Det man ikke dør af…

To meget fyldte biler fragtede alt udstyr og personer til DTU lørdag formiddag. Udover at modtage et udvalg af kort, indtegne poster fra masterkort m.v. skulle vi også have monteret træksystemer på alle cykler og et andet system til udligning af fart under løb. Vores optakt til løbet var jo blevet lidt anderledes end beregnet på grund af Jespers skade og Camillas tiltræden. Men vi nåede det hele uden problemer – og var pakket og klar da starten gik kl. 12.

Hvert hold startede med foden sat på et kort over DTU-området. Da startskuddet gik måtte kortet vendes og i valgfri rækkefølge skulle man søge ud mod de 5 poster. Dette moment var imidlertid også det mindst succesfulde for arrangørerne – for ude på posterne hang der kortudsnit med postplacering og i mere eller mindre gemte spande lå der små kortlapper. Desværre var de ophængte kort slet ikke til os men til lang distance. Ydermere var der mange hold (herunder os), der slet ikke opdagede alle spandene med kortstumper. Så da vi returnerede til basen efter at have været ud på alle 5 poster, gik vi direkte til de tilstedeværende officials for at få en forklaring. De manglende kortudsnit nødvendiggjorde at vi tog endnu en løbetur rundt på DTU for at samle kortudsnit ind – surt. Men for nogle hold var det gået værre – de var uden at undersøge problemet taget direkte mod de forkerte poster. Så forvirringen var relativ total – og løbsledelsen besluttede dog også meget hurtigt simpelthen at fraregne tiden på denne aktivitet for at stille alle hold lige. Fornuftigt.

Næste element var bike’n’run. Det går i al sin enkelthed ud på, at holdet på 3 personer kun får 2 cykler til rådighed. Her fik vi gjort brug af vores træksystem på cyklerne – så den løbende kunne blive hjulpet hurtigere frem. Det gik rigtig godt – og der var mange der misundeligt kiggede på vores metode og evt. forsøgte at holde fast i hinandens rygsække m.v. Distancen var vel omkring 8-9 km før vi ankom til ”Checkpoint Rude Skov” hvorfra vi igangsatte et ordinært orienteringsløb. Det var vist i øvrigt her vi - første gang af utallige – efter blot et par timer hørte Frøken Friis beklage sig over at kunne lugte sig selv :-) Vi fandt dog hurtigt ud af, at hvis bare han blev holdt til med energibarer fik han tilpas meget mavekneb til at han snakkede mindre. Så det nød vi :-)

Distancen på orienteringsløbet var vel omkring 10 km – vi holdt udmærket fra i forhold til de andre hold med ganske fornuftig navigation og en smart stealth-taktik. Flere gange ankom vi til et område hvor andre hold rendte rundt på må og få i skovbunden og ledte efter posten. Vi fandt hurtigt posten, men i stedet for alle 3 at løbe hen til posten løb Søren og undertegnede ud af området mens Camilla hurtigt og elegant klippede posten og sneg sig væk igen. Dolph ville have været stolt over denne ninjataktik :-)

Efter orienteringsløbet kunne vi samle de to cykler op i checkpointet og via et par poster tage tilbage til DTU. Det var nu begyndt at regne en pæn del. Vi blev dog enige om, at det nok bare var en byge. Det var det sådan set også – det var bare en byge der skulle vare i 8 timer eller mere og som var ledsaget af frisk vind.

Så da vi løbende og cyklende kom tilbage til DTU var vi gennemblødte og jævnt nedkølede. Vel vidende at det kun ville holde et par minutter fik vi lige en tør t-shirt på, og begav os ud igen – denne gang dog på tre cykler og med kurs mod Grib Skov via en række poster undervejs. De var selvfølgelig placeret således, at vi måtte forcere vandløb og andet uvejsomt terræn for at undgå store omveje. Det var her vi fik fortalt Camilla at vi jo faktisk havde til gode at prøve at køre mtb i vådt føre – en melding hun modtog med lige dele overraskelse og udpræget bekymring :-). Søren har jo indtil nu haft den afgjort højeste vælte-rating – men det var faktisk Camilla der ved kørsel på en meget smattet sti lige måtte ned og kysse jorden. Hvilket hun så øvrigt gentog senere om natten. Det er dog også kommet frem, at Camilla faktisk har været på skadestuen 2 gange i år efter fald på mtb’en. Og vi der troede, at det var et skifte til en mere sikker rytter end Jesper :-)

I Grib Skov var der arrangeret et lille stjerneløb med 5 forskellige opgaver der skulle løses. Først afskydning af 1½ liters sodavandsflasker med elastikker. Det var vi ikke ret gode til, og indkasserede en rundtur om en sø som straf. Ruten var dog ikke afmærket, så vi fik den endda gjort længere end nødvendigt.
Herefter måtte Søren montere klatreselen og traversere over en lille sø – hvor Camilla og undertegnede fik manøvreret en gummibåd over til afhentning.
Derfra gik vi til en såkaldt ”stigeløb” hvor vi blev udstyret med en stige, skulle søge i en kompasretning og finde nogle papirlapper der var placeret oppe i træerne.
Herefter skulle to personer holde stigen frit i luften mens den tredje steg til vejrs. Der var ikke megen tvivl om hvem der skulle op på stigen, men det var kun med adskillige forsikringer om, at vi sagtens kunne holde hende :-) Hvilket vi jo også snildt kunne.
Den fjerde aktivitet var et ”memory O-løb”. Konceptet var, at man fik lov at kigge på et o-løbskort med tre indtegnede poster – men skulle efterlade kortet og finde posten blot ved at memorere terræn og vejen til posten. Det var både sjovt og udfordrende og gik rigtig fint. Jeg benyttede lejligheden til at insistere på, at vi skulle bevæge os uden anvendelse af pandelamper for at undgå at trække folk med til posterne – og selvom både Søren og Camilla var noget skeptiske ved den model, så lykkedes det faktisk fint :-)
Sidst men ikke mindst blev vi sendt ud på et MTB O-løb rundt i Grib Skov. En god lang tur der krævede stor koncentration både ift. den tekniske kørsel og i forhold til navigationen. Men det gik nu udmærket, og da vi efter et par timer var færdige kunne vi igen sætte kursen mod DTU.

Imidlertid skulle hjemturen blive lidt længere end forventet. En enkelt post på tilbagevejen voldte store problemer. Jeg ville give meget for et GPS-track af vores rute her, men må nøjes med at konstatere at vi bommede grimt. Det kostede i omegnen af en time før Camilla og jeg selv fik fundet posten. Søren var på dette tidspunkt temmelig ”træt”. Når vi stoppede og studerede kort stod han op og sov, var ved at falde med cyklen og var vanskelig at have en sammenhængende samtale med :-) En grim kombination af træthed og energimangel – men heldigvis kunne vi se frem til lidt at spise når vi kom tilbage til DTU.

Der var vi ca. kl. 06 – hvor vi igen kunne skifte til tørt tøj og ellers gøre klar til en løbetur. Dette skifte skulle efter sigende have taget livet af mange hold – der var en del der valgte ikke at fortsætte på dette tidspunkt pga. nedkøling og udmattelse. Vi havde trods alt også arbejdet hårdt i 18 timer på dette tidspunkt. Men vores moral var bestemt høj – og i vores bog stod der ikke noget om muligheden for at kapitulere :-) Det var hårdt for benene at komme i gang med at løbe efter de tilbagelagte 135 km på MTB – men da først musklerne blev varme og havde vænnet sig til arbejdet gik det ganske udmærket. 500 meter fra DTU gik det op for mig, at jeg kun havde tegnet det ene af to kort af – og mens Søren, der begyndte at bøvle med det ene knæ, fandt alu-redningstæppet frem, løb vi andre den trælse tur tilbage. Koncentrationen var vist udfordret af trætheden :-)


Vi løb ud mod Nybro Kanoudlejning, men da en bro var ”spærret” havde vi valget mellem at lave en vandpassage eller løbe en omvej på 2-3 km. Jesper havde håbet at svømmeturen ville være vores valg, for han stod klar på broen og ventede da vi ankom. Det fleste kan nok forestille sig hans fornøjelse ved at se os kaste os i det iskolde vand – klippe posten på den anden side af bredden og så tage turen tilbage igen. Det var koldt – så koldt at Camilla udviklede en let gasblå ansigtskulør. Men moralen var høj, vi kunne forstå, at den endda var højere end hos de fleste andre hold der bestemt ikke brød sig om svømmeturen.

