Aero hjulsæt

I Haretri's gæstebog linkes der idag til en interessant test-artikel om aero-hjulsæt. Herunder Sørens Zipp808 og de nærliggende konkurrenter.

Hvis man er lidt interesseret i testresultater på dette område, så kan jeg anbefale artiklen fra det tyske magasin "Triathlon" der findes her.

/Kasper

License to tri

To forhold har bragt mig til erkendelsen af, at jeg bliver nødt til at melde mig ind i en triathlon-klub.

For det første får jeg ikke løbetrænet tilstrækkeligt regelmæssigt og med tilstrækkelig kvalitet. Systematik og øget træningskvalitet er for mig at se afgørende for at jeg kan nå de mål, jeg har sat for sæsonen - og jeg er sådan set allerede bag efter.

For det andet har jeg erfaret, at det er nødvendigt med et licens-nummer for at deltage i mesterskabsstævner. Jeg må sige, ikke mindst efter den baglæns tri i Roskilde og sprintdistancen i Ganløse, at jeg har fået smag også for de kortere tristævner. Og 10. juni er der DM i sprint-triathlon i Ganløse - så nu er anledningen der.

Valget er efter kortvarige internetstudier faldet på www.tri4.dk - de virker fornuftige og træningstiderne og -stederne passer mig godt. Så nu må vi se, hvilke underværker det kan udrette.

Hans Henrik, er du i øvrigt klar den 10? Den bagskifter må snart være på plads...

In line for new adventures

Mens vi venter med spænding på Jesper og Kaspers beretning fra en - så vidt jeg forstod på Kasper i går umiddelbart efter løbet - vellykket kraftpræstation i FEM (der rakte til en flot 7. plads på lang distance) må jeg berette om den seneste nyanskaffelse på adventure-fronten (nyanskaffelser er jo også udråbt til at være min særlige spidskompetence i Vivamus-sammenhæng).

Det drejer sig om et par raffie Salomon inliners, da rulleskøjteløb jo som bekendt er en af disciplinerne på DTU lang til efteråret. Den slags læres jo ikke overnight tænkte jeg, så derfor er den tekniske træning i denne disciplin nu skudt igang. Det er faktisk ikke så svært. Dog kan jeg anbefale at man følger sin fornuft og køber håndledsbeskytterne med. Lige den 150kr-investering har jeg ikke fortrudt - de har sådan set allerede været i brug en enkelt gang. Men ellers er det ikke så svært - skal nok lige øve lidt mere i at bremse før jeg for alvor tør færdes i trafikken, men så længe det bare går lige ud er der ikke så mange ben i det. Ikke dermed sagt at man ikke kan blive godt øv af det - endnu en grund til at få trænet grundigt forud så ikke det bliver her kroppen står af når det gælder.

Vi skal naturligvis også have de to andre rødder på banen - der skal jo også øves drafting osv.

Klar igen?

Så er det snart et år siden indlægget "Klar til alt, klar til FEM" blev skrevet.

Selvom træningen i den mellemliggende periode nemt kunne have været meget mere optimal, så er benene dog trods alt lidt bedre end før FEM50 sidste år. Det skal dog blive interessant at finde ud af, hvordan de reagerer på den lange distance iår. 20 km (nominelt!) i Silkeborg-skovene oveni - det mærkes med garanti hårdere end det lyder :-)

Konkurrencen i år er en helt anden. Sidste år var vi jo blandt en stor flok lykkeriddere som os selv. I år er konkurrenterne noget mere giftige. Vi må minde os selv om, at valget stod mellem at gøre os gældende i toppen af FEM50 eller at kæmpe for at gennemføre FEM70.

