Efter en række dårlige mtb-løb præget af influenza, punkteringer og andre tekniske vanskeligheder bød aftenens hot-cup afdeling på en tilfredsstillende præstation. Jeg havde et godt løb på en rute, der lå godt for mig - ikke for teknisk, men med masser af tons og gode stigninger, der kunne køres med fuld power.
Knap 200 deltagere havde fundet vej til 3. afdeling. Benene var så gode at det rakte til fire omgange med en gennemsnitspuls på 172, så der blev kørt max til i samtlige 77 minutter det tog at fræse igennem. Det rakte til en 52.-plads overall og en 9.-plads i min age-group (19-29). Og denne gang var der ingen piger der blev sluppet forbi selvom der vanen tro var flere rigtig velkørende med i feltet :-)
Især var jeg tilfreds med disponeringen og at det lykkedes mig at fighte hårdt helt til målstregen. Jeg lå på hele sidste omgang i en aggressiv gruppe, der virkelig kørte til og selvom jeg måtte lade et par særdeles stærkt kørende ryttere først over stregen så var det med en vis tilfredsstillelse, at jeg dog fik banket mig foran en af dem på den allersidste stigning på trods af at jeg havde ligget bagerst og kun hængt på med nød og næppe i lang tid. Et sekund før er stadig et sekund og én placering før ;-)
Jeg er også blevet væsentligt bedre til at lægge hårdt ud og køre aggressivt fra starten så der ikke bruges for meget tid på køkørsel. Startloopet i dagens afdeling var kort og ramte hurtigt en hård stigning der tilmed havde et skarpt og stejlt højresving efter kort tid - her var der i den grad trængsel og der var nogen der ramte både mit forhjul og baghjul på vej op af stigningen - så der var kamp om placeringerne fra startskuddet lød.
Søndag står den på 2-timers afdeling af Dustcup - sidst jeg kørte en 2-timers afdeling var det rigtig, rigtig hårdt. Det bliver spændende at se, om jeg formår at disponere fornuftigt og hvordan teknikken opretholdes, når trætheden melder sig. 2-timer er lang tid på maxpuls og det er endnu længere tid på 100 pct. koncentration.
onsdag, maj 30, 2007
mandag, maj 21, 2007
Elendigt race
Lanzarote-IM blev en skuffelse. Fra start til slut havde jeg et dårligt race og bundlinjen blev, at jeg ikke kunne løbe den sidste halvdelmaraton - denne gang var det knæet, der sagde stop.
Det var nu ikke det eneste, der kom på overarbejde. Jeg havde et dårligt svøm - havde svært ved at navigere og fandt aldrig en fornuftig rytme. Jeg svømmede 7-8 minutter langsommere end i England, hvilket sådan set var acceptabelt taget i betragtning, at det var i havet og at jeg pga. problemerne med nakken ikke har svømmetrænet overhovedet de sidste tre uger - men det var utilfredsstillende, at mærke den manglende rytme og overblik over ruten. Det havde været et stort plus at have gennemsvømmet den før racet.
Det var en meget lang transitionszone, men T1 gik for så vidt udmærket. Jeg måtte omkring toilettet til en hurtig tissetur, men ellers var alt klar på cyklen og jeg skulle bare have våddragten i den rigtige pose og så småløbe frem til cyklen. Jesper havde en god svømning og var kørt, men jeg tog det ganske roligt og havde en fornuftig start. Snart havde jeg fået skyllet den salte smag i munden bort og fandt egentlig en ok rytme på cyklen. Selv i et roligt tempo overhalede jeg mange, hvilket i mit hoved understregede, at svømningen havde været noget over par på dagen.
Omkring en fjerdedel inde i cykelbenet når jeg op til Jesper, der cruiser i flot stil derudaf. Vi følges af et kort stykke og der bliver igen lidt afstand. Jeg har et par hurtige tissestop - kunne simpelthen ikke få mig selv til at tisse i bukserne selvom det indgik i overvejelserne - og efter en problemløs opstigning til Teguise kommer Jesper hilsende bagfra, stadig i flot stil.
På det her tidspunkt begynder jeg at blive urolig for min energiindtagelse. Jeg har kørt på med masser af energidrik og to gels, men begynder alligevel at mærke en fornemmelse af tomhed i benene, samtidig med at en begyndende kvalme gør det vanskeligt at indtage mere energi. Jeg bliver lidt forvirret og i tvivl om, hvorvidt jeg har taget for meget eller for lidt ind, så jeg holder en kort pause uden energidrik mens jeg kører op til stigningen før Haria. Så følger den halsbrækkende nedkørsel gennem utallige hårnåle sving, hvor jeg ikke tænker på meget andet end at holde godt fast omkring styret og sørge for at dosere den rette mængde nedbremsning. Jeg er iskold da jeg når bunden så opstigningen til Mirador del Rio straks efter er hård for muskler og knæ selvom jeg træder det laveste gear det meste af vejen.
Efter en kontroleret opstigning når jeg toppen samtidig med erkendelsen af jeg ikke har taget for meget energi ind men for lidt. Så ned ryger en halv liter energidrik og så rammer kvalmen mig med et brag. Ind til siden og op med energidrikken igen. På turens højeste punkt har jeg nået løbets laveste. Jeg står af cyklen, besøger port-a-pot'en og går så ombord i depotet på toppen. Coca cola kan rede alt så fem minuter og en halv liter senere er jeg oppe på cyklen igen. Mere cola og to en halv powerbars senere er jeg tilbage i løbet og har nu blot modvinden på de sidste 50 km at slås med. Allerede nu kan jeg mærke mit højre knæ og det gør mig stærkt urolig for det efterfølgende løb.
Tilbage i T2 er knæet ømt allerede inden jeg har løbet et eneste skridt. Samtidig er varmen begyndt at spille ind og jeg har endnu et toilet-besøg. Siddende på det ildelugtende lokum begynder jeg at få koldsved og har et øjeblik seriøse tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet kommer ud at løbe. Jeg samler mig sammen, kommer i løbeskoene og bevæger mig ud på ruten. 4 x 10km ud-hjem rute langs kysten. Stort set pandekage flat og temmeligt varmt. Jeg løber 500m så smerter mit knæ og jeg begynder at gå. Det fortsætter jeg med indtil knæet gør så ondt, at jeg frygter jeg er ved at indkassere en skade. Så kaster jeg håndklædet i ringen og bander over at IM-distancen endnu en gang har fået has på mig. Mens jeg sværger come-back 1. juli i Frankfurt og overbeviser mig selv om at ironman-løb er fascinerende netop fordi de er svære, glæder jeg mig over at Jesper har eksekveret et imponerende flot løb og gennemfører i under 12 timer. Med en så overbevisende debut-præstation kan man da kun ærgre sig over at han fra start har erklæret, at IM var en engangsforteelse. For mit eget vedkommende må jeg blot satse på, at "tredje gang bliver lykkens gang".
Det var nu ikke det eneste, der kom på overarbejde. Jeg havde et dårligt svøm - havde svært ved at navigere og fandt aldrig en fornuftig rytme. Jeg svømmede 7-8 minutter langsommere end i England, hvilket sådan set var acceptabelt taget i betragtning, at det var i havet og at jeg pga. problemerne med nakken ikke har svømmetrænet overhovedet de sidste tre uger - men det var utilfredsstillende, at mærke den manglende rytme og overblik over ruten. Det havde været et stort plus at have gennemsvømmet den før racet.
Det var en meget lang transitionszone, men T1 gik for så vidt udmærket. Jeg måtte omkring toilettet til en hurtig tissetur, men ellers var alt klar på cyklen og jeg skulle bare have våddragten i den rigtige pose og så småløbe frem til cyklen. Jesper havde en god svømning og var kørt, men jeg tog det ganske roligt og havde en fornuftig start. Snart havde jeg fået skyllet den salte smag i munden bort og fandt egentlig en ok rytme på cyklen. Selv i et roligt tempo overhalede jeg mange, hvilket i mit hoved understregede, at svømningen havde været noget over par på dagen.
