To be continued...

Søndagens IM-race var i særklasse. Det rummede flere elementer, som aldrig var prøvet før og det var sæsonens ultimative mål. Strategien har jeg allerede udbredt mig om – tilbage er kun at berette om resultatet: jeg nåede langt, men ikke helt langt nok. 16 km inde i maraton-løbet ville benene ikke længere. Der var simpelthen udsolgt og det på en helt ny måde i forhold til tidligere DNF-erfaringer. Så det blev til et par humpende kilometer mere inden jeg udgik. Det kommer jeg tilbage til.

Men lad os starte ved begyndelsen. Jeg kom allerede torsdag og havde således et par dage til at få alt på plads, lære området at kende og få svømmet en tur i søen. Cyklen blev samlet, der blev foretaget de sidste småindkøb (det viste sig, at man skulle stille med reflekser på løbetøjet og desuden havde jeg ikke medbragt C02-patroner til pumpen af hensyn til flysikkerheden), og der blev slappet lidt af. Dagene op til løbet var præget af rigtig dårligt vejr med lange regnskyl og blæst, så jeg gjorde reviderede min påklædningsstrategi og besluttede mig for at hive en cykeljersey uden på tri-dragten i den første transition, så jeg kunne have en tynd regnfrakke og mine løse ærmer med i lommen på ryggen. Cykel og farvede tasker til de forskellige transitioner blev checket ind aftenen før.

På løbsdagen ringede uret kl. 3 og dagen (eller rettere natten) startede med en mindre portion pasta og en ½ liter vand. Godt med smørelse i skridtet, på med tøjet og så ud af døren. I den kulsorte nat ankom jeg så en times tid før starten gik kl. 6. Så var det tid til at puste luft i dækkene (fik givet dem rigeligt, så jeg fik glæde af hvert et bump på de dårlige engelske landeveje) og sætte vand- og energiflaskerne på cyklen. Et hurtigt toiletbesøg og så på med våddragten.

Så var vi faktisk også klar til at hoppe i vandet – starten foregik samlet ca. 200m fra bredden, så man fik lejlighed til lige at varme lidt op ved at svømme ud til en stor hvid bøje og derefter træde vande et kort øjeblik til starten gik. Jeg havde egentlig besluttet mig for at jeg ville holde mig lidt bagerst af hensyn til strategien om at holde igen og svømme konservativt. Men da jeg nåede ud til starten og fik kigget mig omkring opdagede jeg, at jeg faktisk var kommet helt frem forrest. Jeg havde således kun i omegnen af 100 svømmere foran mig – og ca. 1400 bag mig og de så alle sammen ud til at være klar til at svømme henover mig, når starten gik. Hmm, tænkte jeg, det er nok bedre jeg lige så stille får møvet mig lidt baglæns. Aldrig så snart havde jeg indstillet mig på at jeg skulle baglæns før starten gik og så var der kun én vej: fremad. Det var virkelig som at være med i et centrifuge-program på en vaskemaskine, men starten gik faktisk ok. Stor trængsel, men ingen panik. Jeg kunne faktisk godt svømme mit eget tempo selvom jeg gjorde det oven i 117 andre der også syntes tiltrukket af lige netop den kubikmeter vand jeg forsøgte at forcere. Størst var problemerne faktisk omkring den første vendebøje, hvor man var en fjerdel igennem ruten. Her var der et skarpt 180-graders sving og jeg lå, som jeg kom i inderbanen. The fast lane, but also the brutal one. Det kostede et par spark, men jeg bevarede rytmen og hjemturen og anden omgang gik glat og jævnt. Navigationen var lige i skabet for en gang skyld og jeg er efterfølgende særdeles tilfreds med min tid. Jeg havde forventet at være mindst 1:15 om at svømme de 3,8 km men var oppe af vandet igen efter 1:05:32. Jeg kom op som nummer 386 overall af 1500 deltagere, så det var tilfredsstillende. Forrygende.

Skiftet tog sin tid – det var en stor transitionszone som skulle løbes igennem og selvom vejret så ud til at blive lidt bedre end de foregående dage holdt jeg fast i beslutningen om at tage lidt mere tøj på og med. Det viste sig at være fornuftigt – regnen udeblev, men det var overskyet og vinden var kold på cykelruten.