Men vores eksterne forudsætninger er jo heldigvis også langt bedre i år. Først og fremmest har vi fået et helt uvurderligt support-crew i deltagerne på FEM-light. "FEM-light" er en helt ny adventuredisciplin der indkorporerer løbetur, shopping, seværdigheder, campingplads og familietelt. Vi spår denne disciplin en stor-stor fremtid i målgruppen! Maria og Mille både sender os afsted og tager os i mål - større motivation kan man næsten ikke forlange :-)

Jeg kan iøvrigt oplyse, at carbo-loadingen er godt undervejs. Er i forbindelse med projektarbejde lokaliseret på ITU for tiden, og fordøjer nu den største Basso-carbotallerken fra kantinen...visse dele af forberedelsen er nu ganske behagelige :-)

/Kasper

God sæsonstart med sprint-triathlon

Dagens program bød på sprint-triathlon i Ganløse - og det gik forrygende. De 400m - 20k - 4k blev tilbagelagt på 1:01:13. Det rakte til en 34. plads overall blandt de 131 der startede på lang. Det var dog ærgerligt jeg ikke lige sneg mig under en time, men jeg følte jeg havde et godt løb og ikke mindst fuldstændig gnidningsfrie transitioner. Jeg havde spændt skoene fast på cyklen med elastikker så den var lige til at hoppe på, og jeg var lynhurtigt ude af skiftezonen og på cyklen.

De 400 meter crawl og en lang løbetur op til skiftezonen tog 7:49 hvilket nok har betydet lige under de 7 minutter i vandet. Ikke nogen rekord-fart, men stadig pænt tilfredsstillende. Som det fremgår af billedet lagde jeg mig først i den næsthurtigste bane (hovedet er bag vendeflagsstolpen) og dermed var jeg også blandt de første i mit heat oppe af vandet og jeg hentede tid i skiftezonen hvor folk lagde op til det helst store påklædningsnummer.

Cykelruten var jo velkendt fra cross-duathlonsammenhæng tidligere og den er fantastisk, især når der er meget vind. Gode bakker og stykker med medvind ned ad bakke hvor man rigtig kan fyre den af og mærke hvordan vinder hiver og slider i zipp-hjulene. På et stykke nåede farten op over 60 og cykeldelen blev klaret med en gennemsnitsfart på 34,2 km/t. Også skiftet til løb gik godt - quicklaces og ingen snørrebånd gør at man også blæser igennem T2. Jeg skal dog arbejde gevaldigt med hastigheden på løbedelen når man kommer af cyklen for her var tempoet ikke imponerende. Nu hjalp det naturligvis heller ikke at løberuten er svært kuperet og virkelig kan trække tænder ud.

Så både et løb med mange vellykkede momenter i en næsten tilfredsstillende tid - og en klar indikation af, hvor der skal forbedres. Kan man ønske sig mere?

Formen lægges til ”The Double 2006”

Søndagen blev som nævnt tilbragt i sadlen, da jeg deltog i Skjoldenæsholmløbets 145km landevejcykling. Det blev til 4½ times fornuftigt slid på cyklen – formen er ikke tosset, men den skal stadig forbedres og der skal naturligvis disponeres anderledes, når vi når 1. juli – ikke mindst fordi programmet 2. juli jo som bekendt rummer et strandmaraton, men også fordi den dobbelte distance og dermed formodentlig i omegnen af ti timer i sadlen i sig selv er anstrengende for organismen.

Sidst jeg kørte landevejsløb (100km arrangeret af Holbæk Cykelring) var det med samlet start for hele feltet. Det betød, at de første knap 40 km blev tilbragt i magelig læ af en mur af cykelryttere og dermed en meget blød start. Sådan gik det ikke i går, hvor der kun blev sendt en 30-40 ryttere af sted samtidig. Det gav ikke rigtigt noget felt da farten var meget forskellig – så vi var i arbejdstøjet med det samme. Preben og min kollega Jan var godt kørende og vi fulgtes ad hele vejen, hvilket var en stor fordel – vejret viste sig nemlig ikke fra sin bedste side, men sendte fra tid til anden en kraftig modvind ind over de åbne vidder, så det var en stor fordel at kunne skiftes til at føre vores lille tremandsfelt.

