torsdag, september 21, 2006

Dato for rematchen er sat!

20. august 2006 var en lang dag - ventetiden til returopgøret bliver endnu længere. Men i dag blev beslutningen truffet og jeg betalte startgebyret for Ironman Nice, der løber af stablen 17. juni 2007.

Dermed er datoen for endnu et showdown sat og den målrettede træning kan begynde. Flere af de attraktive IM-stævner i 2007 er allerede fuldt bookede - det gælder både IM Austria og IM Frankfurt, så valget stod efterhånden mellem Roth, Zurich og Nice - alle i juni, hvilket levner optionen at deltage i endnu et IM-stævne senere på sæsonen, hvis der skulle blive arrangeret noget i august i Fredericia eller hvis jeg skulle føle mig tilpas kæk til at søge revanche over selve den IM-rute, jeg måtte kapitulere overfor i Sherborne, UK.

Valget faldt på Nice selvom cykelruten er lidt mere kuperet end den Schweiziske simpelthen fordi datoen passer bedre og gør deltagelse i et svømmestævne weekenden efter og Sjælland Rundt weekenden efter, mulig. Og så er man vel lidt frankofon...

Slutningen af juni tror jeg er et godt tidspunkt - løbe- og svømmeformen bør kunne holdes og forbedres over vinteren og det tidlige forår og cykeltræningen skal kickstartes med et par uger sydpå i omkring uge 10-11, hvorefter den skal holdes godt vedlige.

Damn, hvorfor er der så længe til 17. juni 2007!

2 kommentarer:

Kasper Carøe Olsen sagde ...

Spændende! Ja, der er lang tid til - men med fordel kunne du benytte ventetiden til at få en stribe marathons i bæltet :-)

Såvel svømning som cykel er jo lige i skabet - så med lidt flere lange løb så bliver det jo en fornøjelse, også selvom det gør lidt ondt :-)

Søren Friis Larsen sagde ...

Der skal fortsat bruges lidt krudt på cyklen - men det tager vi jo på Lanzarote. Og ja, der skal løbes og der skal løbes langt.

Foreløbig er der sat kryds i kalenderen 5. november til Newline Skovmarathon, og hvem ved om jeg gør dig selskab til Socialmarathon på årets sidste dag, hvis formen er rigtig god.

Gårsdagens løbeteknik-instruktion ved Brian Dåsbjerg i til Tri4-løbetræning var inspirerende og jeg synes jeg har gjort små fremskridt på de kortere løbedistancer på det seneste. Alt sammen motiverende til at få brugt benene resten af året, ikke mindst fordi tri-sæsonen er ovre og løbet er et væsentligt indsatsområde.