tirsdag, april 10, 2007

Skovene omkring Århus - En (kort) lidelseshistorie.

Modsat de gode takter der for tiden vises på Sjælland, og postes om her på bloggen, har træningen i Århus desværre ligget underdrejet de sidste par uger. Årsagen har været en slem halsbetændelse/forkølelse jeg reddede mig på en 50k landevejstur, som jeg i forårskådhed (og måske med tankerne på La Santa) kørte i alt for lidt tøj. Dumt.

Efter næsten to uger med feber, snot og ondt i halsen mente jeg dog at i dag måtte være dagen hvor jeg, bogstaveligt talt, skulle op på (jern)hesten igen, og da skovene omkring Århus skulle være meget smukke her i foråret og byde på perfekte kørselsforhold faldt valget på MTB'en.

Sol, vind og perfekt skovbund var der da bestemt også i rigelige mængder, hvad der tilgengæld ikke var noget af var overskud på cyklen. Allerede på første bakke måtte jeg kæmpe efter luften og pulsen lå 10-12 slag højere end normalen. Benene var der som sådan ikke noget galt med, men det var tydeligt at lunger og kredsløb ikke kunne følge med. Sådan noget skal jo normalt køres væk, men efter 4-5 bakker hvor mønstret var det samme, masser af overskud i benene, men en hiven efter luft og en puls 10-12 slag over hvad den plejer at være, samt en begyndende svimmelhed, måtte jeg konstatere at jeg måske ikke var helt ovenpå igen og slukøret luske hjem efter kun en lille time i sadlen.

Jeg håber lungerne kommer lidt til hægterne igen inden træningsturen med et par gutter fra 1900 MTB på torsdag, ellers bliver det hårdt.

3 kommentarer:

Kasper Carøe Olsen sagde ...

Er kroppen svag, skal den straffes. Så helt udmærket, at du lige var ude for at markere, at den altså skal op i omdrejninger igen.

Lad os håbe den har forstået budskabet inden torsdag :-)

/kco

Søren Friis Larsen sagde ...

Det understreger jo bare behovet for at vi til næste år tager tre uger på Lanzarote som startskud til sæsonen... :-)

Anonym sagde ...

3 uger i samme tempo som I lagde for i år, så gad jeg godt se hvordan du har det efterfølgende :)