søndag, januar 22, 2006

En tur i sneen

For en gangs skyld var der hverken SlushCup, X-Duathlon eller andet på programmet i weekenden. Vi havde derfor alle tre aftalt at skulle en tur i skoven for at cykle og løbe lidt.

Jesper og undertegnede var lidt betænkelige ift. mountainbiking på grund af is på veje og spor. Søren havde ikke den slags bekymringer. Han kører nu rundt på et par Schwalbe Ice Spiker. Som navnet antyder er det deciderede pigdæk, og selvom de er temmelig tunge så er det virkelig det optimale værktøj til opgaven p.t. Jeg ser lige pludselig mindre frem til næste weekends SlushCup - det ser ud til at det bliver en iset omgang igen, og med Sørens dæk levner det ikke mig mange chancer :/

Men uanset Jesper Duelunds og min skepsis, så var det virkelig en fremragende tur. Først en cykeltur til Bagsværd Rostadion, og dernæst orienteringsløb (lang, svær på 7,4 km i luft). Ikke en lang distance, men da den store jæger foroven havde været venlig at sprede 20 cm. puddersne over det hele, så var det en smule tungere end sædvanlig at løbe i.

Søren Friis var permanent navigatør på første halvdel af o-løbet. Til Jespers slet skjulte fortrydelse blev løbet derved en smule mere 'procesorienteret' end sædvanlig. Men det gik faktisk ganske udmærket - og alt håb er bestemt ikke (helt) ude på den front :-)

Naturen viste sig fra sin allerbedste side idag. Det er faktisk mere eller mindre en forbrydelse hvis man ikke har benyttet søndagen til en tur i skoven - gående, cyklende eller løbende. Det var i hvert fald et fantastisk løb i den jomfruelige sne i skoven.

/Kasper

1 kommentar:

Søren Friis Larsen sagde ...

Ja, det var i sandhed en fremragende dag i sneen - orientering har aldrig været hverken min store passion eller styrke, men det kan da være sjovt nok af og til. Det er dog tydeligt, at voksenpædagogik ikke er Jespers stærkeste side - tilgengæld navigerer han med stor sikkerhed.

De nye pigdæk er lækre at køre med - vægten er ikke slem på asfalt og den ekstra sikkerhed når man kører over iseede stykker er rar. De har dog også sine begrænsninger -når det gælder meget løs sne i rigelige mængder skal man i den grad arbejde for at komme frem. Piggene skal med andre ord have noget fast eller hårdt at bide sig fast i, ellers pløjer man sig bare frem som på ethvert andet dæk.

Til det føre, der var til sidste Slush-cup tror jeg dog, de ville være helt perfekte, så jeg håber på en gentagelse af det glatte føre til næste cup.