Jeg var forud for dagens 5. afdeling af SlushCup noget betænkelig. Mine bønner om tø, regn og mudder var som bekendt ikke blevet hørt - og både snowboardere og kælkende børn benyttede flittigt "den skaldede knold" (en karakterisk bakke) ved Herstedøster før, under og efter løbet.
I forlængelse af sidste afdelings isede affære, havde Søren Friis jo investeret i pigdæk til cyklen. Jeg skal da gerne indrømme, at jeg også har set mig lidt omkring efter samme, men det har pudsigt nok været udsolgt fra alle landets cykelforretninger og endda de mest populære tyske online-forretninger også.
Jeg besluttede derfor i morges at sætte alt på ét bræt - og istedet for mine grovmønstrede Nobby Nick monterede jeg mine summersutter. De har ikke meget mønster, men til gengæld har de stort volumen - hvis de ikke pumpes helt op, er de ganske brede. Nu måtte det briste eller bære :-)
Tanken om endnu en punktering kunne jeg ikke bære - så selvom punkteringsrisikoen er meget lille når der hovedsaligt køres i sne, havde jeg også lagt dækindlæg i dækkene. Synet af Søren der smutter forbi mens jeg har bunden i vejret på cyklen vil jeg helst ikke opleve lige med det første igen.
Starten gik som man kunne forvente: Massiv køkørsel. Jeg hoppede relativt hurtigt af cyklen for løbende at overhale folk der cyklede langsomt i kø - men enten løb Søren i hælene på mig eller også var mit angreb omsonst, for netop tilbage på cyklen havde jeg Søren lige bag mig igen.Ganske kort efter starten lå turens største stigning. Den var teknisk let - men lang og iset. Her ville pigdæk have været rigtig godt, ligesom på den efterfølgende nedkørsel som jeg må indrømme, at jeg langt fra tog i maksimalt tempo.
Jeg er lidt i tvivl hvor jeg fik skabt hullet til Søren (det ved du bedst Søren) - men jeg vil tro det var ved den stejle stigning hvor alle mand måtte af og kaste cyklen på nakken for at forcere bakken til fods. Her fik gas og det var let at overhale 10-15 konkurrenter.
Herefter gik det slag i slag. Det var ren sne man kørte i, kun med enkelte strækninger på grusstier hvor der istedet var is og sammenkørt sne. Men jeg undgik deciderede styrt - men var mange gange ude af pedalerne for lige at kunne genvinde balancen. Faktisk er balance helt centralt ved den slags kørsel - for man kan næsten ikke dreje ved hjælp af forhjulet, så vælter man bare. Men der var også mange gange, hvor man røg ud fra det ønskede spor simpelthen fordi man mistede balancen og blev tvunget til den ene eller anden side indtil balancen var reetableret.
Det ville have været guld værd at få trænet lidt snekørsel inden løbet - for det var tydeligt at man langsomt blev lidt bedre og kunne opretholde større tempo gennem vanskelige passager. Og selvfølgelig også fordi modet øges med tilliden til, at man kan holde sig på cyklen :-)
Jeg havde ikke fået startet stopuret før et stykke inde i løbet, så da jeg nærmede mig målområdet kunne jeg ikke bedømme, om jeg kom ind inden 1 time og dermed skulle endnu en gang rundt. Jeg turde derfor ikke køre helt igennem, men forsøgte lejlighedsvis at se baglæns - om Søren Friis skulle ligge indenfor rækkevidde og pønse på angreb.
Men nej, da jeg kom i mål i tiden 1:04 (og dermed var færdig) kom der et "godt kørt" fra en velkendt stemme. Det var såmænd Søren Friis der havde taget opstilling i målområdet. Et splitsekunds desillusion bredte sig: Havde jeg bare slet ikke set Søren smutte forbi?? Kunne han have overhalet mig i løb op af bakken hvor jeg havde travlt med at se hvor jeg satte fødderne??
Jeg genvandt dog fatningen - det var jo helt utænkeligt at jeg skulle have undgået at se det, selv hvis jeg skulle været blevet overhalet.
Og ganske rigtigt. Søren havde kun taget een (1) omgang rundt. Angiveligt med henvisning til den "uudholdelige og umenneskelige rute". Jeg var målløs! Siden hvorpå der står, at man er tilladt at melde fra findes ikke i min bog! (Heller ikke i Dolphs vil jeg mene). Meeen dog ikke mere målløs end jeg kunne hæve armene og udstøde et sejrsråb. Taget i betragtning at jeg kom ind i anden halvdel af feltet var der måske nogen der kiggede lidt undrende - men de kunne jo heller ikke vide hvilken ære der stod på spil, og at min punkteringsfrustrationer havde bygget sig op over lang tid :-)
Søren havde medbragt sine lækre nyindkøbte langrendsski - og de skulle naturligvis prøves i terrænet. Og selvom der endnu er lidt til OL-formen i denne disciplin, så gik det da pænt fremad. Men der er helt sikkert en del teknik der skal arbejdes med. Jeg forsøgte mig også på skiene - herunder forsøgte at indhente Sørens faldstatistik på MTB. Men det var rigtig fedt og det var da værd at overveje at investere i et sæt. Ikke mindst, hvis vores plan om en "arktisk overlevelsestur" her i vinter lykkes.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar