Kilometervis af sand

Det lykkedes i går at gennemføre den 5. udgave af Nordic Sea Beach Marathon. Omtrent 280 af de mere rablende løbere fra Danmark og Tyskland havde valgt at henlægge denne søndag til strækningen mellem Hvide Sande og Vejers Strand - 42.195 km. Den klassiske marathon-distance med blot én væsentligt forskel: Den tilbagelægges i sand!

Starten var ikke alt for god. Selvom det var små 3 timer siden jeg havde afsluttet morgenmåltidet var de første kilometer voldsomt ubehagelige at løbe - faktisk værre end overspisningen med pasta før FEM. Det gav mavekneb og en stor lyst til at lette trykket med en finger i halsen. Faktisk lå min puls også 15 slag over hvad den burde og senere kom til mens det stod på. Heldigvis løsnede det op efter ca. 8 km hvilket man ret tydeligt kan se på pulsmålingerne.

Strategien var lidt at holde et tempo mod en sluttid omkring 4:30. Så ville jeg omkring de 20 km beslutte om der skulle fastholdes, slækkes eller øges. Det blev bare aldrig et super-relevant spørgsmål :) Sandet var voldsomt ubarmhjertigt - jeg må erkende at have undervurderet det. I lange stræk kunne det være fint med et par meter langs vandet der var udmærket at løbe på (hvis man var klar til at springe til siden for bølgerne) - men i andre stræk gik det hele galt. Enten hvis sandets kornstørrelse blev bare en smule større og lidt mudderagtig så hele foden sank 3-4 cm. ned. Eller hvis der var en strækning med ral eller hvor store naturlige forhindringer (å-udløb, store sten i vandkanten m.v.) gjorde det nødvendigt at løbe i det helt løse sand.

Særligt omkring de 10-15 km var der mange af den slags stræk og det var næsten uvirkeligt hvordan man kunne mærke at hvert eneste skridt simpelthen sugede kræfter ud af læg og lår. Man stod næsten stille, men brugte oceaner af kræfter. Omkring de 15 føltes begge ben, men især det nederste, så tunge som bropyloner. Omtrent samme fornemmelse som de sidste km af F.E.M. - her var der bare stadig 25-30 km hjem :) Tempoet faldt følgelig.

Så ved depotet nær halvmarathon måtte jeg gå i stædighed/overlevelses-mode. Jeg slog tempo-udlæsningen på uret fra, og nøjedes med distance og puls. En tysk pige var tydeligvis i samme situation og de næste 13-15 kilometer fulgtes vi ad indenfor få hundrede meter. Det kan lyde som en stor afstand, men når man spreder 280 løbere der varierer 3-4 timer i tid udover 42 km - så er det faktisk tæt... Det var hele tiden planen at løbe de første 20 km på formen og så tage de sidste 22 bare på vilje. Men jeg havde nok ikke forestillet mig, at det skulle være UDELUKKENDE på viljen :)
Kilometerne forsvandt dog langsomt og jeg fik bekræftet hvad jeg allerede vidste: Med vilje kommer man langt. Og sluttelig kunne jeg da også krydse målstregen. Formentlig blandt de sidste 8-10% - men det var jo heldigvis ikke et kriterium. Kun gennemførslen var målet.

Men det var uden tvivl noget af det mest kedelige jeg længe har deltaget i. Naturens, havets og klitternes skønhed ufortalt - så var det meget monotont at løbe mutters alene eller med en enkelt i nærheden og det eneste man kan se forude er strand og sand. Turens underholdning bestod af vel omtrent 5 drager som børn legede med, et par sandslotte fra dagen før og så nogle yderst spredte turister (det blæste en del, så det var ikke rigtigt strandvejr). En radio/mp3-afspiller ville have været guld værd - for det totale fravær af distraktion betyder, at man får endnu bedre tid til at tænke over de ømme muskler.

Men det skal siges at arrangørerne kørte hele arrangementet meget professionelt, god forplejning, service og information.

Sammenfattende er min egen indsats velnok knebent bestået - med stort rum for forbedringer. Som en udfordring kan løbet gå an - men som et marathonløb kan det ikke anbefales. Det er simpelthen for kedeligt.

Sig nærmer tiden

Så er der kun få dage til den næste store kraftudfoldelse: North Sea Beach Marathon. Den klassiske distance på 42,195 km, her skal den dog blot tilbagelægges i sand!

I forbindelse med o-løb omkring Tisvilde Hegn her i foråret løb vi blandt andet langs Kattegat - og sandløb er altså noget man hurtigt får respekt for....det er pænt hårdt.

Pga. travlhed og influenza har jeg ikke fået løbet så meget som planlagt de sidste par uger. Men noget er det da blevet til, og benene er umiddelbart gode.

Min eneste bekymring er knæene. De 42 km løbes i ét stræk fra Hvide Sande til Vejers - dvs. sydover med stranden hældende ned til højre i løberetningen. Det betyder, at belastningen og slid på især knæet bliver meget ulige fordelt ift. traditionelle løb. Det bliver lidt spændende, om jeg skal løbe de sidste 15 km baglæns for at gennemføre :)

For gennemføres skal den. Jesper har tidligere argumenteret for et smertebegreb der kan inddeles i forskellige kategorier. Det er noget sissy-snak. Der findes kun én slags smerte - og det er følelsen af svaghed der forlader kroppen. Pjat - målet er gennemførsel og gennemførsel alene. Hvis det kan lade sig gøre at komme under 5 timer så er jeg ovenud tilfreds, men det er helt sekundært. Umiddelbart vil jeg anslå, at sand-elementet kommer til at koste en times tid ift. asfalt.