Klar til klø!

I over et år har Søren nu kæmpet for at få sin første ærlige sejr i en ægte Vivamus-dyst. Det er også helt forståeligt, at han presser på for at få revanche nu hvor en ydmygelse af undertegnede synes så sikkert som amen i kirken.

Så lad os da få det overstået!

Jeg stiller til start i 3. afdeling af Craft X-duathlon d. 7. januar 2007 i Ganløse. I parentes bemærket kan jeg da nævne, at det var den duathlon-afdeling hvor jeg sidste år på min MTB rykkede fra Søren på sin racercykel :-) Så der er lagt i kakkelovnen til en iøjnefaldende revanche fra Sørens side - det bliver spændende hvad han har i posen.

Mit succeskriterium? Højest at give Søren 7 minutter samlet. Det forventer jeg ikke bliver nemt!

/Kasper

Pjattet med multisport?

Så bør man da overveje "Gigathlon".

Denne Schweiziske specialitet er syg - på den fede måde.

En uge hvor man samtlige 7 dage konkurrerer i alle 5 discipliner: Løb, inliners, landevejscykling, MTB og svømning.

F.eks. ser dag 1 således ud:
12,5 km svømning
33 km inliners
100 km landevej
50 km MTB
24 km løb

Dag 4:
132 km landevej
3 km svømning
24 km løb
15 km inliners
64 km MTB

...og sådan bliver det altså ved i 7 dage. Som nævnt ligger løbet i Schweiz, så der er mange pæne højdemeter også.

Man skal restituere ganske pænt og hurtigt op hvis man tage sådan en tur. Men det var da en oplagt mulighed for Søren Friis at satse på, når nu ironman-distancen ikke længere kan udfordre i sæsonen '08 ?

/Kasper

Planer for 2007

Forleden spurgte Jesper i festligt lag om mine planer for 2007 - hvad der var på tapetet af kommende udfordringer.

Og da jeg således allerede nu har givet mine første meldinger herom, kan jeg jo ligeså godt gøre det helt officielt, og samtidig tilfredsstille Sørens nysgerrighed :-).

For uindviede skal jeg måske for klarhedens skyld nævne, at man ofte taler om A-races og B-races. De førstnævnte er løb der prioriteres højt, dvs. træningen målrettes, specialiseres og periodiseres ift. disse. B-races er træningsløb der gennemgøres som træningsløb eller i hvert fald så de ikke skaber negative konsekvenser for A-races. Så fik vi vist det på plads.

Det er vist ikke nogen hemmelighed, at jeg fik blod på tanden efter at have gennemført K78 Swiss Alpine Marathon i år. Det er fantastisk at løbe i så storslået natur - og på en rute hvor stigninger, underlag, længde og sværhedsgraden i almindelighed skiller fårene fra bukkene :-)

Derfor vil jeg i 2007 forsøge at sigte mod 2 A-races:

1.: 19. maj: 100 km ultraløb i Stige. Et klassisk 100 km landevejsløb.
2.: 24.-26. august: North Face Ultra Trail (Tour Du Mont-Blanc). Et sygt-sygt løb i bjerge. Man løber hele vejen rundt om Mont-Blanc (3 lande), 160 km og 9000 højdemeter. Jeg er meget usikker på om denne udfordring er realistisk, men nu sigter jeg i første omgang på det. Så må realiteterne indhente mig i løbet af sæsonen :-)

B-races er endnu ikke planlagt. Men det kunne være nogle 60 km løb, 12 timers løb, 24 timers cykling-events og 1/2 og 1/1 Ironman. Her må jeg lige undersøge nærmere hvad der kunne passe ind i programmet uden at kompromittere de vigtigste udfordringer.

Så nu mangler vi vel sådan set bare nogle meldinger fra Jesper, Morten og Hans-Henrik ! :-)

/Kasper

Jeg har syndet

Min erfaring med løbebånd har hidtil begrænset sig til løbestilstests hos specialiserede løbebutikker. Men forleden fik jeg lejlighed til at prøve.

Jeg ville prøve at løbe en 10 km-tur, også for at efterprøve hvorvidt jeg synes det var lettere eller hårdere end at løbe ude i "virkeligheden". Umiddelbart synes jeg ikke det var lettere eller at man kunne løbe hurtigere på bånd. Til gengæld svedte jeg som et bæst på grund af den manglende luftstrømning :-)

Men hold fast hvor er det KEDELIGT!! Et par fjernsynskærme viste dårligt serier og golf (!). Nu er det prøvet, men det gør jeg godt nok ikke igen.

Efter 5 km blev det simpelthen så kedeligt at jeg droppede resten. Det er livet ganske enkelt for kort til.

/Kasper

¿Dónde está Señor Duelund?

Så er deltagerlisten til IM-Lanzarote opdateret og kan læses på http://www.ironmanlanzarote.com/app_test/Public/PublicCompetitorList.aspx

Det foranleder spørgsmålet - skal vi snart lægge nogle planer for turen derned Jesper?

Mudder og korte bukser

Så er slush-sæsonen endelig i gang - 1. afdeling missede jeg, men kunne i går stille til start i 2. afdeling sammen med mere end 300 andre i Rude Skov. Vejret var fantastisk - en svag efterårssol tittede frem i ny og næ og gjorde det afvekslende spor til en æstetisk oplevelse at gennemkøre med pulsen hamrende i tindingerne og mudder flyvende om ørerne. Vejret var så mildt at jeg besluttede mig for korte bukser - også for at sende signalet til de øvrige i sporet om at hér er en rytter, der vil frem.

Jeg havde et godt og jævnt løb og sluttede i en tilfredsstillende tid mageligt foran de to andre deltagere, jeg kender - og det er jo altid rart. Kasper var naturligvis ikke til start - marathonløbet dagen før er vel i og for sig en acceptabel undskyldning, men næste afdeling får han sværere ved at undslå sig. Han har nemlig allerede foreslået den weekend til en træningstur, men der er jo ingen grund til at nøjes med træning (som jo som bekendt skal være sjovt), når man kan få konkurrence (der tilsvarende gerne må gøre lidt ondt)... Lur mig om han ikke forsøger en undvigemanøvre. Måske noget med "akademiske forpligtigelser"...?

Rude skov bød på et godt og dejlig vådt spor i fortrinlig afveksling mellem tekniske singletrack og tonser-skovstier, så der var ikke meget køkørsel. Samtidig er jeg efterhånden blevet mere tilfreds med min evne til at manøvrere rundt om folk og komme hurtigt fra start uden at lulle alt for meget i søvn bag de endeløse køer på første omgang. Jeg var drabeligt tæt på medtrafikanter flere gange i starten, men balancen og overskuddet på cyklen er efterhånden blevet godt nok til at jeg kan køre aggressivt og overhale mange i starten.

Mine smalle mudderdæk kører stadig fortrinligt omend deres mudshedding fortsat ender i ansigtet på chaufføren. Så det var med det ægte slush-look jeg kørte over målstreget.

Eftermiddagen bød på intervalløb på Østerbro Stadion med en kammerat - tempoet her bar dog præg af at de lå alt for tæt på frokosten, så de sidste intervaller blev samtidig en øvelse i at løbe med kvalme (det er jo prøvet før, nu må jeg snart se at lære det). Taget i betragtning at jeg havde givet hans tvillingbror eftertrykkeligt baghjul i sporet om formiddagen kunne jeg dog ikke tillade mig at vise eftergivenhed om eftermiddagen så tænderne måtte bides sammen - med held.

Danmarks Kedeligste Marathon

Overspringshandlinger kan have mange former. Nogle ser en genudsendelse af en dårlig serie, andre vælger måske at begynde at rydde op eller gøre rent (har jeg hørt). Valget idag stod mellem at læse til noget eksamenshejs eller tage på løbetur. Jeg gentager: Læse eller løb.

Kl. 10:00 gik starten derfor i Kalundborg på "Danmarks Kedeligste Marathon". Konceptet var simpelt - løb 21.1 km ud af en landevej - vend rundt om en kegle - og løb hjem igen. Den slags appellerer jo nødvendigvis til en diagnosticeret selvpiner.

Vejret var ikke med hverken deltagere eller arrangører. Det regnede omtrent hele løbet - kun afbrudt af periode med spredt dryppen. Men alle ved jo, at det man ikke dør af osv... Men det var lidt koldt og vådt :-)

Det lykkedes at holde et ganske stabilt tempo det første halvmarathon - nøjagtig som planlagt 5:15 min/km. Det var en rigtig god fornemmelse - løb klart i komfortzonen og med overskud fysisk og mentalt.

Ved vendekeglen havde mine forældre taget opstilling med Robin som gjorde mig selskab på de sidste 21.1 km. Han plejer jo at være rigtig god og stabil at løbe med. Men det er jo en meget social hund. Han var således helt med på at indhente nogle af de foranløbende - og var godt fremme og med i tempo. Men så snart vi havde overhalet var noget helt galt - han synes jo vi skulle løbe med de andre og ikke fra dem. Så han løb halvt sidelæns og forsøgte hele tiden at stoppe op for at vente. Det gav anledning til en del irritation. En enkelt nåede at overhale os igen ifm. Robins vrangvillighed - og så måtte vi forsøge endnu en gang. Kun fordi det var sent i løbet og pågældende løber skiftevis gik og løb lykkedes det at komme så meget fri at Robin opgav at holde kontakten. Der var kun ca. 35 til start - så der var selvsagt ikke megen kontakt med andre da først feltet var blevet spredt ud over 42 km.

Så Robin pillede en smule kontinuitet ud af løbet - på trods af at jeg fodrede ham lidt med energibarer ved depoterne for at peppe ham lidt :-) Tror generelt ikke han er til regnvejrsbrug. Tror jeg må arbejde på lidt mentaltræning med ham :-)

Vi kom dog ind i 3:53 hvilket er ok p.t. Da der jo er tale om træning og ikke konkurrence som sådan løb jeg mig langt fra ud. Mit udgangspunkt er, at sålænge det kun er træningsløb skal man kunne træne nogenlunde igennem førstkommende onsdag. Ellers er det kontraproduktivt at træne på så lange distancer. Under alle omstændigheder er det klart, at man ikke får yderligere fart i benene ved at træne på marathon-distancen - men det er til gengæld helse for både den generelle fysiske belastningstilvænning og den mentale stamina.

At deltagende notabiliteter skal nævnes Mikkel jeg senest har omtalt her samt Jesper Olsen der som bekendt som den første brugte et utal af løbesko på at løbe jorden rundt i 2004-2005.

Nu er der kun et (ultra)marathon tilbage i år. Det er d. 31/12 hvor vi løber godt 8 km ud til starten på Socialmarathon på Amager og dermed kommer over de 50 km. Både Jesper og Søren har meldt deres ankomst. Og da Vivamus-folk som bekendt ikke melder fra går jeg da ud fra, at de står ved deres deltagelse? :-)

/Kasper

Benguf til drengene

Det var lykkedes at lave en løbeaftale med både Henrik, Anders og Søren i fredags. Baggrunden var, at Henrik havde beklaget sig og og bedt om hjælp; det var efterhånden vanskeligt at lokke Anders ud med ud i løbeskoene. I den slags situationer stiller Vivamus naturligvis beredvilligt op. Vi tilbyder såvel 'specialtilpassede' løbeprogrammer som tilråb og motivation der er klart inspireret af holdets mentalcoach - Dolph.

Dagens pensum lød på en ganske solid intervalpyramide på Østerbro Stadion. Vi lavede en lille omvendt jagtstart - dvs. den mindst hurtige starter først og den hurtigste starter sidst. Med de rigtige forsinkelser skulle det gerne betyde, at alle kommer omtrent samtidig i mål - og dermed kan presse hinanden på de sidste meter. Det lykkedes helt udmærket - i hvert fald vandt alle ét eller flere intervaller - så det var ikke helt skævt. Efter 6,4 kilometers kvalitetsintervaller (det er ret langt) for AK og HA's vedkommende og 7,6 kilometer for SFL og undertegnede forlod vi stadion. Det er ganske let at identificere intervallerne på mine pulsdata :-)

Jeg havde stillet deltagerne en lille "Full-Body Surprise" i udsigt - og nænnede naturligvis ikke at skuffe. Det blev en tur op i en trappeskakt på Rigshospitalet. Der er 16½ høje etager :-) Undervejs skulle der tages armstrækkere og mavebøjninger. Min egen oplevelse var, at det tømte den sidste smule energi af benene. SFL og jeg tog så også 10 etager ekstra - HA tog også et par ekstra.

