidt med at indsætte de forskellige hastigheder og skiftetider i denne triathlon race calculator :)
Skulle restitueringsugen komme til at falde jer lang, kan I jo eksperimentere lidt med at indsætte de forskellige hastigheder og skiftetider i denne triathlon race calculator :)
torsdag, juli 28, 2005
Stand in træning
Som bekendt har alle de store AR-hold altid substitutter stående klar, hvis holdmedlemmer pga. sygdom eller skader må melde fra op til konkurrencer.
Det vil vi naturligvis ikke stå tilbage for, så da Søren i disse dage døjer med en influenza der holder ham væk fra træningen med Jesper, måtte jeg idag træde ind.
Det var første gang jeg prøvede at løbe i umiddelbar forlængelse af et cykelpas. Det er nok lige noget man skal vænne sig til:) De første kilometre var knæene ikke glad for. I det hele taget var det dårligt timet, at jeg aftenen forinden havde været ude i noget hård intervaltræning.
Men vi fik tilbagelagt 35 km cykling og 8 km løb. Ikke i nærheden af distancer på tidligere ture for Jesper - men meget passende for mig idag.
Spændende træning - jeg ser frem til næste gang lejligheden byder sig!
Det vil vi naturligvis ikke stå tilbage for, så da Søren i disse dage døjer med en influenza der holder ham væk fra træningen med Jesper, måtte jeg idag træde ind.
Det var første gang jeg prøvede at løbe i umiddelbar forlængelse af et cykelpas. Det er nok lige noget man skal vænne sig til:) De første kilometre var knæene ikke glad for. I det hele taget var det dårligt timet, at jeg aftenen forinden havde været ude i noget hård intervaltræning.
Men vi fik tilbagelagt 35 km cykling og 8 km løb. Ikke i nærheden af distancer på tidligere ture for Jesper - men meget passende for mig idag.
Spændende træning - jeg ser frem til næste gang lejligheden byder sig!
mandag, juli 18, 2005
Udstyret opgraderet
Hvad ville triathlon være, hvis det ikke var for al det herlige udstyr man kan interessere sig for...? Udfra devicen: "den der har mest legetøj når han dør vinder" tog jeg idag et skridt nærmere himlen (og forhåbentlig opfyldelsen af især tredje målsætning for den forestående konkurrence i Aabenraa) ved en lille opgradering af udstyret.
Udover en Ironman Stealth våddragt der sidder som formstøbt og tager 15 min at iføre sig, så drejer det sig om en Carbon Stryke enkeltstartsbøjle fra Profile Design.
Den første korte prøvetur på 20 km (med tunge ben fra gårsdagens 90 km) gav et godt indtryk - den lavere vindmodstand mærkes tydeligt på farten og den foroverbøjne stilling er mindre ubekvem end forventet. Faktisk mærkes stød og bump i vejen mindre i denne stilling.
Tilgengæld skal man ikke forvente at kunne foretage hurtige udvigemanøvre og pulsen tog da også lige et hop da en bil pludselig svingede til højre og ind foran mig - der var ikke mange centimeter før jeg havde haft mere brug for cyklehjelmen end for enkeltstartsstyret. Så det er nok en fornuftigt ide at holde sig til racerstyret når det gælder bykørsel og så lukke op for enkeltstarten, når omgivelserne bliver mere landlige.
Nå, men nu glæder jeg mig bare til at høre Jespers udfald om uretfærdig konkurrencevilkår, når han ser vidunderet...
fredag, juli 15, 2005
Olympisk tri
Så er der for Jesper og undertegnede et nyt mål i sigte: triathlon i Aabenraa den 14. august på en klassisk OL-distance (1,5 km svømning, 40 km cykling og 10 km løb - en sprintdistance med andre ord :-).
Forberedelserne har været igang siden beslutningen blev endeligt truffet den 20. juni og træningen har været lagt tilrette i et ambitiøst - måske også for ambitiøst - program, der sammenlangt frem til og med konkurrencen skal bringe os 1170 km fremad - 70 km gennem vand, 800 km på cykel og 300 km på løbeben.
