Ingen brug for CO2

Så var der endelig et løb i kalenderen - 2. afdeling af Slush-cuppen, afholdt i Hillerød og med deltagelse af Kasper, min ven Preben og hans (Lanzarote-Ironman)-søn Lasse.

Jeg havde jo fra starten set spændt frem til løbet - især spændt på, hvordan det ville være med så mange cykelryttere (over 300) på den 8km-lange rute og hvordan det ville være både skulle koncentrere sig om at blive på cyklen og køre hurtigt. Dertil kommer at formen, med mindre vi taler ren crawl-form, ikke just er toppende for tiden og en let forkølelse - alt sammen medvirkende til at justere forventningerne godt ned til at køre med og lære hvordan det foregår.

Anderledes forholdt det sig selvfølgelig for Kaspers vedkommende - han løber/cykler jo alt hvad der viser sig for tiden uden at det på nogen måde synes at slide på systemet eller gå ud over formen. Således helt restitueret fra sit marathon tidligere i november så han tændt ud i samme startboks som mig. Men det skulle naturligvis snart vise sig, at han ikke havde lært Dolphs lektie om ordentlig forberedelse grundigt nok. For efter at have sat mig - naturligvis blot med ganske få sekunder ;-) - på første runde punkterede han på anden omgang og uden ekstra slange eller pumpe med så var der ikke meget Ninja tilbage over ham.

Når man skal konstatere, om en patient er hjernedød foretager man en undersøgelse af, om patienten reagerer på smertepåvirkning, belysning og irritation af øjnene og skylning af øregangen med koldt vand. Det undersøges også, om der kommer brækningsreaktion og hosterefleks ved irritation i svælg og luftrør, og om patienten selv kan trække vejret uden for respiratoren. I Kaspers tilfælde kunne man nøjes med at konstatere dødens indtræden, hvis han giver op - for før sker det naturligvis ikke. Så han gjorde da også et ihærdigt forsøg på at fastholde sin føring på anden omgang ved at løbe i mål med cyklen på ryggen. Han havde næsten fortjent at lykkedes med det foretagende, men så langt var han trods alt heller ikke foran.

Ak ja, nu har jeg troligt for jeg ved ikke hvilken gang medbragt min fine CO2-pumpe og ekstraslange, men ak, uden at få brug for det fine grej ;-) Og så var jeg jo nødt til at køre en omgang mere mens Kasper kunne spare på benene - der kunne jeg tilgengæld godt have brugt noget mere O2.

Jeg synes selv jeg kørte et hæderligt løb formen taget i betragtning - jeg var af cyklen nogle gange, men bortset fra ét sted, hvor et stort træ spærrede vejen og alle stod af, kørte jeg faktisk alle passager igennem i mindst én af de tre runder - og ofte var det pga. trængsel på ruten, man var nødt til at klikke ud af pedalerne. Der var en del teknisk vanskelige passager, men i det hele taget en varieret og underholdende rute uden meget halsbrækkende nedkørsler eller fuldstændigt umulige bakker, uden at der dog på nogen måde var tale om en flad rute. I det hele taget er det jo karakteristisk, at man kører med mere varieret intensitet end på landevej, hvor pulsen er mere jævn. Men det er nok et spørgsmål om træning (der som jo bekendt jf. Jesper, som i øvrigt naturligvis var savnet i dag, gir øvelse.

Til sidst kan jeg så nævne, at Lasse naturligvis blæste igennem og kom langt før mig selvom han nåede at punktere undervejs og først fik luft i hjulet da hans far kom forbi med en pumpe. Tja, hvad man ikke har med i lommen må man have i benene - og så hjælper det jo, hvis man er udstyret med Ironman-ben til lejligheden.

Pre-emptive strike

Heads up!

Når Søren her senere idag publicerer hans version af dagens "Slush-Cup"-afdeling - så må det forventes, at udlægningen er decideret manipulerende og bevidst fejlfortolkende.

Jeg skal naturligvis bistå med de fornødne rettelser og præciseringer så snart vi ser indlægget her på siden!

Og så vil jeg sige som Dolph. Wulf: "Var du lige nede der?" Dolph: "Nej, jeg er lynhurtigt oppe!".

/Kasper

1. afdeling af Craft X-Duathlon

Endelig oprandt dagen for første afdeling i Cross-Duathlon-cuppen som sportstøjfirmaet Craft sponsorerer.

Craft X-Duathlon afholdes som en cup over 5 afdelinger i løbet af vinteren. Det tjener som vinteraktivering af triathlon-klubberne i Københavnsområdet. Af deltagerlisten fremgår det også, at den langt overvejende part af deltagerne er medlemmer af f.eks. KTK, Haretri, Triathleten m.v.

Der var mulighed for at vælge kort eller lang - men det kunne selvsagt ikke falde mig ind at vælge sprint-distancen. Sprint distancen var 3 km løb / 10 km MTB / 3 km løb. Den lange distance var 3 km løb / 10 km MTB / 3 km løb / 10 km MTB / 3 km løb.

Man kunne vel næppe forestille sig nogen flottere kulisse end den klare blå himmel og den let frosne skovbund. Havde man ikke været tralvt optaget af at løbe, henholdsvis undgå styrt på cyklen - så havde det været skønt at nyde den flotte rute :-)

Min opladning og morgenklargøring til turen var (helt bevidst), ikke så gennemgørt som til sidste marathon. Men jeg nåede da under første løbetur at ærgre mig over, at det lige præcis var sort castello-ost (den med fåremælken) som jeg afsluttede morgenmåltidet med....osten smagte nu bedst første gang :-)

Tri-drengene glimrede - endnu engang - ved deres fravær. Der var dog heldgvis andre kendte ansigter - ikke mindst Camilla som deltog i DVV's farver på DTU-Adventurerace.

Jeg lagde stille og roligt ud på første løbestræk - og måtte da også se Camilla forsvinde frem foran mig. Nuvel - det var jo helt som forudset, så ingen ærgrelser på dén konto :-)

En hurtig første transition (der skal jeg have luret på lidt taktik til næste gang) - bragte mig dog pludselig foran Camilla igen...men på mountainbike var det dog en stakket frist. Vi kom til en grøft hvor der var tvungen afsidning (til Camillas udtalte irritation: "Den her har jeg altså kørt!" Selv havde jeg helt sikkert alligevel stået af, så fint for mig :-) Men Camilla kom alligevel foran og uden for synsvidde.

Jeg nåede ikke at finde ud af, om det var pga. en punktering/lapning (det frygter jeg! :) ), at jeg imidlertid igen fik kontakt med hende på den allersidste del af cykelturen. En dejlig banet vejstrækning for os MTB-mongoler - hvor jeg kunne sætte lidt fart på cyklen og let hoverende stryge forbi med en formentlig irriterende frisk bemærkning :-)

Det bør nok i al rimelighed nævnes, at Camilla pga. en skade har holdt træningspause - men det gør kun min glæde en lille smule mindre :-)

Jeg kunne over de i 4 gennemkørsler af MTB-ruten konstatere en markant hastighedsfremgang. Det var meget motiverende og en lækker fornemmelse. Der er måske trods alt håb forude?? Og det endda på trods af, at ruten blev mærkbart mere smattet for hver gennemkørsel. Det lykkedes mig også at køre min kæde af, det var en anelse surt at blive overhalet af 5-6 stykker, mens jeg lå og rodede med at montere kæden igen :-)

Den sidste løbetur var indledningsvis lidt hård for knæene - altså pga. omstillingen fra cykel til løb. Men efter en kilometer eller deromkring så gik det bedre. Jeg havde det meste af tiden en løber i sigte lidt fremme - og på de sidste kilometre lagde jeg anstrengelse i at indhente ham - og på samme irriterende måde lave en elegant (omend i virkeligheden noget anstrengt) overhaling. Han tog det imidlertid lidt "ilde op" - og lagde sig lige skarpt i min slipstrøm. Jeg øgede gradvist tempoet, men han holdt ved - og konsekvensen var, at vi indledte et større spurtopgør som jeg lykkeligvis kunne trække mig ud af som vinder.

Oplevelsen af løbet generelt og også af den sidste spurt var, at jeg kunne have sat et noget højere tempo i løbet. Til eftermiddag overvejede jeg faktisk en løbetur - men fornuften sagde mig, at den burde gemmes til mandag :-) Den fornemmelse burde man jo ikke have ovenpå et løb - så der skal gives lidt mere gas næste gang. Men nu ved jeg nogenlunde hvad det hele handler om :-)

Jeg ser allerede frem til de næste fire afdelinger - og hvem ved, måske får tri-drengene i mellemtiden også pudset rusten af cyklerne i kælderen - og sat snørebånd i løbeskoene igen?

/Kasper

Dejlig træning

Det er nu fastlagt, at Fjällräven Extreme Marathon i 2006 kommer til at ligge sidste weekend i maj.

Det var jo vores debut og anledning til etablering af DVV i foråret, og der knytter sig derfor store forventninger til denne gang at prøve kræfter med den lange distance.

For at komme lidt i stemning, valgte jeg idag at løbetræne med 10kg oppakning i rygsækken. Det var nogle relativt lette intervaller i kuperet terræn - og vejrtrækningen over de 9 km mindede mig om, at der skal skal lægges en del kilometer i skov og på landevej før jeg er klar til F.E.M. 70 :)

Men nu var det jo også efter dagens godt 50 km cykling :)

/Kasper

MTB-træning mens bladene falder af - og folk falder fra

I dag blev et godt træningspas. Jesper, Kasper, Dolph (i ånden) og undertegnede mødtes i morges kl. 8 for at snuppe en god svømmetur i Hillerødgade forud for en mtb-tur i skoven. Svømmehallen var desværre overraskende nok optaget af en UV-rugby konkurrence, så efter en solid brunch henlagde vi svømmetræningen til Øbrohallen hvor der blev crawlet mv. efter bedste evne. Min beskedenhed forbyder mig at kommentere på mine sprinter med Jesper - blot glæder jeg mig over at jeg holdt hele vejen hjem i vores 500m uden at lade mig stresse til at svømme over evne.

Kasper er jo først begyndt for alvor at træne crawl og vi må sige at det går rigtig godt. Enkelte skønhedsfejl gør energiforbruget pr. meter uhensigtsmæssigt højt, men der er masser at bygge videre på, så vi forventer naturligvis at han deler vores mål om en fuld ironman i 2006-sæsonen. Muligvis bliver han nødt til at tage til New Zealand der ligger til sidst på året for at nå det, men der skulle jo også være flot...!?

Efter svømmeturen måtte vi notere det første - planlagte - frafald, da Jesper havde uopsættelige familiæere forpligtelser andetsteds. Vi havde af samme grund forsøgt at afsætte den ledige mtb til både Boesen, Kaasgaard og HA - men ak, alle udviste en imponerende evne til dårlige undskyldninger for ikke at deltage. Nuvel, Kasper og jeg drog nordpå og håbede på at vejret ville holde tørt i det mindste indtil vi nåede frem.

Vejret holdt fint og ruten havde ændret sig noget siden sidst - der var stadig pænt med mudder på udvalgte passager, men desuden havde skoven drysset et tykt lag farverige blade over alt, hvilket var klædeligt, men samtidig udfordrende og uforusigeligt at køre i. Vi måtte derfor også som vanligt tage et par enkelte småstyrt - men ellers var vores kørsel præget af fornuftig tilbageholdenhed. Vi passerede også åstedet for Jespers dramatiske styrt - og gik pænt ned mens vi så om vi kunne finde den kødklump som Jesper efterlod.

Det var naturligvis mig der stod for det største styrt - på et smalt spor gennem noget mindre, tæt vegetation fik jeg hjulet på den forkerte side af et lille træ og røg derfor ud til højre i sporet hvor jeg hang fast længe nok til at Kasper kunne forevige øjeblikket. Han mente i øvrigt at jeg kunne have klaret det hvis jeg havde haft en højere kadence og havde skåret mig igennem den 3-4cm tykke gren med den store klinge. Han konstaterede at hvis det var ham havde han blot efterladt et spor af savsmul...

Jeg kom dog på benene igen og efter en god tur vendte vi igen næsen hjemad mod syd efter en god træningsdag.

Dansk AR-magasin

Det første danske Adventure Race magasin ser ud til at blive født i januar 2006. Foreløbig information kan man finde på www.armag.dk.

Bladet bliver reklamefinansieret - men det bliver spændende om konceptet er bæredygtig.

Der står erfarne adventure-kræfter bag, men tidligere har f.eks. magasinet Adventureworld jo radikalt skiftet fokus, formentlig pga. manglende reklamegrundlag. De pleaser nu rejsebranchen og behandler kun f.eks. rejser til tibetanske klostre og mellemamerikanske indianere - og ingenting om grej og udfordringer. Pføj! :)

/Kasper

Skidt disponering

I søndags oprandt så dagen, hvor Dum Vivimus Vivamus skulle løbe årets næstsidste marathon. Eller det vil sige - i hvert fald det udsnit af DVV, der ikke var ramt af dårlige undskyldninger i overflod :-)

Da starten gik kl. 11 stod jeg op omkring kl. 0700 og spiste en god portion pasta (der i øvrigt også havde været hovedingrediens i aftensmaden lørdag). Derefter var der lige tid til en god time på øjet inden jeg for alvor skulle op. Det var meget tæt på den perfekte timing og optakt til løbet - og er et forløb jeg vil tilstræbe at gentage næste gang igen. Modsat FEM, North Sea Beach Marathon m.v. startede jeg nemlig ikke ud med mavekneb pga. overspisning for tæt på racestart. Så langt så godt :-)

Og jeg kom faktisk flyvende fra start. Opvarmning er kun ganske let forud for marathon på mit niveau, så man starter ved måske 75% og bliver så gennemvarm efter et par kilometer. ½-marathon og marathon-løbere startede samlet, så der var relativt udmærket tempo - men det var jo svært at vide hvem der havde 21 og hvem der havde 42 km foran sig. Det krævede i hvert fald, at man hele tiden skulle kigge sig underligt over skulderen for at spotte deres startnummer.

Som det vist fremgår af anden post, så har min forberedelse op til dette marathon været fuldstændigt fraværende. Min sidste lange regulære tur ligger forud for North Sea Beach Marathon i juni måned. Den form for forberedelse kan måske nok benyttes som en marker for grundform og viljestyrke, men kan alligevel bestemt ikke anbefales :-) Den manglende viden om egen formåen indebærer to overordnede problemer: 1) Man ved ikke hvilket tempo man kan tillade sig at sætte over en lang distance og 2) Mentalt er det hårdt at man ikke er "vant" til lange distancer - man kan risikere at blive i tvivl, om man nu også har benene til turen når det begynder at gøre ondt.

Jeg forsøgte at lægge min puls hvor jeg mente, at det var rimeligt - uden hensyntagen til hastigheden. Efterhånden som jeg nærmede mig de 7-8 kilometer kunne jeg godt se, at det var nogle pæne tider jeg holdt mig. Og det blev faktisk ved - det gik overraskende nemt og smertefrit, og jeg så på dette tidspunkt ingen grund til at ændre hastigheden. Nu gik det jo lige så godt og "de km der går godt kommer ikke skidt tilbage". Bundhamrende naivt - men når endorfinen begynder at pumpe let, så skal der ikke meget til den slags konklusioner :-)

De første ca. 18 km. lagde jeg faktisk i et tempo der var en smule hurtigere end hastigheden på E-løbet (13,4 km). Om ikke andet burde advarselslamperne måske nok have blinket her :-) Jeg kunne her se, at selv med en buffer til at tære på de sidste 10 kilometer, så var det bestemt inden for rækkevidde at slå min egen gamle rekord fra sidste århundrede. Men dette billede ændrede sig relativt brat omkring de 19-20 kilometer. Benene blev ganske tunge, og lårene var ganske enkelt gået tomme for energi. Til gengæld var især musklen på forsiden strammet sammen og komprimeret som jeg ellers kun husker det fra FEM :-) Så tankerne om at slå min egen PR blev afløst af ærgelser over ikke bare at have løbet målrettet mod en mere afdæmpet målsætning.

Marathondistancen var indrettet således, at man løb ruten på 21.1 sammen med ½-marathon - og i stedet for at løbe i mål med sidstnævnte skulle vi svinge rundt og tage samme tur én gang til. Jeg har sjældent haft mere lyst til at vælge den lette løsning og løbe i mål på hvad der kunne have været en ganske pæn tid på halvmarathon. For de sidste par kilometre havde både været langsommelige og ualmindeligt hårde. Så det stod klart, at det var 21,1 km slid og jernvilje der skulle mønstres. Eneste løsning da jeg nærmede mig målområdet var at lukke øjnene, og for nethinden se den blå flodhest, DVV's mentalcoach. For mit indre øre måtte jeg repetere, at marathon-quittere jo er fuldstændig ubrugelige til opbygningen af fremtidens samfund. Det lykkedes, og jeg kom rundt om den famøse kegle og var på vej ud på 2. runde.

Om end med håbløs lav hastighed kunne jeg nu begynde langsomt at tælle ned fra 21. Og jeg blev overhalet af alle dem, der havde forstået at disponere deres løb langt bedre med en mere konstant hastighed. Bakkerne virkede også betydeligt stejlere, længere og hyppigere på anden omgang. Men som det fremgår af højdekurven, så var der jo egentlig også ganske pæne højdeforskelle at lægge oveni de fedtede skovstier og løse blade.

Jeg kom i mål på ynkelige 4:25 - den dårligste tid på et regulært marathon endnu. Fattig på energi og glæde - men til gengæld rig på (dyrekøbte) erfaringer. Men det er sgu utroligt, at man skal begå den slags fuldstændig klassiske fejltagelser på sit 5. marathon :/

Jeg kan på ingen måde garantere, at jeg vil træne målrettet og fokuseret til det næste marathon. Men det er helt sikkert, at jeg mindst vil tage et par lange ture optil løbet - så jeg ikke skyder helt så meget ved siden af næste gang! :-)

Vi er jo ikke gået helt istå!

Der er indtil flere der har bemærket den udtalte mangel på opdatering af denne side de sidste uger. Enkelte har endda haft den frækhed at antyde, at dem manglende blogaktivitet kunne tages som udtryk for et fald i aktiviteterne.

Tværtom. Nu hvor der ikke er større events før i foråret, er efteråret og vinteren dedikeret relativt uforstyrret (bortset fra Craft X-duathlon) til benhård ninja-style træning.

Ninja-stil kan man imidlertid ikke kalde Sørens MTB-stil. Den er måske snarere lidt guerilla-inspireret (indsmurt i mudder) ala Dolph Lundgreen :-)

Sjældent har jeg ægret mig mere over ikke at medbringe kamera på turen, end i søndags. Nu må Jesper korrigere mig, men omkring 15-20 styrt nåede Søren vel op på - nogle trivielle andre højst spektakulære.

I sagens natur kan styrt være svære at beskrive, men et enkelt skal alligeve forsøges. På vej op af en stejl stigning forsøger Søren at overhale undertegnede med et kækt: "Kom nu Kasper Carøe". Netop som han er sluppet forbi mister han fuldstændigt kontrollen over cyklen. Han svinger 90 grader ud til den ene side og er på vej ind i noget buskads. Men istedet tager han endnu et fuldstændigt ukontrolleret 90 graders sving og er nu på vej NED af bakken. Og først her får det vilde ridt en ende. Søren bliver brutalt kastet af, og lander oven på sin cykel - i en stilling der mest af alt mindede om korpulering af cykelstyret.

Såvidt jeg kunne forstå var det ikke helt uden smerter - på trods af det højt besungne styrbånd som Søren selv har monteret :)

Den samlede tur var forøvrigt for mit vedkommende på 69 klik...

Et marathon der skal gå galt

Nå - det ser ud til, at det trækker ud for tri-drengene at tangere, endsige slå, cykel endurance-rekorden :-)

Men lur mig, om de ikke inden længe sætter stødet ind hvor jeg er forsvarsløs: Svømning :-) Men da en endurance-rekord i sagens natur kun kan indehaves af én person, er jeg meget spændt på hvem af de to vandhunde der trækker sig sejrrigt ud af dysten.

Jesper skulle efter sigende normalt ligge bedst i vandet, men har pga. benskaden måttet holde sig af vandet den sidste tid. Så spørgsmålet er, om Søren kan lade være med at lade sig psyke ud af Jespers hastighed og til gengæld tage et par længder ekstra? Jeg venter i spænding :)

I mellemtiden er det min hensigt, at løbe Skovmaren, 42.195 km i St. Dyrehave ved Hillerød.

Træningen til løbet har været ikke-eksisterende. Eller det vil sige, jeg har min almindelige træning hver uge - men jeg har ikke fået trænet lange ture, lange intervaller og hvad man ellers bør pine sig selv med op til et marathon. Så det bliver spændende hvordan det skal gå. Ikke sådan, at jeg er nervøs for at kunne gennemføre i nogenlunde stil - men det bliver ikke nogen imponerende tid :-)

Men igen, jeg har jo til gengæld været rimelig disciplineret omkring denne uges hvil op til raceday :)

/Kasper