Triathlon kørt af vejen

Lørdagens race fandt sted med start i Buresø, hvor Haretri havde arrangeret et mindre stævne og en off-road triathlon. Jeg snuppede den lange tur der var 2x den korte og bestod af 900m svøm, 24km mtb og 10km løb.

Svømningen gik godt som ventet og jeg kunne give lidt mere gas nu der kun skulle svømmes 900m. Cykelturen bestod af 6 ikke særligt tekniske omgange bortset fra et par træstammer der skulle passeres. Nogle kunne man den rette teknik hoppe over, et par andre måtte man løfte cyklen over og en enkelt skulle man af cyklen og kravle under. Et par mudderhuller blev det også til - og her var taktikken enkelt: fuld fart ret igennem er hurtigst. Jeg er stadigvæk tydeligt under min form før sidste weekend, men det er nok kun naturligt, når kroppen er blevet tømt helt. Så jeg løb med for sjov og narrestreger og for løbserfaringen. Cyklingen gik dog ok, dog kom jeg lidt for hurtigt ud af skiftezonen - hvilket vil sige uden min camelbag og dermed fik jeg drukket alt for lidt (dvs. ingen ting) før jeg startede på løbet. Det straffede sig i et slemt sidestik og en katastrofal langsom løbetid, men det mønster er jo set før, desværre.

Hvad der dog var opløftende var at da jeg så fik kæmpet mig igennem sidestikket og blev ved så kom jeg faktisk tilbage i løbet og op i fart. For hver af de fire 2,5km omgange var der noget at drikke så for hver tur rundt kunne jeg sætte farten i vejret og det var god følelse. Jeg kunne dog have løbet væsentligt hurtigere hvis jeg ikke var gået ned på løbet - sidste omgang var jeg næsten flyvende. Nåede tilmed lige i mål før et kæmpe skybrud brød løs og jeg kunne således nyde udsigten i et lille opstillet telt til de stakler der stadig kæmpede ude på ruten. Den var nemlig pænt kuperet og de store mængder regn har sikkert ikke gjort stigningerne og skovstierne lettere at forcere.

Jeg tror aldrig at kombinationen triathlon og mtb får min store kærlighed - jeg foretrækker nok de to hver for sig, men udmærket at prøve nu jeg var forhindret i at tage til Århus d. 12/8 til den rigtige Xterra DK.

When dust became slush

Gårsdagen bød på 8. afdeling af årets snart overståede Dust-Cup. Forbavsende få deltagere, herunder desværre ikke andre fra vores ellers velkørende Team Hard On, havde fundet vej til Høgsbjerg i Albertslund.

Efter at have tømt depoterne fuldstændig i weekenden kørte jeg blot med for lige at få prøvet mtb’en inden off-road tri’en på lørdag. Det var da også tydeligt at mærke, hvordan benene manglede saft og kraft til de store ryk. En følelse af dårlig form på svømmetræningen her til morgen sender også signaler om at der enten er en forkølelse på vej eller at der burde restitueres noget mere ovenpå Englandsturen.

Ruten var jævnt kedelig, men til gengæld ikke vildt teknisk, hvilket jo er en fordel for knap så teknisk velfunderede mtb’ere som undertegnede.

Først og fremmest var ruten dog kendetegnet ved at være exceptionelt smattet efter den seneste tids store regnmængder. Det gjorde opkørslerne fedtede og umulige og hele løbet til en dejlig beskidt fornøjelse - der mindede mere om Slush-cup end om Dust-cup.

Jeg havde til lejligheden monteret mine Schwalbe ”Black Shark Mud” mudderdæk, der har ligget og ventet lige siden foråret, hvor sneen blev afløst af tørvejr og der blev skiftet direkte fra pigdæk til mine almindelige dæk. Jeg var især spændt på om jeg havde valgt rigtigt, da jeg havde købt den meget smalle udgave 1.5 i stedet for 2.10 eller 2.25. De var i hvert fald lette – 395g mod mere end det dobbelte for den bredeste udgave. Den smalle bredde kunne dog godt mærkes på grebet – især på de fedtede nedkørsler kørte jeg også sidelæns og der skal man vende sig til den reducerede kontrol.

