Som det er velkendt for nogen har jeg, grundet studiet, for tiden henlagt træningen til det sydeuropæiske, nærmere bestemt Madrid. Den sidste måned har det dog, grundet travlhed og rejseaktivitet, været yderst minimalt hvad der har været af systematik i indsatsen og efter at have brugt en uge på at falde til hernede var det derfor planen i går at starte løbetræningen stille og roligt op igen med en lille tur på 6-7k rundt i de mildest talt ikke flade gader i det nordlige Madrid.
Ruten var på forhånd lagt ned forbi den nærmeste svømmehal, der ligger ca 3k sydpå, så var der også styr på hvordan man kom derned og med en lidt alternativ rute hjem skulle længden passe. Navigationen blev taget lidt på slump, min stedsans er normalt ganske velkalibreret.
Turen til svømmehallen gik fint, bakkerne var ikke super hårde og det gik lidt mere nedad end opad så tempoet var helt respektabelt, men som bekendt må det der kommer ned også komme op igen - eller hvordan det nu er det er. Efter at have passeret hallen tog jeg et par venstresving og mente således at være på rette vej hjem igen. Jeg ramte hurtigt, efter ca 4k, den nord/syd-gående vej der skulle lede mig op til min bydel igen og løb i hvad jeg mente var den nord-østgående (rigtige) retning. Vejen gik noget mere opad end nedad hvilket passede meget godt med udturen.
Efter godt et par kilometer bemærkede jeg at husnumrene var i 90'erne og jeg mente bestemt at huske at mit busstop lå ud for nr. 300-og noget, "Nå, der er nok lidt længere end jeg troede." tænkte jeg frejdigt og lod så være med at kikke på flere husnumre indtil jeg så nr. 30! Argh!
Nu er det jo altid ganske svært at indse at man har taget fejl - så jeg fandt et kort over byen på et busskur og spurgte (på meget dårlig spansk) den første forbipasserende hvor på kortet jeg befandt mig. Den meget venlige mand pejede alt alt for langt sydpå til min smag.
Kun iklædt løbetøj, sko, forerunner og en nøgle til lejligheden var der dog ikke så mange andre muligheder end at vende rundt og løbe den tunge vej tilbage igen. For at fudlende oplevelsen havde jeg selvfølgeligt ikke spist aftensmad inden turen, det var jo bare en lille tur på 6k, og tørsten begyndte efterhånden også et melde sig. Jeg kunne dog ikke få mig selv til at spørge om vand nogen steder - så i stedet klemte jeg ballerne samme, satte tempoet ned og tænkte at nu måtte det jo så i det mindste gå lidt nedad det første stykke. Verden er imidlertid et ondt ondt sted og det gik mindst ligeså meget opad på vej tilbage af det stykke jeg lige havde løbet som det gjorde på vej ud - og de sidste tre kilometer gik det kun opad, jeg ved ikke lige hvordan geografien i Madrid er skruet sammen men det er ondt!
Hjem kom jeg dog, også i løb, og slutresultatet blev en tur på knap 13k. Var jeg blevet spurgt inden om jeg troede at jeg med dagsformen kunne klemme 13k ud af benene på en flad rute havde jeg svaret klart nej, så en stor sejr er det at have presset sig selv ud over hvad man troede muligt, man kan mere end man tror hvis man bare bringer sig selv i en situation hvor det er nødvendigt...
torsdag, september 28, 2006
tirsdag, september 26, 2006
Læg hårdt ud… og spurt i mål
Som Kasper siger: Træning skal være sjovt, men konkurrence må godt gøre lidt ondt. Det gør det også, når man lægger et rask tempo på første løbepas, holder forcerer yderligere på cyklen og så skal løbe igen som afslutning på en frisk duathlon. Det var menuen serveret i lørdags af Sorø tri-klub i deres årlige Sorø Duathlon. Men hvad, hvis ikke det lige var for fraværet af svømning så er det jo efterhånden blevet min livret.
Konkurrencen blev afholdt i absolut fantastiske rammer med Sorø akademi og sø som baggrund for anstrengelserne. Distancen var 7,5km, 30km og 3km, så det var ikke længden, der repræsenterede den største udfordring. Jeg er dog alligevel blevet lidt mere tændt på de kortere distancer fordi det her er en udfordring at disponere sine kræfter og presse jævnt over hele løbet – det synes jeg lykkedes godt.
Der stillede en flok særdeles spurtstærke fyre til start, men jeg lod mig ikke lokke til et for hårdt udlæg og havde et godt og jævnt løb i første pas. Det lykkedes mig endda at indhente to der faktisk havde lagt for hårdt ud på den sidste af fire omgange rundt – det er jo altid rart, når det plejer at være en selv, der får den behandling. Skiftet gik perfekt – er ved at mestre elastik-tricket og jeg tror jeg var ude af den meget lille og effektive transitionszone bekvemt under et minut. På cyklen gik den vilde jagt og jeg fandt hurtigt en fornuftig rytme. Ruten passede mig glimrende – en masse lange, flade stræk hvor man virkelig kunne hamre rytmisk igennem og hvor man kunne få øje på andre forude. Det lykkedes mig da også at hente et par stykker af de hurtigere løbere og det er jo dejligt. Det er ikke første gang jeg har konstateret, at mange har deres force når det gælder løbet. Det må omvendt betyde, at jeg skal satse en større træningsindsats på dette område.
På slutningen af de 30 km mærkede jeg lidt til en begyndende krampe i den ene læg. Det gik dog ikke ud over rytmen og jeg drak godt til af min medbragte energidrik uden dog at vide, om det overhovedet kunne nå at have nogen effekt. Krampen var dog også overhængende lige da jeg startede 2. løbepas og jeg måtte lade den sidste af dem jeg havde overhalet på cyklen slippe forbi igen. 10 sekunders udstrækning stabiliserede dog tilstanden og jeg fik hurtigt løbet musklen varm igen og fik øget til race-tempo. Det var således en stor tilfredsstillelse at kunne løbe endnu en anden deltager op og passere ham 200-300m før mål vel vidende, at han havde løbet hurtigere end jeg tidligere og holdt mig på cyklen, men ikke på det sidste løbepas. Sådan skal det være – selvom det gør lidt ondt!
Konkurrencen blev afholdt i absolut fantastiske rammer med Sorø akademi og sø som baggrund for anstrengelserne. Distancen var 7,5km, 30km og 3km, så det var ikke længden, der repræsenterede den største udfordring. Jeg er dog alligevel blevet lidt mere tændt på de kortere distancer fordi det her er en udfordring at disponere sine kræfter og presse jævnt over hele løbet – det synes jeg lykkedes godt.
Der stillede en flok særdeles spurtstærke fyre til start, men jeg lod mig ikke lokke til et for hårdt udlæg og havde et godt og jævnt løb i første pas. Det lykkedes mig endda at indhente to der faktisk havde lagt for hårdt ud på den sidste af fire omgange rundt – det er jo altid rart, når det plejer at være en selv, der får den behandling. Skiftet gik perfekt – er ved at mestre elastik-tricket og jeg tror jeg var ude af den meget lille og effektive transitionszone bekvemt under et minut. På cyklen gik den vilde jagt og jeg fandt hurtigt en fornuftig rytme. Ruten passede mig glimrende – en masse lange, flade stræk hvor man virkelig kunne hamre rytmisk igennem og hvor man kunne få øje på andre forude. Det lykkedes mig da også at hente et par stykker af de hurtigere løbere og det er jo dejligt. Det er ikke første gang jeg har konstateret, at mange har deres force når det gælder løbet. Det må omvendt betyde, at jeg skal satse en større træningsindsats på dette område.