Dagen bød også på en del regnskyl, men det var først da vi var klikket ud af pedalerne og havde stået lidt i målområdet at kulden begyndte at melde sig – indtil da, havde vi leveret rigeligt til at kunne holde varmen selv i vådt tøj. Ruten havde 900 højdemeter, så den var ikke vanvittigt kuperet – vi fik dog pulsen op på et par gode stigninger undervejs. Med ca. 4½ time i sadlen med en gennemsnitsfart på 31,7 km/t så føler man sådan set, at man har brugt sig godt igennem på sådan en søndag formiddag. Tempoet rakte lige nøjagtig til at placere os i den bedste fjerdel af de over 400 deltagere på den længste distance.

Dagen derpå (hvilket jo er en særdeles vigtig faktor i forhold til 2. juli) er der ingen skavanker, der plager. Nuvel, benene er lidt tungere og gazelle-springene op ad trapperne på arbejde er knap så udtalte, men den markante træthed som jeg mærkede i ryg og lænd efter timerne og sliddet i sadlen da løbet var færdig var næsten væk – tror dog stadig Kaspers sindssyge påhit bliver en hård omgang fra start til slut.

Klar til FEM70?

Igår hjemkom Jesper og undertegnede fra den sidste forberedelse til FEM70 i næste weekend.

Generalprøven skulle vise om vores nyindkøbte rygsække kunne indeholde det nødvendige udstyr - og om formen kunne sandsynliggøre at vi kan gennemføre 70 km orienteringsløb (fugleflugtsdistance) i Silkeborg-skovene.

Desværre var rygsækkene ikke helt så vandtætte som forventet - og der var stadig enkelte ting der skulle optimeres på i oppakningen. Men generelt er det lykkedes at gøre oppakningen en del mindre end sidste år. Der er jo en del obligatorisk udstyr vi skal have med: Telt, soveposer, liggeunderlag, mad, kogegrej, fleece, overtrækstøj, lygter, kompas, førstehjælpsudstyr og nødrationer m.v.

Vi startede i Dyrehaven hvor vi fik selskab af Tine Tolbod fra adventureholdet. Derefter tog vi nogle gode bakke-intervaller i Dyrehaven (vel ca. 8 km effektive intervaller) før vi kørte til favoritskoven: Grib Skov.

Det blev til 46km løb inden vi gik i lejr for at få lidt mad og søvn. Vi var lidt forfulgt af uheld, men det lykkedes dog at få lidt at spise og komme i posen. (Der er en fin terrorbalance ift. hvem der var skyld i visse "uheld", så jeg skal ikke starte en beskyldningslavine her :-) ). Efter 3½ time i posen fik vi lidt havregrød og var igen på løbeben. Fredag morgen blev det til knapt 23 km inden vi tog tilbage til Kbh for at passe pligterne. Ialt 69 km på over en periode på 17 timer. Om en uge er det vel ca. 85-90 km fordelt på en periode på 24 timer. Det virker opnåeligt.

Jesper var ualmindeligt godt løbende. Så alle hans bekymringer om utilstrækkelig stamina blev effektivt manet i jorden. Jeg selv hang lidt mere i bremsen. Jeg håber, at lidt bedre optakt ift. ernæring og søvn til selve løbet vil udskyde tidspunktet for stive og sitrende benmuskler. Særligt skal jeg have regnet lidt på hvorvidt jeg overhovedet får inddækket mit energibehov - det kunne meget vel have stor indflydelse på hvornår jeg møder "muren". Forbruget ligger omkring 15000 kcal på en tur som den netop overståede. Det er altså en betragtelig mængde energibarer og "Jægergryde" :-)

Nu er der maksimalt én lang tur tilbage inden FEM - frem for alt gælder det om at møde på friske ben og fyldte glykogenlagre.

/Kasper

Team Hard On kører stadig hårdt på

Gårsdagens Dust Cup-afdeling gik fint. Desværre havde holdkaptajn og førerhund Morten, der ellers har sat sig suverænt på den øverste podieplads ved de to første afdelinger, valgt at hellige sig træningen forud for et langt adventure-race. Holdet fik dog en god forstærkning så vi på trods af tempodjævelens forfald kunne stille fire mand til start.

Janos og Jeppe var som sædvanligt godt kørende og Janos tog en flot anden plads - så Hard On's fane vejer stadigt rank og stolt over Dust Cup'en.

Selv havde jeg faktisk også et vældigt tilfredsstillende løb. Det var en enorm fordel at have prøvekort ruten tre gange om fredagen - jeg havde et meget mere jævnt løb end i de to første afdelinger og jeg kunne give den max gas bortset fra på første omgang, hvor der stadig var en del kø. Det var en forrygende rute - gode bakker der var hårde men godt kunne køres og lange stykker, hvor man kunne overhale. Jeg sluttede som nummer 19 hvilket må være mit personligt bedste i Slush/Dust-cup sammenhæng. Vigtigere var dog, at jeg følte løbet var særdeles veldisponeret og at jeg kunne presse max på fra start til slut. Især på stigningerne følte jeg overskud og det var fedt at overhale her og så give de forpustede stakler "the look" mens man trækker fra.

Der er dog stadig lidt op til Hard On's allerhårdeste - men næste gang skal jeg ikke stå allerbagerst - det går simpelthen for langsomt på første omgang. Og byder muligheden sig, så tror jeg også jeg skal en tur rundt på ruten før det går løs. Inden da venter 145 km landevejsløb på søndag i Skjoldnæsholm-løbet dog. Det bliver noget lidt andet, men forhåbentlig også en positiv oplevelse.

Heldet følger de tossede

Bitterheden har efterhånden lagt sig ovenpå sidste tirsdags håbløse enkeltstartsrematch med Kasper - som han naturligvis forlængst har udbredt sig om i tidligere indlæg.

Nu har orientering aldrig været min stærke side - jeg kræver ikke meget mere end et areal på størrelse med en telefonboks for at fare vild. Mig bekendt er det heller ikke så ofte set at man vælger at kombinere orientering med enkeltstart - men nuvel, det var så det, der var udfordringen i tirsdagens enkeltstart. Jeg nåede stort set kun at få smækket hjulene på, pumpet luft i dækkene, spændt hjelmen og klikket ind i pedalerne før min start gik. Mens jeg stod klar og der blev talt ned fra 20 sek hørte jeg ham bag ved mig forklare ruten og at den ikke var afmærket. Hmmm, tænkte jeg. Burde jeg ikke have hørt den forklaring også? Det eneste jeg nåede at opfatte var "hvis man kører under en motorvejsbro så er man kørt for langt" og "hold til højre, hvis man er i tvivl". Det skulle vise sig at være værdifuld information, for ganske rigtigt - ca. 8-10 minutter inde i løbet blæser jeg med fuld speed under en motorvejsbro. Ups. Fuld opbremsning, rundt med raceren og blæse et har hundrede meter tilbage og tilbage på ruten. Jeg kørte pænt stærkt til start og fik snart visuel kontakt med den forankørende, hvilket gjorde at jeg ikke behøvede at bekymre mig så stærkt om ruten. So far so good.

Præcis 17 minutter inde i løbet når jeg så tæt på den forankørende, at der er nok er 30 meter mellem os. Han kører på vejen og jeg kører på en smal cykelsti og undrer mig over, hvorfor han dog ligger derude og roder rundt. Altså lige indtil jeg opdager hvor dårligt underlag der er på cykelstien. Nuvel, man må ta' de stød livet giver - især det sidste bump inden jeg igen er tilbage på vejen giver et godt ryk i cykel. Men jeg hænger på og drejer til højre og så går det nedad så der kommer rigtig fart på cyklen. Tjuhej hvor det går tænker jeg - gad vide, hvor hurtigt jeg egentlig kører...?

Og her har vi så problemet. Mit nyindkøbte og røvdyre Garmin Frontrunner 305 sidder ikke længere og viser min overlydsagtige hastighed mellem grebene på mit enkeltstartsstyr. Krise! Endnu engang flår jeg i bremserne og vender cyklen - denne gang til en tur op ad bakke og trillende tilbage på ruten mens jeg febrilsk kigger i vejkanten efter uret. Jeg når at passere tre andre inden jeg ganske rigtigt finder uret lige ved siden af det sidste bump. Det lå på vejbanen ca. 15cm fra kantstenen - ikke rigtig noget sikkert sted at opholde sig i længere tid hvis man er skrøbelig elektronik. Gensynsglæden varer kort og jeg baner nu godt og grundigt over, hvad jeg godt ved er et nederlag til Kasper Carøe.

Så tilbage på cyklen og videre hjem - rytmen er brudt og bitterheder blander sig med mælkesyren, men jeg får dog fart i cyklen og kommer ind i en håbløs langsom tid på 37:18. Efterfølgende kan jeg konstatere, at Kasper kørte hjem og blev noteret for 34:58 - altså 2:20 hurtigere. Flot kørt, ikke mindst når man tager den manglende skiltning i betragtning. Jeg kan dog ikke lade være med at bringe optagelserne fra uret - man bemærker den registrerede hastighed mellem minut 17 til minut 20. Mit lille uheld med pulsuret har med andre ord kostet 3:00 - og altså formentlig sejren. Bitterheden vender lidt tilbage i glimt.

Setting things straight

Jeg har jo tidligere luftet min bekymring for, at Søren havde lavet en mere permanent overhaling indenom på de korte cykel enkeltstarts sprintdistancer da han vandt disciplinen forrige søndag.

Heldigvis viste det sig idag, at det var en enlig svale.

Straks jeg havde sundet mig ovenpå Sørens Zipphjul-intimidering krævede jeg naturligvis den snarest mulige revanche. Det blev idag hvor der afvikledes 2. afdeling i Chrono Cup. Også idag var det en 20 km ganske kuperet enkeltstart.

Sædvanen tro mødte Søren naturligvis op med noget nyt grej i håbet om, at det ville fjerne mit fokus inden løbsstart. Denne gang var det en rigtig lækker Louis Garneau enkeltstartshjelm. Til den nette sum af kr. 2.000,- var den naturligvis imponerende og attråværdig. Men ikke nok :-)

Både Søren og jeg ankom det man vist kan kalde allersidste øjeblik. Jeg var allerede dehydreret ved starten og havde ikke vand med i det hele taget - Søren nåede ikke at få finjusteret sine gear (den slags er nødvendigt når man har så maaaaange hjulsæt at skifte imellem :-) ). For begge vores vedkommende spillede det ikke. Men 1730 i Buresø er ikke nemt, når man skal ud af den københavnske myldretid. Det skal være anderledes næste gang.

Min lektie fra enkeltstarten i Fløng var, at jeg skulle arbejde ved markant højere intensitet end jeg gjorde dengang. Jeg lagde derfor også ud omkring 170 pulsslag - hvilken efter min målestok er ganske hårdt arbejde og ikke noget jeg kan holde meget mere end hvad der kræves her (tror jeg). Men efter ca. 20 minutter kommer der et par interessante vejvalg - og jeg havde tydeligvis ikke studeret kortet tilstrækkeligt inden afgang. Ruten var ikke afmærket, så jeg var meget tvivlsom på, om jeg havde valgt rigtigt. Min tvivl blev forstærket af, at der hverken var bagfrakommende eller forankørende. Til sidst var jeg helt sikker på at jeg skulle have taget et højresving - og bandede mig selv langt væk for dermed at have misset en chance for at sætte Søren på plads.

Resultatet af det formodede forkert vejvalg, den manglende tro på at det skulle lykkes - og at fokus helt generelt blev fjernet fra det fysiske arbejde i sadlen kan let aflæses af den indsatte pulsgraf. Man kan også se, at jeg kort før mål blev overhalet af en bagfrakommende, og derfor kunne konstatere at jeg rent faktisk havde været på rette spor: Op røg tempoet og pulsen. Men det er megen værdifuld tid der blev sat til - irriterende. Så lektien til næste gang der gøres løb uden afmærkning: Intensive kortstudier!

Jeg kom dog alligevel ind i ca. 34.40 (egen tid). Søren sluttede i 37.18 - idet han dog undervejs tabte sit pulsur (!) og lavede lidt omkørsel. Sådan er vilkårene jo, når man ikke har styr på stumperne :-)

Men verdensordenen er heldigvis retableret - lad os se hvor længe det varer :-)

/Kasper

Blændende succes til Team Hard On

Ingen tvivl om, at jeg er blevet maskot på det helt rigtige Dust-Cup mtb-hold. På gårsdagens anden etape i Tisvilde Hegn satte holdet sig tungt på motionsklassen. Mens jeg holdte bagerste flanke galloperede Morten, Janos og Jeppe i hæsblæsende tempo mod mål og blev noteret for henholdsvis 2., 3. og 4.-pladsen!

Og hvad mere er - den mystiske vinder kunne meget vel være en fejl således at Team Hard On i virkeligheden har sat sig på alle tre podiepladser. Han var ikke tilstede til præmieoverrækkelsen og på Events4u's hjemmeside er han noteret for fem omgange med en første omgangstid væsentligt under de øvrige. Lur mig om ikke det betyder, at han har kørt sport (som startede 4 minutter før og blev ved længere end motions ene time) men ved en fejl blevet noteret i motionsklassen. Det bliver spændende at se, når de endelige tal kommer.

Men den suveræne kørsel som Team Hard On lægger for dagen bliver det også spændende at se, hvordan vi klarer os i den samlede holdkonkurrence. I holdkonkurrencen tæller de fire bedste resultater med, så jeg trækker naturligvis lidt ned i denne henseende. Men så må jeg trøste mig med at min maskot-rolle jo trods alt er bedre, end hvis holdet fik max point for fjerdemanden, fordi de kun var tre.

Turen rundt i Tisvilde Hegn gav i øvrigt den helt rigtige Dust-cup-feel. Det røde støv rejste sig rigtigt og med den lave sol var der virkelig dømt forårsstemning. Sporet var mindst lige så teknisk krævende som 1. afdeling og jeg mangler endnu lidt teknik for rigtigt at kunne køre til. Ruten var dog også pænt afvekslende og der var gode stykker, hvor man rigtig kunne give den gas. Det var lækkert at fornemme, at der hvor der var stigninger og god plads og hvor der bare skulle trædes til i pedalerne - der kunne jeg sagtens lægge pænt afstand, men når det blev mere teknisk så indhentede de mig igen. Så formen er i fremgang, teknikken skal der arbejdes på. Men hvad, der er jo også 9 afdelinger endnu!

Når alle holdepunkter forsvinder...

Nogle gange udvikler tingene sig i en helt anden retning end man regnede med. Man opdager, at verden pludselig ser lidt anderledes ud end sidste gang man kiggede grundigt efter.

Sådan har den sidste uge været.

Det startede med, at Søren slog mig på enkeltstarten i søndags. Og vel at mærke med en meget flot margin - og bestemt så stor, at den ikke alene kan forklares med Sørens nye udstyr. Jeg kan ikke benægte at det var fortjent - træning og ihærdighed taget i betragtning. Men det ændrer ikke ved, at det jo naturligvis har rystet mig en smule. Hvornår vil det mon lykkes at få revanche - eller skal man grundlæggende indstille sig på den ny verdensorden?

Det var lykkedes mig at bevare fatningen - lige indtil igår.

Bægeret flød da helt over, da Søren igår fremlagde dokumentation for hans tilmelding til North Sea Beach Marathon som afslutning på The double 2006. Udover at cykle fra mig tager han nu også de helt store grænseudfordringer på udholdenhed op. Jeg er lige dele imponeret og chokeret! :-)

Men hvem var det nu der sagde, at bootcamp-metoder ikke fungerer?

/Kasper