mandag, september 10, 2007

God vind og barberede ben

Søndagen bød på valget mellem at prøvekøre ruten til næste weekends hotcup-finale eller prøve kræfter med cykelløbet Bastrup Sø Rundt. Valget faldt på sidstnævnte - der er trods alt lidt længere imellem jeg kører egentlige cykelløb.

Og jeg skal love for, at der er stor forskel på at køre cykeldelen på en triathlon og så et egentligt cykelløb. I stedet for at køre med en jævn belastning så kører man med store pulsudsving, fordi det gælder om at følge med den rigtige gruppe. På en dag med meget vind og ivrige cyklister ei hobetal blev der i den grad kørt til på den store klinge på de 136km som den læste tur rundt var. Der blev accellereret ud af svingene, spurtet op af bakkerne og i det hele taget rykket i tide og i utide, hvis man synes at der var lidt for mange der lå på hjul og lukrerede på den gratis læ.

Nu er 136km jo ingen ting - det er jo ikke engang tæt på 180km og så skal man ikke løbe noget marathon bagefter, så jeg havde fra starten besluttet at lægge hårdt fra land og se hvordan det gik. Så jeg lå længe med i det store foreste felt - hvor alle de andre havde barberede ben og hvor der ikke var en eneste alu-cykel at spore. På stigningerne og sidevindsstykkerne knækkede feltet dog flere gange over og der måtte lukkes huller. En aktivitet som jeg også tog del i, men hullerne blev dog flere og flere og kræfterne til at rykke færre og færre så jeg endte i en mindre gruppe på først fire og siden fem, hvilket dog kun fik tempoet til at dale en lille smule. Samarbejdet gik dog fint og vi kørte hjem i 3:47, hvilket rakte til en 38.-plads blandt de 110-120 deltagere - uden at fare vild eller køre forkert, men bestemt med tunge ben efter de sidste timers spinningagtige cykling med konstant temposkift. Belært af tidligere erfaringer havde jeg taget fire flasker energidrik med så jeg både kunne undgå at køre i depot og samtidig undgå sorte pletter for øjnene de sidste tyve kilometer. Det lykkedes perfekt, hvilket jeg også tror har haft betydning for at jeg føler mig godt restitueret efterfølgende.

Konklusion: det er hårdt, men sjovt at køre egentlige cykelløb - mere af det!

Ingen kommentarer: