A can of whoopass!

Som det fremgår af tidligere indlæg og kommentarer, har Friis jo virkelig lagt sig i selen for at få hævn efter tidligere nederlag i Craft-Cuppen. Det skulle dog ikke blive i dag, for undertegnede havde lige en ekstra dåse øretæver klar på lager :-)

Løbestrækket var på asfalt men med et par gode bakker. Jeg får stadigvæk lidt ondt i det ene underben af at løbe stærkt på asfalt – men netop i dag kunne jeg komme på mange gode grunde til at ignorere irritationen. Og uden endnu at have fået mine stræktider synes jeg at der var god hastighed på de 3 x 3 km. Det lykkedes mig at lægge 20-30 sekunders luft til Søren – men med de cykeltakter han viste i går, så forslår 30 sekunder som en skrædder i helvede. Og da jeg løb ud af skiftezonen kom Søren ind i samme, så der var ikke meget at give af.

Cykelruten var en godt 3 km tur der skulle tilbagelægges tre gange i hvert pas, altså i alt seks gange fordelt på 2 pas. Ruten var meget teknisk synes jeg – kun et enkelt stræk hvor der kunne sættes tempo. Og når det er i sne og på is, så er jeg i hvert fald tilbøjelig til at sætte kontrol over hastighed.
Jeg havde forventet, at Søren kom blæsende inden længe, og jeg havde allerede en syrlig kommentar klar – noget med at jeg nok skulle komme tilbage på næste løbestræk :-) Men der kom ingen Søren – men ved de forskellige vendinger havde vi lige føling, så der var ikke så meget at give af.

Ved vendingen ved andet løbestræk havde jeg vel fået omkring 2-3 minutters forspring til Søren (passer det ikke?).

Jeg blev imidlertid temmelig stresset da jeg efter at have været ”lynhurtigt nede” fik store problemer med cyklen. Jeg smed kæden et par gange, og måtte flere gange af cyklen. Når jeg lagde pres på pedalerne lavede den nogle ordentlige hak, knas os mas – det lød virkelig ikke godt. Og når jeg skiftede klinge foran smed jeg kæden. Pres! Mine tanker gik i retning af at skulle løbe 6-7 kilometer ekstra for bare at kunne redde æren. Men det viste sig, at hvis bare jeg blev på den store klinge, så var problemerne begrænsede. Og selvom det til tider var ganske tungt, så gik det i hvert fald meget bedre end før. Men det havde kostet tid, og tempoet var ikke optimalt efterfølgende.

Sidste løbetur var ikke så hård – måske både fordi intensiteten på cykelpasset ikke havde fået pulsen op at ringe, og så nok også fordi det på dette tidspunkt stod klart – at jeg var kommer uden for Sørens aktionsradius. Det kunne jeg konstatere da jeg skulede baglæns i starten af løbestrækket. Jeg havde et par stykker liggende lige bag mig som jeg koncentrerede mig om at holde væk, men havde ingen indenfor rækkevidde foran – så det blev nok ikke så koncentreret som det burde være.

I mål kunne jeg konstatere at min midterste klinge er fuldstændigt smadret, og at den store klinge er (trukket? :-) ) skæv. De skal udskiftes mandag så jeg får cyklen helt klar til Isterød i næste weekend.

Jeg undrer mig stadig over at Søren ikke hentede mig på cyklen – og mon ikke Søren gør det samme? :-) Jeg tror jeg endte med at vinde med en ca. 7 minutter.

SFL bliver lige pt. sultet lidt på sejrene – men tilsyneladende betyder det heldigvis bare en beundringsværdig træningsindsats, og så er det jo alene et spørgsmål om tid og flid! Og så synes jeg egentlig også, at det var hele rimeligt at jeg fik denne sejr med. Inden vi får set os om omfatter konkurrencerne jo nok også svømning, og så vil situationen se helt-helt anderledes ud. Så det er fint nok, at jeg kan få afstivet selvtilliden med nogle små sejre her i forsæsonen – dem får jeg brug for :-)

Opdatering på tider og billeder følger!

/Kasper