Elendigt race

Lanzarote-IM blev en skuffelse. Fra start til slut havde jeg et dårligt race og bundlinjen blev, at jeg ikke kunne løbe den sidste halvdelmaraton - denne gang var det knæet, der sagde stop.

Det var nu ikke det eneste, der kom på overarbejde. Jeg havde et dårligt svøm - havde svært ved at navigere og fandt aldrig en fornuftig rytme. Jeg svømmede 7-8 minutter langsommere end i England, hvilket sådan set var acceptabelt taget i betragtning, at det var i havet og at jeg pga. problemerne med nakken ikke har svømmetrænet overhovedet de sidste tre uger - men det var utilfredsstillende, at mærke den manglende rytme og overblik over ruten. Det havde været et stort plus at have gennemsvømmet den før racet.

Det var en meget lang transitionszone, men T1 gik for så vidt udmærket. Jeg måtte omkring toilettet til en hurtig tissetur, men ellers var alt klar på cyklen og jeg skulle bare have våddragten i den rigtige pose og så småløbe frem til cyklen. Jesper havde en god svømning og var kørt, men jeg tog det ganske roligt og havde en fornuftig start. Snart havde jeg fået skyllet den salte smag i munden bort og fandt egentlig en ok rytme på cyklen. Selv i et roligt tempo overhalede jeg mange, hvilket i mit hoved understregede, at svømningen havde været noget over par på dagen.

Omkring en fjerdedel inde i cykelbenet når jeg op til Jesper, der cruiser i flot stil derudaf. Vi følges af et kort stykke og der bliver igen lidt afstand. Jeg har et par hurtige tissestop - kunne simpelthen ikke få mig selv til at tisse i bukserne selvom det indgik i overvejelserne - og efter en problemløs opstigning til Teguise kommer Jesper hilsende bagfra, stadig i flot stil.

På det her tidspunkt begynder jeg at blive urolig for min energiindtagelse. Jeg har kørt på med masser af energidrik og to gels, men begynder alligevel at mærke en fornemmelse af tomhed i benene, samtidig med at en begyndende kvalme gør det vanskeligt at indtage mere energi. Jeg bliver lidt forvirret og i tvivl om, hvorvidt jeg har taget for meget eller for lidt ind, så jeg holder en kort pause uden energidrik mens jeg kører op til stigningen før Haria. Så følger den halsbrækkende nedkørsel gennem utallige hårnåle sving, hvor jeg ikke tænker på meget andet end at holde godt fast omkring styret og sørge for at dosere den rette mængde nedbremsning. Jeg er iskold da jeg når bunden så opstigningen til Mirador del Rio straks efter er hård for muskler og knæ selvom jeg træder det laveste gear det meste af vejen.

Efter en kontroleret opstigning når jeg toppen samtidig med erkendelsen af jeg ikke har taget for meget energi ind men for lidt. Så ned ryger en halv liter energidrik og så rammer kvalmen mig med et brag. Ind til siden og op med energidrikken igen. På turens højeste punkt har jeg nået løbets laveste. Jeg står af cyklen, besøger port-a-pot'en og går så ombord i depotet på toppen. Coca cola kan rede alt så fem minuter og en halv liter senere er jeg oppe på cyklen igen. Mere cola og to en halv powerbars senere er jeg tilbage i løbet og har nu blot modvinden på de sidste 50 km at slås med. Allerede nu kan jeg mærke mit højre knæ og det gør mig stærkt urolig for det efterfølgende løb.

Tilbage i T2 er knæet ømt allerede inden jeg har løbet et eneste skridt. Samtidig er varmen begyndt at spille ind og jeg har endnu et toilet-besøg. Siddende på det ildelugtende lokum begynder jeg at få koldsved og har et øjeblik seriøse tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet kommer ud at løbe. Jeg samler mig sammen, kommer i løbeskoene og bevæger mig ud på ruten. 4 x 10km ud-hjem rute langs kysten. Stort set pandekage flat og temmeligt varmt. Jeg løber 500m så smerter mit knæ og jeg begynder at gå. Det fortsætter jeg med indtil knæet gør så ondt, at jeg frygter jeg er ved at indkassere en skade. Så kaster jeg håndklædet i ringen og bander over at IM-distancen endnu en gang har fået has på mig. Mens jeg sværger come-back 1. juli i Frankfurt og overbeviser mig selv om at ironman-løb er fascinerende netop fordi de er svære, glæder jeg mig over at Jesper har eksekveret et imponerende flot løb og gennemfører i under 12 timer. Med en så overbevisende debut-præstation kan man da kun ærgre sig over at han fra start har erklæret, at IM var en engangsforteelse. For mit eget vedkommende må jeg blot satse på, at "tredje gang bliver lykkens gang".