Årets formodentlig sidste konkurrence på den smalsporede var Sorø Triathlon Klubs traditionsrige duathlon. En fremragende måde at tilbringe en lørdag eftermiddag på - høj sol, smukke omgivelser med skiftezone og løberute ved Sorø Sø og Sorø Akademi. Også den 30km lange cykelrute var flot og afvekslende omend pænt kuperet. Resultatlisten foreligger endnu ikke, men jeg tror det endte med en 7. plads i tiden 1:37 på de 7,0-30-3,5 km.
Jeg havde et fornuftigt race omend hverden løbet eller cyklingen var specielt hurtig. Jeg løb længe sammen med en anden på første løbedel, men han gav den gas den sidste omgang og fik et hul på en 20-30 sekunder. Dem fik han dog sat til i T1, hvilket fik hans kone til at råbe at nu blev han overhalet! Om det knuste hans selvtillid ved jeg ikke - jeg så i hvert fald ikke mere til ham før mål. Det lykkedes mig at hente to af de hurtige løbere på cyklen, herunder en klubkammerat, men fik desværre så lille et hul til sidstnævnte, at jeg ikke kunne modstå hans solide afsluttende løb, men måtte lade ham løbe.
Alt i alt en udmærket dag - en weekend uden konkurrence er jo en weekend uden mening. Endelig kan jeg jo også glæde mig til den nu fastlagte træningstur næste år til La Santa - uhhh, det bliver stort!
mandag, september 24, 2007
mandag, september 10, 2007
God vind og barberede ben
Søndagen bød på valget mellem at prøvekøre ruten til næste weekends hotcup-finale eller prøve kræfter med cykelløbet Bastrup Sø Rundt. Valget faldt på sidstnævnte - der er trods alt lidt længere imellem jeg kører egentlige cykelløb.
Og jeg skal love for, at der er stor forskel på at køre cykeldelen på en triathlon og så et egentligt cykelløb. I stedet for at køre med en jævn belastning så kører man med store pulsudsving, fordi det gælder om at følge med den rigtige gruppe. På en dag med meget vind og ivrige cyklister ei hobetal blev der i den grad kørt til på den store klinge på de 136km som den læste tur rundt var. Der blev accellereret ud af svingene, spurtet op af bakkerne og i det hele taget rykket i tide og i utide, hvis man synes at der var lidt for mange der lå på hjul og lukrerede på den gratis læ.
Nu er 136km jo ingen ting - det er jo ikke engang tæt på 180km og så skal man ikke løbe noget marathon bagefter, så jeg havde fra starten besluttet at lægge hårdt fra land og se hvordan det gik. Så jeg lå længe med i det store foreste felt - hvor alle de andre havde barberede ben og hvor der ikke var en eneste alu-cykel at spore. På stigningerne og sidevindsstykkerne knækkede feltet dog flere gange over og der måtte lukkes huller. En aktivitet som jeg også tog del i, men hullerne blev dog flere og flere og kræfterne til at rykke færre og færre så jeg endte i en mindre gruppe på først fire og siden fem, hvilket dog kun fik tempoet til at dale en lille smule. Samarbejdet gik dog fint og vi kørte hjem i 3:47, hvilket rakte til en 38.-plads blandt de 110-120 deltagere - uden at fare vild eller køre forkert, men bestemt med tunge ben efter de sidste timers spinningagtige cykling med konstant temposkift. Belært af tidligere erfaringer havde jeg taget fire flasker energidrik med så jeg både kunne undgå at køre i depot og samtidig undgå sorte pletter for øjnene de sidste tyve kilometer. Det lykkedes perfekt, hvilket jeg også tror har haft betydning for at jeg føler mig godt restitueret efterfølgende.
Konklusion: det er hårdt, men sjovt at køre egentlige cykelløb - mere af det!
Og jeg skal love for, at der er stor forskel på at køre cykeldelen på en triathlon og så et egentligt cykelløb. I stedet for at køre med en jævn belastning så kører man med store pulsudsving, fordi det gælder om at følge med den rigtige gruppe. På en dag med meget vind og ivrige cyklister ei hobetal blev der i den grad kørt til på den store klinge på de 136km som den læste tur rundt var. Der blev accellereret ud af svingene, spurtet op af bakkerne og i det hele taget rykket i tide og i utide, hvis man synes at der var lidt for mange der lå på hjul og lukrerede på den gratis læ.