Omkring en fjerdedel inde i cykelbenet når jeg op til Jesper, der cruiser i flot stil derudaf. Vi følges af et kort stykke og der bliver igen lidt afstand. Jeg har et par hurtige tissestop - kunne simpelthen ikke få mig selv til at tisse i bukserne selvom det indgik i overvejelserne - og efter en problemløs opstigning til Teguise kommer Jesper hilsende bagfra, stadig i flot stil.
På det her tidspunkt begynder jeg at blive urolig for min energiindtagelse. Jeg har kørt på med masser af energidrik og to gels, men begynder alligevel at mærke en fornemmelse af tomhed i benene, samtidig med at en begyndende kvalme gør det vanskeligt at indtage mere energi. Jeg bliver lidt forvirret og i tvivl om, hvorvidt jeg har taget for meget eller for lidt ind, så jeg holder en kort pause uden energidrik mens jeg kører op til stigningen før Haria. Så følger den halsbrækkende nedkørsel gennem utallige hårnåle sving, hvor jeg ikke tænker på meget andet end at holde godt fast omkring styret og sørge for at dosere den rette mængde nedbremsning. Jeg er iskold da jeg når bunden så opstigningen til Mirador del Rio straks efter er hård for muskler og knæ selvom jeg træder det laveste gear det meste af vejen.
Efter en kontroleret opstigning når jeg toppen samtidig med erkendelsen af jeg ikke har taget for meget energi ind men for lidt. Så ned ryger en halv liter energidrik og så rammer kvalmen mig med et brag. Ind til siden og op med energidrikken igen. På turens højeste punkt har jeg nået løbets laveste. Jeg står af cyklen, besøger port-a-pot'en og går så ombord i depotet på toppen. Coca cola kan rede alt så fem minuter og en halv liter senere er jeg oppe på cyklen igen. Mere cola og to en halv powerbars senere er jeg tilbage i løbet og har nu blot modvinden på de sidste 50 km at slås med. Allerede nu kan jeg mærke mit højre knæ og det gør mig stærkt urolig for det efterfølgende løb.
Tilbage i T2 er knæet ømt allerede inden jeg har løbet et eneste skridt. Samtidig er varmen begyndt at spille ind og jeg har endnu et toilet-besøg. Siddende på det ildelugtende lokum begynder jeg at få koldsved og har et øjeblik seriøse tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet kommer ud at løbe. Jeg samler mig sammen, kommer i løbeskoene og bevæger mig ud på ruten. 4 x 10km ud-hjem rute langs kysten. Stort set pandekage flat og temmeligt varmt. Jeg løber 500m så smerter mit knæ og jeg begynder at gå. Det fortsætter jeg med indtil knæet gør så ondt, at jeg frygter jeg er ved at indkassere en skade. Så kaster jeg håndklædet i ringen og bander over at IM-distancen endnu en gang har fået has på mig. Mens jeg sværger come-back 1. juli i Frankfurt og overbeviser mig selv om at ironman-løb er fascinerende netop fordi de er svære, glæder jeg mig over at Jesper har eksekveret et imponerende flot løb og gennemfører i under 12 timer. Med en så overbevisende debut-præstation kan man da kun ærgre sig over at han fra start har erklæret, at IM var en engangsforteelse. For mit eget vedkommende må jeg blot satse på, at "tredje gang bliver lykkens gang".
fredag, maj 18, 2007
Stilhed foer stormen
Saa er jeg vel ankommet til Lanzarote - et hektisk flyskift i Barcelona og en aengstelig venten i lufthavnen i laaaang tid inden min volumioese baggage dukkede op var blot krusninger paa overfladen, alt naaede frem i god behold.
Maria var saa venlig at hente mig lufthavnen saa det var uproblematisk at indregistrere paa La Santa i gaar (Jesper er blevet meget begejstret for La Santa-sangen nu hvor han har hoert den live) og vi kunne nyde en god omgang pasta til aftensmad i gaar i Puerto del Carmen.
