Læg hårdt ud… og spurt i mål

Som Kasper siger: Træning skal være sjovt, men konkurrence må godt gøre lidt ondt. Det gør det også, når man lægger et rask tempo på første løbepas, holder forcerer yderligere på cyklen og så skal løbe igen som afslutning på en frisk duathlon. Det var menuen serveret i lørdags af Sorø tri-klub i deres årlige Sorø Duathlon. Men hvad, hvis ikke det lige var for fraværet af svømning så er det jo efterhånden blevet min livret.

Konkurrencen blev afholdt i absolut fantastiske rammer med Sorø akademi og sø som baggrund for anstrengelserne. Distancen var 7,5km, 30km og 3km, så det var ikke længden, der repræsenterede den største udfordring. Jeg er dog alligevel blevet lidt mere tændt på de kortere distancer fordi det her er en udfordring at disponere sine kræfter og presse jævnt over hele løbet – det synes jeg lykkedes godt.

Der stillede en flok særdeles spurtstærke fyre til start, men jeg lod mig ikke lokke til et for hårdt udlæg og havde et godt og jævnt løb i første pas. Det lykkedes mig endda at indhente to der faktisk havde lagt for hårdt ud på den sidste af fire omgange rundt – det er jo altid rart, når det plejer at være en selv, der får den behandling. Skiftet gik perfekt – er ved at mestre elastik-tricket og jeg tror jeg var ude af den meget lille og effektive transitionszone bekvemt under et minut. På cyklen gik den vilde jagt og jeg fandt hurtigt en fornuftig rytme. Ruten passede mig glimrende – en masse lange, flade stræk hvor man virkelig kunne hamre rytmisk igennem og hvor man kunne få øje på andre forude. Det lykkedes mig da også at hente et par stykker af de hurtigere løbere og det er jo dejligt. Det er ikke første gang jeg har konstateret, at mange har deres force når det gælder løbet. Det må omvendt betyde, at jeg skal satse en større træningsindsats på dette område.

På slutningen af de 30 km mærkede jeg lidt til en begyndende krampe i den ene læg. Det gik dog ikke ud over rytmen og jeg drak godt til af min medbragte energidrik uden dog at vide, om det overhovedet kunne nå at have nogen effekt. Krampen var dog også overhængende lige da jeg startede 2. løbepas og jeg måtte lade den sidste af dem jeg havde overhalet på cyklen slippe forbi igen. 10 sekunders udstrækning stabiliserede dog tilstanden og jeg fik hurtigt løbet musklen varm igen og fik øget til race-tempo. Det var således en stor tilfredsstillelse at kunne løbe endnu en anden deltager op og passere ham 200-300m før mål vel vidende, at han havde løbet hurtigere end jeg tidligere og holdt mig på cyklen, men ikke på det sidste løbepas. Sådan skal det være – selvom det gør lidt ondt!