Deres ”mud shedding capability” er i midlertid fortrinlig. Når man forlader de mudrede stræk eller når man blot kommer lidt op i hastighed går det hurtigt med at få mudderet kastet af (at det så kun har ét sted at lande, nemlig i hovedet på føreren, er en anden snak) og dækkene pakker ikke til som mine almindelige gør. Dermed bevares grebet og hastigheden og de bløde passager føles langt mindre tunge.

Da de er smalle og lette kører de trods det dybe mønster også ret hurtigt på asfalt, så måske de kunne være en kandidat til DTU, ikke mindst hvis vejret op til har været meget fugtigt som det var sidst. Må i øvrigt sige, at mine højtskattede egg-beater pedaler også fungerer upåklageligt i mudder. Selv efter at have løbet op af en lang leret stigning ryger man i pedalerne uden problemer på toppen.

Så mens formen og præstationen kun lige er bestået så er jeg godt tilfreds med udstyret.

To be continued...

Søndagens IM-race var i særklasse. Det rummede flere elementer, som aldrig var prøvet før og det var sæsonens ultimative mål. Strategien har jeg allerede udbredt mig om – tilbage er kun at berette om resultatet: jeg nåede langt, men ikke helt langt nok. 16 km inde i maraton-løbet ville benene ikke længere. Der var simpelthen udsolgt og det på en helt ny måde i forhold til tidligere DNF-erfaringer. Så det blev til et par humpende kilometer mere inden jeg udgik. Det kommer jeg tilbage til.

Men lad os starte ved begyndelsen. Jeg kom allerede torsdag og havde således et par dage til at få alt på plads, lære området at kende og få svømmet en tur i søen. Cyklen blev samlet, der blev foretaget de sidste småindkøb (det viste sig, at man skulle stille med reflekser på løbetøjet og desuden havde jeg ikke medbragt C02-patroner til pumpen af hensyn til flysikkerheden), og der blev slappet lidt af. Dagene op til løbet var præget af rigtig dårligt vejr med lange regnskyl og blæst, så jeg gjorde reviderede min påklædningsstrategi og besluttede mig for at hive en cykeljersey uden på tri-dragten i den første transition, så jeg kunne have en tynd regnfrakke og mine løse ærmer med i lommen på ryggen. Cykel og farvede tasker til de forskellige transitioner blev checket ind aftenen før.

På løbsdagen ringede uret kl. 3 og dagen (eller rettere natten) startede med en mindre portion pasta og en ½ liter vand. Godt med smørelse i skridtet, på med tøjet og så ud af døren. I den kulsorte nat ankom jeg så en times tid før starten gik kl. 6. Så var det tid til at puste luft i dækkene (fik givet dem rigeligt, så jeg fik glæde af hvert et bump på de dårlige engelske landeveje) og sætte vand- og energiflaskerne på cyklen. Et hurtigt toiletbesøg og så på med våddragten.