Cyklen blev samlet allerede i gaar og proevekoert i dag - alt er paa plads og den er rigget godt til med racenummer, tre flasker, co2-patroner, pumpe, gels, aero-dunk og reservedaek. Den ser lidt overlaesset ud og man laegger naesten ikke maerke til, hvor dyrt et maerke rammen er af... ;-)
Den skal checkes ind i dag kl. 15 og saa er det saadan set bare at vente i spaending paa morgendagens udfordring. Vejret i gaar og i dag er helt perfekt - delvis overskyet og med meget lidt vind, efter Lanzarote-standard naesten vindstille. Forhaabentlig holder det til i morgen, men hvem ved, hvordan vinden blaeser, naar man for alvor kommer op og ud.
Jesper virker taendt, men klager over lidt vaerken i knaeet - det kan maaske blive traels senere, men foreloebig haaber vi det bedste. Hold fingerne krydset derhjemme! Beretning foelger.
Maria var saa venlig at hente mig lufthavnen saa det var uproblematisk at indregistrere paa La Santa i gaar (Jesper er blevet meget begejstret for La Santa-sangen nu hvor han har hoert den live) og vi kunne nyde en god omgang pasta til aftensmad i gaar i Puerto del Carmen.
Cyklen blev samlet allerede i gaar og proevekoert i dag - alt er paa plads og den er rigget godt til med racenummer, tre flasker, co2-patroner, pumpe, gels, aero-dunk og reservedaek. Den ser lidt overlaesset ud og man laegger naesten ikke maerke til, hvor dyrt et maerke rammen er af... ;-)
Den skal checkes ind i dag kl. 15 og saa er det saadan set bare at vente i spaending paa morgendagens udfordring. Vejret i gaar og i dag er helt perfekt - delvis overskyet og med meget lidt vind, efter Lanzarote-standard naesten vindstille. Forhaabentlig holder det til i morgen, men hvem ved, hvordan vinden blaeser, naar man for alvor kommer op og ud.
Jesper virker taendt, men klager over lidt vaerken i knaeet - det kan maaske blive traels senere, men foreloebig haaber vi det bedste. Hold fingerne krydset derhjemme! Beretning foelger.
mandag, maj 14, 2007
Sidste trilletur inden IM
I går stod menuen på Skjoldenæsholm-løbet - 145km landevejsløb som jeg også deltog i sidste år. Jeg havde en kammerat med rundt, hvis ben var lidt rustne på dagen, så det blev ikke nogen tempotur og vi var i alle depoter selvom jeg havde taget ekstra væske med netop for at kunne køre helt igennem - og så fik jeg lov til at agere "Der Jan".
Det var nu alligevel en udmærket tur og fint at få de sidste kilometer og de sidste bakker i benene inden det gør løs for alvor på næste lørdag. Formen er ved at være, hvor den skal - en hård tempotur (15 km med 4:21/min i snit) på løbeben lørdag eftermiddag var ikke til at mærke, da jeg skulle træde zipp-hjulene hen over turens bakker på den meget smukke rute, så det var lækkert. Jeg havde også en følelse af overskud efter de 145km, så det var som det skulle være.
Adskillige kiropraktorbesøg har efterhånden også sat næsten 100 pct. skik på min nakke så jeg er fortrøstningsfuld mht. svømningen, selvom jeg ikke har trænet svømning i nu over en uge. Tror jeg snupper en test-tur i morgen tidlig inden job for lige at få ro i sindet også på det punkt.
Så nu står den på forberedelser til Lanzarote - der er købt solcreme, energidrik, læsestof til flyveturen, visiret til min enkelstartshjelm er ankommet og monteret, og vigtigst af alt, den mentale forberedelse er gået op i gear.
Ingen tvivl om, at det bliver et hårdt løb og at konkurrencen med Jesper for så vidt er åben. Jeg er dog i min visdom nået frem til at det mest hensigtsmæssige er at tvinge mig selv til at ignorere den indbyrdes konkurrence på cykeldelen og første halvdel af marathon-løbet. Så tilbage står at jeg vil svømme for at komme først op af vandet (mest for sjæleroens skyld ;-) og skulle det svigte eller hvis han overhaler på cyklen så må jeg forlade mig på min forbedrede løbeform til at hente ham ind.
