Når man laver en Søren Friis

Som det er velkendt for nogen har jeg, grundet studiet, for tiden henlagt træningen til det sydeuropæiske, nærmere bestemt Madrid. Den sidste måned har det dog, grundet travlhed og rejseaktivitet, været yderst minimalt hvad der har været af systematik i indsatsen og efter at have brugt en uge på at falde til hernede var det derfor planen i går at starte løbetræningen stille og roligt op igen med en lille tur på 6-7k rundt i de mildest talt ikke flade gader i det nordlige Madrid.

Ruten var på forhånd lagt ned forbi den nærmeste svømmehal, der ligger ca 3k sydpå, så var der også styr på hvordan man kom derned og med en lidt alternativ rute hjem skulle længden passe. Navigationen blev taget lidt på slump, min stedsans er normalt ganske velkalibreret.

Turen til svømmehallen gik fint, bakkerne var ikke super hårde og det gik lidt mere nedad end opad så tempoet var helt respektabelt, men som bekendt må det der kommer ned også komme op igen - eller hvordan det nu er det er. Efter at have passeret hallen tog jeg et par venstresving og mente således at være på rette vej hjem igen. Jeg ramte hurtigt, efter ca 4k, den nord/syd-gående vej der skulle lede mig op til min bydel igen og løb i hvad jeg mente var den nord-østgående (rigtige) retning. Vejen gik noget mere opad end nedad hvilket passede meget godt med udturen.

Efter godt et par kilometer bemærkede jeg at husnumrene var i 90'erne og jeg mente bestemt at huske at mit busstop lå ud for nr. 300-og noget, "Nå, der er nok lidt længere end jeg troede." tænkte jeg frejdigt og lod så være med at kikke på flere husnumre indtil jeg så nr. 30! Argh!

Nu er det jo altid ganske svært at indse at man har taget fejl - så jeg fandt et kort over byen på et busskur og spurgte (på meget dårlig spansk) den første forbipasserende hvor på kortet jeg befandt mig. Den meget venlige mand pejede alt alt for langt sydpå til min smag.

Kun iklædt løbetøj, sko, forerunner og en nøgle til lejligheden var der dog ikke så mange andre muligheder end at vende rundt og løbe den tunge vej tilbage igen. For at fudlende oplevelsen havde jeg selvfølgeligt ikke spist aftensmad inden turen, det var jo bare en lille tur på 6k, og tørsten begyndte efterhånden også et melde sig. Jeg kunne dog ikke få mig selv til at spørge om vand nogen steder - så i stedet klemte jeg ballerne samme, satte tempoet ned og tænkte at nu måtte det jo så i det mindste gå lidt nedad det første stykke. Verden er imidlertid et ondt ondt sted og det gik mindst ligeså meget opad på vej tilbage af det stykke jeg lige havde løbet som det gjorde på vej ud - og de sidste tre kilometer gik det kun opad, jeg ved ikke lige hvordan geografien i Madrid er skruet sammen men det er ondt!

Hjem kom jeg dog, også i løb, og slutresultatet blev en tur på knap 13k. Var jeg blevet spurgt inden om jeg troede at jeg med dagsformen kunne klemme 13k ud af benene på en flad rute havde jeg svaret klart nej, så en stor sejr er det at have presset sig selv ud over hvad man troede muligt, man kan mere end man tror hvis man bare bringer sig selv i en situation hvor det er nødvendigt...