Frankfurt IM var et større race end nogensinde prøvet før. Mere end 2200 deltagere, en kæmpe logistik, svømmestart ét sted, T2 og målområde et andet og flere publikummer end man kan forestille sig.
Denne raceberetning har været længe undervejs - begivenhederne skulle lige synke ind. Det var med blandede følelser jeg tog til Frankfurt. Indtil en uge før løbet var meget gået skævt - min enkelstartscykel (og med den mine eneste klik-pedaler) blev stjålet, det lod til at vandet ville være for varmt til våddragt for andet år i træk og det havde oveni det hele været svært at finde motivation til den nødvendige træning.
Alt gik dog ikke så galt som frygtet. Køligere og ikke mindst blæsende vejr fik pisket så meget op i søens springlag, at temperaturen kom betragteligt under grænsen og Pinarelloen var faktisk ganske udmærket at køre på - med Jespers pedaler, da mine egne ikke var nået frem med posten (jeg måtte naturligvis købte den eksotiske look keo topmodel med titaniumsaksel, som ingen cykelhandler i kongeriget havde hjemme).
Svømningen gik bedre end på Lanzarote - tiden var nogenlunde den samme, men følelsen og rytmen var langt bedre selv med manglende svømmetræning. Og på trods af at der var abnormt mange svømmere der piskede rundt i Landener Waldsee denne morgen, så var ruten faktisk lagt, så der var væsentligt mindre skubben. En meget bred start og ingen skarpe sving synes at være den rette opskrift. Eneste irritationsmoment på svømningen var et stykke ca. 2/3-dele inde i svømmedelen, hvor man kom meget tæt på bredden og hvor vandet derfor var lavt og meget mudret. Havde jeg haft lejlighed til at prøvesvømme søen havde jeg holdt lidt længere afstand her, selvom de havde kostet et par ekstra meter. Generelt gik navigationen og disponeringen godt og jeg kom op af vandet uden problemer.
På cyklen havde jeg belært af erfaringen fra Lanzarote kun to mål: energi/væske-indtag og let, let, let tråd så der var knæ og ben tilbage til løbet. Jeg lod alt og alle køre. Min puls kom ikke over 130 de første 100 km og den ene gråhårede mand efter den anden i fuld cykelornat kørte omkring mig. "Målet er gennemførsel, målet er gennemførsel" gentog jeg for mig selv i hovedet mens jeg tykkede energibarer og kørte energidrik ned. Også på cykelruten var opbakningen fra publikum fantastisk. Ruten bestod først af ca. 20 km fra søen lidt syd for Frankfurt og ind til T2 og målområdet, hvor en rundstræk på 80km startede, som skulle gennemkøres to gange. Langs stort set hele denne 80km rute var der publikum og på de større stigninger, herunder især en særdeles ubehagelig brostensklædt en af slagsen var publikum totalt eksalterede. Det føltes som om man førte Tour de France op ad Alpe d'Huez, når man tramper op ad brostenene med en meters bredde mellem de to publikumsmasser, der huer og hepper en hele vejen op. Fantastisk og gåsehudsfremkaldende. Kun med nød og næppe modstod jeg fristelsen til at give fuld gas - "målet er gennemførsel".
Den tilbageholdte, grænsende til den indestængte cykling betalte sig efter T2. Jeg kom af cyklen uden krise og uden at have kørt over evne. I modsætning til Lanzarote var der ingen ubehagelig modvind de sidste kilometer, så de gik lige så let som de første. En kontrolleret, effektiv transition og jeg var i løbeskoene. Ingen problemer at holde et pace omkring 4:45 min/km og på den måde gik de første 10 km som en leg. Jeg indhentede mange, men også mange som allerede havde løbet flere omgange.
