Mens forberedelserne og overvejelserne til DTU adventure-racet i oktober er gået igang og inden den smalsporede skal i vinterhi har jeg besluttet mig for at prøve et traditionelt cykelløb, nemlig 100 km i Holbæk Cykelløb på søndag.
Ingen skiftezoner eller nogen ekstrem distance, så det skal nok blive et godt løb. Mest interessant bliver det at prøve at cykle mange sammen og få mest ud af draftingen, som jo her er tilladt. Det betyder dog samtidig at tri-bøjlen må af.
Jeg har allieret mig med en garvet cykelrytter som allerede har hjulpet med tekniske tips og som jeg har tænkt mig at ligge bagved det meste af vejen - om ikke andet så for at beundre hans italienske fuld-carbon racer med dura-acegruppe og lir for alle pengene.
Og så kan jeg se, at ruten er lagt så man kører lige forbi mit barndomshjem - hvor betænktsomt af arrangørerne. Regner dog ikke med at det bliver nødvendigt at bruge et ekstra depot :-)
onsdag, august 31, 2005
søndag, august 21, 2005
Succes!
Hårdt var det, men målet blev nået. I tiden 5.40.08 løb jeg tidligere i dag over den målstreg der markerede afslutningen på Jels ½-ironman.
Belært af erfaringerne fra sidste søndags triathlon i Aabenraa forsøgte jeg at disponere kræfterne anderledes - med held. Jeg kom rigtig godt ud af vandet efter 37 min (hvilket faktisk er en svømmehastighed der er højere!) med en langt bedre tilstand end sidst og kom stille og roligt igang på cyklen, som jeg dog nok fik presset lidt for hårdt. Gennemsnitsfarten blev 33 km/t, så det var godt nok.
Det kostede tilgengæld da benene skulle til at løbe - maven var i topform, pulsen god, men benene kunne simpelthen ikke løbe stærkt nok til at jeg blev forpustet. Surrealistisk fornemmelse at benene bare sjokker derud og i øvrigt gør moderat ondt for hvert skridt, men der sker ikke rigtig det helt store fordi muskeludholdenheden simpelthen var brugt op. Varmen havde også sat ind for alvor så jeg benyttede lejligheden til at øve mig i at sikre en stabilt væskeindtag hvilket heller ikke gav mig problemer. På trods af jeg drak ved hver væskedepot var der ingen skvulpen i maven.
Sammenholdt med at der absolut var ingen uheld undervejs - bortset fra af at et af mine midtergear raslede lidt irriterende - så var det en særdeles positiv oplevelse. Dog gav udfordringen også større respekt for den fulde ironman-distance - der mangler stadig en ikke ubetydelig træningsindsats før jeg er i nærheden af en sådan præstation.
Åh jo, så løb Jesper fra mig og tog endnu engang - velfortjent - en solid sejr hjem, mens jeg bevarer mit præsidium for De Gamle Mænds Bitre Klub.
Belært af erfaringerne fra sidste søndags triathlon i Aabenraa forsøgte jeg at disponere kræfterne anderledes - med held. Jeg kom rigtig godt ud af vandet efter 37 min (hvilket faktisk er en svømmehastighed der er højere!) med en langt bedre tilstand end sidst og kom stille og roligt igang på cyklen, som jeg dog nok fik presset lidt for hårdt. Gennemsnitsfarten blev 33 km/t, så det var godt nok.
Det kostede tilgengæld da benene skulle til at løbe - maven var i topform, pulsen god, men benene kunne simpelthen ikke løbe stærkt nok til at jeg blev forpustet. Surrealistisk fornemmelse at benene bare sjokker derud og i øvrigt gør moderat ondt for hvert skridt, men der sker ikke rigtig det helt store fordi muskeludholdenheden simpelthen var brugt op. Varmen havde også sat ind for alvor så jeg benyttede lejligheden til at øve mig i at sikre en stabilt væskeindtag hvilket heller ikke gav mig problemer. På trods af jeg drak ved hver væskedepot var der ingen skvulpen i maven.