Mon ikke der kommer lidt på bloggen om, hvordan det gik :-)
Det var nu alligevel en udmærket tur og fint at få de sidste kilometer og de sidste bakker i benene inden det gør løs for alvor på næste lørdag. Formen er ved at være, hvor den skal - en hård tempotur (15 km med 4:21/min i snit) på løbeben lørdag eftermiddag var ikke til at mærke, da jeg skulle træde zipp-hjulene hen over turens bakker på den meget smukke rute, så det var lækkert. Jeg havde også en følelse af overskud efter de 145km, så det var som det skulle være.
Adskillige kiropraktorbesøg har efterhånden også sat næsten 100 pct. skik på min nakke så jeg er fortrøstningsfuld mht. svømningen, selvom jeg ikke har trænet svømning i nu over en uge. Tror jeg snupper en test-tur i morgen tidlig inden job for lige at få ro i sindet også på det punkt.
Så nu står den på forberedelser til Lanzarote - der er købt solcreme, energidrik, læsestof til flyveturen, visiret til min enkelstartshjelm er ankommet og monteret, og vigtigst af alt, den mentale forberedelse er gået op i gear.
Ingen tvivl om, at det bliver et hårdt løb og at konkurrencen med Jesper for så vidt er åben. Jeg er dog i min visdom nået frem til at det mest hensigtsmæssige er at tvinge mig selv til at ignorere den indbyrdes konkurrence på cykeldelen og første halvdel af marathon-løbet. Så tilbage står at jeg vil svømme for at komme først op af vandet (mest for sjæleroens skyld ;-) og skulle det svigte eller hvis han overhaler på cyklen så må jeg forlade mig på min forbedrede løbeform til at hente ham ind.
Mon ikke der kommer lidt på bloggen om, hvordan det gik :-)
onsdag, maj 09, 2007
Forfulgt af uheld
Alt er ikke gået helt optimalt sportsligt set de seneste dage - alt er dog heller ikke gået dårligt. Efter hotcup'ens 2. afd. og min vælten rundt har jeg døjet med lidt skavanker, især et ubehageligt hold i nakken der løsner langsomt op i løbet af dagen, men vender tilbage efter en nat på langs. Et par besøg hos en kiropraktor skulle dog gerne afhjælpe problemet - dr. Fuentes lover i hvert fald at gøre mig race-klar til IM-Lanzarote.
På grund af småskavanker og med øje for optimal forberedelse til Lanzarote var jeg meget i tvivl om, hvorvidt det var snedigt at starte i dagens 2. afdeling af Dustcup i Ganløse. Jeg var følte dog stort overskud på løbetræningen både mandag og tirsdag, så jeg overtalte mig selv til at drage til Ganløse. Den gode nyhed var, at løbet ikke bød på forværring af nogen skavanker - den dårlige var, at jeg nåede at punktere to gange på fire kilometer af første omgang og kun havde én ekstraslange med. Så det blev en lang tur for en kort tur, der tilmed sølede cyklen og rytteren godt ind i mudder for ruten bar tydelig præg af de seneste dages regn.
Brandærgerligt, for på det tidspunkt lå jeg rigtig godt med - jeg havde gode ben og havde lagt benhårdt fra start. Der var et rigtigt langt tonserstykke inden man kom ind på et rimelig let singletrack, så starten af omgangen lå perfekt til mig.
Der er imidlertid ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for nået: 1) det er slut med mtb før efter Lanzarote, 2) benene føles kanon, 3) jeg lærte, at man skal have mere end én ekstraslange med og at man ikke skal have den lille ring eller låget skruet på ventilen - det tager simpelthen en evighed, især hvis det er en lang ventil, at skrue det lort af mens man sveder ned i øjnene og kun tænker på at få kommet videre. Ja, så fik man den erfaring med.
