mandag, april 17, 2006

Helvede i Nord

Ovenpå påskefrokoster var det idag tid til at løbe "Helvede i Nord" - et cross halvmarathon i Tisvilde Hegn.

Udover Søren deltog også Morten og János fra USG-Adventureholdet.

Søren var desværre lidt skadet, da han havde fået et voldsomt slag på skulderen under noget MTB-træning i skovene. Ak ja - det er jo hvad der sker når man er en skruebrækker og ligger og laver hemmelig måneskinstræning for at gøre sig gældende i sporet :-)

Vel var turen hård sammenlignet med et almindeligt, men hvis det er Danmarks hårdeste halvmarathon så burde vi sætte os for at arrangere et decideret barskt løb for de hårde drenge. Inspirationen kunne vi passende finde i løbet Tough Guy i Storbrittanien. Et løb jeg i parantes bemærket godt kunne fristes til at overveje hvis der er andre der vil med til januar 2007...

Tilbage til dagens løb. Det var som lovet skøn natur, og der var rigtignok også både ganske kuperet terræn og mange sandstier, klitter, rødder og væltede træer der skulle passeres. Og et stykke på stranden der vakte varme mindelser om North Sea Beach Marathon sidste år. Men vildere blev det faktisk ikke.

Jeg kunne tydeligt mærke effekten af sæsonens barmarkstræning på de små stejle stigninger hvor jeg lidt imod de grundlæggende fysiske love faktisk kunne forcere en smule. Og effekten af mine selvstændige lange løbepas synes jeg også at kunne konstatere. Jeg følte faktisk, at løbet først sådan rigtigt startede omkring de 13 km - men jeg startede også på lidt ømme og stive ben og helt sikkert i et for langsomt tempo. Men efter 13. kilometerskilt var der jo kun 8 km tilbage at gøre godt med, og med ben der stadig var i top begyndte jeg at skrue tempoet op. Jeg blev ikke overhalet siden, men fik heldigvis lagt en del bag mig. Dog uden nogensinde at komme bare i nærheden af hverken János eller Morten :-) Så jeg burde nok have lagt lidt mere aggressivt ud - men det er jo altid nemt at aflæse på kilometertider, pulsure m.v. bagefter :-)

Morten var som altid lynhurtig - og kom flot-flot ind i toppen af samtlige løbere i tiden 1:27 - med János kun et par minutter derefter. Der skulle gå endnu 10 minutter før jeg kom over samme målstreg i 1:39. Søren promenerede ind i tiden 2:02 - et par minutter langsommere end målet. Jeg stod naturligvis klar med chokolade-infusionen i fald han igen skulle nærme sig et kritisk blodsukkerniveau som tidligere omtalt.

Der var store problemer med resultaterne efter løbet, nogle af os havde fået trukket 15 minutter fra (det så godt ud på diplomet :-) ) - andre til stor skuffelse (János) ikke. P.t. står Søren som DNF - meeeen det kan vi dog bevidne er forkert.

Alt i alt en god dag: Flot vejr, udmærket træning og godt selskab - det går man aldrig fejl af!

/Kasper

2 kommentarer:

Søren Friis Larsen sagde ...

Hvis det var helvede, så synes jeg temperaturen var noget lunken. Et flot og velarrangeret (bortset fra tidstagningen) løb med en afvekslende og kuperet rute, men ikke noget "ultra" eller "ekstrem" over det. Vi kunne naturligvis have valgt - som et par stykker, jeg så på ruten - at have løbet med fuld oppakning, men det havde næppe ændret oplevelsen grundlæggende.

Som Kasper nævnte havde et lille uheld på mountainbiken da jeg - helt legitimt tog mig en afslappende aftentur - dog udstyret mig med en særdeles øm skulder. Den mærkede jeg dog ikke meget til bortset fra en smule på de stejle passager og når grene skulle fejes af vejen.

Jeg lagde dog, ikke mindst mærket af påskens gode frokoster mv, endnu mere konservativt ud end Kasper og havde et sjældent set jævnt løb idet jeg fastholdt mit (langsomme) tempo stortset uændret hele løbet igennem. Jeg ville gerne have øget farten omkring de 15 km, men på det tidspunkt kunne jeg godt have brugt et toilet, så med fare for at for meget pres skulle manifestere sig i andet end fremdrift, tog jeg løbet som en hyggelig træningstur i smukke omgivelser.

En positiv oplevelse af rimeligt overskud og fraværet af kriser undervejs. Men jo altså ikke noget imponerende sprint-præstation.

Søren Friis Larsen sagde ...

Og hov, jeg glemte at tilføje, at det der Tough Guy ser mere ud som noget fornuftigt - især i januar måned. Det må prøves! I'm game!