Swiss Alpine K78 - Completed!

Klokken var ca. 18:18 da jeg drejede ind på stadion i Davos Sportzentrum - der var fyldt med folk både gennem byen og selvfølgelig på selve stadion: Dannebrog og tilråb på dansk, tysk og engelsk - fantastisk! En milepæl, K78 var gennemført!

Godt 10 timer tidligere gik starten fra selvsamme stadion. Det regnede en lille smule, men det var ikke mere end man kunne holde sig varm når kroppen fik lov at arbejde. Det skulle dog ændre sig senere :-)

Starten gik som den slags nu gør - man lader sig føre med de første kilometre hvor man ikke når at tænke ret meget over tempo osv. Farten lå dog lige omkring det planlagte, og da jeg lå med flere hundrede bag mig i feltet var jeg ikke nervøs for at de skulle lukke det første depot inden jeg var igennem :-)

Jeg fik stille og roligt styr på både tempo og puls - men gjorde mig i øvrigt en relevant iagttagelse: Det der ser fladt ud på rute-profilen behøver bestemt ikke være det. Profilen viste kun netto-fald/stigning mellem hvert depot - men det kan jo dække over ganske store brutto stigninger og fald. Sygt.

Samlet set blev jeg dog på mit tempo-målsætning. Jeg havde tilsyneladende fået spist lidt for meget morgenmad - så sædvanen tro gik de første 7-9 kilometer med lidt mavekneb. Havde ellers spist moderat morgenmad 2½ time i forvejen - men måske fået drukket vel rigeligt op mod starten.

Ruten var meget afvekslende, både i forhold til underlag og omgivelser. Der var en del korte og længere stræk på asfalt eller regulære grusstier på den første halvdel af løbet, hvor man for en stund kunne nyde udsigten istedet for at koncentrere sig om at sætte fødderne rigtigt. Men generelt må jeg konstatere at man kun ret begrænset får nydt omgivelserne man bevæger sig i. 90 % af tiden kigger man kun et eneste sted hen, og det er 1-3 meter foran sig - planlægger hvor fødderne skal sættes næste gang. En gang i mellem sniger man sig selvfølgelig til at studere terrænnet - men det er med helbredet som risiko. Et styrt kan virkelig komme til at koste knubs på klippegrund og hvad har vi.

Normalt ved et maraton så er det 15 km skiltet det jeg ser frem til. Men her fandt jeg mig selv løbende i Schweiziske bjerge, tænkende på hvor dejligt det bliver når der kun er 42,195 km hjem...lidt absurd måske :-)

Dagen og aftenen forud for løbet var vejret slået voldsomt om. Efter helt fantasisk vejr var det begyndt at regne voldsomt og der kom store mængder vand ned. Som nævnt regnede det let ved starten - og det blev det sådan set ved med. Enkelt gange var der lidt ophold - andre gange regnede det ganske meget. Særligt på vej op over Keschhütte og videre mod Scalettapass var man regulært gennemblødt - temperaturen var nede på ca. 7 grader og det var temmelig blæsende. Det var med andre ord super koldt. Jeg brugte vores DTU oplevelse til at minde mig selv om, at havde oplevet (og overlevet) noget tilsvarende før. Arrangørerne havde været hurtige til at reagere på vejrliget - de serverede varm energidrik istedet for kold. Jeg havde ikke troet jeg ville komme til at nyde den slags - men det var lykken. De uddelte også sorte plasticsække der var tilpasset med de relevante huller så de kunne bruges som overtræk for at holde vinden ude. Dertil var jeg dog for ærekær til at synke :-)

Vandet havde dog også fået betydning for især de åbne stier på bjergskråningerne. De blev rigtigt mudrede, og hvad der tidligere havde været mindre tværgående kilder m.v. man kunne hoppe fra sten til sten over, tog nu en del mere vand med ned. Ikke mindst på "Panoramaweg" der er en til tider ganske smal sti med en til tider ganske pæn afgrund på den ene side. Af samme årsag var der også flere der valgte at gå store dele af den strækning - og da det er singletrack only, så blev alle efterfølgende af gode grunde også nødt til det. Selvom det var lidt irriterende så var det nok ikke så dumt endda. Så attraktiv er en tur i en redningshelikopter trods alt heller ikke.

Min tempoplan tilsagde, at jeg skulle have 30 minutter i overskud ved ankomst til depotet i Bergün. Jeg havde vist ca. 40 minutter, så det var jo ganske fornuftigt. Jeg fik derfor skiftet sokker og sko - super lækkert at komme over i noget andet der trykker lidt anderledes. Jeg burde have haft en ankel-rem med til chippen - det var unødvendige 15 sekunder der gik med at flytte den fra den ene sko til den anden. Samlet set tog transitionen inkl. forplejning ved løbets depot knapt 5 minutter - helt udmærket.

Efter depotet stod den så på godt 13 km uafbrudt opad løb. Gennemsnitlig stigning er 10 % - de sidste ca. 4 km var stigningen godt 16 % og som nævnt 24 % mellem 2 depoter. Det niver godt og grundigt i lårbasserne når stigningens start ligger efter 40 km tilbagelagt. Av. Av. Det var guld værd at have været der før (vores vandretur i onsdags). Da man bevægede sig inden i skyer med sigtbarhed på vel ca. 50 meter kunne man slet ikke fornemme hvor langt man havde op. Jeg tænkte mange gange, at hvis det ikke var fordi jeg vidste at på den anden side af dén top fladede det lidt, eller når bare man var forbi dét sving så var man der næsten - så ville det havde været en mental udfordring bare at bevæge sig op-op uden at kunne se målet længere oppe. På toppen hilste man i øvrigt på første af to læger undervejs.

Efter anden top, også omkring 2600 moh, gik det stejlt nedad. Og jeg mener virkelig stejlt. Man sprang simpelten fra klippesten til klippesten, og at det lykkedes at undgå at styrte undrer mig stadig. Min knæ var ikke glade for nedstigningen - så jeg valgte en defensiv nedstigning. Der var trods alt stadig 20 km hjem - og det er langt på et ødelagt knæ eller en forvreden ankel. Ganske som Morten havde forudset i sin sviner/mentaldoping forbandede jeg min "robuste" størrelse langt væk - de benede typer kom blæsende uden om mig på vej ned, hvis man gav los kunne man virkelig også vinde megen tid. Heldigvis skulle jeg møde de fleste senere, gående :-)

For da det fladede lidt ud kunne jeg begynde at give lidt gas igen, og roligt men sikkert æde dem der kom dansende udenom mig tidligere. Stor tilfredsstillende. Jeg fandt en mand der løb rundt med en t-shirt hvor der stod "Swiss Alpine K78 -10x finisher" - det synes jeg lød meget betryggende, så jeg lagde mig bag ham i hans efter forholdene ganske pæne tempo. Han måtte dog ned at gå efter noget tid - så med et vist mål af tilfredshed kunne jeg smutte fra ham. Det gjaldt dog langt de fleste i min ende af feltet, at de skiftevis gik og løb. Jeg synes jeg havde ok med energi - så jeg løb uden stop de sidste 20 km hjem, og overhalede derfor ganske mange på den strækning. Fed fornemmelse at have disponeret så fornuftigt at jeg faktisk løb med samme hastighed på de sidste 20 km som på de første 20. Det er aldrig lykkedes før.

Ind mod mål jagtende jeg en gut der de sidste kilometre havde irriteret mig ude foran. Mest fordi han var en af dem der bragede forbi mig ned af den stejleste nedstigning. Jeg lå og trak en svensker (eller en anden gut der bar en svensk landsholdstrøje) der holdt godt fast selvom jeg øgede tempoet. Jeg fik kontakt med den foranløbende lige før vi drejede ind på stadion. Der skulle tre overhalingsforsøg til på opløbsstrækningen før gutten foran gav sig - men det lykkedes i en sidste kraftanstrengelse! :-) Stort - stort.

Samlet set var det en enorm tilfredsstillelse at eksekvere den lagte plan til punkt og prikke - og konstatere at den virkede. Jeg hverken kan eller vil forsøge at beskrive hvad der foregår på det mentale plan i et løb som K78 (eller formentlig et hvilket som helst andet ultraløb). Men det er ret vildt og kan varmt anbefales.

Løbets organisering kan man kun rose. Optimal afmærkning (jeg tror endda, at SFL ville kunne finde vej!), og et enormt stort antal lokale hjælpere. I alle de små bjerglandsbyer man løb igennem var folk, unge som gamle, på gaden med kobjælder og tilråb. Børnene samlede de store mængder svampe og tomme bægre ind som blev smidt efter depoterne. Jernbanefolk stod og sikrede at vi ikke kom til at løbe henover spor, og at vi kom rigtigt op på den jernbanebro vi løb over (iøvrigt verdens længste/højeste stenbro). Der var sat lys i de bjergviadukter vi løb igennem og forplejningen var helt udmærket. Der var redningsmandskab adskillige steder, og rednings/tv-helikopter i luften, og ligeledes mange poster med radioforbindelse undervejs. Samlet set det bedst organiserede løb jeg endnu har deltaget i. Det var helt tydeligt, at det var hele byen og hele oplandet der tog ejerskab i løbet, selvfølgelig også fordi det i sidste ende er deres interesse at folk kommer igen, evt. i skisæsonen og i øvrigt taler pænt om Davos hvis hovederhverv er ski- og økoturisme.

Hvis man har nogle maratons bag sig og gerne vil skubbe sine grænser lidt videre, så kan jeg varmt anbefale Swiss Alpine K78. Jeg vil dog tilråde, at man lægger lidt mere vægt på træningen hertil end jeg har gjort og ikke bare tager den på lidt grundform og happy-go-lucky - så kan man givetvis også klare sig med lidt mindre viljestyrke end ellers :-) Men sørg endelig for at komme herned i god tid. Området er ganske enkelt fantastisk - men man oplever bedst naturen når man vandrer heroppe. Sørg for at vandre INDEN løbet, der kan godt lige gå en dag eller to herefter før man er helt klar på at bestige nye toppe :-)

/Kasper

Mentaldoping

Det var egentlig min hensigt at referere til Floyd Landis som et eksempel på mentaldoping på 17. etape af Tour de France. Men timingen er jo ikke alt for god - nu hvor det tilsyneladende viser sig, at der også var fysiologisk doping involveret i Landis sejr. Tyndt.

Men ikke desto mindre så tror jeg ikke det skader at være godt og grundigt pissed. Det har f.eks. tidligere kostet Søren nogle sejre i Craft og Slush-cupperne, at min indstilling undervejs har været noget i stil med "han skal fandme ikke have lov til at overhale mig". Det har lige givet et ekstra gear på cyklen på raceday og en sejr - også selvom jeg egentlig havde forudset at blive slået.

Nu er der jo - desværre - ikke andre Vivamus-folk hernede, og løbet har også en karakter der for mit vedkommende gør det uaktuelt at løbe om kap med andre end tiden.

Mentaldopingen må altså være en anden. Jeg giver derfor frit lejde til, i denne tråd og denne alene, at give mig en god og grundig sviner. Sådan en der hænger ved. Så vil jeg fredag aften læse kommentarer - og højst sandsynligt gå edderrasende i seng...og forhåbentlig vågne med en umenneskelig trang til at sætte folk på plads ved at gennemføre :-)

/Kasper

Status fra Schweiz

Efter tre dage i Schweiz er her en kort status. De sidste par dage er gået med ganske hårde vandreture i den storslåede natur - det er en ganske udmærket måde at få pulsen op, få nogle højdemeter tilbagelagt og vænne sig til at arbejde i højden. Fremragende opladning til Swiss Alpine K78.

Idag var vi ude og kigge lidt nærmere på den længste stigning og det højeste punkt på K78-ruten, Keschütte. Det er ganske enkelt sygt! Jeg har kun fået større respekt når jeg ser en "K78 Finisher"-T-shirt som der kommer flere og flere af i disse dage. Vi gik op 3/4 op - og jeg tog så den sidste 1/4 alene i løb mod toppen (se billedet - lille blå plet i midten)

I alt tog det ca. 2t på friske ben. På lørdag dikterer cut-off at turen skal tages på 1t 25m - og det vel at mærke efter at benene allerede fra starten er 50 km tungere. Shit! Men alligevel meget rart at få afmystificeret lidt af ruten - nu ved jeg da hvordan der ser ud.

Samlet set må jeg dog nok sige, at min prognose for gennemførsel om muligt er faldet. Distancen kan jeg klare - højdemeterne kan jeg også tage i mit eget tempo. Men her har vi problemet - lukketiderne, det bliver formentlig ret tidligt i løbet kritisk. Jeg må indstille mig på, at det bliver en kamp der skal kæmpes fra depot til depot. Men jf. tidligere er der ikke andet at gøre, end at tage dem en af gangen - så hurtigt som nødvendigt og så langsomt som muligt. Så må vi se hvor lang tid dampen kan holdes oppe.

Iøvrigt et rigtigt super fedt område hernede - genialt til MTB, smalsporet, løb, vandring osv.

/Kasper

Når realiteterne nærmer sig...

Efterhånden er der kun godt en uge til Swiss Alpine, K78. Det løber af staben på næste lørdag.

Der har aldrig været nogen tvivl om, at løbet vil blive min foreløbig største udfordring, både fysisk og mentalt. 78,5 km, godt 2300 højdemeter, løb i 2632 m over havet - og et usædvanligt barsk terræn med smalle stier (m. afgrund), stejle op- og ned-stigninger, vandløb og sågar lidt sne - jo, der er sandelig lagt i kakkelovnen :-)

Efter "The Double 2006" holdt jeg først nogle dages (velfortjent) pause - og begyndte derefter ved 15 km og opefter at tage nogle rolige ture. Fokuseret træning nåede det dog ikke at blive på ferien. Efter hjemkomst blev træningen lidt mere struktureret - og jeg har taget nogle udmærkede pas på mellem 10 km intervaltræning og 28 km roligt løb. Men der mangler stadig tempo i benene. Nu skal jeg jo ikke som sådan bruge tempo til K78 - men det er lidt værre, hvis det er et udtryk for at benene generelt mangler saft og kraft. Det finder jeg nok først ud af op til afgang.

En uges struktureret og ambitiøs træning forslår dog som en skrædder et vist sted - men det er selvfølgelig bedre end ingenting - sålænge man undgår skader. Det er dog helt afgørende, at der bliver droslet ned i tide - så benene efter forholdene er optimale på race day. De sidste 5 dage inden løbet er der således 3 hviledage og kun 8 km løb. Begge løbedage ligger i Schweiz, så der kan jeg også mærke højdepåvirkningen for første gang.

Det er muligt at få en taske fragtet ud til depotet ved 39 km der samtidig ligger ved starten af den vanskeligste del af ruten, hvor både bjerge tårner sig op og underlaget bliver rigtig alpint (på den ufede måde). Se evt. ruteprofilen her. Det regner jeg med at benytte mig af.

Jeg vil nemlig starte løbet i mine forholdsvis lette og "hurtige" Reebok Premier Ultra III. I depotet vil jeg så have friske sokker og mine Asics Nimbus VII. Skoene er lidt tungere, men yder bedre støtte til fødderne og har måske et lidt bedre greb på dårligt underlag. Men først og fremmest synes jeg at støddæmpningen er bedre, og i det hele taget mister alle sko midlertidigt en stor del af støddæmpningen når man løber så langt i dem. Både støtte, greb og støddæmpning får jeg virkelig brug for, især på de nedløbene der skulle være meget stejle.

I depotet lægger jeg også min Camelbag med 1 l energidrik. Det kan ikke afvises, at der bliver lidt langt mellem depoterne når det bliver stejlt :-) Ligesom på vores strandmaraton bliver det vigtigt at få tilstrækkelig væske indenbords. Ikke mindst pga. højden.

