Swiss Alpine K78 - Completed!

Klokken var ca. 18:18 da jeg drejede ind på stadion i Davos Sportzentrum - der var fyldt med folk både gennem byen og selvfølgelig på selve stadion: Dannebrog og tilråb på dansk, tysk og engelsk - fantastisk! En milepæl, K78 var gennemført!

Godt 10 timer tidligere gik starten fra selvsamme stadion. Det regnede en lille smule, men det var ikke mere end man kunne holde sig varm når kroppen fik lov at arbejde. Det skulle dog ændre sig senere :-)

Starten gik som den slags nu gør - man lader sig føre med de første kilometre hvor man ikke når at tænke ret meget over tempo osv. Farten lå dog lige omkring det planlagte, og da jeg lå med flere hundrede bag mig i feltet var jeg ikke nervøs for at de skulle lukke det første depot inden jeg var igennem :-)

Jeg fik stille og roligt styr på både tempo og puls - men gjorde mig i øvrigt en relevant iagttagelse: Det der ser fladt ud på rute-profilen behøver bestemt ikke være det. Profilen viste kun netto-fald/stigning mellem hvert depot - men det kan jo dække over ganske store brutto stigninger og fald. Sygt.

Samlet set blev jeg dog på mit tempo-målsætning. Jeg havde tilsyneladende fået spist lidt for meget morgenmad - så sædvanen tro gik de første 7-9 kilometer med lidt mavekneb. Havde ellers spist moderat morgenmad 2½ time i forvejen - men måske fået drukket vel rigeligt op mod starten.

Ruten var meget afvekslende, både i forhold til underlag og omgivelser. Der var en del korte og længere stræk på asfalt eller regulære grusstier på den første halvdel af løbet, hvor man for en stund kunne nyde udsigten istedet for at koncentrere sig om at sætte fødderne rigtigt. Men generelt må jeg konstatere at man kun ret begrænset får nydt omgivelserne man bevæger sig i. 90 % af tiden kigger man kun et eneste sted hen, og det er 1-3 meter foran sig - planlægger hvor fødderne skal sættes næste gang. En gang i mellem sniger man sig selvfølgelig til at studere terrænnet - men det er med helbredet som risiko. Et styrt kan virkelig komme til at koste knubs på klippegrund og hvad har vi.

Normalt ved et maraton så er det 15 km skiltet det jeg ser frem til. Men her fandt jeg mig selv løbende i Schweiziske bjerge, tænkende på hvor dejligt det bliver når der kun er 42,195 km hjem...lidt absurd måske :-)

Dagen og aftenen forud for løbet var vejret slået voldsomt om. Efter helt fantasisk vejr var det begyndt at regne voldsomt og der kom store mængder vand ned. Som nævnt regnede det let ved starten - og det blev det sådan set ved med. Enkelt gange var der lidt ophold - andre gange regnede det ganske meget. Særligt på vej op over Keschhütte og videre mod Scalettapass var man regulært gennemblødt - temperaturen var nede på ca. 7 grader og det var temmelig blæsende. Det var med andre ord super koldt. Jeg brugte vores DTU oplevelse til at minde mig selv om, at havde oplevet (og overlevet) noget tilsvarende før. Arrangørerne havde været hurtige til at reagere på vejrliget - de serverede varm energidrik istedet for kold. Jeg havde ikke troet jeg ville komme til at nyde den slags - men det var lykken. De uddelte også sorte plasticsække der var tilpasset med de relevante huller så de kunne bruges som overtræk for at holde vinden ude. Dertil var jeg dog for ærekær til at synke :-)

Vandet havde dog også fået betydning for især de åbne stier på bjergskråningerne. De blev rigtigt mudrede, og hvad der tidligere havde været mindre tværgående kilder m.v. man kunne hoppe fra sten til sten over, tog nu en del mere vand med ned. Ikke mindst på "Panoramaweg" der er en til tider ganske smal sti med en til tider ganske pæn afgrund på den ene side. Af samme årsag var der også flere der valgte at gå store dele af den strækning - og da det er singletrack only, så blev alle efterfølgende af gode grunde også nødt til det. Selvom det var lidt irriterende så var det nok ikke så dumt endda. Så attraktiv er en tur i en redningshelikopter trods alt heller ikke.

Min tempoplan tilsagde, at jeg skulle have 30 minutter i overskud ved ankomst til depotet i Bergün. Jeg havde vist ca. 40 minutter, så det var jo ganske fornuftigt. Jeg fik derfor skiftet sokker og sko - super lækkert at komme over i noget andet der trykker lidt anderledes. Jeg burde have haft en ankel-rem med til chippen - det var unødvendige 15 sekunder der gik med at flytte den fra den ene sko til den anden. Samlet set tog transitionen inkl. forplejning ved løbets depot knapt 5 minutter - helt udmærket.