Her begynder problemerne så. Vejrudsigten for Frankfurt stod på lyn, torden og regn efter middagstid. Regnen udeblik imidlertid, men en trykkende varme slap vi ikke for og på trods af at jeg kørte ekstremt behersket på cyklen har jeg svedt mere end jeg har lagt mærke til. Fra 5km til 25km af løbet kan jeg ikke tage væske ind, hvilket uden tvivl skyldes at jeg har ladet mig dehydrere. Jeg forsøger uophørligt med meget små mængder og forsøger at holde min velkendte følgesvend kvalmen i ave. De første to omgange af 10km går fornuftige og jeg holder et sjældent set jævnt tempo, løber gennem depoterne og har bortset fra et par vabler ingen biomekaniske problemer. Men jeg løber på lånt tid. Da jeg passerer 25km er det slut. Over bare én km er tempoet gået markant ned, pulsen er i vejret og jeg er begyndt at fryse selvom temperaturen er dagens varmeste. Nu skal der væske til, hvad end det vil ned eller ej. Jeg kan ikke bedømme afstanden, så jeg løber lige ind i bordet i depotet så der ryger mere væske i bukserne på en af de frivillige end der gør i halsen på mig.
30 sekunder senere følger to samaritter mig ind i deres telt og endelig byder menuen på en cru der er til at få glæde af: 2 x 500ml intravenøst saltvand. Just what the doctor ordered - hit me Smithy.
Dér sluttede IM-Frankfurt så for mit vedkommende - ville gerne være nået helt frem til målstregen (ikke kun fordi der var opstillet 100 spa-bade til fri afbenyttelse) og følte egentlig, at benene var til det og jeg havde disponeret fornuftigt. Men ak, det er rigtigt, som en af de rigtig stærke kvindelige Kona-specialister Natascha Badmann siger: "Winning the Ironman is like building a house with many walls. If one wall is left out, the house won't stand". Uden den rigtige væske/energi-strategi går det ikke. Erfaring kan ikke købes.
Erfaring kan man kun slide sig til. Derfor har jeg også efter særdeles moden overvejelse besluttet mig til at teste den erfaring, jeg har høstet i Sherbourne, Lanzarote og Frankfurt af i årets sidste IM-forsøg. Lige inden fristens udløb har jeg tilmeldt mig IM-Fredericia d. 4. august. En vanskelig beslutning, som jeg har truffet efter at have prøvet formen af med noget målrettet træning de sidste par uger. Over hele linjen synes jeg formen er tilbage på niveau som før Frankfurt. Svømning måske endda lidt over. Jeg har sat en tri-saddel og en enkeltstartsbøjle på Pinarelloen og er efter lidt justeringer faktisk meget tilfreds med min position på cyklen. Så har jeg droppet mine Addidas løbesko - jeg troede, det var muligt at vende sig til dem og at jeg på et tidspunkt ville komme til at løbe ordentligt i dem. Jeg havde dem med til Lanzarote i uge 10+11, men endte med at løbe i dem en enkelt gang. Siden har de irriteret mig gang på gang og nu ryger de altså. Da jeg ikke synes at ville finde et nyt par før efter Fredericia er jeg altså gået tilbage til mine Nikees. Ingen tvivl om at de synger på sidste vers, men de passer mig langt bedre, så det bliver dem, der skal bære mig igennem i det jyske. Jeg har også fundet ud af at en tridragt i én del egner sig perfekt til korte races, men ikke til et langt løb, hvor der er stor sandsynlighed for at man undervejs skal på toilettet mindst én gang. Har man tilmed en cykeltrøje udenover skal den først af, så skal tridragten ned, racenummeret af osv. Her er det langt lettere med en todelt dragt og det er også mere fleksibelt i forhold til vejret på løbet.
Det var et par af erfaringerne - tilbage står at naile den helt rigtige energi/væske-strategi. Det bliver udfordring nummer uno. Jeg overvejer at løbe med et væskebælte på løbet og eksperimenterer for tiden under træningen med at drikke og indtage gel under løbet - noget jeg normalt aldrig gør på korte løbeture.
Tilbage er der vist kun at fortsætte træningen lidt endnu og så krydse fingrene :-)
Opslag
