Heldet følger de tossede

Bitterheden har efterhånden lagt sig ovenpå sidste tirsdags håbløse enkeltstartsrematch med Kasper - som han naturligvis forlængst har udbredt sig om i tidligere indlæg.

Nu har orientering aldrig været min stærke side - jeg kræver ikke meget mere end et areal på størrelse med en telefonboks for at fare vild. Mig bekendt er det heller ikke så ofte set at man vælger at kombinere orientering med enkeltstart - men nuvel, det var så det, der var udfordringen i tirsdagens enkeltstart. Jeg nåede stort set kun at få smækket hjulene på, pumpet luft i dækkene, spændt hjelmen og klikket ind i pedalerne før min start gik. Mens jeg stod klar og der blev talt ned fra 20 sek hørte jeg ham bag ved mig forklare ruten og at den ikke var afmærket. Hmmm, tænkte jeg. Burde jeg ikke have hørt den forklaring også? Det eneste jeg nåede at opfatte var "hvis man kører under en motorvejsbro så er man kørt for langt" og "hold til højre, hvis man er i tvivl". Det skulle vise sig at være værdifuld information, for ganske rigtigt - ca. 8-10 minutter inde i løbet blæser jeg med fuld speed under en motorvejsbro. Ups. Fuld opbremsning, rundt med raceren og blæse et har hundrede meter tilbage og tilbage på ruten. Jeg kørte pænt stærkt til start og fik snart visuel kontakt med den forankørende, hvilket gjorde at jeg ikke behøvede at bekymre mig så stærkt om ruten. So far so good.

Præcis 17 minutter inde i løbet når jeg så tæt på den forankørende, at der er nok er 30 meter mellem os. Han kører på vejen og jeg kører på en smal cykelsti og undrer mig over, hvorfor han dog ligger derude og roder rundt. Altså lige indtil jeg opdager hvor dårligt underlag der er på cykelstien. Nuvel, man må ta' de stød livet giver - især det sidste bump inden jeg igen er tilbage på vejen giver et godt ryk i cykel. Men jeg hænger på og drejer til højre og så går det nedad så der kommer rigtig fart på cyklen. Tjuhej hvor det går tænker jeg - gad vide, hvor hurtigt jeg egentlig kører...?

Og her har vi så problemet. Mit nyindkøbte og røvdyre Garmin Frontrunner 305 sidder ikke længere og viser min overlydsagtige hastighed mellem grebene på mit enkeltstartsstyr. Krise! Endnu engang flår jeg i bremserne og vender cyklen - denne gang til en tur op ad bakke og trillende tilbage på ruten mens jeg febrilsk kigger i vejkanten efter uret. Jeg når at passere tre andre inden jeg ganske rigtigt finder uret lige ved siden af det sidste bump. Det lå på vejbanen ca. 15cm fra kantstenen - ikke rigtig noget sikkert sted at opholde sig i længere tid hvis man er skrøbelig elektronik. Gensynsglæden varer kort og jeg baner nu godt og grundigt over, hvad jeg godt ved er et nederlag til Kasper Carøe.

Så tilbage på cyklen og videre hjem - rytmen er brudt og bitterheder blander sig med mælkesyren, men jeg får dog fart i cyklen og kommer ind i en håbløs langsom tid på 37:18. Efterfølgende kan jeg konstatere, at Kasper kørte hjem og blev noteret for 34:58 - altså 2:20 hurtigere. Flot kørt, ikke mindst når man tager den manglende skiltning i betragtning. Jeg kan dog ikke lade være med at bringe optagelserne fra uret - man bemærker den registrerede hastighed mellem minut 17 til minut 20. Mit lille uheld med pulsuret har med andre ord kostet 3:00 - og altså formentlig sejren. Bitterheden vender lidt tilbage i glimt.