Endelig i mål

Weekendens konkurrence var sæsonens hovedmål - eller rettere, det har været hovedmålet de sidste to sæsoner. Nu lykkedes det endelig at bryde den magiske grænse: ironman-distancen. Tilmed på Lanzarote, der altid er leveringsdygtig i hårde betingelser, især på cyklen.

Det var i sidste ende erfaringen, der bragte mig i mål. Alle de fejl, jeg tidligere har begået og indkasseret straffen for, blev undgået i lørdags. Af den grund havde jeg et race, der utvivlsomt kan (og vil blive) forbedret, men som reelt var uden større kriser undervejs. På intet tidspunkt mistede jeg troen på at jeg ville komme i mål inden dagen var omme, og følelsen på toppen af Mirador del Rio efter 2000 af de lidt over 2500 højdemeter var milevidt fra forrige år, hvor jeg måtte af cyklen og i den grad måtte sadle om fra det punkt af - og det, selvom der var mere blæst på ruten i år.

Svømningen gik ganske efter bogen og bedre end forventet, da det træningsmæssige fokus på svømningen har været mindre i år. Efter en time og syv minutter fordelt på to nøjagtig lige hurtige omgange var jeg oppe af vandet med overskud og alting under kontrol. Jeg havde alt racegear på under våddragten så T1 var ganske hurtigt overstået. Havde endda overskud til at drikke vand mens jeg løb igennem den meget lange skiftezone ned til cyklen. Jeg var således fuldstændig frisk fra første pedaltråd, men modstod klogeligt fristelsen til at køre fuld gas. I stedet lod jeg alt og alle køre og tog det med ophøjet ro, at den ene gråhårede mand på dyr cykel efter den anden overhalede mig. Jeg fokuserede på et let tråd og på at holde pulsen fantatisk under kontrol.

Hvad der virkede rigtig fortrinligt for mig under cyklingen var endnu en disciplinerende foranstaltning: jeg holdt energi- og væskeindtag adskilt. Jeg startede løbet med blot én dunk på cyklen hvori jeg havde tømt 18 gels i og blot tyndet en lille smule op med vand. Det var ifølge mine beregninger den energi, jeg skulle optage i løbet af mindst seks en halv time. Jeg drak lidt vand i t1 og tog så først en flaske vand i det første depot efter 22km let cykling. Jeg drak kun vand fra alle depoter sammen med min energigel, som jeg hele tiden havde overblikket over. Væsentligt nemmere end at fedte med et stort antal små tuber som man er nødt til at tage på én gang og som man ikke må smide fra sig på ruten og som man ikke kan holde styr på antallet af.

Maven var således frisk og frejdig og mentalt var jeg totalt upåvirket af at vinden gjorde cykelturen langsommere. Løbet var varmt og hårdt og jeg var muligvis overforsigtig i forhold til tempo og mange gåture undervejs, men på den måde holdt jeg hele tiden gennemførsel som mål. En strategi, der bragte mig i mål efter mørkets frembrud - men det spolerede ikke fornøjelsen ved at løbe ned ad den røde løber og få medaljen om halsen.

Samme aften og dagen derpå er systemet stadig lidt i en feberagtig undtagelsestilstand. Men benene er forbavsende hurtigt friske. Tunge, men ingen problemer på trapper for knæene. Skadesforebyggende styrketræning er ulejligheden værd.

Hvad så nu? IM har længe været mit store mål og jeg var inden løbet en lille smule angst for, at indfrielsen af det mål skulle slukke lysten til nye udfordringer. Det modsatte har været tilfældet. Finally I know how to do this!

I første omgang tror jeg dog, resten af 2008 skal byde på lidt kortere distancer og så en ½ IM enten i Jels eller Silkeborg. Men ingen tvivl om, at der står ironman-race på menuen i 2009 - spørgsmålet er blot when and where. Måske man skulle prøve noget fladere :-)