Så var vi faktisk også klar til at hoppe i vandet – starten foregik samlet ca. 200m fra bredden, så man fik lejlighed til lige at varme lidt op ved at svømme ud til en stor hvid bøje og derefter træde vande et kort øjeblik til starten gik. Jeg havde egentlig besluttet mig for at jeg ville holde mig lidt bagerst af hensyn til strategien om at holde igen og svømme konservativt. Men da jeg nåede ud til starten og fik kigget mig omkring opdagede jeg, at jeg faktisk var kommet helt frem forrest. Jeg havde således kun i omegnen af 100 svømmere foran mig – og ca. 1400 bag mig og de så alle sammen ud til at være klar til at svømme henover mig, når starten gik. Hmm, tænkte jeg, det er nok bedre jeg lige så stille får møvet mig lidt baglæns. Aldrig så snart havde jeg indstillet mig på at jeg skulle baglæns før starten gik og så var der kun én vej: fremad. Det var virkelig som at være med i et centrifuge-program på en vaskemaskine, men starten gik faktisk ok. Stor trængsel, men ingen panik. Jeg kunne faktisk godt svømme mit eget tempo selvom jeg gjorde det oven i 117 andre der også syntes tiltrukket af lige netop den kubikmeter vand jeg forsøgte at forcere. Størst var problemerne faktisk omkring den første vendebøje, hvor man var en fjerdel igennem ruten. Her var der et skarpt 180-graders sving og jeg lå, som jeg kom i inderbanen. The fast lane, but also the brutal one. Det kostede et par spark, men jeg bevarede rytmen og hjemturen og anden omgang gik glat og jævnt. Navigationen var lige i skabet for en gang skyld og jeg er efterfølgende særdeles tilfreds med min tid. Jeg havde forventet at være mindst 1:15 om at svømme de 3,8 km men var oppe af vandet igen efter 1:05:32. Jeg kom op som nummer 386 overall af 1500 deltagere, så det var tilfredsstillende. Forrygende.

Skiftet tog sin tid – det var en stor transitionszone som skulle løbes igennem og selvom vejret så ud til at blive lidt bedre end de foregående dage holdt jeg fast i beslutningen om at tage lidt mere tøj på og med. Det viste sig at være fornuftigt – regnen udeblev, men det var overskyet og vinden var kold på cykelruten.

Netop cykeldelen var en dræber. Lige knap 2300 højdemeter fordelt på 3 omgange af 60km var menuen – og bakkerne var lange og seje. Til gengæld gav det nogle forrygende nedkørsler, hvor man bare holdt godt fast i styret og blæste nedad i 5 min for fuld udblæsning og med 70km/t. Ikke for sarte nerver. Men de mange bakker trak tænder ud. 6.23:33 brugte jeg på cyklen – og jeg havde vanskeligt ved at holde min plan om at lægge forsigtigt ud på første halvdel. Jeg kørte dog første og anden omgang af de tre i nogenlunde det samme tempo, men måtte sætte farten ned på sidste omgang. Det er svært at holde igen, når man kører opad med 8 km/t på den lille klinge og en puls på 165 – hvis man holder igen så vælter man. Nasty.

Den sidste cykelomgang trak således tænder ud, ikke af den store klinge, men af rytteren. Stadig var jeg dog i den bedste tredjedel overall, så helt galt var det altså ikke. Tiden var stadig ok i forhold til målet om en gennemførsel <12 timer og jeg havde fået spist og drukket fornuftigt undervejs og undgået tekniske vanskeligheder eller andet. Tilbage ventede kun et beskedent maraton-løb som jeg efter en noget hurtigere transition end fra svømning til cykling tog hul på med en vis fortrøstning. Nuvel, benene var trætte, men maven var i form og jeg kunne holde en anstændig hastighed lige omkring de 10 km/t og også en puls der ikke syntes alt for mærket af formiddagens strabadser.

Knap 15 km inde i løbet begynder det dog at gå drastisk ned ad bakke – og jeg tænker ikke på ruten, der faktisk også var temmelig kuperet, men på løbeformen. Knæerne og anklerne var mærket af den lange dag og de hårde tråd op ad bakke, men i modsætning til tidligere var det ikke her, den var gal. Også maven viste sig for en gang skyld fra sin venlige side (og her oplever man for en gang skyld et løb, hvor de har stillet toiletter for hver 2km på langs hele ruten). Men musklerne i lår og lægge gik simpelthen i stå. Det var ligesom om det hele sivede lige så stille ud af dem og skridtene blev kortere og kortere. På et tidspunkt havde jeg svært ved at løbe lige og omkring de 16 km gik de helt i strejke. En enkelt krampe blev det også til da jeg forsøgte at strække forsiden af låret og så var jeg helt til tælling. Lettere bandende besluttede jeg mig for at gå et kort stykke til næste depot og så få tanket på – det måtte simpelthen være manglende energi, tænkte jeg, trods det betydelige indtag af energidrik, gels, bananer og diverse powerbars jeg havde foretaget jævnt og med stor effekt i løbet af dagen. Så ved næste depot tog jeg for mig af hele buffeen – og efter således at have prøvet alt fra saltkringler til to slags energidrik var jeg klar til at gøre et nyt forsøg. Pausen virkede – i ti skridt. Så trissede jeg igen af sted som en, der var klar til at blive visiteret til alle kommunens hjælpemidler og flere modeller af gangstativer. Pausen havde også tjent til at gøre både muskler og led stive så nu begyndte knæ og ankler også at melde sig på klagelisten. Eneste lyspunkt jeg kunne komme i tanke om: jeg oplevede trods alt ikke samme følelsesløshed i visse centrale legemesdele som efter Sjælland Rundt.

Efter 10½ time og et tempo der gjorde at jeg ville være lige så lang tid om resten af turen udgik jeg stærkt bitter af løbet med en sikker forvisning om at IM-distancen ikke har fået kål på mig. Jeg vender tilbage til det endelige opgør. Jeg VIL gøre det.

Udover ærgrelsen tager jeg også en masse andet med hjem fra Ironman UK. Jeg har prøvet en ny måde at gå ned på – det må være ensbetydende med nødvendigheden af mere træning. Og jeg har prøvet the reel thing, inklusiv massestarten på svømmedelen. Jeg må prøve igen. Jeg VIL gøre det.

På søndag overvinder jeg min værste modstander

Så er tiden ved at løbe ud for forberedelserne til sæsonens absolutte hovedmål: Ironman UK. På søndag går det løs og så vil det vise sig om den målrettede træning har været tilstrækkelig, om formen holder og ikke mindst om viljen til at gennemføre er tilstede, selvom det bliver rigtigt hårdt.

Den lange forberedelser har været værdifuld. Mange erfaringer er gjort siden Jespers og min tri-debut sidste år i Aabenraa, hvor alt bestemt ikke gik efter bogen. Løbserfaring, hvad enten der er tale om en ½ ironman, en sprinttriathlon eller en række slush- og dustcup-afdelinger, er uvurderlig. Det har muliggjort ikke mindst den mentale træning og sat mig i stand til igen og igen at visualisere, hvordan kommer til at foregå. Hvordan er det at løbe, når man har cyklet langt og hårdt? Hvordan er det at fortsætte, når benene gør ondt? Hvad sker der, hvis det bliver rigtigt varmt? Osv. osv.

Meget har jeg stadig til gode at erfare. Udstyret er afprøvet og vil blive testkørt igen, når alt er samlet og på plads i England. Søen vil blive prøvesvømmet to gange inden massestarten på søndag. Skiftezone og alt skal checkes ud og registrering og formaliteter skal klares i god tid. Strategien for energiindtaget er på plads og den rigtige gel er valgt. Men udfordringen er stadig unik og meget kan påvirke oplevelsen undervejs – heldigvis.

Planen er fortsat at svømme konservativt og løbende føle efter om belastningen er hensigtsmæssig. På trods af at svømmeformen føles god (konstateret så sent som i morges) kan der ikke vindes meget på at presse svømmetempoet – men der kan tabes meget. Derefter skal der holdes lidt igen på de første 90 km af cyklingen og tages tid til at strække ryggen hen imod slutningen, samt ikke mindst sikre et stabilt indtag af væske og energi. Mht. det afsluttende maraton er målet at løbe de 42km så jævnt som muligt med en hastig lige over de 10 km/t og for alt i verden undgå at gå i stå.

Inspirationen fra vivamus’ mange udfordringer og landvindinger har været stor. Derfor vil jeg gerne på forhånd dedikere hvad præstation jeg end måtte yde på søndag til vores lille trænings- og konkurrencefællesskab. Når jeg løber over målstregen vil det blive med et – formodentligt anstrengt – smil på læben over forventningen om det indlæg, jeg efterfølgende, uanset resultatet, naturligvis vil poste her på siden.

Træningsmængden forud for en sådan udfordring opleves nok sjældent som tilstrækkelig. Man føler altid, at man lige mangler de sidste lange ture, især med enkeltstartsstyret, der virkelig er hårdt for ryggen, når man kører mange timer. Og mere krydstræning af præcis samme årsag. Sådan har jeg det også. På alle løbeture under ferien i Montreal undtagen én havde jeg dog en god følelse af fysisk overskud og svømningen er efter min bedste overbevisning lige i skabet. Så jeg er fortrøstningsfuld. I sidste ende bliver løbet jo alligevel en mental udfordring – man bliver selv sin største modstander. Kampen bliver hård, men jeg har tænkt mig at vinde den.

Mikkel Gormsen til tops

Mikkel Gormsen, der tidligere i foråret på denne blog lokkede mig til at gå efter K78 og som senere også var til stor hjælp, har netop deltaget i 24-timers løbet i Viborg.

Og med 188,43 km på 24 timer blev Mikkel en sikker vinder i soloklassen. Hvis man vil se hvordan Mikkel forsøger at bestige sejrspodiet efter 188 km kan jeg anbefale dette klip fra TV/Midt-Vest. Mikkels egen side har også allerede en beretning fra løbet.

Tillykke til Mikkel, det er jo helt vildt. Knapt et par hundrede kilometer på et døgn...det er ikke for knæjterøve!

/Kasper

Ny jernhest!

Det har efterhånden stået klart for mig i et stykke tid at min næste større investering måtte blive en ny cykel. Den gamle centurion, som jeg fik i konfirmationsgave for efterhånden en del år siden, havde ganske enkelt sin bedste tid bag sig, og efterhånden som træningsmængden er steget er forskellige dele på cyklen stået af, skiftergreb, egre, pullyhjul, pedaler mv.

Derfor faldt min fødselsdag i juli yderst belejligt, og begunstiget med en stor fødselsdagsgave fra min bedstemor gik turen mod Road Bike Shop i Århus.

Udgangspunkter for min cykel blev RBS' egen Vision Scandium Pro Team ramme, en alu-ramme på ca. 1150g der bl.a. bruges af et dansk continental cykelhold. Det gik først op for mig da jeg stod i RBS hvor mange valg man egentligt kan tage når der skal investeres i cykel, og idet rammen var relativt billig var der flere penge til lir, så liret blev der og den samlede cykel blev ganske lækker, hvis jeg selv skal sige det.

Cyklen har følgende specs: Komplet Ultegra-gruppe med kompakt krankset, FSA keramisk krankboks, keramiske pullyhjul og keramiske lejre i hjulene der har Ultegra nav, 1.5mm egre og en Mavic Open Pro fælg. Derudover er saddelpinden en KCNC Sc Pro Lite, frempinden fra Tune (ikke til den pris!), styret Ritchey WCS, sadlen en Specialized Toupé (som jeg havde i forvejen), flaskeholderne (hvide) også fra Specialized, pedalerne er Look Keo Carbon og cyklen står på Michellin Pro2Race dæk med letvægtsslanger :)

Resultatet er en cykel der, omend jeg ikke har vejet den, næppe vejer meget mere end 7 kg og i mine øjne er utroligt sprød. De første 400km er blevet tilbagelagt og det er utroligt som det at have noget ordentligt udstyr kan motivere til træning og i det hele taget gøre livet lidt sjovere! Der er i øvrigt en markant forskel på ydelsen af den gamle og den nye cykel, alt i alt vurderer jeg at den nye cykel giver ekstra 3-5 km/t alt efter situationen, en ganske voldsom forbedring i mine øjne!