Nu er 136km jo ingen ting - det er jo ikke engang tæt på 180km og så skal man ikke løbe noget marathon bagefter, så jeg havde fra starten besluttet at lægge hårdt fra land og se hvordan det gik. Så jeg lå længe med i det store foreste felt - hvor alle de andre havde barberede ben og hvor der ikke var en eneste alu-cykel at spore. På stigningerne og sidevindsstykkerne knækkede feltet dog flere gange over og der måtte lukkes huller. En aktivitet som jeg også tog del i, men hullerne blev dog flere og flere og kræfterne til at rykke færre og færre så jeg endte i en mindre gruppe på først fire og siden fem, hvilket dog kun fik tempoet til at dale en lille smule. Samarbejdet gik dog fint og vi kørte hjem i 3:47, hvilket rakte til en 38.-plads blandt de 110-120 deltagere - uden at fare vild eller køre forkert, men bestemt med tunge ben efter de sidste timers spinningagtige cykling med konstant temposkift. Belært af tidligere erfaringer havde jeg taget fire flasker energidrik med så jeg både kunne undgå at køre i depot og samtidig undgå sorte pletter for øjnene de sidste tyve kilometer. Det lykkedes perfekt, hvilket jeg også tror har haft betydning for at jeg føler mig godt restitueret efterfølgende.
Konklusion: det er hårdt, men sjovt at køre egentlige cykelløb - mere af det!
torsdag, september 06, 2007
En weekend uden konkurrence er en weekend uden mening
Et lille opsamlingsheat på de seneste dages konkurrencer. Torsdag i sidste uge blev der kørt klubmesterskab i enkelstart ved Blovstrød. To omgange og i alt 24-25km var en lidt kort tur og heller ikke mange fra klubben havde fundet vej i det halvdårlige vejr. Men den slags må man jo bide i sig - selv om Pinarello'en ikke bryder sig om at blive våd.
Jeg fik ikke varmet meget op og nåede egentlig ikke rigtig at få gang i benene på de to omgange som jeg tilbagelagde i en acceptabel, men ikke vanvittig høj fart som dagens 6. hurtigste. Det kunne være gjort bedre, men omvendt var der også nogle rigtig skarpe enkeltstartsspecialister som virkelig brillierede på dagen. Hatten af for dem.
Turen til Blovstrød tjente dog også det formål at prøvekøre cykelruten til søndagens tri i Blovstrød. Jeg havde naturligvis efterlevet det Carøe'ske bud om at stille op på den lange distance som var 600-36-7,5, men da klubben afholdt klubmesterskab på mellemdistancen ændrede jeg på dagen distancen til 400-24-5. Løbet var præget af rigtig hård vind på cykel-delen så jeg tror jeg kørte flere minutter langsommere end om torsdagen. Nuvel, vilkårene var jo ens for alle - hvad værre var at løbet og især cykeldelen var alt for kort. Klubbens hurtigt svømmende unge talenter var naturligvis oppe af vandet med et fornuftigt forspring selv den korte svømmedistance taget i betragtning. Det lykkedes mig at hente Andreas på cyklen, men ikke med meget, så der gik ikke mange kilometer af løbeturen før jeg kunne høre hans ivrige små skridt komme nærmere og nærmere bagfra. Det var der ikke meget at gøre ved, men jeg synes egentlig selv, jeg havde et fornuftigt afsluttende løb omend ikke helt på højde med i Hillerød.
Jeg havde dog fundet den gode løbeform frem til dagen efter, hvor afdelingen stillede med to hold til DHL-stafetten. Vi skulle naturligvis give resten af firmaet baghjul, hvilket også lykkedes - med en margin på mere end otte minutter. Jeg løb 4. og 5. tur i rap og havde en fantastisk god tur rundt i mine nye Nike Mayflys, der føles fjerlette som om man løber i bare tæer. Disponeringen var lige i øjet og 2. omgang få sekunder hurtigere end første til en sluttid på 37:12. Hvis bare man kunne knalde det af på en afsluttende ti'er, så ville det der tri-pjat slet ikke være så svært igen...
