Skidt disponering

I søndags oprandt så dagen, hvor Dum Vivimus Vivamus skulle løbe årets næstsidste marathon. Eller det vil sige - i hvert fald det udsnit af DVV, der ikke var ramt af dårlige undskyldninger i overflod :-)

Da starten gik kl. 11 stod jeg op omkring kl. 0700 og spiste en god portion pasta (der i øvrigt også havde været hovedingrediens i aftensmaden lørdag). Derefter var der lige tid til en god time på øjet inden jeg for alvor skulle op. Det var meget tæt på den perfekte timing og optakt til løbet - og er et forløb jeg vil tilstræbe at gentage næste gang igen. Modsat FEM, North Sea Beach Marathon m.v. startede jeg nemlig ikke ud med mavekneb pga. overspisning for tæt på racestart. Så langt så godt :-)

Og jeg kom faktisk flyvende fra start. Opvarmning er kun ganske let forud for marathon på mit niveau, så man starter ved måske 75% og bliver så gennemvarm efter et par kilometer. ½-marathon og marathon-løbere startede samlet, så der var relativt udmærket tempo - men det var jo svært at vide hvem der havde 21 og hvem der havde 42 km foran sig. Det krævede i hvert fald, at man hele tiden skulle kigge sig underligt over skulderen for at spotte deres startnummer.

Som det vist fremgår af anden post, så har min forberedelse op til dette marathon været fuldstændigt fraværende. Min sidste lange regulære tur ligger forud for North Sea Beach Marathon i juni måned. Den form for forberedelse kan måske nok benyttes som en marker for grundform og viljestyrke, men kan alligevel bestemt ikke anbefales :-) Den manglende viden om egen formåen indebærer to overordnede problemer: 1) Man ved ikke hvilket tempo man kan tillade sig at sætte over en lang distance og 2) Mentalt er det hårdt at man ikke er "vant" til lange distancer - man kan risikere at blive i tvivl, om man nu også har benene til turen når det begynder at gøre ondt.

Jeg forsøgte at lægge min puls hvor jeg mente, at det var rimeligt - uden hensyntagen til hastigheden. Efterhånden som jeg nærmede mig de 7-8 kilometer kunne jeg godt se, at det var nogle pæne tider jeg holdt mig. Og det blev faktisk ved - det gik overraskende nemt og smertefrit, og jeg så på dette tidspunkt ingen grund til at ændre hastigheden. Nu gik det jo lige så godt og "de km der går godt kommer ikke skidt tilbage". Bundhamrende naivt - men når endorfinen begynder at pumpe let, så skal der ikke meget til den slags konklusioner :-)

De første ca. 18 km. lagde jeg faktisk i et tempo der var en smule hurtigere end hastigheden på E-løbet (13,4 km). Om ikke andet burde advarselslamperne måske nok have blinket her :-) Jeg kunne her se, at selv med en buffer til at tære på de sidste 10 kilometer, så var det bestemt inden for rækkevidde at slå min egen gamle rekord fra sidste århundrede. Men dette billede ændrede sig relativt brat omkring de 19-20 kilometer. Benene blev ganske tunge, og lårene var ganske enkelt gået tomme for energi. Til gengæld var især musklen på forsiden strammet sammen og komprimeret som jeg ellers kun husker det fra FEM :-) Så tankerne om at slå min egen PR blev afløst af ærgelser over ikke bare at have løbet målrettet mod en mere afdæmpet målsætning.

Marathondistancen var indrettet således, at man løb ruten på 21.1 sammen med ½-marathon - og i stedet for at løbe i mål med sidstnævnte skulle vi svinge rundt og tage samme tur én gang til. Jeg har sjældent haft mere lyst til at vælge den lette løsning og løbe i mål på hvad der kunne have været en ganske pæn tid på halvmarathon. For de sidste par kilometre havde både været langsommelige og ualmindeligt hårde. Så det stod klart, at det var 21,1 km slid og jernvilje der skulle mønstres. Eneste løsning da jeg nærmede mig målområdet var at lukke øjnene, og for nethinden se den blå flodhest, DVV's mentalcoach. For mit indre øre måtte jeg repetere, at marathon-quittere jo er fuldstændig ubrugelige til opbygningen af fremtidens samfund. Det lykkedes, og jeg kom rundt om den famøse kegle og var på vej ud på 2. runde.

Om end med håbløs lav hastighed kunne jeg nu begynde langsomt at tælle ned fra 21. Og jeg blev overhalet af alle dem, der havde forstået at disponere deres løb langt bedre med en mere konstant hastighed. Bakkerne virkede også betydeligt stejlere, længere og hyppigere på anden omgang. Men som det fremgår af højdekurven, så var der jo egentlig også ganske pæne højdeforskelle at lægge oveni de fedtede skovstier og løse blade.

Jeg kom i mål på ynkelige 4:25 - den dårligste tid på et regulært marathon endnu. Fattig på energi og glæde - men til gengæld rig på (dyrekøbte) erfaringer. Men det er sgu utroligt, at man skal begå den slags fuldstændig klassiske fejltagelser på sit 5. marathon :/

Jeg kan på ingen måde garantere, at jeg vil træne målrettet og fokuseret til det næste marathon. Men det er helt sikkert, at jeg mindst vil tage et par lange ture optil løbet - så jeg ikke skyder helt så meget ved siden af næste gang! :-)