Programmets første par uger var en blød opstart, ikke mindst præget af Jespers marathon-recovery, og nu trænes der lidt længere og lidt oftere inden vi når til to "intensiv-uger", hvor der virkelig skal lukkes op for sluserne inden der restitueres i den sidste uge op til konkurrencen.
Programmet indeholder en par enkelte træningssessioner hvor der trænes skift mellem disciplinerne og vi får også prøvet kræfter med havsvømningen.
Udstyret er på plads - racercyklen er prøvet af, tridragten er købt - og mon ikke også der når at blive investeret i en ordentlig våddragt.
Personlige mål for konkurrencen:
Forberedelserne har været igang siden beslutningen blev endeligt truffet den 20. juni og træningen har været lagt tilrette i et ambitiøst - måske også for ambitiøst - program, der sammenlangt frem til og med konkurrencen skal bringe os 1170 km fremad - 70 km gennem vand, 800 km på cykel og 300 km på løbeben.
Programmets første par uger var en blød opstart, ikke mindst præget af Jespers marathon-recovery, og nu trænes der lidt længere og lidt oftere inden vi når til to "intensiv-uger", hvor der virkelig skal lukkes op for sluserne inden der restitueres i den sidste uge op til konkurrencen.
Programmet indeholder en par enkelte træningssessioner hvor der trænes skift mellem disciplinerne og vi får også prøvet kræfter med havsvømningen.
Udstyret er på plads - racercyklen er prøvet af, tridragten er købt - og mon ikke også der når at blive investeret i en ordentlig våddragt.
Personlige mål for konkurrencen:
- Gennemførsel
- På under 3 timer
- Hurtigere end Jesper (prioriteret)
Svagheder:
- Rytme, vejrtræning og orientering under havsvømningen
- Træthed i lænden under cykling går ud over hastigheden
Styrker:
- God på stigninger
- Knæene er blevet stærkere
- Viljen er af stål!
Link til stævnet: http://www.aaig.dk/ny/triinvitation.htm
torsdag, juli 14, 2005
mandag, juni 27, 2005
Kilometervis af sand
Det lykkedes i går at gennemføre den 5. udgave af Nordic Sea Beach Marathon. Omtrent 280 af de mere rablende løbere fra Danmark og Tyskland havde valgt at henlægge denne søndag til strækningen mellem Hvide Sande og Vejers Strand - 42.195 km. Den klassiske marathon-distance med blot én væsentligt forskel: Den tilbagelægges i sand!
Starten var ikke alt for god. Selvom det var små 3 timer siden jeg havde afsluttet morgenmåltidet var de første kilometer voldsomt ubehagelige at løbe - faktisk værre end overspisningen med pasta før FEM. Det gav mavekneb og en stor lyst til at lette trykket med en finger i halsen. Faktisk lå min puls også 15 slag over hvad den burde og senere kom til mens det stod på. Heldigvis løsnede det op efter ca. 8 km hvilket man ret tydeligt kan se på pulsmålingerne.
Strategien var lidt at holde et tempo mod en sluttid omkring 4:30. Så ville jeg omkring de 20 km beslutte om der skulle fastholdes, slækkes eller øges. Det blev bare aldrig et super-relevant spørgsmål :) Sandet var voldsomt ubarmhjertigt - jeg må erkende at have undervurderet det. I lange stræk kunne det være fint med et par meter langs vandet der var udmærket at løbe på (hvis man var klar til at springe til siden for bølgerne) - men i andre stræk gik det hele galt. Enten hvis sandets kornstørrelse blev bare en smule større og lidt mudderagtig så hele foden sank 3-4 cm. ned. Eller hvis der var en strækning med ral eller hvor store naturlige forhindringer (å-udløb, store sten i vandkanten m.v.) gjorde det nødvendigt at løbe i det helt løse sand.
