Erfaring kan ikke købes

... men den kan erhverves mod en betaling i blod, sved og tårer. Aabenraa triathlon blev en interessant udfordring - hårdere end ventet, men dog en positiv oplevelse og gode erfaringer til fremtidige stævner.

Målene var sat på forhånd - og hvis det ikke var for Jesper havde jeg nået mine. Tiden blev i omegnen af 2.55, så det i sig selv var tilfredsstillende. Jesper var dog stærkt svømmende, kørende og ikke mindst løbende, så han løb med en fortjent sejr i en overlegen tid som han selv kan få lov at fortælle.

Orienteringen i vand gik ikke fantastisk - men det gik først rigtig galt da jeg nåede cyklen. Allerede inden jeg havde drejet pedalerne én omgang var min puls på 170. Der blev den indtil jeg ramte den bakke, som jeg siden skulle gense yderligere fem gange. Den så egentlig ikke stejl ud - men det var den. Tilgengæld var den så lang at man kunne nå at vænne sig til smerten - næsten. Nedkørslen gik bedre, men generelt betød manglen på en lang lige strækning at jeg aldrig fandt nogen ordentlig rytme på cyklen.

Med en brændende lyst til at kaste op ud over styret lykkedes det mig dog at overhale et par andre i motionsklassen - dog ikke Jesper, hvis baghjul jeg var langt fra. Jeg hæftede mig dog ved, at de få, der overhalede mig på cykelruten alle kørte med pladehjul - det kan jo ikke være nogen tilfældighed :-)

Mens kvalmen fortsatte måtte jeg også en tur i asfalten da jeg (trods de dårlige ben) havde fået lidt for meget fart på rundt om vendepunktet. Det skete dog uden de store skrammer bortset fra en krampe i venstre læg - styrtet blev dog en stor publikumsmagnet og jeg blev nærmest båret videre da jeg steg op på cyklen igen. Næsten i en grad så man følte sig helt som Kyllingen fra Tølløse. Vreden over at være røget af cyklen holdt hele vejen til toppen, den sidste tur op var den bedste på bakken, men ak, jeg måtte af igen for at tisse.

Helt galt gik det dog da jeg havde fået løbeskoene på. Pulsen galloperede igen i vejret og jeg kunne næsten ikke bevæge mig. Læggen drillede stadig men værst var smerten ved at trække vejret og kvalmen der nu også var ledsagen af en stigende trang til at komme på toilettet i et større omfang end det kunne klares i vejsiden.

Så efter første omgang på rundstrækningen var moralen ikke høj - Jesper gjorde dog en stor indsats for at bakke op.

Løbsarrangørerne fortjener i øvrigt en stor applaus - alt klappede og stævnet var præget af en uhyre venlighed fra alle. De kendte vores navne og spurgte meget interesseret til vores oplevelse.

Summa-sumarum: mottoet for denne konkurrence må være: "when pain feels like shit". Motivationen til at gøre et nyt og bedre forsøg er stor.

Mens vi venter på det har Jesper heldigvis lovet at stille op til Natløbet i Holbæk, så chancen for revanche er ikke for langt ude i fremtiden.

And trust me, this guy is burning for revenge!

Læs også: En hård dag