Træning ned ad bakke

DTU's adventure-race nærmer sig og weekenden inden det store løb var udset til den helst store træningstur hvor alle teknikkerne og udstyret skulle prøves af.

Kasper og Jesper startede dagen med et lille MTB-løb for at "varme op" og efter en lille punktering kunne de så samle mig op til en god tur på MTB rundt i Hareskoven.

Så gik det ellers over stok og sten og rod og sand gennem skoven mens Kasper og Jesper diskuterede højllydt hvorvidt klikpedaler i uvejsomt terræn og på stejle nedkørsler var afgørende for om man var mand eller mus.

Bestemt en hård tur hvor ryg, skuldre, håndled og røv bliver bumpet godt igennem på trods af cyklens affjedring. Vi nåede også at træne vandpassage - som første mand i vandet troede jeg et kort øjeblik de to kanaljer havde narret mig da de på skrømt begyndte at tage tøjet på igen mens jeg lå og pjaskede rundt i det meget våde (og kolde) element kun iført en ikke særligt isolerende tri-dragt. De fik dog også bekvemmet sig i vandet og jeg fik taget to tag af hver svømmeart og så på land igen. Da vi først var kommet på land igen måtte vi egentlig erkende at det var meget forfriskende med en dukkert der samtidig kunne skylle det værste støv af kroppen.

Netop på land igen viste Jesper sine abe-gener ved let og elegant at klatre til tops i et reb - vi andre mente hurtigt det var tid til at komme tilbage på cyklen.

Støvede blev vi dog igen for det er ikke helt let at holde sig i pedalerne når alting bumler rundt og det tilmed går ned ad bakken for derefter hurtigt at gå op ad bakke igen. Så jeg måtte indkassere en del styrt - tror alt i alt jeg kom ud over styret en 3-4 gange plus et par småstyrt. Efter det største styrt måtte jeg endda have værktøjet frem for at foretage en hurtig genopretning af styrets indstilling, men Jesper var dog ikke imponeret over den beskedne mængde blod fra mine overfladiske hudafskrabninger.

Nu er det jo en velkendt sag, at Jesper ikke vil stå tilbage for os andre. Derfor tydede noget også på, at han simpelthen ikke VILLE lade mig have det største styrt. Og ak, han fik sin vilje - på dagens stejleste og længste og mest bumpede nedkørsel tog han nærmest et frit fald ud over styret og tumlede rundt og ned indtil han - med hovedet først - ramte ind i et træ. Det var for så vidt en udmærket måde at stoppe et fald på - her er skaden jo allerede sket. Hvad værre var, at han inden da også fik slået et dybt kødsår i skindebenet.

Så var gode dyr rådne og der måtte ydes førstehjælp. Kasper lagde kyndigt en kompres-forbinding med en af mine ekstra sokker, en pakke energi-kiks, rigeligt med sportstape (som Jesper senere skulle jamre over at hive af sit behårede ben) og en sportstrøje til at holde sammen på det hele.

Da situationen var under kontrol og Kasper var færdig med at ærgre sig over han var forhindret i at forevige situationen med sit kamera da der manglede et memory-kort blev vi enige om at sætte kursen mod Bispebjerg skadestue for at få såret renset og syet. Først udnyttede vi dog ventetiden mens blødningen fortog sig til at indtage dagens aftensmåltid - Pasta à la Friis.

Så var det ellers op på cyklen igen og til skadestuen hvor Jesper efter knap tre timers venten blev syet af en læge og tillige tilset af en yndig sygeplejeske - så yndig at Jesper lige bad hende om at checke en ekstra gang om forbindingen nu også var i orden...

Desværre koster skaden Jespers deltagelse i DTU, men ak ja, når man træner ned ad bakke så sker der uforudsigelige ting. Ærgerligt men vi spår et hurtigt og iøjnefaldende come-back.