Sammenholdt med at der absolut var ingen uheld undervejs - bortset fra af at et af mine midtergear raslede lidt irriterende - så var det en særdeles positiv oplevelse. Dog gav udfordringen også større respekt for den fulde ironman-distance - der mangler stadig en ikke ubetydelig træningsindsats før jeg er i nærheden af en sådan præstation.
Åh jo, så løb Jesper fra mig og tog endnu engang - velfortjent - en solid sejr hjem, mens jeg bevarer mit præsidium for De Gamle Mænds Bitre Klub.
torsdag, august 18, 2005
Brændt barn skyr ikke ilden
Weekendens udfordring i Aabenraa var større end ventet - men dermed blev erfaringshøsten forhåbentlig også tilsvarende større.
Derfor har jeg også i min tørst for at gøre det bedre besluttet at tilsidesætte al mådehold og fornuft og forsøge en ½-ironman i Jels på søndag. Som Batman lærer before he returns: "why do we fall? So that we can learn to pick ourselves up again"...
Udstyret med en større realisme sætter jeg mig nu kun ét mål: gennemførsel.
Jeg forventer, at hvis jeg kan disponere kræfterne bedre under svømningen denne gang og har det godt når jeg kommer op af vandet så kan jeg stødt og roligt slide mig selv gennnem 90 km på cyklen og 21 km på løbeben. Forhåbentlig vil pinslerne vare i omegnen af seks timer - og forhåbentlig vil smerten først melde sig senere end i Aabenraa.
Nu er der blot tilbage at fortsætte den mentale forberedelse - og booke en aftale med sofaen søndag aften...
Derfor har jeg også i min tørst for at gøre det bedre besluttet at tilsidesætte al mådehold og fornuft og forsøge en ½-ironman i Jels på søndag. Som Batman lærer before he returns: "why do we fall? So that we can learn to pick ourselves up again"...
Udstyret med en større realisme sætter jeg mig nu kun ét mål: gennemførsel.
Jeg forventer, at hvis jeg kan disponere kræfterne bedre under svømningen denne gang og har det godt når jeg kommer op af vandet så kan jeg stødt og roligt slide mig selv gennnem 90 km på cyklen og 21 km på løbeben. Forhåbentlig vil pinslerne vare i omegnen af seks timer - og forhåbentlig vil smerten først melde sig senere end i Aabenraa.
Nu er der blot tilbage at fortsætte den mentale forberedelse - og booke en aftale med sofaen søndag aften...
søndag, august 14, 2005
Erfaring kan ikke købes
... men den kan erhverves mod en betaling i blod, sved og tårer. Aabenraa triathlon blev en interessant udfordring - hårdere end ventet, men dog en positiv oplevelse og gode erfaringer til fremtidige stævner.
Målene var sat på forhånd - og hvis det ikke var for Jesper havde jeg nået mine. Tiden blev i omegnen af 2.55, så det i sig selv var tilfredsstillende. Jesper var dog stærkt svømmende, kørende og ikke mindst løbende, så han løb med en fortjent sejr i en overlegen tid som han selv kan få lov at fortælle.
Orienteringen i vand gik ikke fantastisk - men det gik først rigtig galt da jeg nåede cyklen. Allerede inden jeg havde drejet pedalerne én omgang var min puls på 170. Der blev den indtil jeg ramte den bakke, som jeg siden skulle gense yderligere fem gange. Den så egentlig ikke stejl ud - men det var den. Tilgengæld var den så lang at man kunne nå at vænne sig til smerten - næsten. Nedkørslen gik bedre, men generelt betød manglen på en lang lige strækning at jeg aldrig fandt nogen ordentlig rytme på cyklen.
