Grrr!

Min anden afdeling af Craft Cross-Duathlon var en hård omgang. Første gang blev løbet flyttet til asfalt pga. sne og glat føre – men denne gang var der ingen kære mor, trods mindst lige så meget sne som sidst. Til gengæld var MTB-udstyret tilpasset forholdene, der var noget nær perfekte til mine fabelagtige pig-dæk. Vejgrebet var uovertruffent og i modsætning til Slushcuppen weekenden før var lige den rette mængde sne og is til at man kunne køre stærkt henover uden at pløje væltende rundt uden at komme nogen vegne. Ruten var faktisk vældig morsom at køre – det ender jo næsten helt med at jeg begynder at synes så meget om det her MTB-halløj, at det fortsætter ind i asfalt-sæsonen.

Det rette udstyr var dog ikke nok til at yde nævneværdig modstand mod en uhyggelig Kasper Carøe, der allerede forlod os andre dødelige på første løbestræk således at jeg stærkt pustende og med en puls på 185 måtte konstatere, at ikke nok med at jeg var sat af, jeg var også blevet narret til at lægge alt for hårdt ud.

Hurtigt igennem transitionen og efter den første meget stejle bakke, der lå lige i starten af cykelruten, fik jeg dog stabiliseret min skrantende tilstand og bed mig fast. Trods min ihærdige indsats lykkedes det dog Kasper stød og roligt at øge sit forspring gennem hele konkurrencen og jeg følte mig godt brugt da jeg løb igennem mål i tiden 1.37:57. Ikke imponerende, men sygdom, travlhed og manglende træning i tiden op til medvirkede heller ikke til nogen toppræstation.

Motivationen er imidlertid i top til næste afdeling af slush-cuppen – jeg føler mig stadigt bedre kørende på mtb og er opsat på at give Kasper kamp til stregen. Det må kunne lade sig gøre. Først står kursen senere i dag dog på Amsterdam, hvor der skal dystes på kortere distancer og i det våde element – herunder også en 4x25m undervandsstafet, som jeg gruer lidt for.

(Billeder af Gabor Klöczl).