Ny A-race strategi for 2007

Hovedmålet for trisæsonen 2007 var gennemførsel af en Ironman. Forsøget var lagt an på Ironman UK i Sherbourne allersidst på sæsonen i august. Det glippede som bekendt og bitterheden har været stor lige siden.

Derfor er det også et stykke tid siden et nyt forsøg blev lagt i kalenderen, nemlig Ironman Nice 17. juni. Med den planlagte træningstur til Lanzarote i uge 10+11 forventer jeg dog at formen topper væsentligt tidligere end i 2006 og efter moden overvejelse har jeg nu besluttet mig også at gøre et forsøg på Lanzarote Ironman d. 19. maj. Stævnets hjemmeside er nede, men foreløbig er flybilletten booket :-)

Lanzarote har ry for at være et af de allerhårdeste IM-stævner og ikke ulig betingelserne på Hawaii. Hård vind, varme og en meget kuperet cykel- og løberute gør det til en stor udfordring. Der er imidlertid også væsentlige argumenter der taler for at indlede sæsonens IM-udfordring med Lanzarote:

1) De to træningsuger i uge 10+11 ligger en måned tættere på og det bliver dermed lettere at vedligeholde og udbygge den opnåede grundform fra træningslejren.

2) Netop træningslejren giver rig mulighed for at prøve betingelserne på forhånd - cykelruten kan med andre ord gennemkøres flere gange forud for selve racet, hvilket er en stor fordel, når der skal disponeres og vælges strategi på race-day.

3) Endelig har jeg en forventning om at Jesper vil gøre mig følgeskab - og udfordringer bliver jo ikke ringere af at blive delt.

Nice er naturligvis stadig en del af kalenderen - hell, det kan endda være jeg inviterer min mor med derned :-)

Hvis Fredericia stavler en IM på benene i august også er der i hvert fald chancen for at stille til start i tre IM-stævner i 2007, så lysten for lange distancer skal nok blive styret!

/Søren

Ny cykel!

Weekenden stod i den tohjuledes tegn - lørdag blev mtb'en rørt godt igennem i Hareskoven sammen med KCO og det blev en prægtig tur. Skoven er perfekt i ø jeblikket - underlaget stadig ikke for smattet, rødder og sten på op- og nedkørsler er endnu ikke skjult under et dække af våde blade og temperaturen er stadig velegnet uden man behøver ligne Michelin-manden før man vover sig udendørs. Så det blev til et fornuftigt træningspas i Hareskovens røde spor og tingene kørte rigtig fint (da jeg lige fik justeret min forskifter op en milimeter så den ikke rørte den store klinge når kæden var på den mellemste). Tempoet var fornuftigt og rytmen god.

Et enkelt sted - vist nok der, hvor Morten H tidligere har foretaget hovedspring - var der rigtig meget mudder. Det blev ikke til nogen total immersion, men mit i mudderpølen sad min cykel fast så dybt at navene på begge hjul var under vand/mudder. Det blev dog hurtigt shed'et af de effektive Schwalbe Black Shark Mud-dæk og turen fortsatte ufortrødent. En enkelt gang måtte jeg af cykel på en nedkørsel der egentlig ikke var rigtig stejl men hvor jeg af samme grund fik lidt rigeligt fart på og pludselig blev underlaget rigtig dårligt og fordækket røg ned i et hul. Hopla ud over styret, men cyklen fulgte ikke med og jeg landede uden skrammer eller stød af betydning.

Weekendens sande højdepunkt var naturligvis jomfru-turen på min nye, italienske Pinarello 4:13 kulfiber-drøm om søndagen. Den kører fantastisk. Dura-ace-gruppen skifter hurtigt, stealth-agtigt og kompromiløst. Første gange jeg hev i bremserne var jeg ved at ryge ud over styret så effektive er de. Flight-decket er integreret i styrgrebene så man kan skifte mellem visningerne uden at fjerne hænderne fra styret. Rammen har en finish af en anden verden (de kan nogle tricks de italienere) og følelsen af at køre på ren carbon er rigtig lækker. Det blev ikke til nogen lang tur, men hver en kilometer blev nydt i fulde drag!

Våd dag i Dyrehaven...

Igår søndag blev Eremitageløbet 2006 gennemført. Vejrguderne var ikke med arrangørerne, så det regnede ganske pænt - og ruten var derfor på grusstrækningerne noget mere mudret end sidste år. Det er jo et kendt faktum, at for at overhale på Eremitagen skal man som regel helt ud i rabatten at løbe. Det gælder i særdeleshed når man løber sit første løb og dermed starter som omtrent nr. 18-20.000. Da jeg også løb sidste år havde dog fået et startnummer omkring 3500 - men rabatten skulle stadig benyttes ofte.

Efter Eremitageløbet i 2005 havde jeg jo egentlig forestillet mig, at jeg skulle under én time og samtidig komme i såkaldt nåletid (blandt de 25 % bedste i min klasse, 15-34 år). Med en formkurve der stadig ligger håbløst langt nede havde jeg dog modereret min målsætning til bare at holde tiden fra sidste år. Det lykkedes med tiden 1:01:20 at komme ind i nåletid - og endda tage omtrent 5 minutter af sidste års tid. Jeg tror dog mest de 5 minutter skyldes min bedre startposition i forhold til sidste år, og dermed bedre plads på ruten.

Undervejs tog jeg mig selv i mange gange at løbe og hygge mig i min "comfort zone" med puls omkring 160. Det holder virkelig bare ikke på en så kort distance, hvor jeg også først følte at jeg var ordentlig igang omkring de 8-9 km. Det betyder mindre på et marathon og derover - men meget på 13,3 km :-)

Nuvel, Eremitageløbet er bestemt ikke et løb man skal deltage i for at slå personlige rekorder. Det er først og fremmest en løbeoplevelse og en hyggelig skovtur. Lotte og søster Mette så vi ikke - men resultatlisten afslører, at begge kom flot igennem. Sidstnævnte kun et par minutter fra mig - den bliver nok svær at holde næste år... Jeg SKAL under én time :-)

/Kasper