Der er snart ikke længe til nytår - og dermed til den traditionsrige social-ultra-marathon.
Socialmarathon er jo et næsten almindeligt motionsløb - hvor der afvikles løb på både ½ og hel marathon-distance. Helt ordinært er løbet dog ikke idet der løbes socialt (dvs. samlet i grupper) og depoterne er også noget mere overdådige end man sædvanligvis oplever! :-)
Løbets overskud går i øvrigt til Rigshospitalets børneafdeling, så det er jo heller ikke helt usympatisk.
En lille flok (sidste år var vi 12) mødes på Hovedbanegården en times tid før starten og løber de ca. 8 km. ud til starten på Amager. Derved kommer dagens distance op over 50km og kvalificerer derfor som et ultraløb.
Sidste år måtte Søren desværre udgå med en skade undervejs i løbet. Så Søren har stadig sin første ultra til gode. Og 31/12 er jo sidste chance for at gennemføre store præstationer i 2007 - så hvis man er lidt i underskud på dén konto er muligheden jo lige til højrebenet!
Hvad siger du Søren - er du klar på at lukke 2007 af med en kraftpræstation af de store?
/Kasper
tirsdag, december 04, 2007
lørdag, december 01, 2007
Marathon til trods
(Bort)forklaringerne var linet op i den forgangne uge. Jeg overvejede meget seriøst at melde fra Weinekes 600 Marathon på Lolland. I seneste indlæg fik jeg kort beskrevet min lille forlæns salto med mountainbike. Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle pines længe med det. Såvidt jeg kan vurdere, har jeg reddet mig et bukket/trykket ribben.
Så de seneste to uger har det været komplet umuligt at løbetræne. Men jeg havde sporet lidt fremgang, og nu da jeg havde betalt startgebyret kunne jeg jo lige så godt tage til Lolland.
Det skulle man nok ikke have gjort. I hvert fald løb man ligesom hvis man havde et konstant sidestik. Det kan man godt blive lidt træt af. Og helt åbenlyst løber man og kompenserer på alle mulige måder - med de problemer det medfører.
Jeg må blankt tilstå, at et almindeligt marathon aldrig har været så hårdt som idag. Både mentalt og fysisk. Fik alt for lidt energi og væske (depotet var ikke helt optimalt synes jeg, men det var sikkert også min skyld) - så det lykkedes mig at supplere min i forvejen ynkelige tilstand med et ellers sjældent møde med "muren" omkring de 32. Mentalt var det uhørt vanskeligt at overskue bare at gennemføre. Der var jo en helt rimelig forklaring.
Men jeg har en fast regel for marathon: Fra 17-27 km er der "frozen zone" - her kan der ikke træffes beslutning om at udgå. Jeg var godt nok tæt ved at give mig selv dispensation omkring de 20. Men når man først når de 27 er man jo ligesom snart i mål. Søren - måske var en sådan regel et relevant værktj for dig også? :-)
Jeg måtte ned at gå utallige gange fra 32 og hjem. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg kom ind i 4:28 eller deromkring - en hel halv time senere end for en måned siden hvor ruten endda var meget langsommere - og jeg bare løb stille og roligt for at nyde turen.
Og hvad kan man så bruge sådan en oplevelse til? Det er ikke så tosset at få trænet og genopfrisket kompetencer indenfor decideret overstyring af den umiddelbare lyst til at standse med noget der gør nas. For alle ved jo at "Champion is not one who never fails, but one who never quits".
/Kasper
Så de seneste to uger har det været komplet umuligt at løbetræne. Men jeg havde sporet lidt fremgang, og nu da jeg havde betalt startgebyret kunne jeg jo lige så godt tage til Lolland.
Det skulle man nok ikke have gjort. I hvert fald løb man ligesom hvis man havde et konstant sidestik. Det kan man godt blive lidt træt af. Og helt åbenlyst løber man og kompenserer på alle mulige måder - med de problemer det medfører.
Jeg må blankt tilstå, at et almindeligt marathon aldrig har været så hårdt som idag. Både mentalt og fysisk. Fik alt for lidt energi og væske (depotet var ikke helt optimalt synes jeg, men det var sikkert også min skyld) - så det lykkedes mig at supplere min i forvejen ynkelige tilstand med et ellers sjældent møde med "muren" omkring de 32. Mentalt var det uhørt vanskeligt at overskue bare at gennemføre. Der var jo en helt rimelig forklaring.
Men jeg har en fast regel for marathon: Fra 17-27 km er der "frozen zone" - her kan der ikke træffes beslutning om at udgå. Jeg var godt nok tæt ved at give mig selv dispensation omkring de 20. Men når man først når de 27 er man jo ligesom snart i mål. Søren - måske var en sådan regel et relevant værktj for dig også? :-)
Jeg måtte ned at gå utallige gange fra 32 og hjem. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg kom ind i 4:28 eller deromkring - en hel halv time senere end for en måned siden hvor ruten endda var meget langsommere - og jeg bare løb stille og roligt for at nyde turen.
Og hvad kan man så bruge sådan en oplevelse til? Det er ikke så tosset at få trænet og genopfrisket kompetencer indenfor decideret overstyring af den umiddelbare lyst til at standse med noget der gør nas. For alle ved jo at "Champion is not one who never fails, but one who never quits".
/Kasper
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