Særligt omkring de 10-15 km var der mange af den slags stræk og det var næsten uvirkeligt hvordan man kunne mærke at hvert eneste skridt simpelthen sugede kræfter ud af læg og lår. Man stod næsten stille, men brugte oceaner af kræfter. Omkring de 15 føltes begge ben, men især det nederste, så tunge som bropyloner. Omtrent samme fornemmelse som de sidste km af F.E.M. - her var der bare stadig 25-30 km hjem :) Tempoet faldt følgelig.
Så ved depotet nær halvmarathon måtte jeg gå i stædighed/overlevelses-mode. Jeg slog tempo-udlæsningen på uret fra, og nøjedes med distance og puls. En tysk pige var tydeligvis i samme situation og de næste 13-15 kilometer fulgtes vi ad indenfor få hundrede meter. Det kan lyde som en stor afstand, men når man spreder 280 løbere der varierer 3-4 timer i tid udover 42 km - så er det faktisk tæt... Det var hele tiden planen at løbe de første 20 km på formen og så tage de sidste 22 bare på vilje. Men jeg havde nok ikke forestillet mig, at det skulle være UDELUKKENDE på viljen :)
Kilometerne forsvandt dog langsomt og jeg fik bekræftet hvad jeg allerede vidste: Med vilje kommer man langt. Og sluttelig kunne jeg da også krydse målstregen. Formentlig blandt de sidste 8-10% - men det var jo heldigvis ikke et kriterium. Kun gennemførslen var målet.
Men det var uden tvivl noget af det mest kedelige jeg længe har deltaget i. Naturens, havets og klitternes skønhed ufortalt - så var det meget monotont at løbe mutters alene eller med en enkelt i nærheden og det eneste man kan se forude er strand og sand. Turens underholdning bestod af vel omtrent 5 drager som børn legede med, et par sandslotte fra dagen før og så nogle yderst spredte turister (det blæste en del, så det var ikke rigtigt strandvejr). En radio/mp3-afspiller ville have været guld værd - for det totale fravær af distraktion betyder, at man får endnu bedre tid til at tænke over de ømme muskler.
Men det skal siges at arrangørerne kørte hele arrangementet meget professionelt, god forplejning, service og information.
Sammenfattende er min egen indsats velnok knebent bestået - med stort rum for forbedringer. Som en udfordring kan løbet gå an - men som et marathonløb kan det ikke anbefales. Det er simpelthen for kedeligt.
tirsdag, juni 21, 2005
Sig nærmer tiden
Så er der kun få dage til den næste store kraftudfoldelse: North Sea Beach Marathon. Den klassiske distance på 42,195 km, her skal den dog blot tilbagelægges i sand!
I forbindelse med o-løb omkring Tisvilde Hegn her i foråret løb vi blandt andet langs Kattegat - og sandløb er altså noget man hurtigt får respekt for....det er pænt hårdt.
Pga. travlhed og influenza har jeg ikke fået løbet så meget som planlagt de sidste par uger. Men noget er det da blevet til, og benene er umiddelbart gode.
Min eneste bekymring er knæene. De 42 km løbes i ét stræk fra Hvide Sande til Vejers - dvs. sydover med stranden hældende ned til højre i løberetningen. Det betyder, at belastningen og slid på især knæet bliver meget ulige fordelt ift. traditionelle løb. Det bliver lidt spændende, om jeg skal løbe de sidste 15 km baglæns for at gennemføre :)
For gennemføres skal den. Jesper har tidligere argumenteret for et smertebegreb der kan inddeles i forskellige kategorier. Det er noget sissy-snak. Der findes kun én slags smerte - og det er følelsen af svaghed der forlader kroppen. Pjat - målet er gennemførsel og gennemførsel alene. Hvis det kan lade sig gøre at komme under 5 timer så er jeg ovenud tilfreds, men det er helt sekundært. Umiddelbart vil jeg anslå, at sand-elementet kommer til at koste en times tid ift. asfalt.
mandag, maj 30, 2005
En herlig debut
Med ca. 3 måneders træning bag os, var det måske lidt optimistisk at tilmelde sig F.E.M. 50, Fjellräven Extreme Marathon. 3 måneder er trods alt en begrænset periode at komme i form på, få en masse kilometer i benene samt få styr på diverse udstyr m.v.
