F.E.M. er død - længe leve C.E.M.

Har netop spottet på en blog, at Fjellräven Extreme Marathon ikke længere eksisterer. Det er jo særdeles vemodigt idet løbet har en helt særlig betydning for mig og vel også for etableringen af Dum Vivimus Vivamus, som det i øvrigt er omtalt på jubilæumsindlægget fra sidste år.

Den gode nyhed er, at arrangørerne Team Fjällräven fortsat eksisterer under navnet "Team CoastZone". Og de har valgt at fortsætte med at gennemføre løbet - samme tid og samme sted. Læs mere her.

Tidspunktet er dog kritisk i år. Det ligger nemlig nøjagtig en uge efter Vivamus' powerweekend hvor der både er en delegation til ironman på Lanzarote og hvor undertegnede forsøger sig med et 100 km løb.

Det bliver derfor nok med lidt stive ben ugen efter. Og det ville selvfølgelig være dumt. Men en luntetur på f.eks. den lille 50'er trækker en del :-)

/Kasper

Opdateret A-raceplan for 2007

Med stor glæde kan jeg her til aften konstatere, at alt tyder på at det er lykkedes mig at lægge min klamme hånd på én af de kun 100 ekstra pladser til IM Frankfurt '07 som i går morges kl. 9 blev udbudt.

Stævnet har været udsolgt i månedsvis og datoen har længe været meldt ud, så der var run på og de 100 pladser var revet væk i løbet af et kvarter. Sikke populær den slags pinsler er blevet!

Det er imidlertid fantastisk at det er lykkedes at komme med, da jeg desværre er forhindret i at deltage i IM Nice efter at stævnet blev flyttet en uge og nu ligger oveni et stort svømmestævne i KBH, som jeg har lovet at hjælpe med at arrangere og deltage i. Min A-race plan for 2007 er altså nu ikke længere IM-Lanzarote-Nice-Fredericia, men Lanzarote-Frankfurt-Fredericia. Det bliver forhåbentlig stort. Frankfurt er kendt for at være et velbesøgt og godt stævne med en hurtig rute, så der bliver forhåbentlig lejlighed til at sætte en tid under 12 timer (hvis det skulle glippe i Lanzarote ;-)

Desuden kender jeg en af de andre danske deltagere, som kører dernede for anden gang. Der er også et andet dansk navn på startlisten fra Tri4, men hende kender jeg ikke - endnu.

En anden særdeles glædelig nyhed - som måske ikke alle vivamus-følgere har hørt - er, at Jesper, naturligvis, er klar til at dele IM-Lanzaroteoplevelsen med mig. Så det bliver forrygende at få følgeskab af ham og Maria, når det for alvor går løs. Og kender jeg ham ret så vil han ikke vise nåde, hvis han ser sit snit til at hive sejren hjem. Det kommer han nu ikke til :-)

Fremad på ny

Der er nu gået 14 dage siden (Ultra)socialmarathonet på Amager. Det har taget hårdt, for jeg synes endnu ikke at have løbet helt ude af benene. De er stadig ikke meget for at løbe hurtigt og bliver hurtigt trætte - jeg håber styrken genvindes i løbet af den næste uges tid eller to.

Det er heller ikke lykkedes at komme helt op på den ønskede volumen i den forgange uge, men det blev da til en stille tur på 20 km her til aften. "Stille" refererer iøvrigt alene til tempoet - for det var godt nok en blæsende omgang ude på landet. I modvind gjaldt det om at læne sig godt forover for overhovedet at komme fremad.

Ambitionen for den kommende uge må være at få prioriteret løbeturene så der kommer lidt flere km i bogen :-)

/Kasper

Koldt, mørkt og langt

Sådan beskriver arrangøren "Ursvik Ultra".

Det er et 75 km nat-terrænløb på en hård rute i en blanding af sne og lerjord i de Stockholmske skove. Løbet starter midnat d. 1. april. Det var da værd at overveje et B-race.

Og timingen er god, 14 dage efter Lanzarote og med 1½ måned til 100 km attempt i Stige. Hmmm... :-)

/Kasper

Slush og jeg mener slush

I går søndag bød på to glimrende muligheder for lidt konkurrence-præget motion: Slushcup eller Craft Xduathlon. Som det fremgår af tidligere indlæg havde Kasper tidligere udfordret til en dyst i xduathlon'en, men siden trukket sig (tsk tsk tsk). Ballet var derfor åbent og jeg valgte at drage til slush-cup'en, som i dagens anledning var henlagt til Kalundborg, hvor jeg kendte et par andre, der også stillede op. Det er jo altid sjovere at race, når der er kendte ansigter blandt de øvrige deltagere...