Både Anders og Henrik imponerede ved deres indsats. Der blev gået til makronerne, og det var slet ikke nødvendigt at bruge udvalgte Dolph-citater. Henrik var rigtig giftig og besejrede Søren i en spurtduel. Jeg tror vi skal holde ganske nøje øje med Henrik, ellers bliver vi sat om føje tid :-/ - der er krudt i den dreng. Søren var som sædvanlig i hopla, og bortset fra en enkelt omgang hvor han var lidt mærket af ovenstående spurtduel må man sige at han p.t. er uovervindelig.

Alt i alt kvalitativ solid fredagstræning, ca. 12 km eksklusiv trappeløb.

Man kunne vel dårligt forestille sig bedre optakt til Lottes fødselsdag med fremragende mad i rigelige mængder :-)

/Kasper

Det står sløjt til med volumen

Dårlige undskyldninger er der rigeligt af. Men nu går den ikke længere. Hvis mine optimistiske forhåbninger til 2007 ikke skal være urealistiske allerede inden året starter, så skal der til at puttes noget volumen på løbetræningen.

Jeg regner ikke med at racercyklen skal luftes mere i år. Og jeg må desværre nok også forvente at komme noget mindre ud på MTB i forhold til sidste vinter. Efter alt at dømme får Søren Friis dermed frit spil til diverse Slush- og Craft-cup afdelinger. Jeg ved det vil ærgre Søren gul og grøn at der således ikke vil være lejlighed til at tage revanche for sidste års mange nederlag, som f.eks. her, her eller her. Men for nu ikke at sulte Søren for sejre endnu en hel vintersæson stiller jeg selvfølgelig op en enkelt gang for at få en omgang klø :-)

Men af hensyn til de langsigtede mål så må jeg få volumen op. Så planen må være at øge den ugentlige volumen med en 5-10 % nogenlunde konsekvent frem imod La Santa i uge 10.

Mvh,
/Kasper

Skovtur slendrende gennem regn

Dagens race var Newline Skovmarathon - en lille rundtur i nordsjællandsk, efterårsklædt skov på de klassiske 42,195 km. Taperen bestod af lidt let svømning i går til Åbne Masters på kortbane i Kastrup. Menuen her stod på 100m fri, 50m bryst, 50m fly og 4x50m fri-holdkap.

Løbet har længe været i kalenderen og det var som altid en glæde at Kasper også lige fandt tid til at deltage - selvom det kun var et marathon. Starten gik kl. 11.00 mens det regnede kraftigt og jeg ankom lidt sent og fandt aldrig Kasper i målområdet. Efter få kilometer holdt regnen inde og vejret blev faktisk pænt. Ca. omkring de 15 km indhenter jeg Kasper og dermed er godt selskab til (noget af) resten af ruten sikret. Glædeligt. So far so good.

Det går hæderligt, kilometer efter kilometer forsvinder, men jeg får aldrig rigtig noget imponerende tempo stablet på benene. De 21 km passeres lige under de to timer.

Må i den grad også få gjort noget ved min race-diet, for flere gange undervejs - typisk kort efter hvert depot - løb jeg med en del kvalme. Ikke rart og det fik jo heller ikke lige frem farten til at stige. Men det kommer og går, så ind i mellem kører det bedre. Må dog nok overveje, om den fremover skal stå på kammuslinger og rødt oksekød aftenen før et marathonløb...

Med en syv-otte kilometer til mål må jeg dog lade Kasper løbe - venstre knæ har på det tidspunkt taget de stød som det kan klare og derfor står resten af turen hjem for mit vedkommende på korte skift mellem løb og gang. Mest det sidste. På trods af de ømme stænger er det altid en fornøjelse af løbe over målstregen. Tiden blev ikke imponerende - omkring de 4.24. De sidste syv kilometer kostede en del tid.

Ny A-race strategi for 2007

Hovedmålet for trisæsonen 2007 var gennemførsel af en Ironman. Forsøget var lagt an på Ironman UK i Sherbourne allersidst på sæsonen i august. Det glippede som bekendt og bitterheden har været stor lige siden.

Derfor er det også et stykke tid siden et nyt forsøg blev lagt i kalenderen, nemlig Ironman Nice 17. juni. Med den planlagte træningstur til Lanzarote i uge 10+11 forventer jeg dog at formen topper væsentligt tidligere end i 2006 og efter moden overvejelse har jeg nu besluttet mig også at gøre et forsøg på Lanzarote Ironman d. 19. maj. Stævnets hjemmeside er nede, men foreløbig er flybilletten booket :-)

Lanzarote har ry for at være et af de allerhårdeste IM-stævner og ikke ulig betingelserne på Hawaii. Hård vind, varme og en meget kuperet cykel- og løberute gør det til en stor udfordring. Der er imidlertid også væsentlige argumenter der taler for at indlede sæsonens IM-udfordring med Lanzarote:

1) De to træningsuger i uge 10+11 ligger en måned tættere på og det bliver dermed lettere at vedligeholde og udbygge den opnåede grundform fra træningslejren.

2) Netop træningslejren giver rig mulighed for at prøve betingelserne på forhånd - cykelruten kan med andre ord gennemkøres flere gange forud for selve racet, hvilket er en stor fordel, når der skal disponeres og vælges strategi på race-day.

3) Endelig har jeg en forventning om at Jesper vil gøre mig følgeskab - og udfordringer bliver jo ikke ringere af at blive delt.

Nice er naturligvis stadig en del af kalenderen - hell, det kan endda være jeg inviterer min mor med derned :-)

Hvis Fredericia stavler en IM på benene i august også er der i hvert fald chancen for at stille til start i tre IM-stævner i 2007, så lysten for lange distancer skal nok blive styret!

/Søren

Ny cykel!

Weekenden stod i den tohjuledes tegn - lørdag blev mtb'en rørt godt igennem i Hareskoven sammen med KCO og det blev en prægtig tur. Skoven er perfekt i ø jeblikket - underlaget stadig ikke for smattet, rødder og sten på op- og nedkørsler er endnu ikke skjult under et dække af våde blade og temperaturen er stadig velegnet uden man behøver ligne Michelin-manden før man vover sig udendørs. Så det blev til et fornuftigt træningspas i Hareskovens røde spor og tingene kørte rigtig fint (da jeg lige fik justeret min forskifter op en milimeter så den ikke rørte den store klinge når kæden var på den mellemste). Tempoet var fornuftigt og rytmen god.

Et enkelt sted - vist nok der, hvor Morten H tidligere har foretaget hovedspring - var der rigtig meget mudder. Det blev ikke til nogen total immersion, men mit i mudderpølen sad min cykel fast så dybt at navene på begge hjul var under vand/mudder. Det blev dog hurtigt shed'et af de effektive Schwalbe Black Shark Mud-dæk og turen fortsatte ufortrødent. En enkelt gang måtte jeg af cykel på en nedkørsel der egentlig ikke var rigtig stejl men hvor jeg af samme grund fik lidt rigeligt fart på og pludselig blev underlaget rigtig dårligt og fordækket røg ned i et hul. Hopla ud over styret, men cyklen fulgte ikke med og jeg landede uden skrammer eller stød af betydning.

Weekendens sande højdepunkt var naturligvis jomfru-turen på min nye, italienske Pinarello 4:13 kulfiber-drøm om søndagen. Den kører fantastisk. Dura-ace-gruppen skifter hurtigt, stealth-agtigt og kompromiløst. Første gange jeg hev i bremserne var jeg ved at ryge ud over styret så effektive er de. Flight-decket er integreret i styrgrebene så man kan skifte mellem visningerne uden at fjerne hænderne fra styret. Rammen har en finish af en anden verden (de kan nogle tricks de italienere) og følelsen af at køre på ren carbon er rigtig lækker. Det blev ikke til nogen lang tur, men hver en kilometer blev nydt i fulde drag!

Våd dag i Dyrehaven...

Igår søndag blev Eremitageløbet 2006 gennemført. Vejrguderne var ikke med arrangørerne, så det regnede ganske pænt - og ruten var derfor på grusstrækningerne noget mere mudret end sidste år. Det er jo et kendt faktum, at for at overhale på Eremitagen skal man som regel helt ud i rabatten at løbe. Det gælder i særdeleshed når man løber sit første løb og dermed starter som omtrent nr. 18-20.000. Da jeg også løb sidste år havde dog fået et startnummer omkring 3500 - men rabatten skulle stadig benyttes ofte.

Efter Eremitageløbet i 2005 havde jeg jo egentlig forestillet mig, at jeg skulle under én time og samtidig komme i såkaldt nåletid (blandt de 25 % bedste i min klasse, 15-34 år). Med en formkurve der stadig ligger håbløst langt nede havde jeg dog modereret min målsætning til bare at holde tiden fra sidste år. Det lykkedes med tiden 1:01:20 at komme ind i nåletid - og endda tage omtrent 5 minutter af sidste års tid. Jeg tror dog mest de 5 minutter skyldes min bedre startposition i forhold til sidste år, og dermed bedre plads på ruten.

Undervejs tog jeg mig selv i mange gange at løbe og hygge mig i min "comfort zone" med puls omkring 160. Det holder virkelig bare ikke på en så kort distance, hvor jeg også først følte at jeg var ordentlig igang omkring de 8-9 km. Det betyder mindre på et marathon og derover - men meget på 13,3 km :-)

Nuvel, Eremitageløbet er bestemt ikke et løb man skal deltage i for at slå personlige rekorder. Det er først og fremmest en løbeoplevelse og en hyggelig skovtur. Lotte og søster Mette så vi ikke - men resultatlisten afslører, at begge kom flot igennem. Sidstnævnte kun et par minutter fra mig - den bliver nok svær at holde næste år... Jeg SKAL under én time :-)

/Kasper

Når man laver en Søren Friis

Som det er velkendt for nogen har jeg, grundet studiet, for tiden henlagt træningen til det sydeuropæiske, nærmere bestemt Madrid. Den sidste måned har det dog, grundet travlhed og rejseaktivitet, været yderst minimalt hvad der har været af systematik i indsatsen og efter at have brugt en uge på at falde til hernede var det derfor planen i går at starte løbetræningen stille og roligt op igen med en lille tur på 6-7k rundt i de mildest talt ikke flade gader i det nordlige Madrid.

Ruten var på forhånd lagt ned forbi den nærmeste svømmehal, der ligger ca 3k sydpå, så var der også styr på hvordan man kom derned og med en lidt alternativ rute hjem skulle længden passe. Navigationen blev taget lidt på slump, min stedsans er normalt ganske velkalibreret.

Turen til svømmehallen gik fint, bakkerne var ikke super hårde og det gik lidt mere nedad end opad så tempoet var helt respektabelt, men som bekendt må det der kommer ned også komme op igen - eller hvordan det nu er det er. Efter at have passeret hallen tog jeg et par venstresving og mente således at være på rette vej hjem igen. Jeg ramte hurtigt, efter ca 4k, den nord/syd-gående vej der skulle lede mig op til min bydel igen og løb i hvad jeg mente var den nord-østgående (rigtige) retning. Vejen gik noget mere opad end nedad hvilket passede meget godt med udturen.

Efter godt et par kilometer bemærkede jeg at husnumrene var i 90'erne og jeg mente bestemt at huske at mit busstop lå ud for nr. 300-og noget, "Nå, der er nok lidt længere end jeg troede." tænkte jeg frejdigt og lod så være med at kikke på flere husnumre indtil jeg så nr. 30! Argh!

Nu er det jo altid ganske svært at indse at man har taget fejl - så jeg fandt et kort over byen på et busskur og spurgte (på meget dårlig spansk) den første forbipasserende hvor på kortet jeg befandt mig. Den meget venlige mand pejede alt alt for langt sydpå til min smag.