Træningen bestod af individuel almindelig løbetræning, næsten ugentlige O-løbstræninger og generel ”vægtoptimering” (her ikke på udstyret!). Men ikke mindst bestod træningen også af 3 weekender med integreret træning der ikke helt i distance, men i form tilsvarede F.E.M. Der var altså tale om O-løb i terræn (Grib Skov blev hurtigt favorit), hvor der blev trænet med forskellige korttyper, med ca. 9-10 kg oppakning, feltmæssig overnatning og ikke mindst også trænet vandpassage. På alle områder kunne vi fra gang til gang konstatere fremskridt. Distancerne blev længere, orienteringen mere sikker i både dagslys og mørke, og udstyret blev i et vist omfang tilpasset eller udskiftet.
Det var derfor med stor spænding at vi tog til Silkeborg. Vi havde planlagt vores ankomst i så god tid før start, at vi havde rigeligt med tid til at tilberede en god portion pasta. Efter at have spist - hvad der senere skulle vise sig at have været alt for meget – kunne vi klæde om og gå ned i målområdet for at se de andre hold an. Det var lidt skræmmende. Mens vi kom anstigende med diverse lånte soveposer, et telt til kr. 129,-, det klassiske komplette Trangia stormkøkken og ældre effekter fra henholdsvis spejder- og militær-tiden – så var det tydeligt at mange have grejet på plads og stillede i identisk outfit og med lækre rygsække, smart drikkesystemer osv. Vi fik lejlighed til at minde hinanden om, at målet var at gennemføre – at løbe vores eget løb, ikke mod de andre.
Starten med de 38 andre hold gik stille og roligt, men vi kom alligevel med i den forreste halvdel. Der var rigtigt mange hold der stoppede op for at læse kort (måtte først vendes ved start) – hvorimod det lykkedes os at følge med strømmen de første meter, og derefter under løb få styr på de udleverede kort og orienteringen. Det var en god oplevelse. Vi blev imidlertid snydt ved post 2 der efter vores – og en stor del andres – opfattelse ikke stod hvor den burde. Vi søgte lidt i den ene retning mens de fleste blev stående i skovhjørnet og så på kort. Desværre viste det sig, at posten lå 150 meter i den anden retning end den vi søgte – så da vi kom tilbage efter 6 minutter var alle væk. Så da vi fandt post 2 var vi formentlig 3. sidste hold.
Med en god hastighed og med eminent navigation af Jesper fik vi dog relativt hurtigt kontakt med en håndfuld grupper. Efter samlet vel omtrent 20 minutters løb var vi klar til første vandpassage (Gudenåen), og her kom vores tøjekcersits samt træning i vandpassage virkelig til sin ret. På henholdsvis afklædning, overgang og iklædning lagde vi ca. 6 hold ekstra bag os – det gav et kæmpe psykologisk overtag at kunne tage minutter blot ved at have styr på stumperne og være hurtig ved omklædning.
Efter endnu nogle poster og flere vandpassager (hvor vi imidlertid også optimerede ved simpelthen at beholde sko på under svømning) begyndte vi at få kontakt med en række hold, der helt åbenlyst havde et højere løbetempo end vi selv. Det var som at se en film forfra og forfra igen: Vi blev overhalet af ”Hold x” der gav den gas – vi fandt posten og løb mod den næste post – og pludselig kommer ”Hold x” igen bagfra og overhaler. Det var et ordentligt kick til humøret og affødte en del sprøde kommentarer til de løbestærke hold. Forklaringen? Simpelthen verdenklasse navigation af Jesper!
