Ingen brug for CO2

Så var der endelig et løb i kalenderen - 2. afdeling af Slush-cuppen, afholdt i Hillerød og med deltagelse af Kasper, min ven Preben og hans (Lanzarote-Ironman)-søn Lasse.

Jeg havde jo fra starten set spændt frem til løbet - især spændt på, hvordan det ville være med så mange cykelryttere (over 300) på den 8km-lange rute og hvordan det ville være både skulle koncentrere sig om at blive på cyklen og køre hurtigt. Dertil kommer at formen, med mindre vi taler ren crawl-form, ikke just er toppende for tiden og en let forkølelse - alt sammen medvirkende til at justere forventningerne godt ned til at køre med og lære hvordan det foregår.

Anderledes forholdt det sig selvfølgelig for Kaspers vedkommende - han løber/cykler jo alt hvad der viser sig for tiden uden at det på nogen måde synes at slide på systemet eller gå ud over formen. Således helt restitueret fra sit marathon tidligere i november så han tændt ud i samme startboks som mig. Men det skulle naturligvis snart vise sig, at han ikke havde lært Dolphs lektie om ordentlig forberedelse grundigt nok. For efter at have sat mig - naturligvis blot med ganske få sekunder ;-) - på første runde punkterede han på anden omgang og uden ekstra slange eller pumpe med så var der ikke meget Ninja tilbage over ham.

Når man skal konstatere, om en patient er hjernedød foretager man en undersøgelse af, om patienten reagerer på smertepåvirkning, belysning og irritation af øjnene og skylning af øregangen med koldt vand. Det undersøges også, om der kommer brækningsreaktion og hosterefleks ved irritation i svælg og luftrør, og om patienten selv kan trække vejret uden for respiratoren. I Kaspers tilfælde kunne man nøjes med at konstatere dødens indtræden, hvis han giver op - for før sker det naturligvis ikke. Så han gjorde da også et ihærdigt forsøg på at fastholde sin føring på anden omgang ved at løbe i mål med cyklen på ryggen. Han havde næsten fortjent at lykkedes med det foretagende, men så langt var han trods alt heller ikke foran.

Ak ja, nu har jeg troligt for jeg ved ikke hvilken gang medbragt min fine CO2-pumpe og ekstraslange, men ak, uden at få brug for det fine grej ;-) Og så var jeg jo nødt til at køre en omgang mere mens Kasper kunne spare på benene - der kunne jeg tilgengæld godt have brugt noget mere O2.

Jeg synes selv jeg kørte et hæderligt løb formen taget i betragtning - jeg var af cyklen nogle gange, men bortset fra ét sted, hvor et stort træ spærrede vejen og alle stod af, kørte jeg faktisk alle passager igennem i mindst én af de tre runder - og ofte var det pga. trængsel på ruten, man var nødt til at klikke ud af pedalerne. Der var en del teknisk vanskelige passager, men i det hele taget en varieret og underholdende rute uden meget halsbrækkende nedkørsler eller fuldstændigt umulige bakker, uden at der dog på nogen måde var tale om en flad rute. I det hele taget er det jo karakteristisk, at man kører med mere varieret intensitet end på landevej, hvor pulsen er mere jævn. Men det er nok et spørgsmål om træning (der som jo bekendt jf. Jesper, som i øvrigt naturligvis var savnet i dag, gir øvelse.

Til sidst kan jeg så nævne, at Lasse naturligvis blæste igennem og kom langt før mig selvom han nåede at punktere undervejs og først fik luft i hjulet da hans far kom forbi med en pumpe. Tja, hvad man ikke har med i lommen må man have i benene - og så hjælper det jo, hvis man er udstyret med Ironman-ben til lejligheden.