I Camelbaggen lægger jeg også nogle stykker af min yndlings søde Maxim-gels (Jesper og Søren har aldrig været helt så pjattede med dem!) som jeg helt sikkert får behov for at sutte i mig på den sidste halvdel.

Jeg har fået en lang række gode råd og vurdering af forslag fra Mikkel Gormsen. Et af de mange gode tips var at sørge for saltbalancen undervejs ved at spise salttabletter før løbet og undervejs for at undgå udvaskning af alle mineraler. Gutten som Mikkel løb K78 med første gang drak 12 l vand undervejs - og han er lidt mindre end mig :-) Så jeg kan se behovet, men skal selvfølgelig lige have det prøvet på et af mine sidste træningsløb først. Solbriller, stærkt solfilter, sportstape på brystet og vaseline er en selvfølge.

Det har både været godt og skidt at læse de mange løbsberetninger fra andre der tidligere har løbet K78. Det er godt fordi man får et indtryk af den udfordring der venter - og ikke mindst kan glæde sig over, at alle som en synes det er helt enestående omgivelser, fantastisk oplevelse og en ubeskrivelig følelse at komme i mål. Der er virkelig noget at se frem til. Den negative side er at læse om andres (meget grundige) forberedelse og alligevel helt absurd hårde kamp for at komme igennem. Om folk der løber marathon meget hurtigere end jeg, men som allerede halvt inde i løbet ligger og slås med "cut-off"-tiderne på ruten.

Det står klart, at jeg må revurdere mine succeskriterier. Det ultimative mål er naturligvis fortsat at gennemføre K78. Men jeg vil acceptere, hvis jeg ikke kommer længere end maraton. Så kan jeg vel lære, at store præstationer kræve stor forberedelse. Men hvis det viser sig muligt at komme så langt, så vil jeg sætte alt ind på at nå turens højeste punkt efter 53 km - også selvom det betyder at jeg må gå til nærmeste depot og udgå. Den præstation vil jeg være tilfreds med.

Det vil komme til at kræve en hurtig og veltilrettelagt transition i depotet (ellers kommer man ikke videre), og iøvrigt at man kan bluffe lægerne der skal godkende alle løbere til at fortsætte på stierne til at tro, at man er helt frisk :-) Men som skrevet - kommer jeg til maraton eller 53 km - så er det godkendt.

Men der er næppe nogen der er i tvivl om, at hvis jeg kommer så langt uden at blive fældet for tidsgrænser eller af løbslæger - så skal der temmelig meget til at afholde mig fra at fortsætte. Der er nogen der siger at "træning skal være sjovt - konkurrence må gerne gøre ondt". Jeg ved ikke med det første, men det sidste er i hvert fald rigtigt! :-) Jeg håber at kunne udfolde et vist mål af stædighed, viljestyrke og evne til at æde mig selv :-). Det bliver lidt af et eksperiment: Hvor langt kan man løbe på vilje og vilje alene? :-)

På Mikkels anbefaling lægger jeg en (let spiselig) præmie til mig selv i depottasken, så har jeg da noget godt at se frem til.

Som det også fremgår af ruteprofilen har hvert eneste depot samtidig en cut-off tid. Kommer man senere bliver man kørt hjem :-/. Omvendt bliver det også afgørende at holde et så lavt tempo at man kan holde til stigningerne og distancen. Det er derfor min hensigt at medbringe et skema over depoter og lukketider - og så forsøge at være mindst en halv time før lukketid (på den sidste halvdel af løbet). På de første depoter bliver margin af gode grunde nok noget mindre :-) Men hvis jeg bare holder mig stille og roligt på godt 6 min/km kan jeg holde mig fri af lukketiderne. Samtidig er det godt at kunne fokusere på et mål der ligger indenfor en overskuelig afstand forude. Jeg tror ikke man skal begynde at tænke alt for meget på kilometerskiltene der tæller ned fra 78 :-)

Som det har fremgået, så er op- og ned-stigningerne temmelig interessante. Jeg ved simpelthen ikke ret meget om, hvordan det kommer til at gå og hvordan jeg vil reagere på det. På vej op bliver primært kredsløbet stresset og det bliver vigtigt at undgå at syre til. Det gælder om at holde en stabil belastning, ergo må tempoet sættes ned. På de stejle nedløb bliver det afgørende at undgå styrt og skader - men også at benytte den opladede energi til at få lidt fart med nedløbet. Men en forvreden ankel fordi man løber for hurtigt, eller en knæskade vil være fatal. Også selvom Jesper jo har lært mig at løbe på skader :-). Jeg ved i hvert fald hvor ondt det gør at skulle fortsætte på, så jeg må være forsigtig :-)

Selvom mit egen lock laces system ville optimere transitionstiden vælger jeg dog at løbe med rigtige snørrebånd i begge par sko. Jeg skal simpelthen kunne snørre dem helt præcist med hællås for at få den optimale støtte og minimere antallet af vabler.

Der er mange samaritposter undervejs, så jeg medbringer ikke grej til store blodvabler m.v. - det satser jeg på at de kan ordne. Gerne mens jeg samtidig får massage :-) - den mulighed er der også en del gange på ruten. Hvis jeg har tid vil jeg nok benytte mig af det.

Jeg regner med, at vi tager ud til Bergün allerede tirsdag-onsdag og tager en vandretur på rutens højeste passager. Så ved jeg lidt om hvad jeg skal forvente :-) Jeg har også overvejet at tage mit lille digitalkamera med på løbet for at skyde nogle billeder af omgivelserne og mig selv i løb. Det vejer kun 125 g - men det er selvfølgelig overflødig vægt! :-)

Hold da fast - det blev (også) langt. Der er åbent for forslag til udstyr og strategi og for kommentarer til overvejelserne i øvrigt.

/Kasper

Et alternativ til Lock Laces

Egentlig stod et par Lock Laces højt på ønskesedlen. Men da jeg for et par uger siden så Mortens anvendelse af selvsamme system gik en prås op for mig. Morten havde helt afmonteret låsemeknismen m.v. - og havde istedet slået en par knuder. Mindre vægt og mindre der kan gå i stykker.

Fint nok - men hvorfor give kr. 80,- for et stykke elastik? Jeg fandt et stykke maritimt elastiksnor frem jeg havde købt i en skibsproviantering ifm. et andet projekt. Det virker ganske enkelt perfekt - jeg prøveløb det idag på en 15-16 km tur på Ærø.

Prisen? 3 kr. pr. løbende meter - og hvis man køber en hel meter er der jo rigeligt.

/Kasper

En dag på Omaha Beach

Weekendens Double 2006 var kun halvt overstået, da jeg søndag morgen vågnede med stive ben fra lørdagens 300 km landevejscykling Sjælland Rundt. Det var, som forventet, ikke lige et maraton på sand, jeg havde mest lyst til lige netop den søndag. Men nu var aftalen jo indgået med Kasper, der naturligvis også indfandt sig klar til afgang sammen med vores trofaste supporter og chauffør Camilla. Så gik turen vestover mens gårsdagens trilletur blev benhørigt evalueret mens der blev hældt rigeligt vand på tanken.

Vi ankom godt en time før start og havde dermed god tid til klargøring, herunder påsmøring af rigelige mængder solcreme og vaseline. Kl. 11.00 gik starten og så var der ikke så meget andet at gøre end at løbe. Ruten var enkel: løb 42,195 meter nordpå i strandkanten fra Vejers Nordstrand til Hvide Sande. Og jeg som elsker en afmærket rute…

Tempoet var ikke højt, men jeg var egentlig positivt overrasket over at benene trods gårsdagens hårde strabadser faktisk godt kunne løbes på. Underlaget var ikke optimalt, men omvendt var stranden på den første halvdel af turen faktisk ok fast, så man ikke sank voldsomt ned. Dog løb man mange steder med en betydelig hældning, hvilket godt kunne mærkes i ankel og knæ. Værst var dog helt klart varmen der lod sig mærke fra første skridt. Så der røg vand ind ved hvert depot. De første depoter havde vand på flasker så det gjorde det nemt at snuppe et par og så få drukket løbende frem til næste depot – senere fik man kun plastik-krus og det spillede langt fra. Hvad der absolut heller ikke var optimalt arrangeret var det totale fravær af toiletter på ruten – så jeg måtte efter 22km låne et par papirservietter og tage en tur op i klitterne på spejder-maner. Tidskrævende og ufedt.

Vi holdt os dog hydrerede selv om vandet nærmest skulle tvinges ned, da det var meget varm af at stå i solen. Der var med andre ord en del, som arrangørerne kunne have gjort bedre – men det var nu engang vilkårene.

Kasper var som sædvanlig godt løbende mens jeg blev ramt af en slem kvalme omkring halvvejs. Det lettede dog lidt efter turen i klitterne, men blev dog snart afløst af problemer med venstre knæ. Efter en kort gåtur, en nærmere overvejning af problemets omfang og et forsøg på at løbe igen besluttede jeg at hoppe af ved næste depot. Ærgerligt, men nok fornuftigt i forhold til at kunne opretholde en fornuftig løbetræning frem til 20 august og sæsonens absolutte hovedmål. Jeg var dog ked af at måtte forlade Kasper, der nu var overladt til at slide sig gennem de sidste 14, kedelige, tunge og varme kilometer hjem. Tilmed på et underlag der var langt fra så godt som det første stræk. Det klarede han naturligvis og jeg kunne sammen med Camilla tage imod ham efter knap 5½ times løb i målområdet, hvor han tilmed præsterede en slutspurt og slog to andre deltagere, som han havde konkurreret med de sidste kilometer. Stærkt stærkt!

Selv havde jeg en spændende tur i til målområdet i hjemmeværnets militærkøretøj. Det var en nærmest studenteragtig oplevelse: vi sad side om side på bænke på ladet af en lastbil med siden i køreretningen – og folk kastede op. Utrolig så hårdt det slår, hvis man dehydrerer og går helt ned. Det så bestemt ikke rart ud. Men frem nåede vi, selvom chaufføren også kørte, som om han havde fået solstik.

Da Kasper lige havde fået et par minutter til at sunde sig snuppede vi en velfortjent svømmetur (jep, jeg tog fire fly-tag) og forkælede os selv med en is inden turen igen gik østover. En hård weekend – men ingen tvivl, The Double er kommet for at blive og vi overvejer nu blot, hvad indholdet af ”The Double 2007” skal være…

En kongeetape!

300 km "Sjælland Rundt" stod på programmet på weekendens første etape. HHK deltog på "Sjælland på tværs" (187 km), Søren og undertegnede på den lange tur. Vivamus holdet slog pjalterne sammen med DHS/HTSI, henholdsvis Sørens kollega og chef.

Vi kom på et rigtigt udemærket "tog" relativt hurtigt efter start, og holdte et decideret hæsblæsende tempo. Jeg vil næsten sige faretruende. Men det gik.

Ved 110 km sagde vi farvel til Hans Henrik og Henrik. Til stor moro for de omkringkørende konstaterede Søren tørt umiddelbart derefter: "Nå, det er da rart at køre i et rent herrefelt igen!" :-)

Netop nu hvor Ullrich er ude af turen er en ny "Der Jan" trådt frem på scenen. "Loko Poulsen" gav den ikke for lidt. Hvis der var et af de hold hvor vi lå i læ der satte farten bare en smule ned, blev der straks og uden tøven blæst til angreb. Og så var det ellers bare om at komme ned i styrdroppet og frem på sadlen for at holde fast. De sidste 60 km var det mere eller mindre "Loko Poulsen" der sad i front når vi var på mellemhånd mellem andre grupper. Godt gået!

Efter vistnok 9 timer og 52 minutter strøg vi i mål - i god stil og endda med et decideret spurtopgør på holdet :-) Lidt brugte, men MEGET tilfredse med dagens tur.

Nu har vi lige sølle 42 km der skal tilbagelægges i sand. Jeg er sikker på, at der så bagefter vil komme mere fyldestgørende vidnesbyrd fra både denne kongeetape samt morgendagens strabadser!

/Kasper