Således blev billedet fastholdt indtil de sidste poster (ud af 26 på dag 1) som vi tog omkring kl. 2130-2200 hvor der begynder at blive ganske mørkt i en tæt nåleskov. Vi kan nok ikke afvise at vi på et tidspunkt ikke helt kunne bestemme vores position, da der var enormt mange stier der ikke var aftegnet på kortet m.v. Så det blev på en kompasretning at vi forsøgsvis arbejdede os frem – og heldigvis pludselig fik indsigt på et lille fældet område der kunne stedfæstes på kortet. 100 meter derfra lå posten som blev taget stille og uden lygter (man skulle jo nødig vise andre hvor posten lå!) og så gik det ellers mod night-campen. Eller, det vil sige…den var så lagt på toppen af en decideret modbydelig stigning der trak de absolut sidste kræfter ud af benene.
Vel ankommet i lejren fik vi lavet mad, slået telt op m.v. og kunne kort efter konstatere at vi faktisk var kommet ind som nr. 12 ud af de 39 startende hold. Det var noget der kunne bringe energi tilbage i kroppen. Selvom målet var et andet (gennemførsel), så var det jo endnu mere tilfredsstillende at det rent faktisk var lykkedes at få en pæn tid. Vi gik en tur gennem nightcampen efter aftensmad og fik luret en række af de tricks som mere erfarne hold benytter ift. udstyr m.v. Der er en hel del ting vi skal have optimeret på inden næste år :).
Næste morgen skulle vi lige have verificeret at 12.-pladsen ikke var en fejl. Det var det ikke – men det var lige før (også kun lige før) at vi fik medlidenhed med de hold der kom ind 2½ time efter os. Hvis orienteringen ikke er helt perfekt, så er mørket virkelig ubarmhjertigt. Vi talte med et hold der havde brugt 1 time på at finde en post – for til sidst at måtte opgive (og på den konto indkassere en straf på yderligere en time)
Pga. den fornuftige tid vi kom til nightcampen var der mulighed for en god søvn og dermed nogenlunde friske ben søndag morgen. En del friskere end vi havde frygtet, så på den front var vi optimistiske før starten. Arrangørerne havde blot været så ubehagelige at lægge dagens første 3-4 poster således der skulle forceres nogle usædvanlige stejle topper. Og en top er stejl, når man skal ned på alle 4 for at kravle op! Ikke mindst for Kasper trak det nogle alvorlige veksler på energiniveauet i bentøjet – så alvorligt at de var at mærke resten af turen – så meget desto mere imponerende, at alle kilometrene blev taget uden at kny. Men i det mindste kan vi glæde os over, at vi konsekvent begge rørte ved alle poster. Vi konstaterede at der var hold der bare sendte den ene til tops med tidstagningsbrikken for lige at se om der skulle være officials deroppe, for så at blot dirigere den anden på holdet udenom toppen mod næste post. Tyndt og unfair!
Dag 2 var præget af noget mindre teknisk orientering med relativt lange stræk, mange grusomme stigninger og meget nemme post-placeringer. Vi havde dermed ikke helt den samme fordel af den stensikre navigation og de mere løbestærke hold havde bedre kår. Ikke desto mindre lykkedes det os jævnligt at indhente hold ved gode vejvalg, hurtige vandpassager m.v. så også på dag 2 hilste vi jævnligt på de samme hold der kom spænende udenom os, for så blot at blive indhentet kort derefter. Det må have gjort ondt på navigatøren, at de på trods af væsentlig højere hastighed ikke kunne holde os stangen
Vi havde imidlertid kontakt med væsentligt færre hold end på dag 1 – og det var meget svært at vurdere hvem der var foran og hvem der var bagved. Vores vurdering var, at vi var raslet ned i den nederste tredjedel pga. lavt tempo ift. dagen før, og dermed samlet ville ende lidt under midten i klassementet. Men det skulle ikke være med vores gode vilje, så med fornødent hensyntagen til det overordnede mål (gennemførsel) gav vi den alt hvad vi kunne og havde i benene.
