Min første cross-duathlon i dag i Ganløse var en interessant oplevelse. Med Kasper, der pt. synes at være i sin livs endurance-form, som konkurrent, var jeg på forhånd indstillet på at løbe så hårdt til som min sparsomme vinterform tillod og alligevel tabe. Et fladt hjul på Kaspers cykel har dog før hjulpet mig, så jeg var naturligvis klar til at slå til, skulle en chance byde sig - men ellers var målsætningen blot at hægte sig på og håbe på, det ikke gik alt for galt.Kasper vandt fortjent efter et flot løb i tiden 1:21:42, og så tilmed på MTB. Men jeg synes egentlig, at mit eget løb gik fornuftigt. Tiden blev 1:23:11 og farten droppede lidt på den sidste løbetur, men ellers blev der generelt givet fuld skrue. Min gennemsnitspuls over hele løbet blev på 171, så det var ikke fordi jeg holdt igen at Kasper løb med sejren!
Den sidste omgange på løbet føltes som i Aabenraa - ikke mindst fordi ruten var meget kuperet. Der var en ganske kort flad strækning lige inden mål men ellers sluttede løberuten med en pæn bakke, der virkelig trak tænder ud. Lige efter jeg var løbet i mål havde jeg en brændende lyst til at kaste op, men tænkte det ville virke for melodramatisk, når man kom ind noget nede i feltet, så jeg holdt igen.Et meget lærerigt løb - også pga. de mange skift. Formen viste sig at være bedre end frygtet - men der er stadig betydelig plads til forbedring - i første omgang havde det været fint at være bare 00:1:30 hurtigere...
Opslag
2 kommentarer:
Det var en modbydelig rute. Både løberuten og cykelruten var efter min målestok temmelig kuperet. Allerede på den første løbetur (af 3) kunne jeg mærke mit højre skinneben jamre - simpelthen fordi vi løb så meget nedad på turen ud (det var en ud-og-vende-rute). Det gav et udmærket og retvisende billede af turen hjem.
Selvom jeg afgjort er mere til flade stræk end til bakker fulgtes vi pænt ad på det første løbestræk, men jeg må indrømme, at jeg ikke havde 10 % ekstra at give af, hvis Søren havde accellereret :-)
Tilbage på cyklerne skulle den store prøve stå - kunne jeg holde Søren på min MTB? Jeg forsøgte at sætte lidt tempo op af den første grimme stigning, mest for bare efterfølgende at kunne sige, at jeg skam havde taget teten :-) Og pludselig kunne jeg faktisk ikke længere se Søren bag mig - kunne det være rigtigt? Men nej, senere fandt jeg ud af, at Søren havde haft bøvl med gearet og derfor måtte have kæden på plads. Jeg ved ikke hvor længe han har ligget og luret bag mig, men han indhentede mig først få hundrede meter før skiftezonen. Jeg overlevede første cykelben - fedt! Og med betydelig erfaring i, hvor afgørende det er i denne slags løb at undgå at komme til at ligge alene på mellemhånd. Det koster temmelig mange kræfter, ikke mindst på den del af ruten der var i kraftig modvind.
Tilbage på den kuperede løberute var vores ben betydeligt tungere. Vi havde overhalet temmelig mange på cykel - men tydeligvis var vi komparativt bedre på cykel end løb, for vi blev overhalet af en del på løbebenet. Måske var det deres finale (altså deltagere på kort distance) - måske skal vi til at træne flere korte intervaller :-)
Søren havde valgt at skifte sko i transitionen - jeg brugte udelukkende mine løbesko. Det gav mig selvfølgelig en 4-5 sekunder besparelse i skiftezonen, og det var vist den besparelse Søren pludselig fandt større end gevinsten ved cykelsko. For på den anden cykeltur droppede han skiftet og fortsatte i sine løbesko.
Søren kom hurtigt ned i tribøjlen og jeg forsøgte at hægte mig på toget. Og der blev sat et udmærket tempo skulle jeg hilse og sige. Jeg synes det var meget rimeligt, at Søren trak lidt nu hvor han var på racercykel kontra min MTB. Netop da vi havde rundet de 5 km på cykelruten kom der dog en del støn forfra, og jeg brokkede mig højlydt over, at det nu var mig på MTB der måtte frem og trække. Men det skulle jo ikke hedde sig :-)
Men det var ikke meget respons fra Søren da jeg forsøgte at sætte lidt mere tempo. Jeg kunne langsomt men sikkert :-) se Sørens skygge forsvinde ud af mit synsfelt. Og da en noget hurtigere rytter kom udenom os lykkedes det mig at hægte mig på. Det holdt dog ikke mere end et par kilometer hvor jeg måtte slippe ham - og pludselig fandt mig selv på mellemhånd igen :-(. Det trak tænder ud!
Da jeg svingede rundt om hjørnet ved skiftezonen kunne jeg ikke se Søren bagude - overraskende og gav en vis varme :-) Han var dog kun 40 sekunder bagude - men det fandt jeg først ud af da jeg vendte rundt om keglen på løbebenet, og efter 15-20 sekunder mødte Søren. Og 30 sekunder kan man hurtigt hente på de sidste bakker på løberuten, så den fik lige en ekstra tand. Sidestikket havde plaget hele løbeturen, og med det øgede tempo føltes det som om at mellemgulvet ville ovenud. Av.
Men det lykkedes - og jeg er glad for, at Søren også havde tilsvarende problemer :-)
Min gennemsnitspuls var iøvrigt 168 - så den kunne heller ikke skrues meget mere :-)
Jeg takker for Sørens pæne ord om at være i "sit livs enduranceform". Lad mig dog hertil føje, at formen både har været bedre, og meget gerne skulle blive markant bedre. Men at skulle tage dig på min MTB - det havde jeg dog alligevel ikke regnet med :-)
Men marginalerne var tilsyneladende på min side idag. Da jeg ved hjemkomst tog cyklen ud af bilen, var den flad på baghjulet!!!
Jeg ser frem til en revanchematch på næste søndag :-)
/Kasper
/Kasper
Når Søren henviser til Aabenraa, så drejer det sig vist specifikt om fornemmelsen i mellemgulvet der gerne vil ud, lungerne der føles markant underdimensionerede, og ben så tunge som bropiller :-)
Min knebne sejr skal retfærdigvis også tilskrives, at det var første gang Søren var med. Det er trods alt nemmere at disponere, når man har været der før.
Der var en enkelt ude at testkøre den oprindelige rute i går - og han kunne også melde om regulær skøjtebane på cykelruten, ikke mindst på de længste lige stræk hvor der jo køres med godt tempo.
Hvordan skulle det undgå at være en fordel med racercykel på asfalt?
Send en kommentar