På slutningen af de 30 km mærkede jeg lidt til en begyndende krampe i den ene læg. Det gik dog ikke ud over rytmen og jeg drak godt til af min medbragte energidrik uden dog at vide, om det overhovedet kunne nå at have nogen effekt. Krampen var dog også overhængende lige da jeg startede 2. løbepas og jeg måtte lade den sidste af dem jeg havde overhalet på cyklen slippe forbi igen. 10 sekunders udstrækning stabiliserede dog tilstanden og jeg fik hurtigt løbet musklen varm igen og fik øget til race-tempo. Det var således en stor tilfredsstillelse at kunne løbe endnu en anden deltager op og passere ham 200-300m før mål vel vidende, at han havde løbet hurtigere end jeg tidligere og holdt mig på cyklen, men ikke på det sidste løbepas. Sådan skal det være – selvom det gør lidt ondt!
torsdag, september 21, 2006
Dato for rematchen er sat!
20. august 2006 var en lang dag - ventetiden til returopgøret bliver endnu længere. Men i dag blev beslutningen truffet og jeg betalte startgebyret for Ironman Nice, der løber af stablen 17. juni 2007.
Dermed er datoen for endnu et showdown sat og den målrettede træning kan begynde. Flere af de attraktive IM-stævner i 2007 er allerede fuldt bookede - det gælder både IM Austria og IM Frankfurt, så valget stod efterhånden mellem Roth, Zurich og Nice - alle i juni, hvilket levner optionen at deltage i endnu et IM-stævne senere på sæsonen, hvis der skulle blive arrangeret noget i august i Fredericia eller hvis jeg skulle føle mig tilpas kæk til at søge revanche over selve den IM-rute, jeg måtte kapitulere overfor i Sherborne, UK.
Valget faldt på Nice selvom cykelruten er lidt mere kuperet end den Schweiziske simpelthen fordi datoen passer bedre og gør deltagelse i et svømmestævne weekenden efter og Sjælland Rundt weekenden efter, mulig. Og så er man vel lidt frankofon...
Slutningen af juni tror jeg er et godt tidspunkt - løbe- og svømmeformen bør kunne holdes og forbedres over vinteren og det tidlige forår og cykeltræningen skal kickstartes med et par uger sydpå i omkring uge 10-11, hvorefter den skal holdes godt vedlige.
Damn, hvorfor er der så længe til 17. juni 2007!
Dermed er datoen for endnu et showdown sat og den målrettede træning kan begynde. Flere af de attraktive IM-stævner i 2007 er allerede fuldt bookede - det gælder både IM Austria og IM Frankfurt, så valget stod efterhånden mellem Roth, Zurich og Nice - alle i juni, hvilket levner optionen at deltage i endnu et IM-stævne senere på sæsonen, hvis der skulle blive arrangeret noget i august i Fredericia eller hvis jeg skulle føle mig tilpas kæk til at søge revanche over selve den IM-rute, jeg måtte kapitulere overfor i Sherborne, UK.
Valget faldt på Nice selvom cykelruten er lidt mere kuperet end den Schweiziske simpelthen fordi datoen passer bedre og gør deltagelse i et svømmestævne weekenden efter og Sjælland Rundt weekenden efter, mulig. Og så er man vel lidt frankofon...
Slutningen af juni tror jeg er et godt tidspunkt - løbe- og svømmeformen bør kunne holdes og forbedres over vinteren og det tidlige forår og cykeltræningen skal kickstartes med et par uger sydpå i omkring uge 10-11, hvorefter den skal holdes godt vedlige.
Damn, hvorfor er der så længe til 17. juni 2007!
mandag, september 18, 2006
Og de åndede klor
Søndag havde et dedikeret udsnit af Vivamus-folk tilegnet et endurance-svømme-forsøg. Den tidligere rekord på 4 km var jo ved at være lidt ynkelig selvom det den gang var en hård omgang. Min ironman-svømmetur i England på 1.05 havde dog overbevist mig om at det måtte kunne lade sig gøre at svømme væsentligt længere end fire kilometer.
En frisk Anders Kaasgaard slog følge sammen med Jesper og vi gik fra morgenstunden stødt og roligt i gang med at høvle kilometer af. Jesper havde andre forpligtigelser så han tog en badetur på 2 kilometer inden han ønskede os held og lykke med det egentlige rekord-forsøg. På forhånd havde jeg opstillet et mål om at tage 10 kilometer - det er jo sådan et dejligt rundt tal og Anders sigtede efter en PR på 5 kilometer.
Alt forløb godt frem til 7 km hvor jeg måtte op af vandet til en hurtig tissepause. Efter yderligere 1500m begyndte en ubehagelig kvalme at nærme sig og det var sådan set det største problem sammen med en begyndende ømhed i venstre skulder. Kvalmen, der sikkert skyldes de mange klor-indåndinger, blev dog holdt i ave og efter ca. 3½ times svømning nåede jeg de 10 km. Anders havde på det tidspunkt været færdig et stykke tid med sine 5 og føjet en ekstra til så han nåede op på 6 km.
Alt i alt et spændende forsøg der blot viser, at svømmeformen er i skabet. Der er stadig plads til hastighedsmæssige forbedringer og teknikken skal holdes vedlige hen over vinteren - men ellers er 10 km ingen problemer. Hvad siger du Kasper, betyder det så, at vi bliver nødt til at sige 15km som første etape på The Triple 2007?
En frisk Anders Kaasgaard slog følge sammen med Jesper og vi gik fra morgenstunden stødt og roligt i gang med at høvle kilometer af. Jesper havde andre forpligtigelser så han tog en badetur på 2 kilometer inden han ønskede os held og lykke med det egentlige rekord-forsøg. På forhånd havde jeg opstillet et mål om at tage 10 kilometer - det er jo sådan et dejligt rundt tal og Anders sigtede efter en PR på 5 kilometer.
Alt forløb godt frem til 7 km hvor jeg måtte op af vandet til en hurtig tissepause. Efter yderligere 1500m begyndte en ubehagelig kvalme at nærme sig og det var sådan set det største problem sammen med en begyndende ømhed i venstre skulder. Kvalmen, der sikkert skyldes de mange klor-indåndinger, blev dog holdt i ave og efter ca. 3½ times svømning nåede jeg de 10 km. Anders havde på det tidspunkt været færdig et stykke tid med sine 5 og føjet en ekstra til så han nåede op på 6 km.
Alt i alt et spændende forsøg der blot viser, at svømmeformen er i skabet. Der er stadig plads til hastighedsmæssige forbedringer og teknikken skal holdes vedlige hen over vinteren - men ellers er 10 km ingen problemer. Hvad siger du Kasper, betyder det så, at vi bliver nødt til at sige 15km som første etape på The Triple 2007?
mandag, september 04, 2006
Det er så dejligt ude i skoven
Jeg må tilstå, at jeg træningsmæssigt er gået temmeligt meget i stå i gennem længere tid. Arbejde, studier og andre sekundære gøremål har sammen med en svigtende træningsmoral tilsyneladende fået bugt med mig. Indtil nu, forståes.
Nu skal der andre boller på suppen. Hvis jeg skal gøre mig forhåbning om fortsat glimtvis at kunne bide de andre Vivamus-folk i haserne, så er det vist på høje tid at komme op i omdrejninger igen.
Jeg var egentlig ikke ret afklaret, om jeg skulle løbe søndagens "Skovløberen" marathon. Vejret var ikke appellerende, løbetræningen var på et foreløbigt nulpunkt (for Vivamus-tiden) og motivationen var i det hele taget lav.
Det var således først sent lørdag aften at jeg besluttede mig for at sætte hårdt mod hårdt. Carboloadingen bestod således af en stor grim burger og cola. Ikke lidt den mest oplagte pre-race dinner! :-)
Det er faktisk utroligt så stor og afgørende forskel den rette mentale og fysiske klargøring til et løb betyder. I hvert fald når det som ved et marathon strækker sig over så relativt lang tid.
Oprindeligt havde det været min intention at benytte dette løb som en slags baseline for at skyde sæsonen igang - men lidt research på nettet viste, at dette løb er så kuperet så det ikke rigtigt er muligt at sammenligne med de fleste almindelige marathons. Og ruten var vitterlig voldsomt kuperet. Ikke K78-agtigt, selvfølgelig, men efter danske forhold var jeg faktisk overrasket over hvor meget højde de kunne putte ind i ruten uden at vi løb samme sted to gange.