Kun iklædt løbetøj, sko, forerunner og en nøgle til lejligheden var der dog ikke så mange andre muligheder end at vende rundt og løbe den tunge vej tilbage igen. For at fudlende oplevelsen havde jeg selvfølgeligt ikke spist aftensmad inden turen, det var jo bare en lille tur på 6k, og tørsten begyndte efterhånden også et melde sig. Jeg kunne dog ikke få mig selv til at spørge om vand nogen steder - så i stedet klemte jeg ballerne samme, satte tempoet ned og tænkte at nu måtte det jo så i det mindste gå lidt nedad det første stykke. Verden er imidlertid et ondt ondt sted og det gik mindst ligeså meget opad på vej tilbage af det stykke jeg lige havde løbet som det gjorde på vej ud - og de sidste tre kilometer gik det kun opad, jeg ved ikke lige hvordan geografien i Madrid er skruet sammen men det er ondt!

Hjem kom jeg dog, også i løb, og slutresultatet blev en tur på knap 13k. Var jeg blevet spurgt inden om jeg troede at jeg med dagsformen kunne klemme 13k ud af benene på en flad rute havde jeg svaret klart nej, så en stor sejr er det at have presset sig selv ud over hvad man troede muligt, man kan mere end man tror hvis man bare bringer sig selv i en situation hvor det er nødvendigt...

Læg hårdt ud… og spurt i mål

Som Kasper siger: Træning skal være sjovt, men konkurrence må godt gøre lidt ondt. Det gør det også, når man lægger et rask tempo på første løbepas, holder forcerer yderligere på cyklen og så skal løbe igen som afslutning på en frisk duathlon. Det var menuen serveret i lørdags af Sorø tri-klub i deres årlige Sorø Duathlon. Men hvad, hvis ikke det lige var for fraværet af svømning så er det jo efterhånden blevet min livret.

Konkurrencen blev afholdt i absolut fantastiske rammer med Sorø akademi og sø som baggrund for anstrengelserne. Distancen var 7,5km, 30km og 3km, så det var ikke længden, der repræsenterede den største udfordring. Jeg er dog alligevel blevet lidt mere tændt på de kortere distancer fordi det her er en udfordring at disponere sine kræfter og presse jævnt over hele løbet – det synes jeg lykkedes godt.

Der stillede en flok særdeles spurtstærke fyre til start, men jeg lod mig ikke lokke til et for hårdt udlæg og havde et godt og jævnt løb i første pas. Det lykkedes mig endda at indhente to der faktisk havde lagt for hårdt ud på den sidste af fire omgange rundt – det er jo altid rart, når det plejer at være en selv, der får den behandling. Skiftet gik perfekt – er ved at mestre elastik-tricket og jeg tror jeg var ude af den meget lille og effektive transitionszone bekvemt under et minut. På cyklen gik den vilde jagt og jeg fandt hurtigt en fornuftig rytme. Ruten passede mig glimrende – en masse lange, flade stræk hvor man virkelig kunne hamre rytmisk igennem og hvor man kunne få øje på andre forude. Det lykkedes mig da også at hente et par stykker af de hurtigere løbere og det er jo dejligt. Det er ikke første gang jeg har konstateret, at mange har deres force når det gælder løbet. Det må omvendt betyde, at jeg skal satse en større træningsindsats på dette område.

På slutningen af de 30 km mærkede jeg lidt til en begyndende krampe i den ene læg. Det gik dog ikke ud over rytmen og jeg drak godt til af min medbragte energidrik uden dog at vide, om det overhovedet kunne nå at have nogen effekt. Krampen var dog også overhængende lige da jeg startede 2. løbepas og jeg måtte lade den sidste af dem jeg havde overhalet på cyklen slippe forbi igen. 10 sekunders udstrækning stabiliserede dog tilstanden og jeg fik hurtigt løbet musklen varm igen og fik øget til race-tempo. Det var således en stor tilfredsstillelse at kunne løbe endnu en anden deltager op og passere ham 200-300m før mål vel vidende, at han havde løbet hurtigere end jeg tidligere og holdt mig på cyklen, men ikke på det sidste løbepas. Sådan skal det være – selvom det gør lidt ondt!

Dato for rematchen er sat!

20. august 2006 var en lang dag - ventetiden til returopgøret bliver endnu længere. Men i dag blev beslutningen truffet og jeg betalte startgebyret for Ironman Nice, der løber af stablen 17. juni 2007.

Dermed er datoen for endnu et showdown sat og den målrettede træning kan begynde. Flere af de attraktive IM-stævner i 2007 er allerede fuldt bookede - det gælder både IM Austria og IM Frankfurt, så valget stod efterhånden mellem Roth, Zurich og Nice - alle i juni, hvilket levner optionen at deltage i endnu et IM-stævne senere på sæsonen, hvis der skulle blive arrangeret noget i august i Fredericia eller hvis jeg skulle føle mig tilpas kæk til at søge revanche over selve den IM-rute, jeg måtte kapitulere overfor i Sherborne, UK.

Valget faldt på Nice selvom cykelruten er lidt mere kuperet end den Schweiziske simpelthen fordi datoen passer bedre og gør deltagelse i et svømmestævne weekenden efter og Sjælland Rundt weekenden efter, mulig. Og så er man vel lidt frankofon...

Slutningen af juni tror jeg er et godt tidspunkt - løbe- og svømmeformen bør kunne holdes og forbedres over vinteren og det tidlige forår og cykeltræningen skal kickstartes med et par uger sydpå i omkring uge 10-11, hvorefter den skal holdes godt vedlige.

Damn, hvorfor er der så længe til 17. juni 2007!

Og de åndede klor

Søndag havde et dedikeret udsnit af Vivamus-folk tilegnet et endurance-svømme-forsøg. Den tidligere rekord på 4 km var jo ved at være lidt ynkelig selvom det den gang var en hård omgang. Min ironman-svømmetur i England på 1.05 havde dog overbevist mig om at det måtte kunne lade sig gøre at svømme væsentligt længere end fire kilometer.

En frisk Anders Kaasgaard slog følge sammen med Jesper og vi gik fra morgenstunden stødt og roligt i gang med at høvle kilometer af. Jesper havde andre forpligtigelser så han tog en badetur på 2 kilometer inden han ønskede os held og lykke med det egentlige rekord-forsøg. På forhånd havde jeg opstillet et mål om at tage 10 kilometer - det er jo sådan et dejligt rundt tal og Anders sigtede efter en PR på 5 kilometer.

Alt forløb godt frem til 7 km hvor jeg måtte op af vandet til en hurtig tissepause. Efter yderligere 1500m begyndte en ubehagelig kvalme at nærme sig og det var sådan set det største problem sammen med en begyndende ømhed i venstre skulder. Kvalmen, der sikkert skyldes de mange klor-indåndinger, blev dog holdt i ave og efter ca. 3½ times svømning nåede jeg de 10 km. Anders havde på det tidspunkt været færdig et stykke tid med sine 5 og føjet en ekstra til så han nåede op på 6 km.

Alt i alt et spændende forsøg der blot viser, at svømmeformen er i skabet. Der er stadig plads til hastighedsmæssige forbedringer og teknikken skal holdes vedlige hen over vinteren - men ellers er 10 km ingen problemer. Hvad siger du Kasper, betyder det så, at vi bliver nødt til at sige 15km som første etape på The Triple 2007?

Det er så dejligt ude i skoven

Jeg må tilstå, at jeg træningsmæssigt er gået temmeligt meget i stå i gennem længere tid. Arbejde, studier og andre sekundære gøremål har sammen med en svigtende træningsmoral tilsyneladende fået bugt med mig. Indtil nu, forståes.

Nu skal der andre boller på suppen. Hvis jeg skal gøre mig forhåbning om fortsat glimtvis at kunne bide de andre Vivamus-folk i haserne, så er det vist på høje tid at komme op i omdrejninger igen.

Jeg var egentlig ikke ret afklaret, om jeg skulle løbe søndagens "Skovløberen" marathon. Vejret var ikke appellerende, løbetræningen var på et foreløbigt nulpunkt (for Vivamus-tiden) og motivationen var i det hele taget lav.

Det var således først sent lørdag aften at jeg besluttede mig for at sætte hårdt mod hårdt. Carboloadingen bestod således af en stor grim burger og cola. Ikke lidt den mest oplagte pre-race dinner! :-)

Det er faktisk utroligt så stor og afgørende forskel den rette mentale og fysiske klargøring til et løb betyder. I hvert fald når det som ved et marathon strækker sig over så relativt lang tid.

Oprindeligt havde det været min intention at benytte dette løb som en slags baseline for at skyde sæsonen igang - men lidt research på nettet viste, at dette løb er så kuperet så det ikke rigtigt er muligt at sammenligne med de fleste almindelige marathons. Og ruten var vitterlig voldsomt kuperet. Ikke K78-agtigt, selvfølgelig, men efter danske forhold var jeg faktisk overrasket over hvor meget højde de kunne putte ind i ruten uden at vi løb samme sted to gange.

Halvmarathon ramte jeg som forventet på 1:54. Da de højeste punkter skulle forceres (inkl. trappeløb) omkring de 28-30 km var det tydeligt at der ikke var mere energi i kroppens depoter. Jeg var frygtelig tørstig hele turen, drak en forfærdelig masse ved hvert depot. Jeg må have været i underskud allerede fra starten.

De sidste kilometer blev ren lunten og endda med lidt gang op af nogle seje stigninger. Så tiden blev håbløs - 4:20 siger den officielle - men det passer fint med den nævnte træningsindsats. Det placerede mig i feltets ringeste halvdel.

Alt i alt må jeg sige, at løbet står i skærende kontrast til min oplevelse med K78. Men så kan jeg jo glæde mig over, at jeg ville være noget bitter hvis det havde været omvendt: at K78 var en skidt oplevelse og dårligt disponeret.

En ting har de to løb dog til fælles. En suveræn hjælperskare. Jeg tror at størstedelen af Kirke Hvalsø og omegn var udkommanderet til at stå med flag og vise vej. Der stod en på snart sagt hvert knæk på stien. Fremragende!

Jeg kan varmt anbefale Skovløberen. Smuk natur og god organisation. Og det er bare en stor fornøjelse at løbe 42 km i skoven!

Triathlon kørt af vejen

Lørdagens race fandt sted med start i Buresø, hvor Haretri havde arrangeret et mindre stævne og en off-road triathlon. Jeg snuppede den lange tur der var 2x den korte og bestod af 900m svøm, 24km mtb og 10km løb.

Svømningen gik godt som ventet og jeg kunne give lidt mere gas nu der kun skulle svømmes 900m. Cykelturen bestod af 6 ikke særligt tekniske omgange bortset fra et par træstammer der skulle passeres. Nogle kunne man den rette teknik hoppe over, et par andre måtte man løfte cyklen over og en enkelt skulle man af cyklen og kravle under. Et par mudderhuller blev det også til - og her var taktikken enkelt: fuld fart ret igennem er hurtigst. Jeg er stadigvæk tydeligt under min form før sidste weekend, men det er nok kun naturligt, når kroppen er blevet tømt helt. Så jeg løb med for sjov og narrestreger og for løbserfaringen. Cyklingen gik dog ok, dog kom jeg lidt for hurtigt ud af skiftezonen - hvilket vil sige uden min camelbag og dermed fik jeg drukket alt for lidt (dvs. ingen ting) før jeg startede på løbet. Det straffede sig i et slemt sidestik og en katastrofal langsom løbetid, men det mønster er jo set før, desværre.

Hvad der dog var opløftende var at da jeg så fik kæmpet mig igennem sidestikket og blev ved så kom jeg faktisk tilbage i løbet og op i fart. For hver af de fire 2,5km omgange var der noget at drikke så for hver tur rundt kunne jeg sætte farten i vejret og det var god følelse. Jeg kunne dog have løbet væsentligt hurtigere hvis jeg ikke var gået ned på løbet - sidste omgang var jeg næsten flyvende. Nåede tilmed lige i mål før et kæmpe skybrud brød løs og jeg kunne således nyde udsigten i et lille opstillet telt til de stakler der stadig kæmpede ude på ruten. Den var nemlig pænt kuperet og de store mængder regn har sikkert ikke gjort stigningerne og skovstierne lettere at forcere.

Jeg tror aldrig at kombinationen triathlon og mtb får min store kærlighed - jeg foretrækker nok de to hver for sig, men udmærket at prøve nu jeg var forhindret i at tage til Århus d. 12/8 til den rigtige Xterra DK.

When dust became slush

Gårsdagen bød på 8. afdeling af årets snart overståede Dust-Cup. Forbavsende få deltagere, herunder desværre ikke andre fra vores ellers velkørende Team Hard On, havde fundet vej til Høgsbjerg i Albertslund.

Efter at have tømt depoterne fuldstændig i weekenden kørte jeg blot med for lige at få prøvet mtb’en inden off-road tri’en på lørdag. Det var da også tydeligt at mærke, hvordan benene manglede saft og kraft til de store ryk. En følelse af dårlig form på svømmetræningen her til morgen sender også signaler om at der enten er en forkølelse på vej eller at der burde restitueres noget mere ovenpå Englandsturen.

Ruten var jævnt kedelig, men til gengæld ikke vildt teknisk, hvilket jo er en fordel for knap så teknisk velfunderede mtb’ere som undertegnede.

Først og fremmest var ruten dog kendetegnet ved at være exceptionelt smattet efter den seneste tids store regnmængder. Det gjorde opkørslerne fedtede og umulige og hele løbet til en dejlig beskidt fornøjelse - der mindede mere om Slush-cup end om Dust-cup.

Jeg havde til lejligheden monteret mine Schwalbe ”Black Shark Mud” mudderdæk, der har ligget og ventet lige siden foråret, hvor sneen blev afløst af tørvejr og der blev skiftet direkte fra pigdæk til mine almindelige dæk. Jeg var især spændt på om jeg havde valgt rigtigt, da jeg havde købt den meget smalle udgave 1.5 i stedet for 2.10 eller 2.25. De var i hvert fald lette – 395g mod mere end det dobbelte for den bredeste udgave. Den smalle bredde kunne dog godt mærkes på grebet – især på de fedtede nedkørsler kørte jeg også sidelæns og der skal man vende sig til den reducerede kontrol.

Deres ”mud shedding capability” er i midlertid fortrinlig. Når man forlader de mudrede stræk eller når man blot kommer lidt op i hastighed går det hurtigt med at få mudderet kastet af (at det så kun har ét sted at lande, nemlig i hovedet på føreren, er en anden snak) og dækkene pakker ikke til som mine almindelige gør. Dermed bevares grebet og hastigheden og de bløde passager føles langt mindre tunge.

Da de er smalle og lette kører de trods det dybe mønster også ret hurtigt på asfalt, så måske de kunne være en kandidat til DTU, ikke mindst hvis vejret op til har været meget fugtigt som det var sidst. Må i øvrigt sige, at mine højtskattede egg-beater pedaler også fungerer upåklageligt i mudder. Selv efter at have løbet op af en lang leret stigning ryger man i pedalerne uden problemer på toppen.

Så mens formen og præstationen kun lige er bestået så er jeg godt tilfreds med udstyret.

To be continued...

Søndagens IM-race var i særklasse. Det rummede flere elementer, som aldrig var prøvet før og det var sæsonens ultimative mål. Strategien har jeg allerede udbredt mig om – tilbage er kun at berette om resultatet: jeg nåede langt, men ikke helt langt nok. 16 km inde i maraton-løbet ville benene ikke længere. Der var simpelthen udsolgt og det på en helt ny måde i forhold til tidligere DNF-erfaringer. Så det blev til et par humpende kilometer mere inden jeg udgik. Det kommer jeg tilbage til.

Men lad os starte ved begyndelsen. Jeg kom allerede torsdag og havde således et par dage til at få alt på plads, lære området at kende og få svømmet en tur i søen. Cyklen blev samlet, der blev foretaget de sidste småindkøb (det viste sig, at man skulle stille med reflekser på løbetøjet og desuden havde jeg ikke medbragt C02-patroner til pumpen af hensyn til flysikkerheden), og der blev slappet lidt af. Dagene op til løbet var præget af rigtig dårligt vejr med lange regnskyl og blæst, så jeg gjorde reviderede min påklædningsstrategi og besluttede mig for at hive en cykeljersey uden på tri-dragten i den første transition, så jeg kunne have en tynd regnfrakke og mine løse ærmer med i lommen på ryggen. Cykel og farvede tasker til de forskellige transitioner blev checket ind aftenen før.

På løbsdagen ringede uret kl. 3 og dagen (eller rettere natten) startede med en mindre portion pasta og en ½ liter vand. Godt med smørelse i skridtet, på med tøjet og så ud af døren. I den kulsorte nat ankom jeg så en times tid før starten gik kl. 6. Så var det tid til at puste luft i dækkene (fik givet dem rigeligt, så jeg fik glæde af hvert et bump på de dårlige engelske landeveje) og sætte vand- og energiflaskerne på cyklen. Et hurtigt toiletbesøg og så på med våddragten.

Så var vi faktisk også klar til at hoppe i vandet – starten foregik samlet ca. 200m fra bredden, så man fik lejlighed til lige at varme lidt op ved at svømme ud til en stor hvid bøje og derefter træde vande et kort øjeblik til starten gik. Jeg havde egentlig besluttet mig for at jeg ville holde mig lidt bagerst af hensyn til strategien om at holde igen og svømme konservativt. Men da jeg nåede ud til starten og fik kigget mig omkring opdagede jeg, at jeg faktisk var kommet helt frem forrest. Jeg havde således kun i omegnen af 100 svømmere foran mig – og ca. 1400 bag mig og de så alle sammen ud til at være klar til at svømme henover mig, når starten gik. Hmm, tænkte jeg, det er nok bedre jeg lige så stille får møvet mig lidt baglæns. Aldrig så snart havde jeg indstillet mig på at jeg skulle baglæns før starten gik og så var der kun én vej: fremad. Det var virkelig som at være med i et centrifuge-program på en vaskemaskine, men starten gik faktisk ok. Stor trængsel, men ingen panik. Jeg kunne faktisk godt svømme mit eget tempo selvom jeg gjorde det oven i 117 andre der også syntes tiltrukket af lige netop den kubikmeter vand jeg forsøgte at forcere. Størst var problemerne faktisk omkring den første vendebøje, hvor man var en fjerdel igennem ruten. Her var der et skarpt 180-graders sving og jeg lå, som jeg kom i inderbanen. The fast lane, but also the brutal one. Det kostede et par spark, men jeg bevarede rytmen og hjemturen og anden omgang gik glat og jævnt. Navigationen var lige i skabet for en gang skyld og jeg er efterfølgende særdeles tilfreds med min tid. Jeg havde forventet at være mindst 1:15 om at svømme de 3,8 km men var oppe af vandet igen efter 1:05:32. Jeg kom op som nummer 386 overall af 1500 deltagere, så det var tilfredsstillende. Forrygende.

Skiftet tog sin tid – det var en stor transitionszone som skulle løbes igennem og selvom vejret så ud til at blive lidt bedre end de foregående dage holdt jeg fast i beslutningen om at tage lidt mere tøj på og med. Det viste sig at være fornuftigt – regnen udeblev, men det var overskyet og vinden var kold på cykelruten.

Netop cykeldelen var en dræber. Lige knap 2300 højdemeter fordelt på 3 omgange af 60km var menuen – og bakkerne var lange og seje. Til gengæld gav det nogle forrygende nedkørsler, hvor man bare holdt godt fast i styret og blæste nedad i 5 min for fuld udblæsning og med 70km/t. Ikke for sarte nerver. Men de mange bakker trak tænder ud. 6.23:33 brugte jeg på cyklen – og jeg havde vanskeligt ved at holde min plan om at lægge forsigtigt ud på første halvdel. Jeg kørte dog første og anden omgang af de tre i nogenlunde det samme tempo, men måtte sætte farten ned på sidste omgang. Det er svært at holde igen, når man kører opad med 8 km/t på den lille klinge og en puls på 165 – hvis man holder igen så vælter man. Nasty.

Den sidste cykelomgang trak således tænder ud, ikke af den store klinge, men af rytteren. Stadig var jeg dog i den bedste tredjedel overall, så helt galt var det altså ikke. Tiden var stadig ok i forhold til målet om en gennemførsel <12 timer og jeg havde fået spist og drukket fornuftigt undervejs og undgået tekniske vanskeligheder eller andet. Tilbage ventede kun et beskedent maraton-løb som jeg efter en noget hurtigere transition end fra svømning til cykling tog hul på med en vis fortrøstning. Nuvel, benene var trætte, men maven var i form og jeg kunne holde en anstændig hastighed lige omkring de 10 km/t og også en puls der ikke syntes alt for mærket af formiddagens strabadser.

Knap 15 km inde i løbet begynder det dog at gå drastisk ned ad bakke – og jeg tænker ikke på ruten, der faktisk også var temmelig kuperet, men på løbeformen. Knæerne og anklerne var mærket af den lange dag og de hårde tråd op ad bakke, men i modsætning til tidligere var det ikke her, den var gal. Også maven viste sig for en gang skyld fra sin venlige side (og her oplever man for en gang skyld et løb, hvor de har stillet toiletter for hver 2km på langs hele ruten). Men musklerne i lår og lægge gik simpelthen i stå. Det var ligesom om det hele sivede lige så stille ud af dem og skridtene blev kortere og kortere. På et tidspunkt havde jeg svært ved at løbe lige og omkring de 16 km gik de helt i strejke. En enkelt krampe blev det også til da jeg forsøgte at strække forsiden af låret og så var jeg helt til tælling. Lettere bandende besluttede jeg mig for at gå et kort stykke til næste depot og så få tanket på – det måtte simpelthen være manglende energi, tænkte jeg, trods det betydelige indtag af energidrik, gels, bananer og diverse powerbars jeg havde foretaget jævnt og med stor effekt i løbet af dagen. Så ved næste depot tog jeg for mig af hele buffeen – og efter således at have prøvet alt fra saltkringler til to slags energidrik var jeg klar til at gøre et nyt forsøg. Pausen virkede – i ti skridt. Så trissede jeg igen af sted som en, der var klar til at blive visiteret til alle kommunens hjælpemidler og flere modeller af gangstativer. Pausen havde også tjent til at gøre både muskler og led stive så nu begyndte knæ og ankler også at melde sig på klagelisten. Eneste lyspunkt jeg kunne komme i tanke om: jeg oplevede trods alt ikke samme følelsesløshed i visse centrale legemesdele som efter Sjælland Rundt.

Efter 10½ time og et tempo der gjorde at jeg ville være lige så lang tid om resten af turen udgik jeg stærkt bitter af løbet med en sikker forvisning om at IM-distancen ikke har fået kål på mig. Jeg vender tilbage til det endelige opgør. Jeg VIL gøre det.

Udover ærgrelsen tager jeg også en masse andet med hjem fra Ironman UK. Jeg har prøvet en ny måde at gå ned på – det må være ensbetydende med nødvendigheden af mere træning. Og jeg har prøvet the reel thing, inklusiv massestarten på svømmedelen. Jeg må prøve igen. Jeg VIL gøre det.

På søndag overvinder jeg min værste modstander

Så er tiden ved at løbe ud for forberedelserne til sæsonens absolutte hovedmål: Ironman UK. På søndag går det løs og så vil det vise sig om den målrettede træning har været tilstrækkelig, om formen holder og ikke mindst om viljen til at gennemføre er tilstede, selvom det bliver rigtigt hårdt.

Den lange forberedelser har været værdifuld. Mange erfaringer er gjort siden Jespers og min tri-debut sidste år i Aabenraa, hvor alt bestemt ikke gik efter bogen. Løbserfaring, hvad enten der er tale om en ½ ironman, en sprinttriathlon eller en række slush- og dustcup-afdelinger, er uvurderlig. Det har muliggjort ikke mindst den mentale træning og sat mig i stand til igen og igen at visualisere, hvordan kommer til at foregå. Hvordan er det at løbe, når man har cyklet langt og hårdt? Hvordan er det at fortsætte, når benene gør ondt? Hvad sker der, hvis det bliver rigtigt varmt? Osv. osv.

Meget har jeg stadig til gode at erfare. Udstyret er afprøvet og vil blive testkørt igen, når alt er samlet og på plads i England. Søen vil blive prøvesvømmet to gange inden massestarten på søndag. Skiftezone og alt skal checkes ud og registrering og formaliteter skal klares i god tid. Strategien for energiindtaget er på plads og den rigtige gel er valgt. Men udfordringen er stadig unik og meget kan påvirke oplevelsen undervejs – heldigvis.

Planen er fortsat at svømme konservativt og løbende føle efter om belastningen er hensigtsmæssig. På trods af at svømmeformen føles god (konstateret så sent som i morges) kan der ikke vindes meget på at presse svømmetempoet – men der kan tabes meget. Derefter skal der holdes lidt igen på de første 90 km af cyklingen og tages tid til at strække ryggen hen imod slutningen, samt ikke mindst sikre et stabilt indtag af væske og energi. Mht. det afsluttende maraton er målet at løbe de 42km så jævnt som muligt med en hastig lige over de 10 km/t og for alt i verden undgå at gå i stå.

Inspirationen fra vivamus’ mange udfordringer og landvindinger har været stor. Derfor vil jeg gerne på forhånd dedikere hvad præstation jeg end måtte yde på søndag til vores lille trænings- og konkurrencefællesskab. Når jeg løber over målstregen vil det blive med et – formodentligt anstrengt – smil på læben over forventningen om det indlæg, jeg efterfølgende, uanset resultatet, naturligvis vil poste her på siden.

Træningsmængden forud for en sådan udfordring opleves nok sjældent som tilstrækkelig. Man føler altid, at man lige mangler de sidste lange ture, især med enkeltstartsstyret, der virkelig er hårdt for ryggen, når man kører mange timer. Og mere krydstræning af præcis samme årsag. Sådan har jeg det også. På alle løbeture under ferien i Montreal undtagen én havde jeg dog en god følelse af fysisk overskud og svømningen er efter min bedste overbevisning lige i skabet. Så jeg er fortrøstningsfuld. I sidste ende bliver løbet jo alligevel en mental udfordring – man bliver selv sin største modstander. Kampen bliver hård, men jeg har tænkt mig at vinde den.

Mikkel Gormsen til tops

Mikkel Gormsen, der tidligere i foråret på denne blog lokkede mig til at gå efter K78 og som senere også var til stor hjælp, har netop deltaget i 24-timers løbet i Viborg.

Og med 188,43 km på 24 timer blev Mikkel en sikker vinder i soloklassen. Hvis man vil se hvordan Mikkel forsøger at bestige sejrspodiet efter 188 km kan jeg anbefale dette klip fra TV/Midt-Vest. Mikkels egen side har også allerede en beretning fra løbet.

Tillykke til Mikkel, det er jo helt vildt. Knapt et par hundrede kilometer på et døgn...det er ikke for knæjterøve!

/Kasper

Ny jernhest!

Det har efterhånden stået klart for mig i et stykke tid at min næste større investering måtte blive en ny cykel. Den gamle centurion, som jeg fik i konfirmationsgave for efterhånden en del år siden, havde ganske enkelt sin bedste tid bag sig, og efterhånden som træningsmængden er steget er forskellige dele på cyklen stået af, skiftergreb, egre, pullyhjul, pedaler mv.

Derfor faldt min fødselsdag i juli yderst belejligt, og begunstiget med en stor fødselsdagsgave fra min bedstemor gik turen mod Road Bike Shop i Århus.

Udgangspunkter for min cykel blev RBS' egen Vision Scandium Pro Team ramme, en alu-ramme på ca. 1150g der bl.a. bruges af et dansk continental cykelhold. Det gik først op for mig da jeg stod i RBS hvor mange valg man egentligt kan tage når der skal investeres i cykel, og idet rammen var relativt billig var der flere penge til lir, så liret blev der og den samlede cykel blev ganske lækker, hvis jeg selv skal sige det.

Cyklen har følgende specs: Komplet Ultegra-gruppe med kompakt krankset, FSA keramisk krankboks, keramiske pullyhjul og keramiske lejre i hjulene der har Ultegra nav, 1.5mm egre og en Mavic Open Pro fælg. Derudover er saddelpinden en KCNC Sc Pro Lite, frempinden fra Tune (ikke til den pris!), styret Ritchey WCS, sadlen en Specialized Toupé (som jeg havde i forvejen), flaskeholderne (hvide) også fra Specialized, pedalerne er Look Keo Carbon og cyklen står på Michellin Pro2Race dæk med letvægtsslanger :)

Resultatet er en cykel der, omend jeg ikke har vejet den, næppe vejer meget mere end 7 kg og i mine øjne er utroligt sprød. De første 400km er blevet tilbagelagt og det er utroligt som det at have noget ordentligt udstyr kan motivere til træning og i det hele taget gøre livet lidt sjovere! Der er i øvrigt en markant forskel på ydelsen af den gamle og den nye cykel, alt i alt vurderer jeg at den nye cykel giver ekstra 3-5 km/t alt efter situationen, en ganske voldsom forbedring i mine øjne!

Swiss Alpine K78 - Completed!

Klokken var ca. 18:18 da jeg drejede ind på stadion i Davos Sportzentrum - der var fyldt med folk både gennem byen og selvfølgelig på selve stadion: Dannebrog og tilråb på dansk, tysk og engelsk - fantastisk! En milepæl, K78 var gennemført!

Godt 10 timer tidligere gik starten fra selvsamme stadion. Det regnede en lille smule, men det var ikke mere end man kunne holde sig varm når kroppen fik lov at arbejde. Det skulle dog ændre sig senere :-)

Starten gik som den slags nu gør - man lader sig føre med de første kilometre hvor man ikke når at tænke ret meget over tempo osv. Farten lå dog lige omkring det planlagte, og da jeg lå med flere hundrede bag mig i feltet var jeg ikke nervøs for at de skulle lukke det første depot inden jeg var igennem :-)

Jeg fik stille og roligt styr på både tempo og puls - men gjorde mig i øvrigt en relevant iagttagelse: Det der ser fladt ud på rute-profilen behøver bestemt ikke være det. Profilen viste kun netto-fald/stigning mellem hvert depot - men det kan jo dække over ganske store brutto stigninger og fald. Sygt.

Samlet set blev jeg dog på mit tempo-målsætning. Jeg havde tilsyneladende fået spist lidt for meget morgenmad - så sædvanen tro gik de første 7-9 kilometer med lidt mavekneb. Havde ellers spist moderat morgenmad 2½ time i forvejen - men måske fået drukket vel rigeligt op mod starten.

Ruten var meget afvekslende, både i forhold til underlag og omgivelser. Der var en del korte og længere stræk på asfalt eller regulære grusstier på den første halvdel af løbet, hvor man for en stund kunne nyde udsigten istedet for at koncentrere sig om at sætte fødderne rigtigt. Men generelt må jeg konstatere at man kun ret begrænset får nydt omgivelserne man bevæger sig i. 90 % af tiden kigger man kun et eneste sted hen, og det er 1-3 meter foran sig - planlægger hvor fødderne skal sættes næste gang. En gang i mellem sniger man sig selvfølgelig til at studere terrænnet - men det er med helbredet som risiko. Et styrt kan virkelig komme til at koste knubs på klippegrund og hvad har vi.

Normalt ved et maraton så er det 15 km skiltet det jeg ser frem til. Men her fandt jeg mig selv løbende i Schweiziske bjerge, tænkende på hvor dejligt det bliver når der kun er 42,195 km hjem...lidt absurd måske :-)

Dagen og aftenen forud for løbet var vejret slået voldsomt om. Efter helt fantasisk vejr var det begyndt at regne voldsomt og der kom store mængder vand ned. Som nævnt regnede det let ved starten - og det blev det sådan set ved med. Enkelt gange var der lidt ophold - andre gange regnede det ganske meget. Særligt på vej op over Keschhütte og videre mod Scalettapass var man regulært gennemblødt - temperaturen var nede på ca. 7 grader og det var temmelig blæsende. Det var med andre ord super koldt. Jeg brugte vores DTU oplevelse til at minde mig selv om, at havde oplevet (og overlevet) noget tilsvarende før. Arrangørerne havde været hurtige til at reagere på vejrliget - de serverede varm energidrik istedet for kold. Jeg havde ikke troet jeg ville komme til at nyde den slags - men det var lykken. De uddelte også sorte plasticsække der var tilpasset med de relevante huller så de kunne bruges som overtræk for at holde vinden ude. Dertil var jeg dog for ærekær til at synke :-)

Vandet havde dog også fået betydning for især de åbne stier på bjergskråningerne. De blev rigtigt mudrede, og hvad der tidligere havde været mindre tværgående kilder m.v. man kunne hoppe fra sten til sten over, tog nu en del mere vand med ned. Ikke mindst på "Panoramaweg" der er en til tider ganske smal sti med en til tider ganske pæn afgrund på den ene side. Af samme årsag var der også flere der valgte at gå store dele af den strækning - og da det er singletrack only, så blev alle efterfølgende af gode grunde også nødt til det. Selvom det var lidt irriterende så var det nok ikke så dumt endda. Så attraktiv er en tur i en redningshelikopter trods alt heller ikke.

Min tempoplan tilsagde, at jeg skulle have 30 minutter i overskud ved ankomst til depotet i Bergün. Jeg havde vist ca. 40 minutter, så det var jo ganske fornuftigt. Jeg fik derfor skiftet sokker og sko - super lækkert at komme over i noget andet der trykker lidt anderledes. Jeg burde have haft en ankel-rem med til chippen - det var unødvendige 15 sekunder der gik med at flytte den fra den ene sko til den anden. Samlet set tog transitionen inkl. forplejning ved løbets depot knapt 5 minutter - helt udmærket.

Efter depotet stod den så på godt 13 km uafbrudt opad løb. Gennemsnitlig stigning er 10 % - de sidste ca. 4 km var stigningen godt 16 % og som nævnt 24 % mellem 2 depoter. Det niver godt og grundigt i lårbasserne når stigningens start ligger efter 40 km tilbagelagt. Av. Av. Det var guld værd at have været der før (vores vandretur i onsdags). Da man bevægede sig inden i skyer med sigtbarhed på vel ca. 50 meter kunne man slet ikke fornemme hvor langt man havde op. Jeg tænkte mange gange, at hvis det ikke var fordi jeg vidste at på den anden side af dén top fladede det lidt, eller når bare man var forbi dét sving så var man der næsten - så ville det havde været en mental udfordring bare at bevæge sig op-op uden at kunne se målet længere oppe. På toppen hilste man i øvrigt på første af to læger undervejs.

Efter anden top, også omkring 2600 moh, gik det stejlt nedad. Og jeg mener virkelig stejlt. Man sprang simpelten fra klippesten til klippesten, og at det lykkedes at undgå at styrte undrer mig stadig. Min knæ var ikke glade for nedstigningen - så jeg valgte en defensiv nedstigning. Der var trods alt stadig 20 km hjem - og det er langt på et ødelagt knæ eller en forvreden ankel. Ganske som Morten havde forudset i sin sviner/mentaldoping forbandede jeg min "robuste" størrelse langt væk - de benede typer kom blæsende uden om mig på vej ned, hvis man gav los kunne man virkelig også vinde megen tid. Heldigvis skulle jeg møde de fleste senere, gående :-)

For da det fladede lidt ud kunne jeg begynde at give lidt gas igen, og roligt men sikkert æde dem der kom dansende udenom mig tidligere. Stor tilfredsstillende. Jeg fandt en mand der løb rundt med en t-shirt hvor der stod "Swiss Alpine K78 -10x finisher" - det synes jeg lød meget betryggende, så jeg lagde mig bag ham i hans efter forholdene ganske pæne tempo. Han måtte dog ned at gå efter noget tid - så med et vist mål af tilfredshed kunne jeg smutte fra ham. Det gjaldt dog langt de fleste i min ende af feltet, at de skiftevis gik og løb. Jeg synes jeg havde ok med energi - så jeg løb uden stop de sidste 20 km hjem, og overhalede derfor ganske mange på den strækning. Fed fornemmelse at have disponeret så fornuftigt at jeg faktisk løb med samme hastighed på de sidste 20 km som på de første 20. Det er aldrig lykkedes før.

Ind mod mål jagtende jeg en gut der de sidste kilometre havde irriteret mig ude foran. Mest fordi han var en af dem der bragede forbi mig ned af den stejleste nedstigning. Jeg lå og trak en svensker (eller en anden gut der bar en svensk landsholdstrøje) der holdt godt fast selvom jeg øgede tempoet. Jeg fik kontakt med den foranløbende lige før vi drejede ind på stadion. Der skulle tre overhalingsforsøg til på opløbsstrækningen før gutten foran gav sig - men det lykkedes i en sidste kraftanstrengelse! :-) Stort - stort.

Samlet set var det en enorm tilfredsstillelse at eksekvere den lagte plan til punkt og prikke - og konstatere at den virkede. Jeg hverken kan eller vil forsøge at beskrive hvad der foregår på det mentale plan i et løb som K78 (eller formentlig et hvilket som helst andet ultraløb). Men det er ret vildt og kan varmt anbefales.

Løbets organisering kan man kun rose. Optimal afmærkning (jeg tror endda, at SFL ville kunne finde vej!), og et enormt stort antal lokale hjælpere. I alle de små bjerglandsbyer man løb igennem var folk, unge som gamle, på gaden med kobjælder og tilråb. Børnene samlede de store mængder svampe og tomme bægre ind som blev smidt efter depoterne. Jernbanefolk stod og sikrede at vi ikke kom til at løbe henover spor, og at vi kom rigtigt op på den jernbanebro vi løb over (iøvrigt verdens længste/højeste stenbro). Der var sat lys i de bjergviadukter vi løb igennem og forplejningen var helt udmærket. Der var redningsmandskab adskillige steder, og rednings/tv-helikopter i luften, og ligeledes mange poster med radioforbindelse undervejs. Samlet set det bedst organiserede løb jeg endnu har deltaget i. Det var helt tydeligt, at det var hele byen og hele oplandet der tog ejerskab i løbet, selvfølgelig også fordi det i sidste ende er deres interesse at folk kommer igen, evt. i skisæsonen og i øvrigt taler pænt om Davos hvis hovederhverv er ski- og økoturisme.

Hvis man har nogle maratons bag sig og gerne vil skubbe sine grænser lidt videre, så kan jeg varmt anbefale Swiss Alpine K78. Jeg vil dog tilråde, at man lægger lidt mere vægt på træningen hertil end jeg har gjort og ikke bare tager den på lidt grundform og happy-go-lucky - så kan man givetvis også klare sig med lidt mindre viljestyrke end ellers :-) Men sørg endelig for at komme herned i god tid. Området er ganske enkelt fantastisk - men man oplever bedst naturen når man vandrer heroppe. Sørg for at vandre INDEN løbet, der kan godt lige gå en dag eller to herefter før man er helt klar på at bestige nye toppe :-)

/Kasper

Mentaldoping

Det var egentlig min hensigt at referere til Floyd Landis som et eksempel på mentaldoping på 17. etape af Tour de France. Men timingen er jo ikke alt for god - nu hvor det tilsyneladende viser sig, at der også var fysiologisk doping involveret i Landis sejr. Tyndt.

Men ikke desto mindre så tror jeg ikke det skader at være godt og grundigt pissed. Det har f.eks. tidligere kostet Søren nogle sejre i Craft og Slush-cupperne, at min indstilling undervejs har været noget i stil med "han skal fandme ikke have lov til at overhale mig". Det har lige givet et ekstra gear på cyklen på raceday og en sejr - også selvom jeg egentlig havde forudset at blive slået.

Nu er der jo - desværre - ikke andre Vivamus-folk hernede, og løbet har også en karakter der for mit vedkommende gør det uaktuelt at løbe om kap med andre end tiden.

Mentaldopingen må altså være en anden. Jeg giver derfor frit lejde til, i denne tråd og denne alene, at give mig en god og grundig sviner. Sådan en der hænger ved. Så vil jeg fredag aften læse kommentarer - og højst sandsynligt gå edderrasende i seng...og forhåbentlig vågne med en umenneskelig trang til at sætte folk på plads ved at gennemføre :-)

/Kasper

Status fra Schweiz

Efter tre dage i Schweiz er her en kort status. De sidste par dage er gået med ganske hårde vandreture i den storslåede natur - det er en ganske udmærket måde at få pulsen op, få nogle højdemeter tilbagelagt og vænne sig til at arbejde i højden. Fremragende opladning til Swiss Alpine K78.

Idag var vi ude og kigge lidt nærmere på den længste stigning og det højeste punkt på K78-ruten, Keschütte. Det er ganske enkelt sygt! Jeg har kun fået større respekt når jeg ser en "K78 Finisher"-T-shirt som der kommer flere og flere af i disse dage. Vi gik op 3/4 op - og jeg tog så den sidste 1/4 alene i løb mod toppen (se billedet - lille blå plet i midten)

I alt tog det ca. 2t på friske ben. På lørdag dikterer cut-off at turen skal tages på 1t 25m - og det vel at mærke efter at benene allerede fra starten er 50 km tungere. Shit! Men alligevel meget rart at få afmystificeret lidt af ruten - nu ved jeg da hvordan der ser ud.

Samlet set må jeg dog nok sige, at min prognose for gennemførsel om muligt er faldet. Distancen kan jeg klare - højdemeterne kan jeg også tage i mit eget tempo. Men her har vi problemet - lukketiderne, det bliver formentlig ret tidligt i løbet kritisk. Jeg må indstille mig på, at det bliver en kamp der skal kæmpes fra depot til depot. Men jf. tidligere er der ikke andet at gøre, end at tage dem en af gangen - så hurtigt som nødvendigt og så langsomt som muligt. Så må vi se hvor lang tid dampen kan holdes oppe.

Iøvrigt et rigtigt super fedt område hernede - genialt til MTB, smalsporet, løb, vandring osv.

/Kasper

Når realiteterne nærmer sig...

Efterhånden er der kun godt en uge til Swiss Alpine, K78. Det løber af staben på næste lørdag.

Der har aldrig været nogen tvivl om, at løbet vil blive min foreløbig største udfordring, både fysisk og mentalt. 78,5 km, godt 2300 højdemeter, løb i 2632 m over havet - og et usædvanligt barsk terræn med smalle stier (m. afgrund), stejle op- og ned-stigninger, vandløb og sågar lidt sne - jo, der er sandelig lagt i kakkelovnen :-)

Efter "The Double 2006" holdt jeg først nogle dages (velfortjent) pause - og begyndte derefter ved 15 km og opefter at tage nogle rolige ture. Fokuseret træning nåede det dog ikke at blive på ferien. Efter hjemkomst blev træningen lidt mere struktureret - og jeg har taget nogle udmærkede pas på mellem 10 km intervaltræning og 28 km roligt løb. Men der mangler stadig tempo i benene. Nu skal jeg jo ikke som sådan bruge tempo til K78 - men det er lidt værre, hvis det er et udtryk for at benene generelt mangler saft og kraft. Det finder jeg nok først ud af op til afgang.

En uges struktureret og ambitiøs træning forslår dog som en skrædder et vist sted - men det er selvfølgelig bedre end ingenting - sålænge man undgår skader. Det er dog helt afgørende, at der bliver droslet ned i tide - så benene efter forholdene er optimale på race day. De sidste 5 dage inden løbet er der således 3 hviledage og kun 8 km løb. Begge løbedage ligger i Schweiz, så der kan jeg også mærke højdepåvirkningen for første gang.

Det er muligt at få en taske fragtet ud til depotet ved 39 km der samtidig ligger ved starten af den vanskeligste del af ruten, hvor både bjerge tårner sig op og underlaget bliver rigtig alpint (på den ufede måde). Se evt. ruteprofilen her. Det regner jeg med at benytte mig af.

Jeg vil nemlig starte løbet i mine forholdsvis lette og "hurtige" Reebok Premier Ultra III. I depotet vil jeg så have friske sokker og mine Asics Nimbus VII. Skoene er lidt tungere, men yder bedre støtte til fødderne og har måske et lidt bedre greb på dårligt underlag. Men først og fremmest synes jeg at støddæmpningen er bedre, og i det hele taget mister alle sko midlertidigt en stor del af støddæmpningen når man løber så langt i dem. Både støtte, greb og støddæmpning får jeg virkelig brug for, især på de nedløbene der skulle være meget stejle.

I depotet lægger jeg også min Camelbag med 1 l energidrik. Det kan ikke afvises, at der bliver lidt langt mellem depoterne når det bliver stejlt :-) Ligesom på vores strandmaraton bliver det vigtigt at få tilstrækkelig væske indenbords. Ikke mindst pga. højden.

I Camelbaggen lægger jeg også nogle stykker af min yndlings søde Maxim-gels (Jesper og Søren har aldrig været helt så pjattede med dem!) som jeg helt sikkert får behov for at sutte i mig på den sidste halvdel.

Jeg har fået en lang række gode råd og vurdering af forslag fra Mikkel Gormsen. Et af de mange gode tips var at sørge for saltbalancen undervejs ved at spise salttabletter før løbet og undervejs for at undgå udvaskning af alle mineraler. Gutten som Mikkel løb K78 med første gang drak 12 l vand undervejs - og han er lidt mindre end mig :-) Så jeg kan se behovet, men skal selvfølgelig lige have det prøvet på et af mine sidste træningsløb først. Solbriller, stærkt solfilter, sportstape på brystet og vaseline er en selvfølge.

Det har både været godt og skidt at læse de mange løbsberetninger fra andre der tidligere har løbet K78. Det er godt fordi man får et indtryk af den udfordring der venter - og ikke mindst kan glæde sig over, at alle som en synes det er helt enestående omgivelser, fantastisk oplevelse og en ubeskrivelig følelse at komme i mål. Der er virkelig noget at se frem til. Den negative side er at læse om andres (meget grundige) forberedelse og alligevel helt absurd hårde kamp for at komme igennem. Om folk der løber marathon meget hurtigere end jeg, men som allerede halvt inde i løbet ligger og slås med "cut-off"-tiderne på ruten.

Det står klart, at jeg må revurdere mine succeskriterier. Det ultimative mål er naturligvis fortsat at gennemføre K78. Men jeg vil acceptere, hvis jeg ikke kommer længere end maraton. Så kan jeg vel lære, at store præstationer kræve stor forberedelse. Men hvis det viser sig muligt at komme så langt, så vil jeg sætte alt ind på at nå turens højeste punkt efter 53 km - også selvom det betyder at jeg må gå til nærmeste depot og udgå. Den præstation vil jeg være tilfreds med.

Det vil komme til at kræve en hurtig og veltilrettelagt transition i depotet (ellers kommer man ikke videre), og iøvrigt at man kan bluffe lægerne der skal godkende alle løbere til at fortsætte på stierne til at tro, at man er helt frisk :-) Men som skrevet - kommer jeg til maraton eller 53 km - så er det godkendt.

Men der er næppe nogen der er i tvivl om, at hvis jeg kommer så langt uden at blive fældet for tidsgrænser eller af løbslæger - så skal der temmelig meget til at afholde mig fra at fortsætte. Der er nogen der siger at "træning skal være sjovt - konkurrence må gerne gøre ondt". Jeg ved ikke med det første, men det sidste er i hvert fald rigtigt! :-) Jeg håber at kunne udfolde et vist mål af stædighed, viljestyrke og evne til at æde mig selv :-). Det bliver lidt af et eksperiment: Hvor langt kan man løbe på vilje og vilje alene? :-)

På Mikkels anbefaling lægger jeg en (let spiselig) præmie til mig selv i depottasken, så har jeg da noget godt at se frem til.

Som det også fremgår af ruteprofilen har hvert eneste depot samtidig en cut-off tid. Kommer man senere bliver man kørt hjem :-/. Omvendt bliver det også afgørende at holde et så lavt tempo at man kan holde til stigningerne og distancen. Det er derfor min hensigt at medbringe et skema over depoter og lukketider - og så forsøge at være mindst en halv time før lukketid (på den sidste halvdel af løbet). På de første depoter bliver margin af gode grunde nok noget mindre :-) Men hvis jeg bare holder mig stille og roligt på godt 6 min/km kan jeg holde mig fri af lukketiderne. Samtidig er det godt at kunne fokusere på et mål der ligger indenfor en overskuelig afstand forude. Jeg tror ikke man skal begynde at tænke alt for meget på kilometerskiltene der tæller ned fra 78 :-)

Som det har fremgået, så er op- og ned-stigningerne temmelig interessante. Jeg ved simpelthen ikke ret meget om, hvordan det kommer til at gå og hvordan jeg vil reagere på det. På vej op bliver primært kredsløbet stresset og det bliver vigtigt at undgå at syre til. Det gælder om at holde en stabil belastning, ergo må tempoet sættes ned. På de stejle nedløb bliver det afgørende at undgå styrt og skader - men også at benytte den opladede energi til at få lidt fart med nedløbet. Men en forvreden ankel fordi man løber for hurtigt, eller en knæskade vil være fatal. Også selvom Jesper jo har lært mig at løbe på skader :-). Jeg ved i hvert fald hvor ondt det gør at skulle fortsætte på, så jeg må være forsigtig :-)

Selvom mit egen lock laces system ville optimere transitionstiden vælger jeg dog at løbe med rigtige snørrebånd i begge par sko. Jeg skal simpelthen kunne snørre dem helt præcist med hællås for at få den optimale støtte og minimere antallet af vabler.

Der er mange samaritposter undervejs, så jeg medbringer ikke grej til store blodvabler m.v. - det satser jeg på at de kan ordne. Gerne mens jeg samtidig får massage :-) - den mulighed er der også en del gange på ruten. Hvis jeg har tid vil jeg nok benytte mig af det.

Jeg regner med, at vi tager ud til Bergün allerede tirsdag-onsdag og tager en vandretur på rutens højeste passager. Så ved jeg lidt om hvad jeg skal forvente :-) Jeg har også overvejet at tage mit lille digitalkamera med på løbet for at skyde nogle billeder af omgivelserne og mig selv i løb. Det vejer kun 125 g - men det er selvfølgelig overflødig vægt! :-)

Hold da fast - det blev (også) langt. Der er åbent for forslag til udstyr og strategi og for kommentarer til overvejelserne i øvrigt.

/Kasper

Et alternativ til Lock Laces

Egentlig stod et par Lock Laces højt på ønskesedlen. Men da jeg for et par uger siden så Mortens anvendelse af selvsamme system gik en prås op for mig. Morten havde helt afmonteret låsemeknismen m.v. - og havde istedet slået en par knuder. Mindre vægt og mindre der kan gå i stykker.

Fint nok - men hvorfor give kr. 80,- for et stykke elastik? Jeg fandt et stykke maritimt elastiksnor frem jeg havde købt i en skibsproviantering ifm. et andet projekt. Det virker ganske enkelt perfekt - jeg prøveløb det idag på en 15-16 km tur på Ærø.

Prisen? 3 kr. pr. løbende meter - og hvis man køber en hel meter er der jo rigeligt.

/Kasper

En dag på Omaha Beach

Weekendens Double 2006 var kun halvt overstået, da jeg søndag morgen vågnede med stive ben fra lørdagens 300 km landevejscykling Sjælland Rundt. Det var, som forventet, ikke lige et maraton på sand, jeg havde mest lyst til lige netop den søndag. Men nu var aftalen jo indgået med Kasper, der naturligvis også indfandt sig klar til afgang sammen med vores trofaste supporter og chauffør Camilla. Så gik turen vestover mens gårsdagens trilletur blev benhørigt evalueret mens der blev hældt rigeligt vand på tanken.

Vi ankom godt en time før start og havde dermed god tid til klargøring, herunder påsmøring af rigelige mængder solcreme og vaseline. Kl. 11.00 gik starten og så var der ikke så meget andet at gøre end at løbe. Ruten var enkel: løb 42,195 meter nordpå i strandkanten fra Vejers Nordstrand til Hvide Sande. Og jeg som elsker en afmærket rute…

Tempoet var ikke højt, men jeg var egentlig positivt overrasket over at benene trods gårsdagens hårde strabadser faktisk godt kunne løbes på. Underlaget var ikke optimalt, men omvendt var stranden på den første halvdel af turen faktisk ok fast, så man ikke sank voldsomt ned. Dog løb man mange steder med en betydelig hældning, hvilket godt kunne mærkes i ankel og knæ. Værst var dog helt klart varmen der lod sig mærke fra første skridt. Så der røg vand ind ved hvert depot. De første depoter havde vand på flasker så det gjorde det nemt at snuppe et par og så få drukket løbende frem til næste depot – senere fik man kun plastik-krus og det spillede langt fra. Hvad der absolut heller ikke var optimalt arrangeret var det totale fravær af toiletter på ruten – så jeg måtte efter 22km låne et par papirservietter og tage en tur op i klitterne på spejder-maner. Tidskrævende og ufedt.

Vi holdt os dog hydrerede selv om vandet nærmest skulle tvinges ned, da det var meget varm af at stå i solen. Der var med andre ord en del, som arrangørerne kunne have gjort bedre – men det var nu engang vilkårene.

Kasper var som sædvanlig godt løbende mens jeg blev ramt af en slem kvalme omkring halvvejs. Det lettede dog lidt efter turen i klitterne, men blev dog snart afløst af problemer med venstre knæ. Efter en kort gåtur, en nærmere overvejning af problemets omfang og et forsøg på at løbe igen besluttede jeg at hoppe af ved næste depot. Ærgerligt, men nok fornuftigt i forhold til at kunne opretholde en fornuftig løbetræning frem til 20 august og sæsonens absolutte hovedmål. Jeg var dog ked af at måtte forlade Kasper, der nu var overladt til at slide sig gennem de sidste 14, kedelige, tunge og varme kilometer hjem. Tilmed på et underlag der var langt fra så godt som det første stræk. Det klarede han naturligvis og jeg kunne sammen med Camilla tage imod ham efter knap 5½ times løb i målområdet, hvor han tilmed præsterede en slutspurt og slog to andre deltagere, som han havde konkurreret med de sidste kilometer. Stærkt stærkt!

Selv havde jeg en spændende tur i til målområdet i hjemmeværnets militærkøretøj. Det var en nærmest studenteragtig oplevelse: vi sad side om side på bænke på ladet af en lastbil med siden i køreretningen – og folk kastede op. Utrolig så hårdt det slår, hvis man dehydrerer og går helt ned. Det så bestemt ikke rart ud. Men frem nåede vi, selvom chaufføren også kørte, som om han havde fået solstik.

Da Kasper lige havde fået et par minutter til at sunde sig snuppede vi en velfortjent svømmetur (jep, jeg tog fire fly-tag) og forkælede os selv med en is inden turen igen gik østover. En hård weekend – men ingen tvivl, The Double er kommet for at blive og vi overvejer nu blot, hvad indholdet af ”The Double 2007” skal være…

En kongeetape!

300 km "Sjælland Rundt" stod på programmet på weekendens første etape. HHK deltog på "Sjælland på tværs" (187 km), Søren og undertegnede på den lange tur. Vivamus holdet slog pjalterne sammen med DHS/HTSI, henholdsvis Sørens kollega og chef.

Vi kom på et rigtigt udemærket "tog" relativt hurtigt efter start, og holdte et decideret hæsblæsende tempo. Jeg vil næsten sige faretruende. Men det gik.

Ved 110 km sagde vi farvel til Hans Henrik og Henrik. Til stor moro for de omkringkørende konstaterede Søren tørt umiddelbart derefter: "Nå, det er da rart at køre i et rent herrefelt igen!" :-)

Netop nu hvor Ullrich er ude af turen er en ny "Der Jan" trådt frem på scenen. "Loko Poulsen" gav den ikke for lidt. Hvis der var et af de hold hvor vi lå i læ der satte farten bare en smule ned, blev der straks og uden tøven blæst til angreb. Og så var det ellers bare om at komme ned i styrdroppet og frem på sadlen for at holde fast. De sidste 60 km var det mere eller mindre "Loko Poulsen" der sad i front når vi var på mellemhånd mellem andre grupper. Godt gået!

Efter vistnok 9 timer og 52 minutter strøg vi i mål - i god stil og endda med et decideret spurtopgør på holdet :-) Lidt brugte, men MEGET tilfredse med dagens tur.

Nu har vi lige sølle 42 km der skal tilbagelægges i sand. Jeg er sikker på, at der så bagefter vil komme mere fyldestgørende vidnesbyrd fra både denne kongeetape samt morgendagens strabadser!

/Kasper

Det er ubarmhjertigt...

...at træne intervaller med Morten! :-)

Den sidste træningsdont inden weekendens The Double 2006 blev henlagt til Dyrehaven. Distancen var beskedne 10,7 km - men herunder nogle gode bakkeintervaller i Ulvedalene. Skal vi ikke bare sige, at vejrtrækningen var presset og benene tilsyrede?

Nu skal det være. Sjælland Rundt og North Sea Beach Marathon kan bare komme an. At least I will die trying! :-)

/Kasper

Svøm, Cykel, Løb

En enestående kombination der tilsammen udgør indholdet af en Triathlon. Efter at jeg undervejs i et tidligere projekt havde smidt en masse vægt og var begyndt at løbe søgte jeg, delvist inspireret af vivamus-holdet, yderligere fysiske udfordringer først på cykel og siden i bassinet, samtidigt med at løbet blev vedligeholdt. Den foreløbige kulmination på trænings-anstrængelserne, bortset fra et par motionsløb, kom i onsdags ved deltagelsen i mit første triathlon-stævne. Med til stævnet var også Søren, men jeg havde nu ingen forventninger om at kunne følge hans tempo.

Jeg stillede til start med tre måneders træning i bassinet, 5 måneders træning på cyklen og 9 måneders erfaring udi systematisk løbetræning (ok, det kan læses som om jeg har løbetrænet usystematisk tidligere og dette er ikke tilfældet... nogensinde... aldrig!). Som den opmærksomme vivamus-læser nu vil vide svarer dette ikke helt til niveauet for de andre skribenter, men med fightervilje og træning kan man nå langt og altså også ind som skribent på vivamus.dk, og jeg har alle ambitioner om at komme op og bide de andre i haserne i en meget overskuelig fremtid!

Stævnet, Blovstrød Midsommer Tri, blev bevidst holdt i en meget skrabet stil med et minimum af officials. Det var således deltagerne selv der skabte stævnet og selv skulle tælle baner og omgange, men jeg syntes ikke at det trak ned på helhedsindtrykket og til gengæld slap man med en 50'er i startgebyr. Der var tre forskellige distancer, 200/12/2.5, 400/24/5 og 600/36/7.5, der blev afviklet i hhv. 25m indendørs basin, 12km cykelrute og en 2.5 km løberute i skoven omkring stadion. Både cykel og løberute var afvekslende uden at være super krævende. Det var naturligvis den længste distance der skulle prøves kræfter med og selvtilliden var i top efter et par krydstræninger med cykel-løb og løb-svøm-løb.

Min egen indsats levede helt op til forventningerne, svømningen gik godt og lå i den hurtige ende af hvad jeg havde forventet. Jeg kom brugt, men ikke totalt udmattet, op af vandet. Skiftet til cykel gik rigtigt godt, selvom jeg var tæt på at glemme hjelmen i farten! (Tak til Henrik der råbte efter mig!) Første omgang på cyklen var klart den hårdeste, men ellers kørte benene godt med et tempo kun lidt langsommere end de hurtigste træningsture på samme distance. Skiftet til løb gik ultra-hurtigt. Jeg havde, som Søren, udstyret løbeskoene med "Lock Laces" og selve skiftet tog ikke 20 sek. Den første kilometer var som ventet meget hård, men herefter løsnede benene op og efter 5k var der overskud til at råbe ud til Henrik og Søren (der på det tidspunkt var kommet i mål) at det "Overhovedet ikke var hårdt!" (det var løgn). Løbetempoet var ret konstant over de tre omgange, med første omgang lidt langsommere end sidste, så næste gang burde der være mulighed for at presse lidt mere der. Pulsen på løbet lå tilgengæld 10 slag højere end ved tidligere løb, så måske blev der presset nok...

Dette var altså min tri-debut, men helt sikkert ikke det sidste stævne jeg har kørt. Jeg er nu en stor portion erfaring rigere og den skal da omsættes til flere stævner, næste store mål, hvis det kan passes ind i kalenderen, er nu Xterra Denmark i Århus.

All time low for orienteringsevnen

Min manglende orienteringssans er efterhånden et veletableret faktum. Her til aften fik jeg lyst til en kort løbetur for at nyde det fantastiske vejr og den svindende dag. Med min Garmin Forerunner's GPS bekymrede jeg mig ikke så meget om ruten - jeg kunne jo altid finde hjem, når jeg følte, jeg havde løbet halvt så langt som jeg ønskede.

Jeg havde nok regnet med en kort, rask tur på en 7-8 km, men vejret var godt og benene ok så jeg tænkte først på at vende om da jeg havde løbet 5km. Jeg var ikke helt klar over hvor jeg var, men satte retningen efter start-market i GPS'ens display. Jeg løb og løb og løb, men stødte ikke på noget bekendt. Langt om længe - vel efter en 12 km alt i alt - gik det op for mig, at jeg ikke havde fået nulstillet GPS'en hvorfor det første markede punkt var, hvor jeg sidst slukkede den, hvilket var på et mtb-spor et godt stykke nord for København. Ikke så smart. Efter at have orienteret mig på et busrutekort lykkedes det mig at lægge en ny kompaskurs der skulle føre mig tilbage til København.