Der var åbenbart andre end os der havde syntes at dagens rute var hård, for vi kom ind midt i feltet efter ca. 6 timer, totalt udmattede men dog løbende i mål :)
Som alle ved, så er det afgørende med proteiner efter træning for at optimere restitutionen, så mens Jesper hentede 2 franske hotdogs studerede Kasper de netop opdaterede resultatlister. Stor var begejstringen ved at konstatere, at vi kun var faldet 1 sølle plads i forhold til første dag. Dermed sluttede vi lige i den bedste 3.-del af feltet – hvoraf også 2 hold måtte udgå.
Turen hjem blev brugt på at holde hinanden vågne med evaluering af egne indsatser under træning og F.E.M. samt opsummering af både de tricks vi har set og de erfaringer vi selv har gjort os. Vi evaluerede også lidt på selve arrangementet der i det store og hele var godt gennemført, med et udmærket informationsniveau og grad af professionalisme. Et par ting kunne man dog ønske sig anderledes: 1) Langt mere kontrol, både af obligatorisk udrustning samt på ruten, særligt de poster der ligger på stejle bakketopper. Når mange hold i år ser at folk slipper af sted med at snyde bliver de sikkert fristede til det samme næste år. 2) Badefaciliteter. Uanset de 6 vandpassager lugter man formentlig mere af gnu end de fleste IC-togpassagerer synes om når man kommer i mål. Det ville have været let at låne badefaciliteter i en nærliggende sportshal eller folkeskole.
Nu, dagen efter hjemkomst, er der heldigvis udbredt ømhed i bentøjet og gangarten er antageligvis temmelig morsom at observere. Ømheden vil efter alt at dømme fortsat være at mærke den næste håndfuld dage. Men det er jo et godt tegn – betyder bare at man ikke har sparet sig selv.
Med ømme hilsener Jesper og Kasper
Se også:
"Klar til alt, klar til F.E.M."
"Det umulige er sket"
Samt F.E.M.’s hjemmeside
Træningen bestod af individuel almindelig løbetræning, næsten ugentlige O-løbstræninger og generel ”vægtoptimering” (her ikke på udstyret!). Men ikke mindst bestod træningen også af 3 weekender med integreret træning der ikke helt i distance, men i form tilsvarede F.E.M. Der var altså tale om O-løb i terræn (Grib Skov blev hurtigt favorit), hvor der blev trænet med forskellige korttyper, med ca. 9-10 kg oppakning, feltmæssig overnatning og ikke mindst også trænet vandpassage. På alle områder kunne vi fra gang til gang konstatere fremskridt. Distancerne blev længere, orienteringen mere sikker i både dagslys og mørke, og udstyret blev i et vist omfang tilpasset eller udskiftet.
Det var derfor med stor spænding at vi tog til Silkeborg. Vi havde planlagt vores ankomst i så god tid før start, at vi havde rigeligt med tid til at tilberede en god portion pasta. Efter at have spist - hvad der senere skulle vise sig at have været alt for meget – kunne vi klæde om og gå ned i målområdet for at se de andre hold an. Det var lidt skræmmende. Mens vi kom anstigende med diverse lånte soveposer, et telt til kr. 129,-, det klassiske komplette Trangia stormkøkken og ældre effekter fra henholdsvis spejder- og militær-tiden – så var det tydeligt at mange have grejet på plads og stillede i identisk outfit og med lækre rygsække, smart drikkesystemer osv. Vi fik lejlighed til at minde hinanden om, at målet var at gennemføre – at løbe vores eget løb, ikke mod de andre.
Starten med de 38 andre hold gik stille og roligt, men vi kom alligevel med i den forreste halvdel. Der var rigtigt mange hold der stoppede op for at læse kort (måtte først vendes ved start) – hvorimod det lykkedes os at følge med strømmen de første meter, og derefter under løb få styr på de udleverede kort og orienteringen. Det var en god oplevelse. Vi blev imidlertid snydt ved post 2 der efter vores – og en stor del andres – opfattelse ikke stod hvor den burde. Vi søgte lidt i den ene retning mens de fleste blev stående i skovhjørnet og så på kort. Desværre viste det sig, at posten lå 150 meter i den anden retning end den vi søgte – så da vi kom tilbage efter 6 minutter var alle væk. Så da vi fandt post 2 var vi formentlig 3. sidste hold.
Med en god hastighed og med eminent navigation af Jesper fik vi dog relativt hurtigt kontakt med en håndfuld grupper. Efter samlet vel omtrent 20 minutters løb var vi klar til første vandpassage (Gudenåen), og her kom vores tøjekcersits samt træning i vandpassage virkelig til sin ret. På henholdsvis afklædning, overgang og iklædning lagde vi ca. 6 hold ekstra bag os – det gav et kæmpe psykologisk overtag at kunne tage minutter blot ved at have styr på stumperne og være hurtig ved omklædning.
Efter endnu nogle poster og flere vandpassager (hvor vi imidlertid også optimerede ved simpelthen at beholde sko på under svømning) begyndte vi at få kontakt med en række hold, der helt åbenlyst havde et højere løbetempo end vi selv. Det var som at se en film forfra og forfra igen: Vi blev overhalet af ”Hold x” der gav den gas – vi fandt posten og løb mod den næste post – og pludselig kommer ”Hold x” igen bagfra og overhaler. Det var et ordentligt kick til humøret og affødte en del sprøde kommentarer til de løbestærke hold. Forklaringen? Simpelthen verdenklasse navigation af Jesper!
Således blev billedet fastholdt indtil de sidste poster (ud af 26 på dag 1) som vi tog omkring kl. 2130-2200 hvor der begynder at blive ganske mørkt i en tæt nåleskov. Vi kan nok ikke afvise at vi på et tidspunkt ikke helt kunne bestemme vores position, da der var enormt mange stier der ikke var aftegnet på kortet m.v. Så det blev på en kompasretning at vi forsøgsvis arbejdede os frem – og heldigvis pludselig fik indsigt på et lille fældet område der kunne stedfæstes på kortet. 100 meter derfra lå posten som blev taget stille og uden lygter (man skulle jo nødig vise andre hvor posten lå!) og så gik det ellers mod night-campen. Eller, det vil sige…den var så lagt på toppen af en decideret modbydelig stigning der trak de absolut sidste kræfter ud af benene.
Vel ankommet i lejren fik vi lavet mad, slået telt op m.v. og kunne kort efter konstatere at vi faktisk var kommet ind som nr. 12 ud af de 39 startende hold. Det var noget der kunne bringe energi tilbage i kroppen. Selvom målet var et andet (gennemførsel), så var det jo endnu mere tilfredsstillende at det rent faktisk var lykkedes at få en pæn tid. Vi gik en tur gennem nightcampen efter aftensmad og fik luret en række af de tricks som mere erfarne hold benytter ift. udstyr m.v. Der er en hel del ting vi skal have optimeret på inden næste år :).