Netop cykeldelen var en dræber. Lige knap 2300 højdemeter fordelt på 3 omgange af 60km var menuen – og bakkerne var lange og seje. Til gengæld gav det nogle forrygende nedkørsler, hvor man bare holdt godt fast i styret og blæste nedad i 5 min for fuld udblæsning og med 70km/t. Ikke for sarte nerver. Men de mange bakker trak tænder ud. 6.23:33 brugte jeg på cyklen – og jeg havde vanskeligt ved at holde min plan om at lægge forsigtigt ud på første halvdel. Jeg kørte dog første og anden omgang af de tre i nogenlunde det samme tempo, men måtte sætte farten ned på sidste omgang. Det er svært at holde igen, når man kører opad med 8 km/t på den lille klinge og en puls på 165 – hvis man holder igen så vælter man. Nasty.

Den sidste cykelomgang trak således tænder ud, ikke af den store klinge, men af rytteren. Stadig var jeg dog i den bedste tredjedel overall, så helt galt var det altså ikke. Tiden var stadig ok i forhold til målet om en gennemførsel <12 timer og jeg havde fået spist og drukket fornuftigt undervejs og undgået tekniske vanskeligheder eller andet. Tilbage ventede kun et beskedent maraton-løb som jeg efter en noget hurtigere transition end fra svømning til cykling tog hul på med en vis fortrøstning. Nuvel, benene var trætte, men maven var i form og jeg kunne holde en anstændig hastighed lige omkring de 10 km/t og også en puls der ikke syntes alt for mærket af formiddagens strabadser.

Knap 15 km inde i løbet begynder det dog at gå drastisk ned ad bakke – og jeg tænker ikke på ruten, der faktisk også var temmelig kuperet, men på løbeformen. Knæerne og anklerne var mærket af den lange dag og de hårde tråd op ad bakke, men i modsætning til tidligere var det ikke her, den var gal. Også maven viste sig for en gang skyld fra sin venlige side (og her oplever man for en gang skyld et løb, hvor de har stillet toiletter for hver 2km på langs hele ruten). Men musklerne i lår og lægge gik simpelthen i stå. Det var ligesom om det hele sivede lige så stille ud af dem og skridtene blev kortere og kortere. På et tidspunkt havde jeg svært ved at løbe lige og omkring de 16 km gik de helt i strejke. En enkelt krampe blev det også til da jeg forsøgte at strække forsiden af låret og så var jeg helt til tælling. Lettere bandende besluttede jeg mig for at gå et kort stykke til næste depot og så få tanket på – det måtte simpelthen være manglende energi, tænkte jeg, trods det betydelige indtag af energidrik, gels, bananer og diverse powerbars jeg havde foretaget jævnt og med stor effekt i løbet af dagen. Så ved næste depot tog jeg for mig af hele buffeen – og efter således at have prøvet alt fra saltkringler til to slags energidrik var jeg klar til at gøre et nyt forsøg. Pausen virkede – i ti skridt. Så trissede jeg igen af sted som en, der var klar til at blive visiteret til alle kommunens hjælpemidler og flere modeller af gangstativer. Pausen havde også tjent til at gøre både muskler og led stive så nu begyndte knæ og ankler også at melde sig på klagelisten. Eneste lyspunkt jeg kunne komme i tanke om: jeg oplevede trods alt ikke samme følelsesløshed i visse centrale legemesdele som efter Sjælland Rundt.

Efter 10½ time og et tempo der gjorde at jeg ville være lige så lang tid om resten af turen udgik jeg stærkt bitter af løbet med en sikker forvisning om at IM-distancen ikke har fået kål på mig. Jeg vender tilbage til det endelige opgør. Jeg VIL gøre det.

Udover ærgrelsen tager jeg også en masse andet med hjem fra Ironman UK. Jeg har prøvet en ny måde at gå ned på – det må være ensbetydende med nødvendigheden af mere træning. Og jeg har prøvet the reel thing, inklusiv massestarten på svømmedelen. Jeg må prøve igen. Jeg VIL gøre det.