Succes!

Hårdt var det, men målet blev nået. I tiden 5.40.08 løb jeg tidligere i dag over den målstreg der markerede afslutningen på Jels ½-ironman.

Belært af erfaringerne fra sidste søndags triathlon i Aabenraa forsøgte jeg at disponere kræfterne anderledes - med held. Jeg kom rigtig godt ud af vandet efter 37 min (hvilket faktisk er en svømmehastighed der er højere!) med en langt bedre tilstand end sidst og kom stille og roligt igang på cyklen, som jeg dog nok fik presset lidt for hårdt. Gennemsnitsfarten blev 33 km/t, så det var godt nok.

Det kostede tilgengæld da benene skulle til at løbe - maven var i topform, pulsen god, men benene kunne simpelthen ikke løbe stærkt nok til at jeg blev forpustet. Surrealistisk fornemmelse at benene bare sjokker derud og i øvrigt gør moderat ondt for hvert skridt, men der sker ikke rigtig det helt store fordi muskeludholdenheden simpelthen var brugt op. Varmen havde også sat ind for alvor så jeg benyttede lejligheden til at øve mig i at sikre en stabilt væskeindtag hvilket heller ikke gav mig problemer. På trods af jeg drak ved hver væskedepot var der ingen skvulpen i maven.

Sammenholdt med at der absolut var ingen uheld undervejs - bortset fra af at et af mine midtergear raslede lidt irriterende - så var det en særdeles positiv oplevelse. Dog gav udfordringen også større respekt for den fulde ironman-distance - der mangler stadig en ikke ubetydelig træningsindsats før jeg er i nærheden af en sådan præstation.

Åh jo, så løb Jesper fra mig og tog endnu engang - velfortjent - en solid sejr hjem, mens jeg bevarer mit præsidium for De Gamle Mænds Bitre Klub.