torsdag, juni 29, 2006

Det er ubarmhjertigt...

...at træne intervaller med Morten! :-)

Den sidste træningsdont inden weekendens The Double 2006 blev henlagt til Dyrehaven. Distancen var beskedne 10,7 km - men herunder nogle gode bakkeintervaller i Ulvedalene. Skal vi ikke bare sige, at vejrtrækningen var presset og benene tilsyrede?

Nu skal det være. Sjælland Rundt og North Sea Beach Marathon kan bare komme an. At least I will die trying! :-)

/Kasper

tirsdag, juni 27, 2006

Svøm, Cykel, Løb

En enestående kombination der tilsammen udgør indholdet af en Triathlon. Efter at jeg undervejs i et tidligere projekt havde smidt en masse vægt og var begyndt at løbe søgte jeg, delvist inspireret af vivamus-holdet, yderligere fysiske udfordringer først på cykel og siden i bassinet, samtidigt med at løbet blev vedligeholdt. Den foreløbige kulmination på trænings-anstrængelserne, bortset fra et par motionsløb, kom i onsdags ved deltagelsen i mit første triathlon-stævne. Med til stævnet var også Søren, men jeg havde nu ingen forventninger om at kunne følge hans tempo.

Jeg stillede til start med tre måneders træning i bassinet, 5 måneders træning på cyklen og 9 måneders erfaring udi systematisk løbetræning (ok, det kan læses som om jeg har løbetrænet usystematisk tidligere og dette er ikke tilfældet... nogensinde... aldrig!). Som den opmærksomme vivamus-læser nu vil vide svarer dette ikke helt til niveauet for de andre skribenter, men med fightervilje og træning kan man nå langt og altså også ind som skribent på vivamus.dk, og jeg har alle ambitioner om at komme op og bide de andre i haserne i en meget overskuelig fremtid!

Stævnet, Blovstrød Midsommer Tri, blev bevidst holdt i en meget skrabet stil med et minimum af officials. Det var således deltagerne selv der skabte stævnet og selv skulle tælle baner og omgange, men jeg syntes ikke at det trak ned på helhedsindtrykket og til gengæld slap man med en 50'er i startgebyr. Der var tre forskellige distancer, 200/12/2.5, 400/24/5 og 600/36/7.5, der blev afviklet i hhv. 25m indendørs basin, 12km cykelrute og en 2.5 km løberute i skoven omkring stadion. Både cykel og løberute var afvekslende uden at være super krævende. Det var naturligvis den længste distance der skulle prøves kræfter med og selvtilliden var i top efter et par krydstræninger med cykel-løb og løb-svøm-løb.

Min egen indsats levede helt op til forventningerne, svømningen gik godt og lå i den hurtige ende af hvad jeg havde forventet. Jeg kom brugt, men ikke totalt udmattet, op af vandet. Skiftet til cykel gik rigtigt godt, selvom jeg var tæt på at glemme hjelmen i farten! (Tak til Henrik der råbte efter mig!) Første omgang på cyklen var klart den hårdeste, men ellers kørte benene godt med et tempo kun lidt langsommere end de hurtigste træningsture på samme distance. Skiftet til løb gik ultra-hurtigt. Jeg havde, som Søren, udstyret løbeskoene med "Lock Laces" og selve skiftet tog ikke 20 sek. Den første kilometer var som ventet meget hård, men herefter løsnede benene op og efter 5k var der overskud til at råbe ud til Henrik og Søren (der på det tidspunkt var kommet i mål) at det "Overhovedet ikke var hårdt!" (det var løgn). Løbetempoet var ret konstant over de tre omgange, med første omgang lidt langsommere end sidste, så næste gang burde der være mulighed for at presse lidt mere der. Pulsen på løbet lå tilgengæld 10 slag højere end ved tidligere løb, så måske blev der presset nok...

Dette var altså min tri-debut, men helt sikkert ikke det sidste stævne jeg har kørt. Jeg er nu en stor portion erfaring rigere og den skal da omsættes til flere stævner, næste store mål, hvis det kan passes ind i kalenderen, er nu Xterra Denmark i Århus.

søndag, juni 11, 2006

All time low for orienteringsevnen

Min manglende orienteringssans er efterhånden et veletableret faktum. Her til aften fik jeg lyst til en kort løbetur for at nyde det fantastiske vejr og den svindende dag. Med min Garmin Forerunner's GPS bekymrede jeg mig ikke så meget om ruten - jeg kunne jo altid finde hjem, når jeg følte, jeg havde løbet halvt så langt som jeg ønskede.

Jeg havde nok regnet med en kort, rask tur på en 7-8 km, men vejret var godt og benene ok så jeg tænkte først på at vende om da jeg havde løbet 5km. Jeg var ikke helt klar over hvor jeg var, men satte retningen efter start-market i GPS'ens display. Jeg løb og løb og løb, men stødte ikke på noget bekendt. Langt om længe - vel efter en 12 km alt i alt - gik det op for mig, at jeg ikke havde fået nulstillet GPS'en hvorfor det første markede punkt var, hvor jeg sidst slukkede den, hvilket var på et mtb-spor et godt stykke nord for København. Ikke så smart. Efter at have orienteret mig på et busrutekort lykkedes det mig at lægge en ny kompaskurs der skulle føre mig tilbage til København.

Turen blev således en hel del længere end planlagt - helt nøjagtig på 23,5 km. Og tilmed lettere dehydreret da jeg ikke fik tænkt på at drikke noget undervejs selvom jeg passerede ikke så få tankstationer.

lørdag, juni 10, 2006

Tyren ved hornene til DM i sprint

Det var en fornøjelse at deltage i DM i sprint-triathlon i Ganløse i dag - vejret var helt optimalt til formålet. Ikke en krusning på søen, vandtemperatur omkring de 17 grader, så de 750m svømning gik fint - ikke noget kuldechok og ok navigation. Dog næppe nogen rekord-tid, men det gik fornuftigt og jeg havde en ok transition til cykel. Elastik-tricket virkede igen til UG.

Også på cyklen var forholdene optimale - der var stort set ingen vind og temperaturen var magelig lige over de 25 grader. Først på løbet begyndte jeg at mærke generne - skiftet var ok hurtigt bortset fra at sålen kryllede lidt så jeg først fik højre fod ned i skoen i andet forsøg. Men vejrtrækningen på løbestrækningen gjorde ondt og farten faldt markant. Her skal der lægges en markant træningsindsats.

Løbet havde den særlige charme, at et mesterskabsstævne lokker de tunge drenge ud. Og da deltagerne startede med 1 minuts mellemrum og eliten startede til sidst nåede jeg i mål inden favoritterne havde løbet færdig, så man kunne se deres suveræne løb. Thorbjøn Sindballe levede op til sin favoritværdighed trods problemer med overtræning tidligere på sæsonen og han blitzede igennem løbet og slog hul på over to minutter ned til nærmeste forfølger og var uhyggeligt tæt på at gå lige under 1 time - han hamrede i mål i tiden 1:00:27! Rasmus Henning stillede ikke op pga. en skade i foden, men stod til gengæld for at speake til stævnet. Det gjorde han udmærket.

Alt i alt en forrygende tri-dag.

Grus i maskineriet

DustCup'ens 4. afd. var en hård omgang og mit løb gik langt fra så godt som den forrygende 3. afd. Ruten var teknisk over mit niveau og jeg måtte flere steder af cyklen - også enkelte gange uden at jeg havde planlagt det, hvilket resulterede i at jeg krydsede målstregen med mudder i ansigtet og blod ned ad benet - med andre ord i det ægte DustCup-look.

Desuden var 4. afdeling jo den første af to dobbeltrunder, så man kørte 2 timer + omgangen færdig. Det betød for mit vedkommende fire omgange (som var rigtig lange) på 2½ time, hvilket placerede mit nogenlunde mit i feltet. Janos var bedre i stand til at holde Team HardOns fane højt - han vandt motionsklassen og nåede som den eneste i motionsklassen 5 omgange. Han kunne således køre sidste omgang i ensom majestæt og sikre HardOn vores retmæssige plads øverst på podiet - den plads som Morten ellers har været fast leverandør på, når han har deltaget. Stærkt kørt!

Den efterfølgende uge har været vældig stille træningsmæssigt for mit vedkommende. Dels fordi jeg har haft rygende travlt på arbejdet, men også for at benene og hovedet skulle være frisk til i dag lørdag, hvor den står på DM i sprint-triathlon i Ganløse. I'll be racing the stars - selvom Thorbjørn Sindballe nok racer på en anden planet end mig...