Jeg fik ikke varmet meget op og nåede egentlig ikke rigtig at få gang i benene på de to omgange som jeg tilbagelagde i en acceptabel, men ikke vanvittig høj fart som dagens 6. hurtigste. Det kunne være gjort bedre, men omvendt var der også nogle rigtig skarpe enkeltstartsspecialister som virkelig brillierede på dagen. Hatten af for dem.
Turen til Blovstrød tjente dog også det formål at prøvekøre cykelruten til søndagens tri i Blovstrød. Jeg havde naturligvis efterlevet det Carøe'ske bud om at stille op på den lange distance som var 600-36-7,5, men da klubben afholdt klubmesterskab på mellemdistancen ændrede jeg på dagen distancen til 400-24-5. Løbet var præget af rigtig hård vind på cykel-delen så jeg tror jeg kørte flere minutter langsommere end om torsdagen. Nuvel, vilkårene var jo ens for alle - hvad værre var at løbet og især cykeldelen var alt for kort. Klubbens hurtigt svømmende unge talenter var naturligvis oppe af vandet med et fornuftigt forspring selv den korte svømmedistance taget i betragtning. Det lykkedes mig at hente Andreas på cyklen, men ikke med meget, så der gik ikke mange kilometer af løbeturen før jeg kunne høre hans ivrige små skridt komme nærmere og nærmere bagfra. Det var der ikke meget at gøre ved, men jeg synes egentlig selv, jeg havde et fornuftigt afsluttende løb omend ikke helt på højde med i Hillerød.
Jeg havde dog fundet den gode løbeform frem til dagen efter, hvor afdelingen stillede med to hold til DHL-stafetten. Vi skulle naturligvis give resten af firmaet baghjul, hvilket også lykkedes - med en margin på mere end otte minutter. Jeg løb 4. og 5. tur i rap og havde en fantastisk god tur rundt i mine nye Nike Mayflys, der føles fjerlette som om man løber i bare tæer. Disponeringen var lige i øjet og 2. omgang få sekunder hurtigere end første til en sluttid på 37:12. Hvis bare man kunne knalde det af på en afsluttende ti'er, så ville det der tri-pjat slet ikke være så svært igen...
tirsdag, september 04, 2007
Vinterplanen
I erkendelse af, at planer er vigtige - og forpligtende planer er vigtigst, er det vist på sin plads at redegøre for planerne for efteråret.
Der skal nogle gode lange løb i kalenderen. Newline Skovmarathon er en nyklassiker som jeg vil fornøje mig med for tredje gang. I år handler det alene om at nyde turen og genfinde fornøjelsen ved de lange ture. Øvelsen bliver at nå at få lidt volumen på træningen inden dette marathon - uden at øge for progressivt og dermed risikere skader. Det har mildt sagt stået sløjt til i lang tid.
(Ultra)socialmarathon nytårsaftensdag ligger helt fast i kalenderen. Det bliver også tredje år.
Om jeg finder lyst og lejlighed til igen at lege med Søren til X-Duathlon holder jeg stadig en dør på klem for. Det var jo en fornøjelse i høj klasse da jeg her i foråret satte tingene på plads :-)
Sidst, men ikke mindst, går turen i marts/april igen til et træningsophold på Club LaSanta.
Der skal nogle gode lange løb i kalenderen. Newline Skovmarathon er en nyklassiker som jeg vil fornøje mig med for tredje gang. I år handler det alene om at nyde turen og genfinde fornøjelsen ved de lange ture. Øvelsen bliver at nå at få lidt volumen på træningen inden dette marathon - uden at øge for progressivt og dermed risikere skader. Det har mildt sagt stået sløjt til i lang tid.
(Ultra)socialmarathon nytårsaftensdag ligger helt fast i kalenderen. Det bliver også tredje år.
Om jeg finder lyst og lejlighed til igen at lege med Søren til X-Duathlon holder jeg stadig en dør på klem for. Det var jo en fornøjelse i høj klasse da jeg her i foråret satte tingene på plads :-)
Sidst, men ikke mindst, går turen i marts/april igen til et træningsophold på Club LaSanta.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