PS. det forlyder, at mit længe ventede visir til Louis Garneau enkeltstartshjelmen er ankommet til Nørrebro Posthus - så har jeg da på ét punkt et stykke udstyr, som Hr. Duelund ikke har... ;-)
På grund af småskavanker og med øje for optimal forberedelse til Lanzarote var jeg meget i tvivl om, hvorvidt det var snedigt at starte i dagens 2. afdeling af Dustcup i Ganløse. Jeg var følte dog stort overskud på løbetræningen både mandag og tirsdag, så jeg overtalte mig selv til at drage til Ganløse. Den gode nyhed var, at løbet ikke bød på forværring af nogen skavanker - den dårlige var, at jeg nåede at punktere to gange på fire kilometer af første omgang og kun havde én ekstraslange med. Så det blev en lang tur for en kort tur, der tilmed sølede cyklen og rytteren godt ind i mudder for ruten bar tydelig præg af de seneste dages regn.
Brandærgerligt, for på det tidspunkt lå jeg rigtig godt med - jeg havde gode ben og havde lagt benhårdt fra start. Der var et rigtigt langt tonserstykke inden man kom ind på et rimelig let singletrack, så starten af omgangen lå perfekt til mig.
Der er imidlertid ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for nået: 1) det er slut med mtb før efter Lanzarote, 2) benene føles kanon, 3) jeg lærte, at man skal have mere end én ekstraslange med og at man ikke skal have den lille ring eller låget skruet på ventilen - det tager simpelthen en evighed, især hvis det er en lang ventil, at skrue det lort af mens man sveder ned i øjnene og kun tænker på at få kommet videre. Ja, så fik man den erfaring med.
PS. det forlyder, at mit længe ventede visir til Louis Garneau enkeltstartshjelmen er ankommet til Nørrebro Posthus - så har jeg da på ét punkt et stykke udstyr, som Hr. Duelund ikke har... ;-)
torsdag, maj 03, 2007
Og de kaldte det mindre teknisk
Gårsdagens 2. afdeling af årets nyskabelse Hotcup var henlagt til Tisvilde. Hotcup-arrangørerne har på et tidspunkt skrevet på hjemmesiden, at Hotcup-ruterne bevidst var valgt mindre tekniske end storebroderen Dustcup.
Det var nu vanskeligt at se på gårsdagens rute i Tisvilde, som var pænt teknisk - også mere teknisk end jeg lige magtede at køre fornuftigt. Allerede på opvarmningsrunden måtte jeg bide i sandet og indkassere et gevaldigt trælår (nu forstår jeg endelig begrebet trælår - det betyder simpelthen når træ møder lår med høj fart ;-) og en knækket saddel. Ikke lige den optimale start, men jeg fik da humpet på benene, kom tilbage til målområdet og fik intermistisk tapet min saddel fast med gaffa.
Låret gjorde (og gør) dog stadig ondt, så det lagde en dæmper på de helt store eksplosioner, da først løbet kom i gang. Jeg kørte dog ok med på to rimeligt fornuftige og jævne omgange og lagde så tilpas aggressivt ud, at jeg ikke måtte døje med ret stor forsinkelse på første omgang. Tredje gang rundt skulle de tekniske vanskeligheder imidlertid indhente mig. *
På et decideret modbydeligt stykke, hvor man skulle forcere tre små, vakkelvorne og ekstremt smalle broer i træk, gik det galt. Den første bro var over et mudderhul og på tredje omgang var et af de midterste bræt knækket og stod op i vejret så det af broen der kunne køres blev endnu smallere. Lige inden broen var der en stor rod som man skulle undgå og det gjorde at man havde valget mellem to skæve vinkler på broen og at man var nødt til at dreje mens man holdt farten for at komme op på broen. Så meget havde jeg luret - de to første runder var det lige netop lykkes mig at komme venstre om roden og op på broen. Men på grund af det knækkede bræt besluttede jeg mig på tredje omgang i sidste øjeblik for at køre højre om roden. Problemet var blot, at fordi det åbenbart var blevet det gængse valg var sporet gravet dybt foran broen. Jeg fik ikke løftet forhjulet i tide og dermed stoppede cyklen brat foran broen og sendte mig ud over styret. Jeg landede på ryggen lige i mudderpølen og med albuen på broen.
Så det kostede både våde bukser, hudafskrabninger og et ubehageligt hold i nakken. Mens jeg lå og svømmede i mudder kunne den ene efter den anden rytter blæse forbi fordi jeg var nødt til at holde tilbage inden jeg kunne løbe over de to næste broer. Så uheldet skete på det absolut mest uheldige tidspunkt - ikke kun fordi det gav en ordentlig gang buksevand.
Det skal retfærdigvis siges, at Tisvilde er et utrolig flot ramme om mtb-løb. Der er ægte dust-stemning, når man sender 200 ryttere afsted så støvet rejser sig og vejret var intet mindre end perfekt i går. Det er dog lidt svært at nyde kagen efterfølgende, når man ud over cacaomælk og roulade også må bakse med renseservietter til albuen og gaffatape til sadlen. Resultatmæssigt var løbet også en skuffelse - af de 200 deltagere endte jeg lige midt i feltet, og det kan jo gøres bedre.
Det var nu vanskeligt at se på gårsdagens rute i Tisvilde, som var pænt teknisk - også mere teknisk end jeg lige magtede at køre fornuftigt. Allerede på opvarmningsrunden måtte jeg bide i sandet og indkassere et gevaldigt trælår (nu forstår jeg endelig begrebet trælår - det betyder simpelthen når træ møder lår med høj fart ;-) og en knækket saddel. Ikke lige den optimale start, men jeg fik da humpet på benene, kom tilbage til målområdet og fik intermistisk tapet min saddel fast med gaffa.
Låret gjorde (og gør) dog stadig ondt, så det lagde en dæmper på de helt store eksplosioner, da først løbet kom i gang. Jeg kørte dog ok med på to rimeligt fornuftige og jævne omgange og lagde så tilpas aggressivt ud, at jeg ikke måtte døje med ret stor forsinkelse på første omgang. Tredje gang rundt skulle de tekniske vanskeligheder imidlertid indhente mig. *
På et decideret modbydeligt stykke, hvor man skulle forcere tre små, vakkelvorne og ekstremt smalle broer i træk, gik det galt. Den første bro var over et mudderhul og på tredje omgang var et af de midterste bræt knækket og stod op i vejret så det af broen der kunne køres blev endnu smallere. Lige inden broen var der en stor rod som man skulle undgå og det gjorde at man havde valget mellem to skæve vinkler på broen og at man var nødt til at dreje mens man holdt farten for at komme op på broen. Så meget havde jeg luret - de to første runder var det lige netop lykkes mig at komme venstre om roden og op på broen. Men på grund af det knækkede bræt besluttede jeg mig på tredje omgang i sidste øjeblik for at køre højre om roden. Problemet var blot, at fordi det åbenbart var blevet det gængse valg var sporet gravet dybt foran broen. Jeg fik ikke løftet forhjulet i tide og dermed stoppede cyklen brat foran broen og sendte mig ud over styret. Jeg landede på ryggen lige i mudderpølen og med albuen på broen.
Så det kostede både våde bukser, hudafskrabninger og et ubehageligt hold i nakken. Mens jeg lå og svømmede i mudder kunne den ene efter den anden rytter blæse forbi fordi jeg var nødt til at holde tilbage inden jeg kunne løbe over de to næste broer. Så uheldet skete på det absolut mest uheldige tidspunkt - ikke kun fordi det gav en ordentlig gang buksevand.
Det skal retfærdigvis siges, at Tisvilde er et utrolig flot ramme om mtb-løb. Der er ægte dust-stemning, når man sender 200 ryttere afsted så støvet rejser sig og vejret var intet mindre end perfekt i går. Det er dog lidt svært at nyde kagen efterfølgende, når man ud over cacaomælk og roulade også må bakse med renseservietter til albuen og gaffatape til sadlen. Resultatmæssigt var løbet også en skuffelse - af de 200 deltagere endte jeg lige midt i feltet, og det kan jo gøres bedre.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
