søndag, august 27, 2006

Triathlon kørt af vejen


Lørdagens race fandt sted med start i Buresø, hvor Haretri havde arrangeret et mindre stævne og en off-road triathlon. Jeg snuppede den lange tur der var 2x den korte og bestod af 900m svøm, 24km mtb og 10km løb.

Svømningen gik godt som ventet og jeg kunne give lidt mere gas nu der kun skulle svømmes 900m. Cykelturen bestod af 6 ikke særligt tekniske omgange bortset fra et par træstammer der skulle passeres. Nogle kunne man den rette teknik hoppe over, et par andre måtte man løfte cyklen over og en enkelt skulle man af cyklen og kravle under. Et par mudderhuller blev det også til - og her var taktikken enkelt: fuld fart ret igennem er hurtigst. Jeg er stadigvæk tydeligt under min form før sidste weekend, men det er nok kun naturligt, når kroppen er blevet tømt helt. Så jeg løb med for sjov og narrestreger og for løbserfaringen. Cyklingen gik dog ok, dog kom jeg lidt for hurtigt ud af skiftezonen - hvilket vil sige uden min camelbag og dermed fik jeg drukket alt for lidt (dvs. ingen ting) før jeg startede på løbet. Det straffede sig i et slemt sidestik og en katastrofal langsom løbetid, men det mønster er jo set før, desværre.

Hvad der dog var opløftende var at da jeg så fik kæmpet mig igennem sidestikket og blev ved så kom jeg faktisk tilbage i løbet og op i fart. For hver af de fire 2,5km omgange var der noget at drikke så for hver tur rundt kunne jeg sætte farten i vejret og det var god følelse. Jeg kunne dog have løbet væsentligt hurtigere hvis jeg ikke var gået ned på løbet - sidste omgang var jeg næsten flyvende. Nåede tilmed lige i mål før et kæmpe skybrud brød løs og jeg kunne således nyde udsigten i et lille opstillet telt til de stakler der stadig kæmpede ude på ruten. Den var nemlig pænt kuperet og de store mængder regn har sikkert ikke gjort stigningerne og skovstierne lettere at forcere.

Jeg tror aldrig at kombinationen triathlon og mtb får min store kærlighed - jeg foretrækker nok de to hver for sig, men udmærket at prøve nu jeg var forhindret i at tage til Århus d. 12/8 til den rigtige Xterra DK.

Ingen kommentarer: