En herlig debut

Med ca. 3 måneders træning bag os, var det måske lidt optimistisk at tilmelde sig F.E.M. 50, Fjellräven Extreme Marathon. 3 måneder er trods alt en begrænset periode at komme i form på, få en masse kilometer i benene samt få styr på diverse udstyr m.v.

Træningen bestod af individuel almindelig løbetræning, næsten ugentlige O-løbstræninger og generel ”vægtoptimering” (her ikke på udstyret!). Men ikke mindst bestod træningen også af 3 weekender med integreret træning der ikke helt i distance, men i form tilsvarede F.E.M. Der var altså tale om O-løb i terræn (Grib Skov blev hurtigt favorit), hvor der blev trænet med forskellige korttyper, med ca. 9-10 kg oppakning, feltmæssig overnatning og ikke mindst også trænet vandpassage. På alle områder kunne vi fra gang til gang konstatere fremskridt. Distancerne blev længere, orienteringen mere sikker i både dagslys og mørke, og udstyret blev i et vist omfang tilpasset eller udskiftet.

Det var derfor med stor spænding at vi tog til Silkeborg. Vi havde planlagt vores ankomst i så god tid før start, at vi havde rigeligt med tid til at tilberede en god portion pasta. Efter at have spist - hvad der senere skulle vise sig at have været alt for meget – kunne vi klæde om og gå ned i målområdet for at se de andre hold an. Det var lidt skræmmende. Mens vi kom anstigende med diverse lånte soveposer, et telt til kr. 129,-, det klassiske komplette Trangia stormkøkken og ældre effekter fra henholdsvis spejder- og militær-tiden – så var det tydeligt at mange have grejet på plads og stillede i identisk outfit og med lækre rygsække, smart drikkesystemer osv. Vi fik lejlighed til at minde hinanden om, at målet var at gennemføre – at løbe vores eget løb, ikke mod de andre.

Starten med de 38 andre hold gik stille og roligt, men vi kom alligevel med i den forreste halvdel. Der var rigtigt mange hold der stoppede op for at læse kort (måtte først vendes ved start) – hvorimod det lykkedes os at følge med strømmen de første meter, og derefter under løb få styr på de udleverede kort og orienteringen. Det var en god oplevelse. Vi blev imidlertid snydt ved post 2 der efter vores – og en stor del andres – opfattelse ikke stod hvor den burde. Vi søgte lidt i den ene retning mens de fleste blev stående i skovhjørnet og så på kort. Desværre viste det sig, at posten lå 150 meter i den anden retning end den vi søgte – så da vi kom tilbage efter 6 minutter var alle væk. Så da vi fandt post 2 var vi formentlig 3. sidste hold.

Med en god hastighed og med eminent navigation af Jesper fik vi dog relativt hurtigt kontakt med en håndfuld grupper. Efter samlet vel omtrent 20 minutters løb var vi klar til første vandpassage (Gudenåen), og her kom vores tøjekcersits samt træning i vandpassage virkelig til sin ret. På henholdsvis afklædning, overgang og iklædning lagde vi ca. 6 hold ekstra bag os – det gav et kæmpe psykologisk overtag at kunne tage minutter blot ved at have styr på stumperne og være hurtig ved omklædning.

Efter endnu nogle poster og flere vandpassager (hvor vi imidlertid også optimerede ved simpelthen at beholde sko på under svømning) begyndte vi at få kontakt med en række hold, der helt åbenlyst havde et højere løbetempo end vi selv. Det var som at se en film forfra og forfra igen: Vi blev overhalet af ”Hold x” der gav den gas – vi fandt posten og løb mod den næste post – og pludselig kommer ”Hold x” igen bagfra og overhaler. Det var et ordentligt kick til humøret og affødte en del sprøde kommentarer til de løbestærke hold. Forklaringen? Simpelthen verdenklasse navigation af Jesper!

Således blev billedet fastholdt indtil de sidste poster (ud af 26 på dag 1) som vi tog omkring kl. 2130-2200 hvor der begynder at blive ganske mørkt i en tæt nåleskov. Vi kan nok ikke afvise at vi på et tidspunkt ikke helt kunne bestemme vores position, da der var enormt mange stier der ikke var aftegnet på kortet m.v. Så det blev på en kompasretning at vi forsøgsvis arbejdede os frem – og heldigvis pludselig fik indsigt på et lille fældet område der kunne stedfæstes på kortet. 100 meter derfra lå posten som blev taget stille og uden lygter (man skulle jo nødig vise andre hvor posten lå!) og så gik det ellers mod night-campen. Eller, det vil sige…den var så lagt på toppen af en decideret modbydelig stigning der trak de absolut sidste kræfter ud af benene.

Vel ankommet i lejren fik vi lavet mad, slået telt op m.v. og kunne kort efter konstatere at vi faktisk var kommet ind som nr. 12 ud af de 39 startende hold. Det var noget der kunne bringe energi tilbage i kroppen. Selvom målet var et andet (gennemførsel), så var det jo endnu mere tilfredsstillende at det rent faktisk var lykkedes at få en pæn tid. Vi gik en tur gennem nightcampen efter aftensmad og fik luret en række af de tricks som mere erfarne hold benytter ift. udstyr m.v. Der er en hel del ting vi skal have optimeret på inden næste år :).

Næste morgen skulle vi lige have verificeret at 12.-pladsen ikke var en fejl. Det var det ikke – men det var lige før (også kun lige før) at vi fik medlidenhed med de hold der kom ind 2½ time efter os. Hvis orienteringen ikke er helt perfekt, så er mørket virkelig ubarmhjertigt. Vi talte med et hold der havde brugt 1 time på at finde en post – for til sidst at måtte opgive (og på den konto indkassere en straf på yderligere en time)

Pga. den fornuftige tid vi kom til nightcampen var der mulighed for en god søvn og dermed nogenlunde friske ben søndag morgen. En del friskere end vi havde frygtet, så på den front var vi optimistiske før starten. Arrangørerne havde blot været så ubehagelige at lægge dagens første 3-4 poster således der skulle forceres nogle usædvanlige stejle topper. Og en top er stejl, når man skal ned på alle 4 for at kravle op! Ikke mindst for Kasper trak det nogle alvorlige veksler på energiniveauet i bentøjet – så alvorligt at de var at mærke resten af turen – så meget desto mere imponerende, at alle kilometrene blev taget uden at kny. Men i det mindste kan vi glæde os over, at vi konsekvent begge rørte ved alle poster. Vi konstaterede at der var hold der bare sendte den ene til tops med tidstagningsbrikken for lige at se om der skulle være officials deroppe, for så at blot dirigere den anden på holdet udenom toppen mod næste post. Tyndt og unfair!

Dag 2 var præget af noget mindre teknisk orientering med relativt lange stræk, mange grusomme stigninger og meget nemme post-placeringer. Vi havde dermed ikke helt den samme fordel af den stensikre navigation og de mere løbestærke hold havde bedre kår. Ikke desto mindre lykkedes det os jævnligt at indhente hold ved gode vejvalg, hurtige vandpassager m.v. så også på dag 2 hilste vi jævnligt på de samme hold der kom spænende udenom os, for så blot at blive indhentet kort derefter. Det må have gjort ondt på navigatøren, at de på trods af væsentlig højere hastighed ikke kunne holde os stangen 

Vi havde imidlertid kontakt med væsentligt færre hold end på dag 1 – og det var meget svært at vurdere hvem der var foran og hvem der var bagved. Vores vurdering var, at vi var raslet ned i den nederste tredjedel pga. lavt tempo ift. dagen før, og dermed samlet ville ende lidt under midten i klassementet. Men det skulle ikke være med vores gode vilje, så med fornødent hensyntagen til det overordnede mål (gennemførsel) gav vi den alt hvad vi kunne og havde i benene.

Der var åbenbart andre end os der havde syntes at dagens rute var hård, for vi kom ind midt i feltet efter ca. 6 timer, totalt udmattede men dog løbende i mål :)

Som alle ved, så er det afgørende med proteiner efter træning for at optimere restitutionen, så mens Jesper hentede 2 franske hotdogs studerede Kasper de netop opdaterede resultatlister. Stor var begejstringen ved at konstatere, at vi kun var faldet 1 sølle plads i forhold til første dag. Dermed sluttede vi lige i den bedste 3.-del af feltet – hvoraf også 2 hold måtte udgå.

Turen hjem blev brugt på at holde hinanden vågne med evaluering af egne indsatser under træning og F.E.M. samt opsummering af både de tricks vi har set og de erfaringer vi selv har gjort os. Vi evaluerede også lidt på selve arrangementet der i det store og hele var godt gennemført, med et udmærket informationsniveau og grad af professionalisme. Et par ting kunne man dog ønske sig anderledes: 1) Langt mere kontrol, både af obligatorisk udrustning samt på ruten, særligt de poster der ligger på stejle bakketopper. Når mange hold i år ser at folk slipper af sted med at snyde bliver de sikkert fristede til det samme næste år. 2) Badefaciliteter. Uanset de 6 vandpassager lugter man formentlig mere af gnu end de fleste IC-togpassagerer synes om når man kommer i mål. Det ville have været let at låne badefaciliteter i en nærliggende sportshal eller folkeskole.

Nu, dagen efter hjemkomst, er der heldigvis udbredt ømhed i bentøjet og gangarten er antageligvis temmelig morsom at observere. Ømheden vil efter alt at dømme fortsat være at mærke den næste håndfuld dage. Men det er jo et godt tegn – betyder bare at man ikke har sparet sig selv.

Med ømme hilsener Jesper og Kasper

Se også:
"Klar til alt, klar til F.E.M."
"Det umulige er sket"

Samt F.E.M.’s hjemmeside