mandag, marts 05, 2007

Ømhed under solen

Hermed første beretning fra Vivamus team one’s træningslejr på Lanzarote – et hold præget af begejstring, ondt i røven (badminton aktiverer uvante muskelgrupper) og begyndende Michael Rasmussen tanlines.

Træningslejrens første udfordring viste sig at bestå i at skaffe en taxa fra katastroferamte Nørrebro til lufthavnen tidlig fredag morgen. Det lykkedes og rettidigt kunne team’et samle sig i afgangshallen til fælles indtjekning. Det stod hurtigt klart at der var medbragt betydelige mængder bagage. Der var dog ikke fundet plads til alt udstyr – således kunne Kasper ”Imelda” Carøe med klagende stemme meddele, at han havde måttet lade hele tre par sko blive hjemme. Uha uha.

Selv havde jeg medbragt en beskeden cykeltaske med ca. 5 kubikmeter cykler (enkelstart + racer) og en ikke ubetydelig mængde sportstøj. Det lykkedes dog at få alt checket ind og efter en afslappet flyvetur på 4 timer og 50 min. kunne vi sætte de dengang friske ben på vulkanøen i højt solskin. Siden har vi ikke set en sky og vejret er totalt perfekt til træningen. Varmt, let vind men hverken for varmt eller for blæsende. La Santa komplekset har rige muligheder for R&R mellem de målrettede træningspas. Således har Camilla Martin/Navrantilova Bøje allerede vist sine talenter inden for både badminton og tennis. Team Vivamus har ikke foreløbig udvist de store talenter inden for disse ketchersportsgrene – men der bliver til gengæld udvist stor entusiasme og fightervilje og det kan jo som bekendt rette op på meget.

Første træningsdag startede kl. 8.00 med morgensvømning – knap to klik i jævnt tempo og en forrygende udendørs 8x50m olympisk pool. Efter morgenmaden sadlede teamet racercyklerne og drog ud på en lang 4 timers cykeltur der bar os gennem det ørkenagtige landskab og ikke mindst op ad pæne stigninger der gav mindelser af Tour de France – når man ser bort fra tempoet. Henrik kørte dagens fighterpris hjem efter at have bidt sig godt fast i asfalten og slæbt sig hjem efter at være gået godt og grundigt kold på dagens største stigning.

Nu er flokken så samlet til aftensmad og mentalopladning til morgendagens 13km Ridge Run. Mandag står på en sprintduathlon fra morgenstunden efterfulgt af en lang cykeltur på IM-ruten og tirsdag har Kasper en bizar ide om at vi skal løbe en ½-marathon inden vi snupper en hygge-mtb-tur og slutter dagen af med en squashturnering. Dermed skulle vi gerne være klar til onsdagens mini-triathlon som alle stiller til start i. Det starter fra morgenstunden så mon ikke der bliver tid til nogle gode intervaller på det stadion der ligger i La Santa komplekset om eftermiddagen.

Torsdag er udset til hviledag, så der skal nok bare svømmes lidt jævn svømning og så skal vi have kåret Vivamus-mesteren i minigolf.

/Søren

Ingen kommentarer: