onsdag, marts 07, 2007

Fortjent hvil

5 timers effektiv daglig træning tærer langsomt - men sikkert på kræfterne. Tirsdag morgen kl. 07:45 stod Søren og undertegnede parat til et halvmaraton. Faktisk var vi fejlagtigt ikke blevet tilmeldt - men vi satsede på, at der var et par DNS'ere som vi kunne overtage startpladserne for. Det stod dog ganske klart, at der ikke skulle megen afvisning til før Søren ville finde tilbage i sin seng - hans motivationen for godt 21 km på tom mave var til at overse :-)

Der var heldigvis lige præcis 2 ledige slots - og dermed ingen undskyldning for ikke at komme frem over stepperne.

Turen var dejligt kuperet - og benene var langt fra friske. Men vi fandt et fint pace og kom stille og roligt frem. Sædvanen tro måtte jeg slide lidt på første halvdel af løbet - hvorimod sidste halvdel var en god og overskudsagtig oplevelse der uden problemer ville kunne være fortsat.

Ganske kort før mål fik Søren endnu en gang lidt mavekvaler og kroppen igangsatte som lyn fra en klar himmel opgylpningsreflekser. Det skulle dog ikke koste mere end et par minutter og vi kom begge ind i en for omstændighederne acceptabel tid.

Efter en lille formiddagslur og frokost begav vi os ud på MTB langs kysten og i det omkringliggende ørkenlandskab. En fremragende tur!

Henrik har desværre forstuvet sin ankel ifm. tennis mandag aften - så han tager det efter doktorens råd stille og roligt nogle dage. Træningen står på øvelser i træningscentret og lidt forsigtig svømning. På fredag skulle han dog være helt klar til at genoptage løb og cykling for alvor.

Dagen i dag har været en både tiltrængt og velfortjent hviledag. Benene har taget godt imod træningen, men skal selvfølgelig også have tid til at superkompensere. Vi har dog ikke kunne holde os helt i skindet, og det blev til 1½ times squash-instruktion/spil ved SFL. Det til trods kan vi nu her til aften melde benene helt klar til såvel morgensvøm, lang cykeltur som efterfølgende "Hill Run" og tennis. Jo, man skal rejse sig ved det træ man er faldet.

Ingen kommentarer: