Når realiteterne nærmer sig...

Efterhånden er der kun godt en uge til Swiss Alpine, K78. Det løber af staben på næste lørdag.

Der har aldrig været nogen tvivl om, at løbet vil blive min foreløbig største udfordring, både fysisk og mentalt. 78,5 km, godt 2300 højdemeter, løb i 2632 m over havet - og et usædvanligt barsk terræn med smalle stier (m. afgrund), stejle op- og ned-stigninger, vandløb og sågar lidt sne - jo, der er sandelig lagt i kakkelovnen :-)

Efter "The Double 2006" holdt jeg først nogle dages (velfortjent) pause - og begyndte derefter ved 15 km og opefter at tage nogle rolige ture. Fokuseret træning nåede det dog ikke at blive på ferien. Efter hjemkomst blev træningen lidt mere struktureret - og jeg har taget nogle udmærkede pas på mellem 10 km intervaltræning og 28 km roligt løb. Men der mangler stadig tempo i benene. Nu skal jeg jo ikke som sådan bruge tempo til K78 - men det er lidt værre, hvis det er et udtryk for at benene generelt mangler saft og kraft. Det finder jeg nok først ud af op til afgang.

En uges struktureret og ambitiøs træning forslår dog som en skrædder et vist sted - men det er selvfølgelig bedre end ingenting - sålænge man undgår skader. Det er dog helt afgørende, at der bliver droslet ned i tide - så benene efter forholdene er optimale på race day. De sidste 5 dage inden løbet er der således 3 hviledage og kun 8 km løb. Begge løbedage ligger i Schweiz, så der kan jeg også mærke højdepåvirkningen for første gang.

Det er muligt at få en taske fragtet ud til depotet ved 39 km der samtidig ligger ved starten af den vanskeligste del af ruten, hvor både bjerge tårner sig op og underlaget bliver rigtig alpint (på den ufede måde). Se evt. ruteprofilen her. Det regner jeg med at benytte mig af.

Jeg vil nemlig starte løbet i mine forholdsvis lette og "hurtige" Reebok Premier Ultra III. I depotet vil jeg så have friske sokker og mine Asics Nimbus VII. Skoene er lidt tungere, men yder bedre støtte til fødderne og har måske et lidt bedre greb på dårligt underlag. Men først og fremmest synes jeg at støddæmpningen er bedre, og i det hele taget mister alle sko midlertidigt en stor del af støddæmpningen når man løber så langt i dem. Både støtte, greb og støddæmpning får jeg virkelig brug for, især på de nedløbene der skulle være meget stejle.

I depotet lægger jeg også min Camelbag med 1 l energidrik. Det kan ikke afvises, at der bliver lidt langt mellem depoterne når det bliver stejlt :-) Ligesom på vores strandmaraton bliver det vigtigt at få tilstrækkelig væske indenbords. Ikke mindst pga. højden.

I Camelbaggen lægger jeg også nogle stykker af min yndlings søde Maxim-gels (Jesper og Søren har aldrig været helt så pjattede med dem!) som jeg helt sikkert får behov for at sutte i mig på den sidste halvdel.

Jeg har fået en lang række gode råd og vurdering af forslag fra Mikkel Gormsen. Et af de mange gode tips var at sørge for saltbalancen undervejs ved at spise salttabletter før løbet og undervejs for at undgå udvaskning af alle mineraler. Gutten som Mikkel løb K78 med første gang drak 12 l vand undervejs - og han er lidt mindre end mig :-) Så jeg kan se behovet, men skal selvfølgelig lige have det prøvet på et af mine sidste træningsløb først. Solbriller, stærkt solfilter, sportstape på brystet og vaseline er en selvfølge.

Det har både været godt og skidt at læse de mange løbsberetninger fra andre der tidligere har løbet K78. Det er godt fordi man får et indtryk af den udfordring der venter - og ikke mindst kan glæde sig over, at alle som en synes det er helt enestående omgivelser, fantastisk oplevelse og en ubeskrivelig følelse at komme i mål. Der er virkelig noget at se frem til. Den negative side er at læse om andres (meget grundige) forberedelse og alligevel helt absurd hårde kamp for at komme igennem. Om folk der løber marathon meget hurtigere end jeg, men som allerede halvt inde i løbet ligger og slås med "cut-off"-tiderne på ruten.

Det står klart, at jeg må revurdere mine succeskriterier. Det ultimative mål er naturligvis fortsat at gennemføre K78. Men jeg vil acceptere, hvis jeg ikke kommer længere end maraton. Så kan jeg vel lære, at store præstationer kræve stor forberedelse. Men hvis det viser sig muligt at komme så langt, så vil jeg sætte alt ind på at nå turens højeste punkt efter 53 km - også selvom det betyder at jeg må gå til nærmeste depot og udgå. Den præstation vil jeg være tilfreds med.

Det vil komme til at kræve en hurtig og veltilrettelagt transition i depotet (ellers kommer man ikke videre), og iøvrigt at man kan bluffe lægerne der skal godkende alle løbere til at fortsætte på stierne til at tro, at man er helt frisk :-) Men som skrevet - kommer jeg til maraton eller 53 km - så er det godkendt.

Men der er næppe nogen der er i tvivl om, at hvis jeg kommer så langt uden at blive fældet for tidsgrænser eller af løbslæger - så skal der temmelig meget til at afholde mig fra at fortsætte. Der er nogen der siger at "træning skal være sjovt - konkurrence må gerne gøre ondt". Jeg ved ikke med det første, men det sidste er i hvert fald rigtigt! :-) Jeg håber at kunne udfolde et vist mål af stædighed, viljestyrke og evne til at æde mig selv :-). Det bliver lidt af et eksperiment: Hvor langt kan man løbe på vilje og vilje alene? :-)

På Mikkels anbefaling lægger jeg en (let spiselig) præmie til mig selv i depottasken, så har jeg da noget godt at se frem til.

Som det også fremgår af ruteprofilen har hvert eneste depot samtidig en cut-off tid. Kommer man senere bliver man kørt hjem :-/. Omvendt bliver det også afgørende at holde et så lavt tempo at man kan holde til stigningerne og distancen. Det er derfor min hensigt at medbringe et skema over depoter og lukketider - og så forsøge at være mindst en halv time før lukketid (på den sidste halvdel af løbet). På de første depoter bliver margin af gode grunde nok noget mindre :-) Men hvis jeg bare holder mig stille og roligt på godt 6 min/km kan jeg holde mig fri af lukketiderne. Samtidig er det godt at kunne fokusere på et mål der ligger indenfor en overskuelig afstand forude. Jeg tror ikke man skal begynde at tænke alt for meget på kilometerskiltene der tæller ned fra 78 :-)

Som det har fremgået, så er op- og ned-stigningerne temmelig interessante. Jeg ved simpelthen ikke ret meget om, hvordan det kommer til at gå og hvordan jeg vil reagere på det. På vej op bliver primært kredsløbet stresset og det bliver vigtigt at undgå at syre til. Det gælder om at holde en stabil belastning, ergo må tempoet sættes ned. På de stejle nedløb bliver det afgørende at undgå styrt og skader - men også at benytte den opladede energi til at få lidt fart med nedløbet. Men en forvreden ankel fordi man løber for hurtigt, eller en knæskade vil være fatal. Også selvom Jesper jo har lært mig at løbe på skader :-). Jeg ved i hvert fald hvor ondt det gør at skulle fortsætte på, så jeg må være forsigtig :-)

Selvom mit egen lock laces system ville optimere transitionstiden vælger jeg dog at løbe med rigtige snørrebånd i begge par sko. Jeg skal simpelthen kunne snørre dem helt præcist med hællås for at få den optimale støtte og minimere antallet af vabler.

Der er mange samaritposter undervejs, så jeg medbringer ikke grej til store blodvabler m.v. - det satser jeg på at de kan ordne. Gerne mens jeg samtidig får massage :-) - den mulighed er der også en del gange på ruten. Hvis jeg har tid vil jeg nok benytte mig af det.

Jeg regner med, at vi tager ud til Bergün allerede tirsdag-onsdag og tager en vandretur på rutens højeste passager. Så ved jeg lidt om hvad jeg skal forvente :-) Jeg har også overvejet at tage mit lille digitalkamera med på løbet for at skyde nogle billeder af omgivelserne og mig selv i løb. Det vejer kun 125 g - men det er selvfølgelig overflødig vægt! :-)

Hold da fast - det blev (også) langt. Der er åbent for forslag til udstyr og strategi og for kommentarer til overvejelserne i øvrigt.

/Kasper