søndag, april 29, 2007

Fremgang på baglæns tri



Dagens konkurrencespecifikke træning stod på nytraditionen Baglænstri i Roskilde, nærmere bestemt ved Fløng. Vejret var perfekt til den lidt særprægede afvikling af først 5km løb, dernæst 20km enkelstart med langsomste løber først på cyklen med 15 sek. i mellem hver start og endelig 500m svøm i Fløng Svømmehal. De korte pauser mellem hver event og de korte distancer gør, at man har mulighed for at køre på absolut max-power hele vejen.

Sidste år kørte jeg et ok stævne, især på cyklen og tiderne blev 5k løb: 21.41, 20k cykling: 33.59 og 500m svøm: 08.45.

Siden sidste år er formen, evnen til at disponere og udstyret alt sammen forbedret og det kunne glædeligvis også aflæses i dagens resultater: 5km løb: 20.10 (ville gerne have været under 20, men så skulle jeg nok have sprunget den tunge træning over i går), 20km cykling: 31.19 (gennemsnitsfart 38,7 km/t) og 500m svøm: 7.37. Rimeligt tilfredsstillende og hurtigt nok til en 2. plads i min aldersgruppe (herre 18-39).

Der er stadig betydelig plads til forbedring, ikke mindst på løbet - men træning, træning og så skal det nok komme.

Vigtigst af alt: tri-sæsonen er blæst i gang!

søndag, april 22, 2007

Enkeltstart på tyren - deployment of speed weaponry


En weekend uden konkurrence er en weekend uden mening - så det lykkedes mig med møje og besvær at presse Ganløse Enkelstart (3xtyren) ind i et ellers stærkt presset søndagsprogram. Men så var der jo en god grund til at køre stærkere :-)

37 deltagere havde kastet sig over den lange rute og flere stillede på særdeles liret grej. Det var også en stor fornøjelse for første gang i sæsonen at lufte zipp-hjulene - der er mærkbart mere ryk i dem end de væsentligt tungere træningshjul, så der var fart i enkelstarteren.

På grund af dårlige skruer røg min højre armstøtte på enkelstartsstyret af. Heldigvis blev jeg på cyklen selv om det gik ud over balancen og heldigvis var det mens jeg varmede op, så jeg kunne nå at udbedre det til starten gik. Det må udbedres til Lanzarote :-)

Arrangørerne overholdt ikke helt startiderne, så da jeg trillede op til start efter lidt opvarmning blev jeg kaldt frem med det samme og fik at vide at jeg bare kunne køre. Hvor mange sekunder det har kostet ved jeg ikke, men det var lidt ærgerligt. Men da jeg først fik spændt hjelmen og sat gang i hjulene gik det fint fint. Jeg blev noteret for 55.29 hvilket rakte til en femteplads. Det er sådan set ok tilfredsstillende.

Næste søndag står den på en nyklassiker - baglæns tri i Roskilde. Det var faktisk et fedt stævne sidste år, men i år lader det til at jeg må undvære Kaspers selskab, eller hvad?

torsdag, april 19, 2007

Raising the dust

Så lød starten til årets DustCup! Med deltagerrekord (340 deltagere gennemførte!) og flot vejr og ægte dust-stemning gik det løs i går aftes i Geel skov.

Ruten var fantastisk - meget kuperet med rigtig vanskelige op- og nedkørsler, men med et knastørt underlag, der gjorde ruten rigtig hurtig. Der var virkelig mulighed for at give cyklen nogle gevaldige tæsk på lange nedkørsler bogstaveligt talt over stok og sten - det bumpede så meget at man trods hvide knoer på styret flere gange var ved at miste grebet om styret.

Jeg kom dog igennem helt uden styrt på trods af at jeg ikke nåede at køre ruten igennem inden, så teknikken er helt sikkert blevet noget bedre end tidligere. Sjovt som træning hjælper :-)

Jeg havde Jeppe med derop, men det baghjul havde jeg naturligvis ikke mulighed for at holde og han kørte som sædvanlig et godt og hurtigt løb. Han var dog ikke den eneste hurtige der havde fundet vej til sporet. Feltet talte en række tunge drenge, fuldtidsprofessionelle osv. Så støvet rejste sig - og en del af det satte sig fast i ansigtet, så man kom i mål i et ægte dust-cup look.

Man har skrottet motionsklassen så nu kører alle 80 minutter og omgangen færdig. Det gør lige, at man kommer til at pukle lige lidt længere på cyklen. Jeg nåede rundt fire omgange rundt i 1.34:56. Det var ca. et halvt minut efter nummer to - som godt nok havde nået en omgang ekstra, men han var så, ud over heltidsprofessionelle Peter Riis Andersen, så også den eneste for en gangs skyld, der lavede det nummer :-).

Jeg havde en ok start - kom til at stå meget fornuftigt i feltet, så køen på første omgang var minimal. Jeg sluttede som nummer 70 i herreklassen, så det var ok, men stadig med betydelig rum for forbedring. Igen havde få sekunder betydet flere pladser frem.

Alt i alt et godt løb på en suveræn rute - yeeeehaaa, Dust-sæsonen er startet!

torsdag, april 12, 2007

Smoking hot-cup


Årets nyskabelse på mtb-fronten er Hot-cup'en der køres sideløbende med den traditionelle DustCup. Formatet og setup'et er dog meget lig det velkendte: man drøner afsted i 70 min og kører så den påbegyndte omgang færdig.

Første afdeling var i går i Hillerød på en glimrende rute og i flot, flot vejr. Jeg kører med i både Hot-cup'en og Dustcup'en, så der bliver rig lejlighed til mtb-træning i 2007. Jeg havde på forhånd besluttet mig for at give den max-gas og teste den gode form og forbedrede teknik af. Desuden lykkedes det mig at deltage i rutefremvisningen i søndags og jeg var så tidligt i Hillerød i går, at jeg kunne snuppe yderligere to omgange i roligt tempo på ruten som opvarmning. Det er virkelig en enorm fordel at kende ruten godt allerede fra start.

Racet gik godt. Folk gik i den grad til stålet fra startskuddet lød, men selv om jeg ubeskedent og belært af erfaring havde placeret mig forholdsvis langt fremme i startfeltet skabte det første singletrack og de første to stigninger dog en lidt forsinkende kø. Ærgerligt - feltet var så tæt at en sluttid bare ét minut hurtigere ville have betydet fem pladser frem. Nuvel, næste gang må jeg være endnu mere skamløs :-)

Da først der kom plads i sporet var det dog muligt at begynde at hive folk ind og overhale. Den gode Lanzarote-form satte mig i stand til at hente en del på de brede grusstier og det gode kendskab til ruten gjorde mig i stand til sågar at snuppe folk på de tekniske opkørsler. Ruten var spændende - meget afvekslende og med mange små, tekniske stigninger, hvor en masse rødder på vej op gjorde, at man i den grad skulle holde tungen lige i munden. Jeg havde besluttet mig for at give max-gas og det gjorde jeg, og så må man også finde sig i at bide i græsset i ny og næ. Så det blev også til et mindre styrt forårsaget netop af en rigtig drilsk rod, der ikke blev mindre glat som omgangene gik. Jeg var dog lynhurtigt oppe igen som en ninja.

Det lykkedes mig at disponere så jeg kunne presse mig selv hele vejen hjem (4. omgange på 1:25:38). Udstyret havde ingen problemer med den knastørre rute (bortset fra en enkelt meget dyb muddergrav) og klarede også de hidsige pump fra hundrevis af rødder som cyklen blev tvunget stærkt henover. Jeg skal imidlertid have nogle andre briller for jeg svedte så kraftigt, at der samlede sig sved og dug, der totalt ødelagde mit udsyn på sidste omgang. Jeg kunne have taget brillerne af, men besluttede at nøjes med at køre med dem på næsen (har set ekstremt dumt ud) fordi der sidst på omgangen var en lang passage hvor man bogstaveligt talt kørte spidsrod gennem en masse små bøgetræer der nådesløst piskede imod ens ansigt. Og en ridset hornhinde havde jeg trods alt ikke lyst til at indkassere. Men på en rute som er så teknisk og med så mange små forhindringer og sving er udsyn alfa og omega, så det kostede lidt at jeg kun kunne se ordentligt i en smal stribe over mine lortebriller.

Resultatet var altså næsten tilfredsstillende - jeg sluttede som nr. 60 overall og som nr. 10 i min agegroup. Det bliver spændende at se, om jeg kan fastholde det niveau og udbygge det i det samlede klassement ved fremtidige afdelinger. Især bliver det spændende at se, hvordan 2-timers afdelingerne udspiller sig. Den sidste 2-timers jeg kørte i DustCup var monsterhård, men det er jo ens for alle :-)

tirsdag, april 10, 2007

Skovene omkring Århus - En (kort) lidelseshistorie.

Modsat de gode takter der for tiden vises på Sjælland, og postes om her på bloggen, har træningen i Århus desværre ligget underdrejet de sidste par uger. Årsagen har været en slem halsbetændelse/forkølelse jeg reddede mig på en 50k landevejstur, som jeg i forårskådhed (og måske med tankerne på La Santa) kørte i alt for lidt tøj. Dumt.

Efter næsten to uger med feber, snot og ondt i halsen mente jeg dog at i dag måtte være dagen hvor jeg, bogstaveligt talt, skulle op på (jern)hesten igen, og da skovene omkring Århus skulle være meget smukke her i foråret og byde på perfekte kørselsforhold faldt valget på MTB'en.

Sol, vind og perfekt skovbund var der da bestemt også i rigelige mængder, hvad der tilgengæld ikke var noget af var overskud på cyklen. Allerede på første bakke måtte jeg kæmpe efter luften og pulsen lå 10-12 slag højere end normalen. Benene var der som sådan ikke noget galt med, men det var tydeligt at lunger og kredsløb ikke kunne følge med. Sådan noget skal jo normalt køres væk, men efter 4-5 bakker hvor mønstret var det samme, masser af overskud i benene, men en hiven efter luft og en puls 10-12 slag over hvad den plejer at være, samt en begyndende svimmelhed, måtte jeg konstatere at jeg måske ikke var helt ovenpå igen og slukøret luske hjem efter kun en lille time i sadlen.

Jeg håber lungerne kommer lidt til hægterne igen inden træningsturen med et par gutter fra 1900 MTB på torsdag, ellers bliver det hårdt.

mandag, april 09, 2007

God 2. påskedag

Hvis man ikke er den store kirkegænger, så er det jo med at finde noget andet (relativt) meningsfuldt til 2. påskedag.

Som Søren allerede har omtalt nedenfor, havde vi en fornuftig tur i Tisvilde Hegn. Det var som altid en fornøjelse, der er meget pænt at kigge på mens man nyder de 21.1 km. Naturen altså.

De første 10 km var som sædvanlig et helvede fordi jeg havde spist for meget morgenmad plus et par bananer. Heldigvis er jeg efterhånden så vant til det, at jeg kan trøste mig med at det går over. Men jeg må se at få styr på det, hvis man en dag skal løbe op til sit bedste er det surt at pines med galoperende puls og et mellemgulv der vil ud.

I et tidligere indlæg havde jeg meldt af ville tage det roligt og komme ind i 1:45. Det må man sige lykkedes meget fint, den officielle tid siger nemlig 1:44:32. Det er fem minutter langsommere end sidste år - men (fraregnet Lanzarote) har det også været begrænset med træning den sidste tid. Så det er sådan set fint nok.

Der var et par stykker - for ikke at nævne Søren - som jeg gerne havde løbet fra, men som jeg først ved målgang kunne konstatere også løb halvmarathon. Det må blive næste gang :-)

Vel hjemme i København nåede jeg et glas cola, et påskeæg og tørt tøj, før jeg pakkede cyklen i bilen for at møde Jesper til en tur op til "Tyren" nord for Værløse. Jeg må tilstå, at mine ben ikke var helt tilfredse med min beslutning om at "rulle af" ovenpå formiddagens løbetur. Men det skulle de jo heldigvis ikke bestemme.

På trods af lidt regnvejr blev det en fed tur. Jeg havde jo under hele turen udsigt til en fantastisk lækker carbon enkeltstartscykel med udstyr til den helt store guldmedalje. Det var naturligvis alene udsigten der fra tid til anden gjorde, at jeg lagde mig komfortabelt om i læ mens Jesper knoklede nede i (carbon) enkeltstartsstyret.

Jeg er vant til at køre Tyren på den store klinge. Og min stolthed stod i vejen, da vi skulle over de værste bakker, selvfølgelig skulle jeg ikke på "piveskiven" som Jesper :-) Men mine på dette tidspunkt let slidte ben var ikke helt tilfredse med beslutningen, og kvitterede med 2xlægge i krampe. Jeg måtte slippe Jesper ikke lang tid derefter. Anden omgang gik lidt bedre - og vi kunne i det mindste komme samtidig i mål :-)

Nu kan jeg selvfølgelig ikke afsløre vitale og stærkt klausulerede træningsdata. Men jeg vil da ikke undlade at nævne, at eventuelle modstandere til eventuelle konkurrencer i slutningen af maj - nok ikke skal sælge skindet før bjørnen er skudt. Om det er cyklen eller træningstilstanden ved jeg ikke - men det var i hvert fald imponerende takter der blev vist.

Søren har tidligere meldt, at han vil slå Jesper med 15 minutter på svømningen, 1 time på cyklingen og 30 minutter på løbet. Jeg tillader mig efterhånden at tvivle kraftigt på, at Jesper vil tillade dette.

Dagens energiforbrug fra de to træningspas siger omtrent 6.000 kilokal. Tror sørme jeg skal have en hjemmelavet burger (igen) i aften :-)

/Kasper

Fin tur i Tisvilde

Dagens program stod som planlagt på halvmarathon i Tisvilde - det såkaldte "Helvede i Nord". Det er jo ved at være en tradition - vi var også med sidste år. I år var vejret dog ikke helt så fint, men dog stort set tørt hele vejen rundt. Ruten er fantastisk - hård, men meget flot og afvekslende. Der manglede dog lidt lys for at stemningen var helt i top, men så måtte man jo i stedet arbejde derudaf.

Jeg havde et tilfredsstillende og veldisponeret løb uden problemer eller kriser undervejs hvilket bragte mig hjem i omegnen af en 1:42-1:44, den præcise tid må vente til www.ultimate.dk opdateres. Kasper havde også et som vanligt veldisponeret løb. På en hård rute som dagens er jeg tilfreds med tiden - den vidner også om en vis formfremgang i forhold til samme tidspunkt sidste år. Der blev tiden over 2t, så der var selvfølgelig også lidt at skære af på :-). Det hjalp dog også, at jeg ikke var dopet på Ipren og skulle døje med en voldsomt ømt skulder, som sidste år efter min tur ud over styret på mtb'en.

Ud over en bedre form går det også klart bedre med at disponere undervejs. Jeg lagde hårdt fra start, men det fungerede fint for mig og jeg fandt et godt pace undervejs. Det var udfordrende at holde en jævn intensitet på en så kuperet rute med så afvekslende underlag, men det lykkedes mig med få undtagelser også.

Mon ikke vivamus er at finde til start i Tisvilde igen i 2008.

/Søren

torsdag, april 05, 2007

Gode ben


Oven på en genindflytningsfest var det aftalt, at vi (Jesper, Søren og undertegnede) skulle ud og trille på de smalsporede søndag. Hvis jeg ser bort fra den umiskendelige smag af islay-whiskey i de jævnlige opstød (whiskeyen smagte nu bedste første gang) - en den generelt afmattede krop så blev det nu alligevel til en udmærket tur på ca. 130 km.

Helt samme tur blev det ikke idag, men næsten. 100 km på i forvejen lidt brugte ben fra gårsdagens intervalløb med TRI4. Når dagens blæst tages i tillæg var det faktisk helt udmærket, at Jesper og jeg var i stand til at øge tempoet ift. søndag.

Det er selvfølgelig helt galt at jeg får cyklet mere end løbet i disse dage. Men det er nu engang også ret sjovt at få lidt fart i den smalsporede. Så må løbene komme som de vil. Det skal nu nok gå.

På mandag drager SFL og undertegnede til Tisvilde Hegn for at løbe "Helvede i Nord" for anden gang. Det er et halvmarathon, så det giver da lidt km i benene. Og det er sådan set hele formålet - jeg forventer ikke at skulle løbe stærkt. 1:45 ville være fint.

/Kasper