Med en brændende lyst til at kaste op ud over styret lykkedes det mig dog at overhale et par andre i motionsklassen - dog ikke Jesper, hvis baghjul jeg var langt fra. Jeg hæftede mig dog ved, at de få, der overhalede mig på cykelruten alle kørte med pladehjul - det kan jo ikke være nogen tilfældighed :-)
Mens kvalmen fortsatte måtte jeg også en tur i asfalten da jeg (trods de dårlige ben) havde fået lidt for meget fart på rundt om vendepunktet. Det skete dog uden de store skrammer bortset fra en krampe i venstre læg - styrtet blev dog en stor publikumsmagnet og jeg blev nærmest båret videre da jeg steg op på cyklen igen. Næsten i en grad så man følte sig helt som Kyllingen fra Tølløse. Vreden over at være røget af cyklen holdt hele vejen til toppen, den sidste tur op var den bedste på bakken, men ak, jeg måtte af igen for at tisse.
Helt galt gik det dog da jeg havde fået løbeskoene på. Pulsen galloperede igen i vejret og jeg kunne næsten ikke bevæge mig. Læggen drillede stadig men værst var smerten ved at trække vejret og kvalmen der nu også var ledsagen af en stigende trang til at komme på toilettet i et større omfang end det kunne klares i vejsiden.
Så efter første omgang på rundstrækningen var moralen ikke høj - Jesper gjorde dog en stor indsats for at bakke op.
Løbsarrangørerne fortjener i øvrigt en stor applaus - alt klappede og stævnet var præget af en uhyre venlighed fra alle. De kendte vores navne og spurgte meget interesseret til vores oplevelse.
Summa-sumarum: mottoet for denne konkurrence må være: "when pain feels like shit". Motivationen til at gøre et nyt og bedre forsøg er stor.
Mens vi venter på det har Jesper heldigvis lovet at stille op til Natløbet i Holbæk, så chancen for revanche er ikke for langt ude i fremtiden.
And trust me, this guy is burning for revenge!
Læs også: En hård dag
Målene var sat på forhånd - og hvis det ikke var for Jesper havde jeg nået mine. Tiden blev i omegnen af 2.55, så det i sig selv var tilfredsstillende. Jesper var dog stærkt svømmende, kørende og ikke mindst løbende, så han løb med en fortjent sejr i en overlegen tid som han selv kan få lov at fortælle.
Orienteringen i vand gik ikke fantastisk - men det gik først rigtig galt da jeg nåede cyklen. Allerede inden jeg havde drejet pedalerne én omgang var min puls på 170. Der blev den indtil jeg ramte den bakke, som jeg siden skulle gense yderligere fem gange. Den så egentlig ikke stejl ud - men det var den. Tilgengæld var den så lang at man kunne nå at vænne sig til smerten - næsten. Nedkørslen gik bedre, men generelt betød manglen på en lang lige strækning at jeg aldrig fandt nogen ordentlig rytme på cyklen.
Med en brændende lyst til at kaste op ud over styret lykkedes det mig dog at overhale et par andre i motionsklassen - dog ikke Jesper, hvis baghjul jeg var langt fra. Jeg hæftede mig dog ved, at de få, der overhalede mig på cykelruten alle kørte med pladehjul - det kan jo ikke være nogen tilfældighed :-)
Mens kvalmen fortsatte måtte jeg også en tur i asfalten da jeg (trods de dårlige ben) havde fået lidt for meget fart på rundt om vendepunktet. Det skete dog uden de store skrammer bortset fra en krampe i venstre læg - styrtet blev dog en stor publikumsmagnet og jeg blev nærmest båret videre da jeg steg op på cyklen igen. Næsten i en grad så man følte sig helt som Kyllingen fra Tølløse. Vreden over at være røget af cyklen holdt hele vejen til toppen, den sidste tur op var den bedste på bakken, men ak, jeg måtte af igen for at tisse.
Helt galt gik det dog da jeg havde fået løbeskoene på. Pulsen galloperede igen i vejret og jeg kunne næsten ikke bevæge mig. Læggen drillede stadig men værst var smerten ved at trække vejret og kvalmen der nu også var ledsagen af en stigende trang til at komme på toilettet i et større omfang end det kunne klares i vejsiden.