Jeg kom bare 20 minutter før start så der var ikke tid til at køre hele ruten igennem, men jeg nåede da at få taget lidt af den og allerede der stod det lysende klart, at det ville blive en rigtig, rigtig tung rute. Der var simpelthen mudder HELE vejen. Og ikke bare mudder, men rigtig tung, klistret mudder iblandet græstørv, der klæbede sig og viklede sig ind overalt på cyklen så den gradvist og uophørligt blev tungere og tungere og gear og bremser fungerede dårligere og dårligere. Selve ruten var ok uden at være imponerende, men på grund af underlagets beskaffenhed blev den simpelthen kedelig. Bakkerne, som var få, skulle løbes og der var ikke meget forskel på det tempo man kunne præstere på det, der var tænkt som tonser-stræk og på selve singletracket, så det var sådan set bare et spørgsmål om at træde med høj puls og blive ved med at træde hele vejen hjem. Tilmed var der frygtelig lang kø på første omgang og det var jo træls. Køen fortsatte iøvrigt efterfølgende foran vandslangen, hvor man kunne vaske cykel, så det blev også tænderklappende opgivet at vente på.

Jeg havde selv et ok løb - må i øvrigt sige, at jeg bliver mere og mere glad for mine Schwalbe Black Shark Mud 1,8-dæk. I vejr som i går er de simpelthen det eneste valg. De er væsentlig lettere, både i kraft af et lettere dæk og en lettere slange, og fordi de er smallere end typiske mtb-dæk og fordi mønstret har større mellemrum pakker de væsentligt mindre mudder og smidder i øvrigt det der bliver pakket hurtigere igen. Alt dette oversættes direkte til fart på en rute der er mudder fra ende til anden så kudos til Schwalbes mudderdæk. Jeg havde også ramt et fornuftigt dæktryk og måtte i øvrigt konstatere, at rigtig mange af de øvrige deltagere, som kørte på langt bredere dæk virkelig måtte kæmpe med stabiliteten - de sejlede simpelthen rundt i sporet (hvilket selvfølgelig også gjorde det vanskeligere at overhale dem) og det øger jo ikke lige frem farten, at man skrider ud og zig-zag'er sig frem. De smalle dæk gav langt mere retningsstabilitet og jeg følte faktisk god kontrol hele vejen og blev (bortset fra de få løbestræk) på cyklen hele vejen. Dog var mudderet så kompakt at jeg af og til havde lidt kvaler med at komme ind i pedalerne efter at have løbet bakkerne - mod den slags kæmper selv de så muddertolerante egg-beaters altså af og til forgæves.

Udstyret var med andre ord velvalgt - og det lykkedes mig heldigvis også at komme hjem uden defekter eller smadret udstyr. Det var heldigt, for der var rigtig mange der baksede med ødelagte bagskiftere og onde chain-sucks. Efter en - særdeles langvarig - cykelvask er min trofaste cykel igen så god som ny.

Resultatet var tilfredsstillende. Jeg kørte fra vennerne og havde et pænt jævnt løb - 2. runde hurtigere end første, men det skyldes udelukkende de lange køer. De seje træk i mudderet og de gode udstyrsvalg rakte så vidt jeg kan se til en placering et eller andet sted i den bedste tredjedel. En sådan omgang kan dog få en til i den grad at længes enten efter is og frost eller efter varme sommerdage og dust-cup'en.

En rigtig jernmand

Jeg har tidligere omtalt denne, men nu kommer her også et link.

Rick Hoyt har trukket, båret og skubbet sin voksne handicappede søn gennem foreløbig 6 ironman-konkurrencer, 64 marathon og et utal af andre løb. Så skulle man jo tro, at det gik voldsomt langsomt. Det gør det så ikke. PR på marathon er 2:40 (!).

Læs hele historien (fra Sports Illustrated) og se videoen her.

Deres egen hjemmeside, der også er et besøg værd, findes her.

Imponerende!

/Kasper

52,7 - av, og godt nytår!

Hvis man har hængt lidt i bremsen den seneste tid, er d. 31/12 årets sidste mulighed for at få logget nogle kilometre i bogen.

Søren, jeg og 10 andre gale mennesker mødtes således på Hovedbanegården for at løbe ud til startstedet for verdens sidste marathon i 2006: Socialmarathon. Turen på ca. 8 km skulle netop bringe den samlede distance op på den gode side af 50. Det var i hvert fald planen.

Hastigheden på ca. 5 min/km på en god rygvind bragte os til startstedet i god tid. Med startnumre og løbs-t-shirt stod vi klar til at tage de sidste 42,195 på 4 timer.

Socialmarathon adskiller sig fra almindelige løb ved, at man løber samlet i grupper afhængig af den ønskede sluttid. Man kan kun gisne om, hvordan fartholderen i vores gruppe fastsatte tempoet. I hvert fald var farten for høj i starten af løbet. Vi løb ca. 5 min/km - en tid der ville bringe os hjem på 3:30.

Jeg har ikke kunnet efterrationalisere om det var mors dejlige og rigelige julemad, om det var dette for høje tempo efter min smag, regn og ruskens afkøling af lårmusklerne eller om jeg bare havde en dårlig dag, men allerede efter 10 km inde i marathonet (18 km i alt) begyndte det at gøre temmelig ondt i begge lårmuskler. Som om musklerne var konstant spændt og samlede sig på ydersiden af begge lår, som i én knude. Ikke en helt uvant følelse, men den har nu aldrig indtruffet så tidligt.

Det lykkedes også fartholderen at dirigere os ud på en ca. 3 km omvej. Super! :-) Så da vi ankom til det depot der skulle have ligget ved halvmarathon havde vi løbet knapt 24 km. 3 km synes jo ikke af meget i forhold til 42 eller 50 km - men mentalt skal man minde sig selv om at det bare er endnu en prøvelse man bliver stærkere af. Ellers kunne man nemt føle sig fristet til at få lidt selvmedlidenhed eller tage en smutvej eller to.

Efter ca. 41 km måtte jeg slippe hovedfeltet af gruppen der havde været i oprør og opløsning de sidste mange km. Ham der skulle være kortholder på de sidste 21 km var pludselig ikke længere til stede, og en deltager blev bedt om at styre tempo og rute. Samtidig var der nogen der mente at den tabte tid pga. vejfindingsfejl skulle indhentes(!) - andre at tempoet var for højt, og der var forslag om at skære dele af ruten for at komme ned på 42.

Så de sidste 12 km blev i mit eget tempo, 6 min/km. Jeg fandt en god rytme, og havde mine ben ikke allerede været helt smadrede på dette tidspunkt ville det være et udmærket tempo at holde over lang tid. Nu var det en af de større piner i nyere tid. Det gjorde lidt nas.

Men hjem kom jeg da sikkert og støt. Blot for at erfare, at hovedgruppen rent faktisk havde slået en eller flere smutveje for at komme ned på 42 km igen. Tøser! :-)

Og meget apropos. Søren Friis stod af løbet allerede ved halvmarathon-depotet, DNF. Angiveligt med en optrækkende skade der dog nu er forsvundet lige så hurtigt som den kom :-) Men jeg kan da godt forstå, at det varme bad og svømmehallens sauna trak mere end yderligere 21 klik på løbeben. Men-men - ligesom karakteren altid dannes i det sidste interval og i regnvejr - så er det også på den sidste del af et marathon(+) at der for alvor trækkes veksler på de fysiske og mentale ressourcer. Både det ene og det andet sted gør det ondt, men sålænge man ihukommer at smerte blot er svaghed der forlader kroppen, så tjener det jo et højere formål.

Søren kan således ikke berette om ultradelen af løbet og må have sin debut til gode til en anden god gang. Jeg ved ikke om der er noget at berette fra de 2 timers dampbad og sauna du hyggede dig med mens vi andre kæmpede ude på ruten?

Efterfølgende har jeg forstået på Søren, at han ikke mener at hans udgåen vil få konsekvenser for den ellers planlagte dyst næste søndag. Der tager du dog fejl. Selvfølgelig har det en afgørende betydning i den relative styrke, at du har lavet en taktisk sparing af ressourcer og jeg i modsætning hertil har løbet mig selv ud. Min erfaring er, at der mindst går et par uger - ofte mere - inden der kommer fart i benene til intervaltræning m.v. igen. Og den manglende fart vil jo for alvor slå igennem på 3 km-turene til Craft Xduathlon. Det ville selvfølgelig være lige gyldigt hvis vi begge var belastet af manglende restitution. Men på det foreliggende må jeg sige, at dysten er aflyst. Ærgerligt når nu chancen for en sund kappestrid endelig var tilstede.

Benene er udpræget stive idag. Men der er kun muskulær ømhed, ingen led eller andet der værker. Så det kan man da altid glæde sig ved når man kæmper sig op og ned af trapper :-)

/Kasper