En dag på Omaha Beach

Weekendens Double 2006 var kun halvt overstået, da jeg søndag morgen vågnede med stive ben fra lørdagens 300 km landevejscykling Sjælland Rundt. Det var, som forventet, ikke lige et maraton på sand, jeg havde mest lyst til lige netop den søndag. Men nu var aftalen jo indgået med Kasper, der naturligvis også indfandt sig klar til afgang sammen med vores trofaste supporter og chauffør Camilla. Så gik turen vestover mens gårsdagens trilletur blev benhørigt evalueret mens der blev hældt rigeligt vand på tanken.

Vi ankom godt en time før start og havde dermed god tid til klargøring, herunder påsmøring af rigelige mængder solcreme og vaseline. Kl. 11.00 gik starten og så var der ikke så meget andet at gøre end at løbe. Ruten var enkel: løb 42,195 meter nordpå i strandkanten fra Vejers Nordstrand til Hvide Sande. Og jeg som elsker en afmærket rute…

Tempoet var ikke højt, men jeg var egentlig positivt overrasket over at benene trods gårsdagens hårde strabadser faktisk godt kunne løbes på. Underlaget var ikke optimalt, men omvendt var stranden på den første halvdel af turen faktisk ok fast, så man ikke sank voldsomt ned. Dog løb man mange steder med en betydelig hældning, hvilket godt kunne mærkes i ankel og knæ. Værst var dog helt klart varmen der lod sig mærke fra første skridt. Så der røg vand ind ved hvert depot. De første depoter havde vand på flasker så det gjorde det nemt at snuppe et par og så få drukket løbende frem til næste depot – senere fik man kun plastik-krus og det spillede langt fra. Hvad der absolut heller ikke var optimalt arrangeret var det totale fravær af toiletter på ruten – så jeg måtte efter 22km låne et par papirservietter og tage en tur op i klitterne på spejder-maner. Tidskrævende og ufedt.

Vi holdt os dog hydrerede selv om vandet nærmest skulle tvinges ned, da det var meget varm af at stå i solen. Der var med andre ord en del, som arrangørerne kunne have gjort bedre – men det var nu engang vilkårene.

Kasper var som sædvanlig godt løbende mens jeg blev ramt af en slem kvalme omkring halvvejs. Det lettede dog lidt efter turen i klitterne, men blev dog snart afløst af problemer med venstre knæ. Efter en kort gåtur, en nærmere overvejning af problemets omfang og et forsøg på at løbe igen besluttede jeg at hoppe af ved næste depot. Ærgerligt, men nok fornuftigt i forhold til at kunne opretholde en fornuftig løbetræning frem til 20 august og sæsonens absolutte hovedmål. Jeg var dog ked af at måtte forlade Kasper, der nu var overladt til at slide sig gennem de sidste 14, kedelige, tunge og varme kilometer hjem. Tilmed på et underlag der var langt fra så godt som det første stræk. Det klarede han naturligvis og jeg kunne sammen med Camilla tage imod ham efter knap 5½ times løb i målområdet, hvor han tilmed præsterede en slutspurt og slog to andre deltagere, som han havde konkurreret med de sidste kilometer. Stærkt stærkt!

Selv havde jeg en spændende tur i til målområdet i hjemmeværnets militærkøretøj. Det var en nærmest studenteragtig oplevelse: vi sad side om side på bænke på ladet af en lastbil med siden i køreretningen – og folk kastede op. Utrolig så hårdt det slår, hvis man dehydrerer og går helt ned. Det så bestemt ikke rart ud. Men frem nåede vi, selvom chaufføren også kørte, som om han havde fået solstik.

Da Kasper lige havde fået et par minutter til at sunde sig snuppede vi en velfortjent svømmetur (jep, jeg tog fire fly-tag) og forkælede os selv med en is inden turen igen gik østover. En hård weekend – men ingen tvivl, The Double er kommet for at blive og vi overvejer nu blot, hvad indholdet af ”The Double 2007” skal være…