søndag, august 19, 2007

Årets mest tilfredsstillende race

Dagens konkurrence var henlagt til Hillerød, hvor menuen stod på 500m-40km-10km tri i et kæmpemæssigt motionsstævne med forskudt start. Vejret og distancen var noget nær perfekt for mit vedkommende - kort, intensiv, ikke for meget svømning og let vind og lav temperatur. En dag skabt til at et hurtigt race.

Svømningen foregik med start hvert 20 sekund i en spiralbane, så allerede på de første 500m gav jeg mig i færd med overhaling på overhaling og kom op af vandet efter 8 min. Ikke verdensklasse svømning, men armene var lidt tunge efter gårsdagens mange flyttekasser. Skiftezonen var enorm og folk tog sig god tid, en del publikummer havde også forvildet sig der ind og deltagere, med senere starttidspunkter. Et par højllydte "PAS PÅ!", "PAS PÅ!" fik dog de fleste til at flytte sig som jeg stormede frem til min cykel. Endnu en gang klokkede jeg en optimal T1 og så var det bare om at træde til. Der var god fart i cyklen på trods af at ruten faktisk var ret teknisk - mange små stier, sving, rundkørsler og mærkværdigt underlag betød, at koncentrationen skulle være på plads. Der blev ikke taget særskilt mellemtid på transitionerne, men cyklingen incl. T1 og T2 i den laaange skiftezone blev overstået på 1:04 så farten har formodentlig været lige så høj som i Køge sidste weekend.

Efter en lige så optimal T2 var jeg ude på løbet, der viste sig at være en Helvede-I-Nord-lignende kuperet rute i skoven. Imod sædvane kunne jeg forcere på løbet og heri ligger dagens store tilfredsstillende nr. 1. Det afsluttende løb har aldrig været min force, men i dag følte jeg overskud og evne til at løbe den krævende rute på 43 min. Ingen rekord 10k, men for mit vedkommende, ruten taget i betragtning og som afslutning på en tri med maxpuls hele vejen = meget tilfredsstillende. Men naturligvis fortsat et indsatsområde for træningen. Det vil KCO sikkert glædeligt være behjælpelig med i craft-cup-regi senere på året...

Ved ca. 6km henter jeg en af de løbende foran. Han holder et solidt pace og jeg når ganske langsomt op til ham. Han virker overrasket over at blive hentet på løbet og råber "godt løbet". Jeg gengælder komplimentet og opfordrer ham til at hænge på fordi jeg kun løber lidt stærkere. Det gør han, men det viser sig at være en bjørnetjeneste fra min side, for han løb sådan set på grænsen i forvejen og efter knap en kilometer slår han helt ud og jeg kunne regne ud på hans sluttid, at han har løbet det sidste stykke meget langsomt. Well, jeg gjorde det kun for at være flink :-)

Sluttiden blev 1:57 hvilket rakte til en samlet 7. plads og en agegroup 2. plads i det kæmpemæssige felt med 409 atleter. Top-10 resultat i så stort et felt blev dagens store tilfredsstillelse nr. 2. Der var en håndfuld velkørende klubkammerater med, så det var selvfølgelig rart at kunne poste et godt resultat sammen med flere af dem. En statskundskaber på det hold, jeg var instruktor for i sin tid, havde også fundet vej til racet og lavede en rigtig pæn debutpræstation - men altså lidt langsommere end sin gamle lærer ;-)

Den forskudte start og så mange deltagere giver egentlig et lidt specielt race. Man jagter konstant den forankørende og jeg overhalede mange både i vandet, på cyklen og løbet - og holdt alle bag mig, også på løbet. Super motiverende. Helt sikkert et race der skal i kalenderen næste år igen. Og så må målet være at shave 45 sek af svømningen og løbe under 40min på det afsluttende løb.

Dagens store tilfredsstillende nr. 3 startede med m og sluttede med arabou...

1 kommentar:

Kasper Carøe Olsen sagde ...

Søren,

Du forbryder dig mod den 1. Kasperske lov der som bekendt lyder: "Hvis der er flere forskellige distancer skal man til enhver tid vælge den længste".

Kort distance...tsk-tsk :-)

Men det er da en ganske fornem placering blandt pigerne. Siger du til når du begynder at race i herrerækken? :-)

/KCO