Halvmarathon ramte jeg som forventet på 1:54. Da de højeste punkter skulle forceres (inkl. trappeløb) omkring de 28-30 km var det tydeligt at der ikke var mere energi i kroppens depoter. Jeg var frygtelig tørstig hele turen, drak en forfærdelig masse ved hvert depot. Jeg må have været i underskud allerede fra starten.
De sidste kilometer blev ren lunten og endda med lidt gang op af nogle seje stigninger. Så tiden blev håbløs - 4:20 siger den officielle - men det passer fint med den nævnte træningsindsats. Det placerede mig i feltets ringeste halvdel.
Alt i alt må jeg sige, at løbet står i skærende kontrast til min oplevelse med K78. Men så kan jeg jo glæde mig over, at jeg ville være noget bitter hvis det havde været omvendt: at K78 var en skidt oplevelse og dårligt disponeret.
En ting har de to løb dog til fælles. En suveræn hjælperskare. Jeg tror at størstedelen af Kirke Hvalsø og omegn var udkommanderet til at stå med flag og vise vej. Der stod en på snart sagt hvert knæk på stien. Fremragende!
Jeg kan varmt anbefale Skovløberen. Smuk natur og god organisation. Og det er bare en stor fornøjelse at løbe 42 km i skoven!
Nu skal der andre boller på suppen. Hvis jeg skal gøre mig forhåbning om fortsat glimtvis at kunne bide de andre Vivamus-folk i haserne, så er det vist på høje tid at komme op i omdrejninger igen.
Jeg var egentlig ikke ret afklaret, om jeg skulle løbe søndagens "Skovløberen" marathon. Vejret var ikke appellerende, løbetræningen var på et foreløbigt nulpunkt (for Vivamus-tiden) og motivationen var i det hele taget lav.
Det var således først sent lørdag aften at jeg besluttede mig for at sætte hårdt mod hårdt. Carboloadingen bestod således af en stor grim burger og cola. Ikke lidt den mest oplagte pre-race dinner! :-)
Det er faktisk utroligt så stor og afgørende forskel den rette mentale og fysiske klargøring til et løb betyder. I hvert fald når det som ved et marathon strækker sig over så relativt lang tid.
Oprindeligt havde det været min intention at benytte dette løb som en slags baseline for at skyde sæsonen igang - men lidt research på nettet viste, at dette løb er så kuperet så det ikke rigtigt er muligt at sammenligne med de fleste almindelige marathons. Og ruten var vitterlig voldsomt kuperet. Ikke K78-agtigt, selvfølgelig, men efter danske forhold var jeg faktisk overrasket over hvor meget højde de kunne putte ind i ruten uden at vi løb samme sted to gange.
Halvmarathon ramte jeg som forventet på 1:54. Da de højeste punkter skulle forceres (inkl. trappeløb) omkring de 28-30 km var det tydeligt at der ikke var mere energi i kroppens depoter. Jeg var frygtelig tørstig hele turen, drak en forfærdelig masse ved hvert depot. Jeg må have været i underskud allerede fra starten.
De sidste kilometer blev ren lunten og endda med lidt gang op af nogle seje stigninger. Så tiden blev håbløs - 4:20 siger den officielle - men det passer fint med den nævnte træningsindsats. Det placerede mig i feltets ringeste halvdel.
Alt i alt må jeg sige, at løbet står i skærende kontrast til min oplevelse med K78. Men så kan jeg jo glæde mig over, at jeg ville være noget bitter hvis det havde været omvendt: at K78 var en skidt oplevelse og dårligt disponeret.
En ting har de to løb dog til fælles. En suveræn hjælperskare. Jeg tror at størstedelen af Kirke Hvalsø og omegn var udkommanderet til at stå med flag og vise vej. Der stod en på snart sagt hvert knæk på stien. Fremragende!
Jeg kan varmt anbefale Skovløberen. Smuk natur og god organisation. Og det er bare en stor fornøjelse at løbe 42 km i skoven!
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