Så efter første omgang på rundstrækningen var moralen ikke høj - Jesper gjorde dog en stor indsats for at bakke op.
Løbsarrangørerne fortjener i øvrigt en stor applaus - alt klappede og stævnet var præget af en uhyre venlighed fra alle. De kendte vores navne og spurgte meget interesseret til vores oplevelse.
Summa-sumarum: mottoet for denne konkurrence må være: "when pain feels like shit". Motivationen til at gøre et nyt og bedre forsøg er stor.
Mens vi venter på det har Jesper heldigvis lovet at stille op til Natløbet i Holbæk, så chancen for revanche er ikke for langt ude i fremtiden.
And trust me, this guy is burning for revenge!
Læs også: En hård dag
onsdag, august 10, 2005
Så mangler vi bare hvilen
Her til aften har Jesper og jeg overstået det sidste træningspas inden søndagens tri-konkurrence. Det blev til en kort cykeltur med et par hurtige spurter for at få lidt hastighed i benene og mærke vejrtrækningen blive hård. Nu mangler kun restitution, hvile og fornuftig ernæring frem til søndag.
Jeg forventer en hård men positiv oplevelse søndag. Træningen har også været en positiv oplevelse selvom vi ikke nåede de træningsmængder vi havde sat os for i det ambitiøse træningsprogram. Længst var vi fra de 300 km løb mens vi var betydeligere tættere på de 800 km cykling. De manglende kilometer skyldes primært at det simpelthen var svært at få afholdt alle de træningspas, der var planer om og så gjorde min korte træningspause under influenzaen også, at der måtte vinkes farvel til nogle træningskilometer.
Vi har dog gjort betydelige erfaringer - både i forhold til konkurrencen, men især også omkring træningen. Jeg forestiller mig bl.a., at vi fremover skal koncentrere træningen i færre, men mere fokuserede træningspas.
Nu skal konkurrencen dog først overstås og målene er de samme: 1) gennemførsel, 2) under tre timer og 3) hurtigere end Jesper. Jeg er efterhånden sikker på de to første, mens den tredje er åben - meget afhænger af dagsformen og af vejrforholdene. Jesper er stadig stærkere i svømningen og trækker et godt langt, sejt træk.
Hvis mål nummer tre skal nås må jeg derfor fokusere på tre ting:
Jeg forventer en hård men positiv oplevelse søndag. Træningen har også været en positiv oplevelse selvom vi ikke nåede de træningsmængder vi havde sat os for i det ambitiøse træningsprogram. Længst var vi fra de 300 km løb mens vi var betydeligere tættere på de 800 km cykling. De manglende kilometer skyldes primært at det simpelthen var svært at få afholdt alle de træningspas, der var planer om og så gjorde min korte træningspause under influenzaen også, at der måtte vinkes farvel til nogle træningskilometer.
Vi har dog gjort betydelige erfaringer - både i forhold til konkurrencen, men især også omkring træningen. Jeg forestiller mig bl.a., at vi fremover skal koncentrere træningen i færre, men mere fokuserede træningspas.
Nu skal konkurrencen dog først overstås og målene er de samme: 1) gennemførsel, 2) under tre timer og 3) hurtigere end Jesper. Jeg er efterhånden sikker på de to første, mens den tredje er åben - meget afhænger af dagsformen og af vejrforholdene. Jesper er stadig stærkere i svømningen og trækker et godt langt, sejt træk.
Hvis mål nummer tre skal nås må jeg derfor fokusere på tre ting:
- Tidstabet under svømningen skal minimeres
- Presset og fighterviljen skal fastholdes hele vejen, ikke mindst mens jeg på cyklen kæmper for at indhente Jespers forspring
- Jeg skal nå at overhale Jesper på cykeletapen uden at give så meget lods at jeg ikke har noget tilbage til løbeturen.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