Det gjorde det ikke meget bedre i.f.t. vores kropstemperatur, at vi umiddelbart herefter skulle ud på et par timers kanotur – med kun 2 pagajer. Camilla blev placeret i midten som navigatør mens Søren og jeg havde bedre muligheder for at arbejde os varme. Disen lå meget smukt over Lyngby Sø, vinden var aftaget og vi kunne nyde solopgangen til vands. Fantastisk! – ikke mindst da den første solstribe ramte os og gav fornyet håb om, at vi nok skulle få varmen igen på et tidspunkt :-)

På land igen blev vi atter stillet overfor valget mellem endnu en vandpassage eller en omvej. Vi valgte den sidste mulighed og løb til den nærmeste ikke-spærrede overgang. Det trak fortsatte veksler på Sørens knæ og selvom Camilla trak som et lokomotiv (for at få varmen?) blev det nødvendigt at gå visse stræk. Men vi vidste, at vi nu næsten var igennem – vi vidste at vi skulle tilbage til DTU – og så derfra ud og finde en sidste post og så tilbage i mål. Vi gættede meget på hvad denne sidste post mon var – og ikke mindst hvor langt fra DTU den lå, og om der skulle løbes eller cykles. Posten var en klatrevæg der både var i nærheden og hvortil det var tilladt at cykle. Søren og Camilla steg fint til vejrs, hvorimod jeg selv ikke nåede til tops og derfor må tage en tidsstraf :-)

Herefter var det hurtigt tilbage på DTU og melde sig i mål – mission completed.

Endnu er de endelige placeringer ikke fastlagt. Derfor kan jeg ikke her skrive præcist hvilken placering vi får. Men baseret på foreløbige resultater ender vi formentlig på en 30.-35. plads ud af omkring 80 startende hold. Men da det er min formodning, at en del hold ikke fik fundet alle poster (det gjorde vi) kunne der godt ligge en overraskelse pga. tidstraffe til vores nærmeste konkurrenter. Det vil vise sig inden længe. Der var en del hold der udgik pga. kulde, udmattelse, skader og svag moral – vel omkring 30 hold. En enkelt røg på hospitalet på grund af kulde, en anden pga. et styrt på cyklen der medførte indre blødninger af ikke nærmere specificeret art.

Vi havde tre succeskriterier til vores deltagelse i DAR: 1) At have det sjovt, 2) at lære en masse om AR og 3) at gennemføre. Vi er enige om, at på alle punkter har deltagelsen levet op til disse kriterier. Erfaringerne man får undervejs er mange, og er i forhold til kommende løb deres vægt værd i guld.

Det er et stort under, at vi ikke efterfølgende har lagt os på stribe med heftige forkølelser eller andre fysiologiske konsekvenser af mange timers nedkøling. Men vores immunforsvar må være stærke. Og som vi alle ved: Det man ikke dør af – gør dig stærkere.

Tak til Jesper for – afbrudt af en enkelt fest på Rigshospitalets Kollegium – at vise sit commitment ved at være på basen eller ude på ruten. Og ikke mindst for med et citat af Mary Schmich at minde os om: ”Sometimes you're ahead, sometimes you're behind. The race is long and, in the end, it's only with yourself.”

Og tak til Camilla og Søren for en rigtig god tur – en udpræget stor fornøjelse at lege med jer :-)

/Kasper

Ps. Næste år skal det være DAR lang distance!
Pps. Billeder på vej