Efter depotet stod den så på godt 13 km uafbrudt opad løb. Gennemsnitlig stigning er 10 % - de sidste ca. 4 km var stigningen godt 16 % og som nævnt 24 % mellem 2 depoter. Det niver godt og grundigt i lårbasserne når stigningens start ligger efter 40 km tilbagelagt. Av. Av. Det var guld værd at have været der før (vores vandretur i onsdags). Da man bevægede sig inden i skyer med sigtbarhed på vel ca. 50 meter kunne man slet ikke fornemme hvor langt man havde op. Jeg tænkte mange gange, at hvis det ikke var fordi jeg vidste at på den anden side af dén top fladede det lidt, eller når bare man var forbi dét sving så var man der næsten - så ville det havde været en mental udfordring bare at bevæge sig op-op uden at kunne se målet længere oppe. På toppen hilste man i øvrigt på første af to læger undervejs.

Efter anden top, også omkring 2600 moh, gik det stejlt nedad. Og jeg mener virkelig stejlt. Man sprang simpelten fra klippesten til klippesten, og at det lykkedes at undgå at styrte undrer mig stadig. Min knæ var ikke glade for nedstigningen - så jeg valgte en defensiv nedstigning. Der var trods alt stadig 20 km hjem - og det er langt på et ødelagt knæ eller en forvreden ankel. Ganske som Morten havde forudset i sin sviner/mentaldoping forbandede jeg min "robuste" størrelse langt væk - de benede typer kom blæsende uden om mig på vej ned, hvis man gav los kunne man virkelig også vinde megen tid. Heldigvis skulle jeg møde de fleste senere, gående :-)

For da det fladede lidt ud kunne jeg begynde at give lidt gas igen, og roligt men sikkert æde dem der kom dansende udenom mig tidligere. Stor tilfredsstillende. Jeg fandt en mand der løb rundt med en t-shirt hvor der stod "Swiss Alpine K78 -10x finisher" - det synes jeg lød meget betryggende, så jeg lagde mig bag ham i hans efter forholdene ganske pæne tempo. Han måtte dog ned at gå efter noget tid - så med et vist mål af tilfredshed kunne jeg smutte fra ham. Det gjaldt dog langt de fleste i min ende af feltet, at de skiftevis gik og løb. Jeg synes jeg havde ok med energi - så jeg løb uden stop de sidste 20 km hjem, og overhalede derfor ganske mange på den strækning. Fed fornemmelse at have disponeret så fornuftigt at jeg faktisk løb med samme hastighed på de sidste 20 km som på de første 20. Det er aldrig lykkedes før.

Ind mod mål jagtende jeg en gut der de sidste kilometre havde irriteret mig ude foran. Mest fordi han var en af dem der bragede forbi mig ned af den stejleste nedstigning. Jeg lå og trak en svensker (eller en anden gut der bar en svensk landsholdstrøje) der holdt godt fast selvom jeg øgede tempoet. Jeg fik kontakt med den foranløbende lige før vi drejede ind på stadion. Der skulle tre overhalingsforsøg til på opløbsstrækningen før gutten foran gav sig - men det lykkedes i en sidste kraftanstrengelse! :-) Stort - stort.

Samlet set var det en enorm tilfredsstillelse at eksekvere den lagte plan til punkt og prikke - og konstatere at den virkede. Jeg hverken kan eller vil forsøge at beskrive hvad der foregår på det mentale plan i et løb som K78 (eller formentlig et hvilket som helst andet ultraløb). Men det er ret vildt og kan varmt anbefales.

Løbets organisering kan man kun rose. Optimal afmærkning (jeg tror endda, at SFL ville kunne finde vej!), og et enormt stort antal lokale hjælpere. I alle de små bjerglandsbyer man løb igennem var folk, unge som gamle, på gaden med kobjælder og tilråb. Børnene samlede de store mængder svampe og tomme bægre ind som blev smidt efter depoterne. Jernbanefolk stod og sikrede at vi ikke kom til at løbe henover spor, og at vi kom rigtigt op på den jernbanebro vi løb over (iøvrigt verdens længste/højeste stenbro). Der var sat lys i de bjergviadukter vi løb igennem og forplejningen var helt udmærket. Der var redningsmandskab adskillige steder, og rednings/tv-helikopter i luften, og ligeledes mange poster med radioforbindelse undervejs. Samlet set det bedst organiserede løb jeg endnu har deltaget i. Det var helt tydeligt, at det var hele byen og hele oplandet der tog ejerskab i løbet, selvfølgelig også fordi det i sidste ende er deres interesse at folk kommer igen, evt. i skisæsonen og i øvrigt taler pænt om Davos hvis hovederhverv er ski- og økoturisme.

Hvis man har nogle maratons bag sig og gerne vil skubbe sine grænser lidt videre, så kan jeg varmt anbefale Swiss Alpine K78. Jeg vil dog tilråde, at man lægger lidt mere vægt på træningen hertil end jeg har gjort og ikke bare tager den på lidt grundform og happy-go-lucky - så kan man givetvis også klare sig med lidt mindre viljestyrke end ellers :-) Men sørg endelig for at komme herned i god tid. Området er ganske enkelt fantastisk - men man oplever bedst naturen når man vandrer heroppe. Sørg for at vandre INDEN løbet, der kan godt lige gå en dag eller to herefter før man er helt klar på at bestige nye toppe :-)

/Kasper