Turen blev således en hel del længere end planlagt - helt nøjagtig på 23,5 km. Og tilmed lettere dehydreret da jeg ikke fik tænkt på at drikke noget undervejs selvom jeg passerede ikke så få tankstationer.

Tyren ved hornene til DM i sprint

Det var en fornøjelse at deltage i DM i sprint-triathlon i Ganløse i dag - vejret var helt optimalt til formålet. Ikke en krusning på søen, vandtemperatur omkring de 17 grader, så de 750m svømning gik fint - ikke noget kuldechok og ok navigation. Dog næppe nogen rekord-tid, men det gik fornuftigt og jeg havde en ok transition til cykel. Elastik-tricket virkede igen til UG.

Også på cyklen var forholdene optimale - der var stort set ingen vind og temperaturen var magelig lige over de 25 grader. Først på løbet begyndte jeg at mærke generne - skiftet var ok hurtigt bortset fra at sålen kryllede lidt så jeg først fik højre fod ned i skoen i andet forsøg. Men vejrtrækningen på løbestrækningen gjorde ondt og farten faldt markant. Her skal der lægges en markant træningsindsats.

Løbet havde den særlige charme, at et mesterskabsstævne lokker de tunge drenge ud. Og da deltagerne startede med 1 minuts mellemrum og eliten startede til sidst nåede jeg i mål inden favoritterne havde løbet færdig, så man kunne se deres suveræne løb. Thorbjøn Sindballe levede op til sin favoritværdighed trods problemer med overtræning tidligere på sæsonen og han blitzede igennem løbet og slog hul på over to minutter ned til nærmeste forfølger og var uhyggeligt tæt på at gå lige under 1 time - han hamrede i mål i tiden 1:00:27! Rasmus Henning stillede ikke op pga. en skade i foden, men stod til gengæld for at speake til stævnet. Det gjorde han udmærket.

Alt i alt en forrygende tri-dag.

Grus i maskineriet

DustCup'ens 4. afd. var en hård omgang og mit løb gik langt fra så godt som den forrygende 3. afd. Ruten var teknisk over mit niveau og jeg måtte flere steder af cyklen - også enkelte gange uden at jeg havde planlagt det, hvilket resulterede i at jeg krydsede målstregen med mudder i ansigtet og blod ned ad benet - med andre ord i det ægte DustCup-look.

Desuden var 4. afdeling jo den første af to dobbeltrunder, så man kørte 2 timer + omgangen færdig. Det betød for mit vedkommende fire omgange (som var rigtig lange) på 2½ time, hvilket placerede mit nogenlunde mit i feltet. Janos var bedre i stand til at holde Team HardOns fane højt - han vandt motionsklassen og nåede som den eneste i motionsklassen 5 omgange. Han kunne således køre sidste omgang i ensom majestæt og sikre HardOn vores retmæssige plads øverst på podiet - den plads som Morten ellers har været fast leverandør på, når han har deltaget. Stærkt kørt!

Den efterfølgende uge har været vældig stille træningsmæssigt for mit vedkommende. Dels fordi jeg har haft rygende travlt på arbejdet, men også for at benene og hovedet skulle være frisk til i dag lørdag, hvor den står på DM i sprint-triathlon i Ganløse. I'll be racing the stars - selvom Thorbjørn Sindballe nok racer på en anden planet end mig...

Aero hjulsæt

I Haretri's gæstebog linkes der idag til en interessant test-artikel om aero-hjulsæt. Herunder Sørens Zipp808 og de nærliggende konkurrenter.

Hvis man er lidt interesseret i testresultater på dette område, så kan jeg anbefale artiklen fra det tyske magasin "Triathlon" der findes her.

/Kasper

License to tri

To forhold har bragt mig til erkendelsen af, at jeg bliver nødt til at melde mig ind i en triathlon-klub.

For det første får jeg ikke løbetrænet tilstrækkeligt regelmæssigt og med tilstrækkelig kvalitet. Systematik og øget træningskvalitet er for mig at se afgørende for at jeg kan nå de mål, jeg har sat for sæsonen - og jeg er sådan set allerede bag efter.

For det andet har jeg erfaret, at det er nødvendigt med et licens-nummer for at deltage i mesterskabsstævner. Jeg må sige, ikke mindst efter den baglæns tri i Roskilde og sprintdistancen i Ganløse, at jeg har fået smag også for de kortere tristævner. Og 10. juni er der DM i sprint-triathlon i Ganløse - så nu er anledningen der.

Valget er efter kortvarige internetstudier faldet på www.tri4.dk - de virker fornuftige og træningstiderne og -stederne passer mig godt. Så nu må vi se, hvilke underværker det kan udrette.

Hans Henrik, er du i øvrigt klar den 10? Den bagskifter må snart være på plads...

In line for new adventures

Mens vi venter med spænding på Jesper og Kaspers beretning fra en - så vidt jeg forstod på Kasper i går umiddelbart efter løbet - vellykket kraftpræstation i FEM (der rakte til en flot 7. plads på lang distance) må jeg berette om den seneste nyanskaffelse på adventure-fronten (nyanskaffelser er jo også udråbt til at være min særlige spidskompetence i Vivamus-sammenhæng).

Det drejer sig om et par raffie Salomon inliners, da rulleskøjteløb jo som bekendt er en af disciplinerne på DTU lang til efteråret. Den slags læres jo ikke overnight tænkte jeg, så derfor er den tekniske træning i denne disciplin nu skudt igang. Det er faktisk ikke så svært. Dog kan jeg anbefale at man følger sin fornuft og køber håndledsbeskytterne med. Lige den 150kr-investering har jeg ikke fortrudt - de har sådan set allerede været i brug en enkelt gang. Men ellers er det ikke så svært - skal nok lige øve lidt mere i at bremse før jeg for alvor tør færdes i trafikken, men så længe det bare går lige ud er der ikke så mange ben i det. Ikke dermed sagt at man ikke kan blive godt øv af det - endnu en grund til at få trænet grundigt forud så ikke det bliver her kroppen står af når det gælder.

Vi skal naturligvis også have de to andre rødder på banen - der skal jo også øves drafting osv.

Klar igen?

Så er det snart et år siden indlægget "Klar til alt, klar til FEM" blev skrevet.

Selvom træningen i den mellemliggende periode nemt kunne have været meget mere optimal, så er benene dog trods alt lidt bedre end før FEM50 sidste år. Det skal dog blive interessant at finde ud af, hvordan de reagerer på den lange distance iår. 20 km (nominelt!) i Silkeborg-skovene oveni - det mærkes med garanti hårdere end det lyder :-)

Konkurrencen i år er en helt anden. Sidste år var vi jo blandt en stor flok lykkeriddere som os selv. I år er konkurrenterne noget mere giftige. Vi må minde os selv om, at valget stod mellem at gøre os gældende i toppen af FEM50 eller at kæmpe for at gennemføre FEM70.

Men vores eksterne forudsætninger er jo heldigvis også langt bedre i år. Først og fremmest har vi fået et helt uvurderligt support-crew i deltagerne på FEM-light. "FEM-light" er en helt ny adventuredisciplin der indkorporerer løbetur, shopping, seværdigheder, campingplads og familietelt. Vi spår denne disciplin en stor-stor fremtid i målgruppen! Maria og Mille både sender os afsted og tager os i mål - større motivation kan man næsten ikke forlange :-)

Jeg kan iøvrigt oplyse, at carbo-loadingen er godt undervejs. Er i forbindelse med projektarbejde lokaliseret på ITU for tiden, og fordøjer nu den største Basso-carbotallerken fra kantinen...visse dele af forberedelsen er nu ganske behagelige :-)

/Kasper

God sæsonstart med sprint-triathlon

Dagens program bød på sprint-triathlon i Ganløse - og det gik forrygende. De 400m - 20k - 4k blev tilbagelagt på 1:01:13. Det rakte til en 34. plads overall blandt de 131 der startede på lang. Det var dog ærgerligt jeg ikke lige sneg mig under en time, men jeg følte jeg havde et godt løb og ikke mindst fuldstændig gnidningsfrie transitioner. Jeg havde spændt skoene fast på cyklen med elastikker så den var lige til at hoppe på, og jeg var lynhurtigt ude af skiftezonen og på cyklen.

De 400 meter crawl og en lang løbetur op til skiftezonen tog 7:49 hvilket nok har betydet lige under de 7 minutter i vandet. Ikke nogen rekord-fart, men stadig pænt tilfredsstillende. Som det fremgår af billedet lagde jeg mig først i den næsthurtigste bane (hovedet er bag vendeflagsstolpen) og dermed var jeg også blandt de første i mit heat oppe af vandet og jeg hentede tid i skiftezonen hvor folk lagde op til det helst store påklædningsnummer.

Cykelruten var jo velkendt fra cross-duathlonsammenhæng tidligere og den er fantastisk, især når der er meget vind. Gode bakker og stykker med medvind ned ad bakke hvor man rigtig kan fyre den af og mærke hvordan vinder hiver og slider i zipp-hjulene. På et stykke nåede farten op over 60 og cykeldelen blev klaret med en gennemsnitsfart på 34,2 km/t. Også skiftet til løb gik godt - quicklaces og ingen snørrebånd gør at man også blæser igennem T2. Jeg skal dog arbejde gevaldigt med hastigheden på løbedelen når man kommer af cyklen for her var tempoet ikke imponerende. Nu hjalp det naturligvis heller ikke at løberuten er svært kuperet og virkelig kan trække tænder ud.

Så både et løb med mange vellykkede momenter i en næsten tilfredsstillende tid - og en klar indikation af, hvor der skal forbedres. Kan man ønske sig mere?

Formen lægges til ”The Double 2006”

Søndagen blev som nævnt tilbragt i sadlen, da jeg deltog i Skjoldenæsholmløbets 145km landevejcykling. Det blev til 4½ times fornuftigt slid på cyklen – formen er ikke tosset, men den skal stadig forbedres og der skal naturligvis disponeres anderledes, når vi når 1. juli – ikke mindst fordi programmet 2. juli jo som bekendt rummer et strandmaraton, men også fordi den dobbelte distance og dermed formodentlig i omegnen af ti timer i sadlen i sig selv er anstrengende for organismen.

Sidst jeg kørte landevejsløb (100km arrangeret af Holbæk Cykelring) var det med samlet start for hele feltet. Det betød, at de første knap 40 km blev tilbragt i magelig læ af en mur af cykelryttere og dermed en meget blød start. Sådan gik det ikke i går, hvor der kun blev sendt en 30-40 ryttere af sted samtidig. Det gav ikke rigtigt noget felt da farten var meget forskellig – så vi var i arbejdstøjet med det samme. Preben og min kollega Jan var godt kørende og vi fulgtes ad hele vejen, hvilket var en stor fordel – vejret viste sig nemlig ikke fra sin bedste side, men sendte fra tid til anden en kraftig modvind ind over de åbne vidder, så det var en stor fordel at kunne skiftes til at føre vores lille tremandsfelt.

Dagen bød også på en del regnskyl, men det var først da vi var klikket ud af pedalerne og havde stået lidt i målområdet at kulden begyndte at melde sig – indtil da, havde vi leveret rigeligt til at kunne holde varmen selv i vådt tøj. Ruten havde 900 højdemeter, så den var ikke vanvittigt kuperet – vi fik dog pulsen op på et par gode stigninger undervejs. Med ca. 4½ time i sadlen med en gennemsnitsfart på 31,7 km/t så føler man sådan set, at man har brugt sig godt igennem på sådan en søndag formiddag. Tempoet rakte lige nøjagtig til at placere os i den bedste fjerdel af de over 400 deltagere på den længste distance.

Dagen derpå (hvilket jo er en særdeles vigtig faktor i forhold til 2. juli) er der ingen skavanker, der plager. Nuvel, benene er lidt tungere og gazelle-springene op ad trapperne på arbejde er knap så udtalte, men den markante træthed som jeg mærkede i ryg og lænd efter timerne og sliddet i sadlen da løbet var færdig var næsten væk – tror dog stadig Kaspers sindssyge påhit bliver en hård omgang fra start til slut.