onsdag, juni 18, 2008

Ny låge


Jeg glemte helt, at nyt grej naturligvis skal beskrives udførligt på bloggen. Efter i mange måneder at have været uden mtb besluttede jeg mig for at vente med at genanskaffe en bredsporet til efter IM-Lanzarote. På den måde kunne jeg fokusere træningen på løb og landevej og desuden minimere risikoen for at et grimt styrt i skoven spolerede træningen.
Den har været stærkt savnet og det var derfor også motiverede at kunne se frem til indkøbet af ny cykel mens jeg trampede de 180k rundt på Lanzarote.
Nu er den så kommet i stald og har været en 5-6 gange i sporet. Valget faldt efter moden overvejelse og vaklen mellem en hardtail eller en Canyon fullsuspension på en Specialized Epic. Jeg havde jo lovet mig selv et kulfiber-stel, hvis jeg gennemførte på Lanzarote - og den slags løfter skal man jo holde :-)
Jeg har ikke fortrudt købet - den er topfed. Det største spring opad er nok i virkeligheden på bremserne - sammenlignet med de gamle klagende v-bremser er de nye skivebremser en drøm. Jeg er spændt på, hvor lette de er at vedligeholde og justere - foreløbig giver de en helt, helt anden kontrol over bremsekraften og det er suverænt.
Valget faldt på Specialized pga. deres særlige brain-technology (og selvfølgelig fordi de har det fedste motto: You can never be too Speeeeecialized). Nu er jeg jo sproglig, så jeg forstår ikke til fulde de tekniske finurligheder bag brain-teknologien, men der er så vidt jeg forstår tale om en væskefyldt ventil der er i stand til at styre bagdæmperen således at den kun er aktiv ved stød nedefra og ikke fra den kraft, der overføres fra pedaltrådet. Det betyder, at cyklen gerne skulle føles som en hardtal indtil det begynder at bumpe.
Det er umuligt for mig at vurdere dette system i forhold til andre fullys, da det er min første cykel af slagsen - men at rive den hen over en masse små rødder mens man ufortrødent træder videre i pedalerne med fuld kontrol, det er fantastisk!
Cyklen er let, men ikke superlet. Alligevel føles den også rigtig fed på opkørslen fordi den er rimelig fast. De eneste skønhedsfejl, jeg indtil videre har konstateret er at styret er for bredt til min smag. Jeg føler mig som på en Harley Davidson - også fordi det er et riser-styr, hvilket jeg synes er alt for touring-agtigt. Det bliver nok skiftet ud. Det samme gælder de egg-beater candy-pedaler, som jeg heller ikke rigtig kan forliges med sammenlignet med almindelige egg-beaters. Platformen, der i teorien skulle give en større trædeflade, føles bare i vejen og gør det vanskeligere at klikke ind. De ryger formodentlig også til fordel for the good old regular guys. Endelig er der sutterne - specialized skulle efter sigende lave ganske udmærkede dæk, men jeg tror lige de skal en tur omkring vægten for jeg tvivler på, de står distancen mod et par klassiske Racing Ralphs fra Schwalbe.
Jeg glæder mig til at få den afprøvet i ræs-sammenhæng og det kunne især være fedt at deltage i nogle lidt længere mtb-marathons i løbet af efteråret - så den ekstra komfort for alvor kommer til sin ret. Hvem er klar på en tur i skoven? I am Specialized!

Ingen kommentarer: