Lørdagens race var debut på 12H-formatet og dagen var imødeset med spænding. Søndagen forinden havde jeg lejlighed til at prøvekøre ruten (ikke, at jeg forventede, der ikke ville være rig mulighed for at kende ruten indgående efter 12 timer, men det er jo altid rart at kunne forberede sig mentalt og visualisere udfordringerne i ugen op til) og det viste sig at være et superfedt spor. Rigtig meget singletrack og kort meget få og korte transportstræk. Ruten var knastør og havde et rigtig godt flow. Alle bakker kunne køres, men et par af dem var dog så stejle at de kaldte sveden frem på panden og syren i benene - især sidst på dagen.
På raceday var vejret perfekt. Høj sol og næsten ingen vind - komplementeret af en fantastisk stemning i målområdet. Næste år må vi stille med et hold - der blev virkelig hygget igennem mens jeg var hensat til at slide på cyklen.
Jeg stillede i en ok cykelform synes jeg efter en uge præget af masser af timer på cyklen og ikke meget nedtrapning. På forhånd havde jeg besluttet mig for at tage det som et solidt træningspas og ikke køre mig selv ud over grænsen for, hvad der kunne restitueres hurtigt så kontinuiteten, der pt. er fornuftig, ikke ødelægges. På den anden side skulle jeg naturligvis have noget ud af turen og prøve benene af.
Benene viste sig ganske rigtigt at være rigtig friske og den største udfordring var i forhold til resten af kroppen. Sporet var hurtigt og hårdt, så selvom jeg priste mig lykkelig for min fully måtte ryg, nakke, håndled og hænder dog indkassere betydelige tæv dagen igennem. Der gik et par dage før følelsen er vendt helt tilbage i alle fingrene, men resten af kroppen var kun øm søndag. Sidst på dagen var det i virkeligheden støvet, der viste sig at være den større gene og jeg hostede og hakkede gevaldigt på de sidste par omgange jeg kørte. Jeg endte med at køre indtil der var to timer tilbage. Jeg havde været lidt letsindig med påklædningen og ikke taget lange rør med, så da kroppen begyndte at blive kold og det kunne mærkes i knæene hoppede jeg af cyklen og noterede min personlige distancerekord på mtb til lige omkring de 120km. Jeg fik dog ikke alle kilometerne talt med, da jeg kørte næsten halvdelen af sporet dobbelt efter at have glemt min hjelm (det kan godt være, det ser åndsvagt ud at gå på toilettet med hjelmen på, men tager man den af, skal man i hvert fald huske at få den på igen). Jeg kunne have kørt flere kilometer - benene var friske, men lungerne var efterhånden plagede af støv.
Misseren med hjelmen var imidlertid det eneste koncentrationssvigt jeg havde. Jeg var på forhånd spændt på, om det var muligt at holde koncentrationen oppe i så lang tid - især taget i betragtning, at det var et temmeligt teknisk spor som stort set krævede opmærksomhed hele vejen rundt. Det fungerede rigtig godt og jeg var kun nede én eneste gang. Det var rent fumleri og egentlig ikke noget svært stykke, men jeg skred ud i et sving og så måtte jeg lige ned og ligge. Ingen skrammer og lynhurtigt oppe igen som en ninja. Heller ikke tekniske problemer stødte jeg ind i. Bremseklodserne holdt og jeg havde ikke engang en punktering. Og jeg må sige, at jeg bestemt ikke misunder dem, der kørte soloklassen på hardtails - føj, det må have været som at gå 12 runder mod Mike Tyson til sidst.
Alt i alt et superfedt arrangement. Det er bestemt ikke sidste gang, jeg kører 12-timers. Er overbevist om, jeg vender tilbage næste år og afhængig af resten af race-kalenderen, så kunne det være, man skulle køre til sidste blodsdråbe.
Opslag
