mandag, december 25, 2006

Klar til klø!

I over et år har Søren nu kæmpet for at få sin første ærlige sejr i en ægte Vivamus-dyst. Det er også helt forståeligt, at han presser på for at få revanche nu hvor en ydmygelse af undertegnede synes så sikkert som amen i kirken.

Så lad os da få det overstået!

Jeg stiller til start i 3. afdeling af Craft X-duathlon d. 7. januar 2007 i Ganløse. I parentes bemærket kan jeg da nævne, at det var den duathlon-afdeling hvor jeg sidste år på min MTB rykkede fra Søren på sin racercykel :-) Så der er lagt i kakkelovnen til en iøjnefaldende revanche fra Sørens side - det bliver spændende hvad han har i posen.

Mit succeskriterium? Højest at give Søren 7 minutter samlet. Det forventer jeg ikke bliver nemt!

/Kasper

2 kommentarer:

Søren Friis Larsen sagde ...

Ja, det kommer jo ikke som nogen overraskelse, at du benytter lejligheden til at tage opgøret den 7. januar - blot en uge efter 50km-løb på Amager og efter en december, hvor influenza og andre skavanker har holdt min træningsmængde godt nede. Og fin snak om sidste års Ganløse - er det noget man lærer i militæret under psykologisk krigsførelse? Sun Tzu ville have været imponeret...

Men nuvel, forudsat jeg kan gå efter marathon+ eventyret på Amager, er jeg selvfølgelig klar til start den 7. Jeg har faktisk næsten glemt hvor ubehageligt hårdt x-duathlon med tre løbeture og to ture på mtb er, så det bliver naturligvis rart at få genopfrisket den smerte.

Duathlon er væsentligt vanskeligere at disponere end ren mtb hvorfor det naturligvis også er særdeles klogt af dig at vælge craft-cup frem for slush. De plejer også at være mere tons og mindre teknisk mtb, men alligevel må min strategi være at holde status quo på løbet og så forsøge at forcere på mtb. Og så er strategien selvfølgelig også for en gangs skyld at sørge for optimal race-nutrition. Men det bliver ikke nogen let opgave :-)

Jeg ser frem til opgøret!

Kasper Carøe Olsen sagde ...

Kære Søren,

Jeg er naturligvis meget smigret over, at der ligefrem ligger en strategi og at også din forplejning i højere grad end tidligere skal målrettes optimal performance på dagen. Jeg er nu sikker på at det er helt unødvendigt, men anerkender naturligvis din berettigede forhåbning om ikke blot at give mig klø, men læsterlige klø. Det skal være dig vel undt.

Dine insinuationer om, at jeg skulle have valgt denne afdeling på grund af dine overståede dårligdomme eller kommende små ubetydelige løbeture er naturligvis fuldstændigt taget ud af den blå luft.

Næh, årsagen var den simple, at mine mindelser om sidste års Ganløse-afdeling er så udprægede gode at det blotte memoir kan holde mit humør oppe. Ikke mindst når man lige genlæser http://www.vivamus.dk/2006/01/aabenraa-revisited.html for din løbsberetning. Det minder mig om, at det jo forresten ikke blot var din racercykel jeg trak fra. Men din racercykel i enkeltstartskonfiguration! Endnu bedre :-)

Så selvom jeg som forventet sætter lidt minutter til i år, så vil jeg stadig have det moralske overtag når talen falder på Ganløse :-)

Det virkemiddel du omtaler hedder i øvrigt i Forsvaret "Psykologiske Operationer" eller PSYOPS i daglig tale.

Mvh,
/Kasper