Næste morgen skulle vi lige have verificeret at 12.-pladsen ikke var en fejl. Det var det ikke – men det var lige før (også kun lige før) at vi fik medlidenhed med de hold der kom ind 2½ time efter os. Hvis orienteringen ikke er helt perfekt, så er mørket virkelig ubarmhjertigt. Vi talte med et hold der havde brugt 1 time på at finde en post – for til sidst at måtte opgive (og på den konto indkassere en straf på yderligere en time)
Pga. den fornuftige tid vi kom til nightcampen var der mulighed for en god søvn og dermed nogenlunde friske ben søndag morgen. En del friskere end vi havde frygtet, så på den front var vi optimistiske før starten. Arrangørerne havde blot været så ubehagelige at lægge dagens første 3-4 poster således der skulle forceres nogle usædvanlige stejle topper. Og en top er stejl, når man skal ned på alle 4 for at kravle op! Ikke mindst for Kasper trak det nogle alvorlige veksler på energiniveauet i bentøjet – så alvorligt at de var at mærke resten af turen – så meget desto mere imponerende, at alle kilometrene blev taget uden at kny. Men i det mindste kan vi glæde os over, at vi konsekvent begge rørte ved alle poster. Vi konstaterede at der var hold der bare sendte den ene til tops med tidstagningsbrikken for lige at se om der skulle være officials deroppe, for så at blot dirigere den anden på holdet udenom toppen mod næste post. Tyndt og unfair!
Dag 2 var præget af noget mindre teknisk orientering med relativt lange stræk, mange grusomme stigninger og meget nemme post-placeringer. Vi havde dermed ikke helt den samme fordel af den stensikre navigation og de mere løbestærke hold havde bedre kår. Ikke desto mindre lykkedes det os jævnligt at indhente hold ved gode vejvalg, hurtige vandpassager m.v. så også på dag 2 hilste vi jævnligt på de samme hold der kom spænende udenom os, for så blot at blive indhentet kort derefter. Det må have gjort ondt på navigatøren, at de på trods af væsentlig højere hastighed ikke kunne holde os stangen
Vi havde imidlertid kontakt med væsentligt færre hold end på dag 1 – og det var meget svært at vurdere hvem der var foran og hvem der var bagved. Vores vurdering var, at vi var raslet ned i den nederste tredjedel pga. lavt tempo ift. dagen før, og dermed samlet ville ende lidt under midten i klassementet. Men det skulle ikke være med vores gode vilje, så med fornødent hensyntagen til det overordnede mål (gennemførsel) gav vi den alt hvad vi kunne og havde i benene.
Der var åbenbart andre end os der havde syntes at dagens rute var hård, for vi kom ind midt i feltet efter ca. 6 timer, totalt udmattede men dog løbende i mål :)
Som alle ved, så er det afgørende med proteiner efter træning for at optimere restitutionen, så mens Jesper hentede 2 franske hotdogs studerede Kasper de netop opdaterede resultatlister. Stor var begejstringen ved at konstatere, at vi kun var faldet 1 sølle plads i forhold til første dag. Dermed sluttede vi lige i den bedste 3.-del af feltet – hvoraf også 2 hold måtte udgå.
Turen hjem blev brugt på at holde hinanden vågne med evaluering af egne indsatser under træning og F.E.M. samt opsummering af både de tricks vi har set og de erfaringer vi selv har gjort os. Vi evaluerede også lidt på selve arrangementet der i det store og hele var godt gennemført, med et udmærket informationsniveau og grad af professionalisme. Et par ting kunne man dog ønske sig anderledes: 1) Langt mere kontrol, både af obligatorisk udrustning samt på ruten, særligt de poster der ligger på stejle bakketopper. Når mange hold i år ser at folk slipper af sted med at snyde bliver de sikkert fristede til det samme næste år. 2) Badefaciliteter. Uanset de 6 vandpassager lugter man formentlig mere af gnu end de fleste IC-togpassagerer synes om når man kommer i mål. Det ville have været let at låne badefaciliteter i en nærliggende sportshal eller folkeskole.
Nu, dagen efter hjemkomst, er der heldigvis udbredt ømhed i bentøjet og gangarten er antageligvis temmelig morsom at observere. Ømheden vil efter alt at dømme fortsat være at mærke den næste håndfuld dage. Men det er jo et godt tegn – betyder bare at man ikke har sparet sig selv.
Med ømme hilsener Jesper og Kasper
Se også:
"Klar til alt, klar til F.E.M."
"Det umulige er sket"
Samt F.E.M.’s hjemmeside
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
